Archive for juli, 2012


Jeg var i de lykkelige omstændigheder, at jeg fik besøg af min gode veninde, og derfor besluttede vi os for at se en film. Valget faldt på Paul Verhoevens “usynlige-mand”-thriller “Hollow Man” fra år 2000.

Sidst jeg så denne film, var da jeg ejede den på VHS for år tilbage, så jeg var spændt på et gensyn, og jeg må sige at jeg ikke blev skuffet – som sådan da? – selvfølgelig kunne jeg huske næsten hele handlingen og filmens CGI er da, stadigvæk den dag i dag, rimelig flot – det er bare en mærkelig facon at man bliver usynlig i… først forsvinder alt huden, og så alle senerne og musklerne og dernæst organerne, for til sidst at ende med skelettet – men det er selvfølgelig lavet for effektens skyld, så det ser lidt cool ud, når man nu bliver udsat for sådan et væmmelig eksperiment med at blive gjort usynlig.

Filmens trekløver på rollelisten, Elisabeth Shue, Josh Brolin og ikke mindst Kevin Bacon gør det rigtig godt. Især Kevin Bacon, der bliver mere og mere sindsyg som filmen udspiller sig, er et fortræffelig valg…jeg har altid syntes vældig godt om den dygtige skuespiller, og her viser han at han kan finde ud af lidt af hvert.

“Hollow Man” er vistnok indspillet med Motion Capture – jeg er ikke sikker, og hvis jeg ikke var sådan en uinteresseret dovenlas, så kunne jeg have set ekstramaterialet på dvden, der sikkert havde afsløret noget i den retning… anyway – det gad jeg sgu ikke lige, men kan mindes noget om at have set Kevin Bacon i en dragt, der kunne tyde på Motion Capture – man må også sige at det er den eneste rigtige måde at lave sådan en film i hvor dage – naturligvis blev det gjort anderledes i 1933 med “Den Usynlige Mand”, der havde den fantastiske karakterskuespiller Claude Rains i hovedrollen, men fred nu være med det… men 1933-filmen skal dog stadigvæk anbefales på det varmeste…!

Jeg var lidt ked af at se at det meste af filmen foregik på et videnskabscenter, hvor det kunne have været mere sjovere at se den usynlige mand ude iblandt andre mennesker – vi får lidt en lille snert af det, idet filmens hovedperson, Sebastian, overfalder hans nabo, der er ganske ypperlig (iøvrigt spillet af Rhonda Mitra, der skulle have hovedrollen i dommedagsfilmen “Doomsday” og den 3. “Underworld”-film)…men det er langt fra nok – jeg ville gerne have set mere…men det skulle jeg så også få at se i 2’eren.

Den første “Hollow Man”-film ender dog i et mindre blodbad, da næsten alle videnskabsfolkene bliver slagtet – det er kun lige Josh Brolin og Elisabeth Shue der overlever… go figure! – filmen var dog nomineret til en enkelt Oscar for bedste visuelle effekter, men den vandt dog ikke – og bedømt ud fra scoren på Imdb på 5.6 – så var det nok meget godt…

Min veninde var iøvrigt heller ikke så glad for filmen, idet hun faldt i søvn da der var gået knap og nap en halv times penge… men for fanden da – kvindemennesket kunne jo nok ikke sætte pris på en omgang Verhoevens snask til den guldmedalje (i disse OL-tider)…det kunne jeg nu godt!

– Anyway, jeg besluttede mig her senere i aften for at se 2’eren, idet jeg alligevel havde købt dem samlet i en boks…filmen hedder meget rettelig “Hollow Man 2”, og var en betydelig billigere sag med knap så mange kendte skuespillere, faktisk er det kun hovednavnet Christian Slater og Peter Facinelli jeg havde set i film før…men okay, here goes!

Filmen er fra 2006, og direkte-til-video… hmm javel dog, den gode Christian Slater vælger sine projekter om omhu…Men eftersom at filmens historien var enormt gavmild og sparsommelig, så kastes man direkte ind i filmens handling med en usynlig mand, der går amok fra filmens start. Eftersom historien udfolder sig, så får man at vide at efter det første Usynlige mand-projekt er der gået 5 år, og alle data er blevet holdt i live af skruppelløse militærfolk, der vil lave det perfekte våben (ligesom man har hørt det før?) – nå men, Christian Slaters karakter er altså den usynlige mand, der desværre også er ramt af ustabilitet, ligesom med Kevin Bacons rolle i 1’eren… deres celler nedbrydes langsomt, og efterfølgende dør man – så Christian Slater jagter et præparat, der kan udligne den cellenedbrydelse – og man bliver faktisk kastet lige ind i historien…

Modsat den første “Hollow Man”-film, så er der her masser af action af den usynlige mand i aktion ude i byen Seattle, hvor intetanende fodgængere og andet godtfolk bliver væltet omkuld, for blot at den ondskabsfulde og magtsyge usynlige mand kan komme frem i hans jagt på forskeren, der kan hjælpe ham. Thumbs Up for actionen ude i byen, det er sgu rimelig godt – i filmens begyndende scener får vi sågar en ret blodig death-by-cellphone-sekvens, så det var ret cool.

Desværre er “Hollow Man 2” dog en ret dårlig film. Man ser ikke meget til Christian Slater – kun lige midt i filmen, hvor han bliver gjort usynlig – i nogle rigtig dårlige hurtige klip, ser vi hvorledes at han falder mere og mere i med omgivelserne… det er virkelig dårligt lavet, men budgettet har nok ikke været der til at lave en ordentlig scene – det er lidt en skam, fordi det var det man ligesom sad og håbede og ventede på…Nå, ja men Christian Slater gemmer sit grimme fjæs indtil slutningen, hvor han dukker op igen, dog døden nær dengang, så det var knap så godt.

Tynget af budgettet, og med visuelle dårlige effekter og – lad os være fair, ret dårligt skuespil, så er “Hollow Man 2” helt klart en misser, der nok ikke burde være lavet, men jeg var alligevel nysgerrig for at se den, så det var da sikkert godt nok for noget? Filmen var iøvrigt nomineret til 0 Oscars, og scoren på 4.4 på Imdbs berygtede skala er nok meget passende…

Med disse 2 film har jeg dog fået lyst til at se John Carpenters version af en usynlig mand film, nemlig “Memoirs Of An Invisible Man” med Chevy Chase i hovedrollen. Jeg kan godt lide både Carpenter og Chase, og jeg må indrømme at det er længe siden at jeg har set den – husker den som lidt sjov, men også lidt mislykket? hmm jeg må vente på en dvd-udgivelse! – damn!

Dette indlæg er iøvrigt skrevet til musikken til “Braveheart”….Freeeeeeeeeedom!

 

Rise of the CGI…

Som lovet ville jeg lige skrive et par ord om det seneste opus i Planet Of The Apes-serien…

Jeg må erkende at jeg synes at det var en dårlig film. Den var, ligesom jeg skrev med bla. “Real Steel”, alt for familievenlig og sød – der er dog nogle af aberne der går amok mod filmens slutning, men jeg var ikke særlig overbevidst.

Filmens CGI var nogle steder ganske pæn, men også andre steder helt rædderlig, og jeg kan ikke forstå at når de nu bruger Motion Capture til at portrættere lederaben Cesar (spillet i vanlig stil af Andy Serkis) – at de så forfejler til at få aben til at agere 100 % logisk, især de mange spring og hop virkede decideret tåbelig på mig til tider. Men det er vel sådan at det skal være…

Tim Burtons nytænkning af den originale “Planet Of The Apes” er milevidt bedre, også især fordi at filmens make-up var meget imponerende, men i “Rise Of The Planet Of The Apes” er der ingen make-up, kun CGI-aber, og det fungerer bare ikke rigtig for mig. Ganske vist ville slutningen med Golden Gate Bridge nok være ganske svært at filme hvis det ikke var for at aberne var lavet på en computer, men alligevel.. jeg synes at filmen var klodset og lidt smådum til tider, men sådan er der jo så meget..

Jeg så iøvrigt også Clint Eastwood fjolle rundt i koldkrigs-actionfilmen “Firefox”. Jeg havde aldrig set den før fra start til slut, kun zappet forbi den et par gange på tv, og jeg må sige at man er ikke rigtig gået glip af noget. Clinten har selv produceret og instrueret, men selvom filmen oser af koldkrigs-paranoia, så synes jeg også at den var virkelig ujævn, og jeg kan ikke forstå at der skal snakkes engelsk med russisk accent i film – især synes jeg at det var mærkværdigt, at da Eastwood skal spille rollen som russisk statsborger, så snakker han bare engelsk uden accent… meget besynderligt…

Hvor uheldig er man så?? to dårlige film? det er sgu da næsten ikke til at klare, med mindre altså at jeg ikke lige midt imellem genså Kevin Smith fortræffelig og meget morsomme religionskomedie “Dogma”. Jeg må sige at Kevin Smith kan virkelig skrue et skægt manuskript sammen, og sammen med hans bedste film, debuten “Clerks” og homoseksualitet-komediedramaet “Chasing Amy”, så har han fat i indie-publikummet. Dog er hans seneste film, især “Cop Out” virkelig meget dårlig, og skræmmende umorsom… især ham den sorte politibetjent kan virkelig få nakkehårene til at rejse sig – der er forhåbentlig ingen der tror på at han kan være uddannet politimand. “Red State” var en anelse bedre, men desværre led den under at have et ikke særligt godt manus, og så var den et kæmpe skridt væk fra den komediedrama-genre som Smith mesterer så godt..men nu om dags virker det også til at Kevin Smith får mere ud at stå på scenen og fortælle om sit liv, sådan lidt stand-up-komik-stil… men fred være med det – han er jo god til at fortælle historier, hvor sandfærdige de er , ved jeg ikke, men man føler sig da underholdt…

 

Back again…

Javist, min herre, så er jeg returneret…

Ganske vist er jeg været hjemme siden torsdag formiddag, men jeg har ikke været alt for aktiv på nettet, og mest af tiden er gået med at sove og restituere…

På hjemfronten har jeg faktisk brugt en aften foran tv’et på DRs kanaler… jeg tænkte at nu var det sgu et godt tidspunkt for dem at give noget velfortjent payoff på mine licens-penge, som trodsigt bliver trukket fra min ydmyge konto hver eneste måned…

Nå, men jeg så først “Along Comes Polly”, en lidt tyndbenet sag med funny man, Ben Stiller og labre Jennifer Aniston (som bliver hottere og hottere iøvrigt…) – overværelsen af denne film skete som led i min romantiske komedie-fix, hvor jeg tidligere på torsdagen og fredagen fik set “The Holliday” en stjernebesat film med gode navne som Kate Winslet, Jude Law, Cameron Diaz, Jack Black og ikke mindst gode gamle Eli Wallach… det var en rimelig oplevelse, men den var en kende for lang… hvilket man ikke kan beskylde den næste film at være – det var nemlig den britiske “About A Boy”, der var noget bedre, selvom jeg normalt ikke er meget for at se på en flødebolle som Hugh Grant, så var den faktisk okay – især med lidt flere bandeord.. hey – det skal ikke meget for at imponere mig!

Anyway, alt det ovenstående udmunder fra min romantiske komedie trilogi med “Along Comes Polly”, som bestemt ikke var noget særligt… den var lidt for klodset, umorsom og særlig forholdet mellem Stiller og Aniston slår aldrig gnister, som man ellers kan formåde at det burde…trist!

I kølvandet på “Along Comes Polly” på DR1, så blændede DR2 op for Alfred Hitchcocks klassiker “Rear Window” med en kørestolsiddende James Stewart og en virkelig smuk Grace Kelly. Historien er jo simpel, men virkelig god, og selvom man godt lidt kan føle at filmen snegler sig af, så er jeg meget imponeret af hvor meget Hitchcock kan få ud af lidt. Det er hovedsageligt kun inde fra James Stewarts lejlighed at filmens handling udspiller sig, og hvilken handling! … jeg får stadigvæk kuldegysninger, da morderen/naboen kommer ind til James Stewart mod slutningen… en mesterlig film – jeg har desværre aldrig set remaket med Christopher Reeve fra 1998, men mon dog at den er lige så god… og så kan man også nævne Shia LeBeouf-filmen “Disturbia”, der også minder utrolig meget om Hitchcocks film fra 1954. Den er dog ikke nær så god.

Så fik jeg ellers tiden til at gå lidt med YouTube, hvor jeg har set på folk, der har filmet og fortalt om deres dvd-samling… jeg havde en formodning om at jeg kunne blive inspireret, men tværtimod har jeg bare set at der er virkelig mange, der lider af samme samlermani som mig når det kommer til film… i det mindste er det godt at jeg er single, og ikke har en ildsprulerende drage af en kæreste eller kone til at nærstudere hvert eneste af mine træk og mine filmindkøb… I Praise the lord!

Ahh ja, og så er klokken nu blevet 4, og jeg har netop lige set godt og vel de sidste 45 minutter af Sam Raimis vidunderlige og underholdende moderne western/duel-film “Quick And The Dead”  – den var på en af mine norske tv-kanaler, og selvom jeg har set den mange gange, så fryder jeg mig altid over et gensyn. Det er jo ganske stjernefyldt med navne som Gene Hackman, Sharon Stone, Russell Crowe, Leonard DiCaprio, Lance Henriksen, Roberts Blossom, Keith David, Mark Boone Jr., Gary Sinise og Pat Hingle. Jeg bliver aldrig træt af slutningen i den film… og den oser af spaghettiwestern ekstravaganza sammen med det fremragende score af Alan Silvestri… virkelig awesome!

Nu nærmer tiden sig vist til at jeg skal se det seneste kapitel i Planet of the Apes-sagaen, og det er godtnok en prequel til dem alle, og mine forventninger er helt i bund, så det er bare for endelig at få den at se… jeg kommer nok til at bitche over CGI’en, men lad os nu se… jeg regner med at poste mere om den på bloggen, når den er set…

So long folks!

Den tørstige mand…

Jeg føler mig nødsaget til at meddele at jeg ikke er aktiv på nettet og bloggen de næste 4 dage.

Grunden  hertil er jeg er nødt til at drage afsted til det lokale Heste- og kræmmermarked, hvor der vil være nok af fristelser med øl og kvindfolk til den store guldmedalje..

Sagen er nemlig at jeg camperer i den gamles baghave og nyder et par afkølede dåseøl og nogle longdrinks, der kan vælte den nærmeste sømand af pinden!

Jeg håber at i alle vil nyde de 4-5 dage og tænke på en stakkels filmblogger midt i solens hjerte og med godt beduggede briller…

Kassettebånd længe leve!

Mvh

The Mallrat

Har netop genset Clive Barkers formidable monster-horrorfilm “Nightbreed” fra 1990, og kan på det varmeste anbefale alle at finde sin indre monsterelsker frem og se denne perle…

Hvad enten man er til Clive Barkers kringlede univers, hvor monsterne lever i den urgamle kirkegård “Midian”, eller hvorvidt man kan nyde David Cronenbergs overlegene protræt af en moderne seriemorder/psykopat, så er “Nightbreed” en vinder!

Den engelske horror-/fantasyforfatter Clive Barker har altid haft en forunderlige evne til at skrive smuk poesi, der kan få alle horrorelskere til at gå i ekstase – og “Nightbreed” er ikke ulig dette – baseret på Barkers roman “Cabal”, som jeg har liggende, men desværre ikke fået læst endnu.

Et virkelig plus i filmen er monsterdesignsene… for de er virkelig fremragende – aldrig har man set så forskelligt et udbud af ny-klassiske filmmonstre… jeg synes næsten at ensemblet formår at overgå den samling man ser i en anden klassiker, nemlig Tod Brownings “Freaks”, hvor det dog var naturlige “freaks” og ikke almindelige mennesker i make-up.

Mod slutningen mister filmen dog lidt af sin effekt, idet “Midian” pludselig skal indhylles i et eksplosionsinferno og skydegale betjente og lokale “rednecks” invaderer stedet. Men det tilgiver man dog Clive Barker for, fordi han skulle jo nok oprette interessen for den konflikt som hele filmen hele tiden drages imod… nemlig det endelige opgør mellem “The Tribe of the Moon” og menneskerne.. Man kan dog hele filmen igennem nyde Danny Elfmans vidunderlige, hjemsøgende score til filmen, der virkelig fungerer upåklagelig med masse af korsang og grænsesøgende melankoli.  – Det engelske horror black metal band Cradle Of Filth dedikerede sågar en af deres albums til dette vidunderlige univers, idet de navngav det “Midian”, og jeg vil anbefale alle metalfans at høre dette album, hvis man da ikke allerede kender det?? – det er virkelig noget nær klassikerstatus..

Filmen skuespil er okay, men der er en der virkelig brænder igennem, og det er den canadiske filminstruktør og nogle gange skuespiller, David Cronenberg. Han er fantastisk som den helt igennem syge Decker, der prøver på at skyde sine seriemordergerninger på Boone. Dog er der en fejl mod slutningen af filmen, hvor Boone slår Decker ihjel, og han styrter til jorden uden maske! – prøv lige at se i filmens dødende scener, der er en Decker med maske? – besynderligt!

Anyway, her vil min dødsrallen ikke længere kunne nedfældes, men hvis du er i den situation, at du sidder derhjemme, godt trygt og rart i din varme stue, og endnu ikke har stiftet bekendtskab med de vidunderlige væsner i “Nightbreed”, så gør det nu! inden Decker kommer efter dig!

Posterart til Clive Barkers monsterhovedværk, “Nightbreed”…

Mesterlige toner…

Jeg sidder lige i den råkolde sommerstund og lytter til soundtracket til “The Time Machine” fra 2002..

Det er et virkelig suverænt godt soundtrack, som Klaus Badelt har fået skuret sammen… og der er masser af store følelser involveret… det egentlige tema som der går igennem i flere af numre er virkelig smukt og der er langt til loftet…

Filmen “The Time Machine”, hvor Guy Pearce, Samantha Mumba og Jeremy Irons bla. medvirker,  var jo en rigtig flot udgave af H.G. Wells’ roman, men den er dog ikke nær så god som den første film, på dansk: “Rædselsrejsen” fra 1960 med bla. Rod Taylor. Bla. synes at jeg at Jeremy Irons’ rolle i genindspillingen er helt henne i vejret… og grænsesøgende ulogisk, men okay – han er jo en stor skuespiller, så der skulle nok være lidt kød på rollen, for han indvilligede i at spille med i filmen? – i originalen virker videnskabsmanden også mere ægte, dvs. at jeg synes at han virker mere som en ægte videnskabsmand, der søger efter nye opdagelser, fremfor i remaket, hvor han er motiveret af sin kones død…

Nej, der skal  dog lyde en fuldkommen hengiven anbefaling af det smukke, smukke soundtrack, der stadigvæk skulle være til at skaffe…

Soundtracket til remaket af The Time Machine er særdeles storslået, og flere gange kan man mærke nakkehårene rejse sig…

 

Jeg har tilbragt det seneste døgn i selskab med Robin Hardy og hans to film i Wicker-universet, og det gør at jeg nu synes at jeg ville skrive et par ord omkring dem.

Den originale “The Wicker Man” fra 1973 er en enestående kult-klassiker i britisk filmhistorie. Og det er da også svært ikke at blive draget ind i det fortryllende univers som filmen foregår i, eller rettere den ø hvorpå filmens handling er den vigtigste historie.

“The Wicker Man” fortæller historien om en stivnakket regelrytter af en betjent, Sergeant Howie (glimrende fortolket af Edward Woodward), der modtager et mystisk brev vedrørende en ung piges forsvinden på den lille, isoleret ø Summerisle. Naturligvis tager den meget pligtopfyldende politimand således afsted på en rejse, hvor han møder både velmenende lokale og uforstående folk for hans motiver for at besøge øen. Det bærer dog ikke frugt, og han kan ikke finde den unge pige nogle steder… Lidt modvillig indlogerer han sig på den lokale pub “The Green Man”, hvor den lokale befolkning sender ham i seng med en sang, alt imens pubejers datter danser forførende rundt – ikke lige sagen for den pinlig korrekte kristen Howie…Siden hen møder han øens overhoved, Lord Summerisle (en fremragende præstation af den engelske legende, Christopher Lee), der ikke hjælper meget på efterforskningen, men kun bidrager til mysteriet yderligt. Således er det snart 1. maj, og der skal en ny ung pige foreviges foran øens vigtigste levegrundlag, nemlig de verdensberømte æbler..men efter lidt fiks fakserier, finder han ud af det er hende han søger efter, der således skal ofres til de hedenske guder for en god æblehøst. Intetanede går han dog lige i deres fælde, og snart er det den gode Howie der står foran at skulle ofres.

Ubeskrivelig velspillet og fuldt af charme og hedensk religion, der nok skal løfte et øjenbryn, selv her i 2012, så fremstår “The Wicker Man” stadigvæk lige så strålende den dag i dag, som den gjorde for næsten 40 år siden. Robin Hardy mestrer til fulde at gøre sceneriet troværdigt og skuespillerne er glimrende. Manuskriptet bugner af gammelt religiøst mumbo jumbo, men det er alt sammen værd at stifte bekendtsskab med når man ser filmen. Edward Woodwards præstation som Howie, der må lade livet som følge af sin jomfruelighed, er virkelig værd at bemærke, og han brillierer filmen igennem med typisk britisk kristen overlegenhed for en anden kultur og religion – det er enestående godt gået… Ligeledes er filmens egentlige trækplaster jo nok inkluderet af den erfarne horrorskuespiller, Christopher Lee, der ligeledes giver en bemærkelsesværdig indsats som øens absolutte formand. På den kvindelige side, fordi filmen oser også af henlagt erotik, ses den ypperlige Britt Ekland i rollen som pubejerens datter, Willow – og hun giver således en særdeles medrivende dans som det er svært at falde i søvn til om natten. Endelig medvirker en anden Hammer-dronning, Ingrid Pitt, også i en bærende rolle.

“The Wicker Man” anno 1973 er en glimrende film. Jeg vil på det kraftigste anbefale alle at gå langt udenom det uheldige remake med Nicolas Cage i hovedrollen. Den er slet ikke værdig til at blive nævnt i selskab med den oprindelige klassiker.

***

I 2010 kom der en slags efterfølger til “The Wicker Man” som følge af “The Wicker Tree”, der forsøger at bygge bro imellem de to film og opretholde en kontinuelig forbindelse de to film imellem – dette lykkedes ikke helt, fordi “The Wicker Tree” er desværre ikke helt i samme liga som den oprindelige film.

Ligeledes spiller filmen også på det jomfruelige og kristen afholdenhed kontra hedenske frugtbarhedsguder. Vi følger således to amerikanske born again-kristne, der rejser til Summerisle for at omvende de lokale til en mere regelrettet kristen tro. De to har således også et forhold og dette er meget svært for især den mandelige del af de to – jeg tror at hans libido snart vokser ud af hans bukser – bogstaveligt talt, naturligvis! – men de må jo ikke falde for fristelserne og hengive sig til kødets lyster – de må holde sig i ro og evt. synge en sang? – Det går dog ikke længe for manden, der bliver forført af en af de lokale, der tilsyneladende synes at det er dejligt at bade nøgen i en flod i tide og utide. Ligesom med den originale “The Wicker Man” er der titlen som 1. maj-dronningen på spil, og den ære skal tilfalde den jomfruelige kvindelige amerikaner, der dog hurtig gennemskuer befolkningens egentlige planer, hvorimod den amerikanske mand ikke er nær så heldig. Han bliver således ædt af en sulten masse som led i deres ofring til guderne. Den amerikanske pige tager hævn og skubber mod filmens slutningen, øens overhoved ind i et symbolsk brændende træfigur, “The Wicker Tree” – ligesom den samme skæbne der overgik Howie i originalen.

“The Wicker Tree” er ikke særlig vellykket. Historien virker en anelse forceret og skuespillerne har ikke samme klasse som det var tilfældet med originalen. Dog medvirker Christopher Lee minsanten i en meget lille cameo med få replikker. At der skulle gå næsten 40 år før Robin Hardy fik gennemført en slags efterfølger, er måske forståelig nok. Tiden er nok løbet fra den type for film som Hardy gerne ville vise. Ligeledes er de mange satandyrkelse- og heksefilm der var fremme i England i 60’erne og 70’erne også gået af mode. Men det er virkelig en skam, fordi jeg synes jo selv at “Wicker”-universet har en berettelse i den moderne filmindustri. Det er nok tvivlsomt om der kommer flere fra Hardys hånd – han er jo også ved at være oppe i årene. Men den lave score på Imdb på 4.1 er måske lige at stramme den. Jovist, “The Wicker Tree” lader meget tilbage at ønske i forhold til originalen, men helt så dårligt synes jeg nu ikke at den var – den var ihvertfald bedre end det skammelige remake.

Musikken i både “The Wicker Man” og efterfølgeren “The Wicker Tree” er fantastisk forbavsende god. Særligt blev jeg meget glad for den i “The Wicker Tree”, der faktisk fik mit gamle heavy-hjerte til at smelte lidt. I den oprindelige film var det mest lokale viser og sådan, men i den nye fik vi også lidt moderne musik indover, og filmens kvindelige hovedperson, den amerikanske pige (spillet af Brittania Nicol) – synger selv sangene…også den meget latterfremkaldende countrysang “Trailer Trash Love”.. men hey, jeg er sgu hooked på musikken, og det ender nok med at jeg bestiller soundtracket hos Amazon en af de næste gang jeg er på handel… En interessant sidenote er at det engelske heavy metal band Iron Maiden har lavet en hyldestsang til den oprindelige “The Wicker Man”, med den selvsamme titel… et virkelig suverænt nummer, som jeg har rocket til mange gange..

Nå, jeg fik set “The Wicker Tree” først og blev så inspireret af den, at jeg så originalen i dag – og dommen er uomtvistelig – “The Wicker Man” er den bedste af dem alle.. og jeg er enormt glad for at sådan en film eksisterer i den moderne filmverden. Jeg regner den virkelig for at være indbegrebet af en kultfilm. Så anbefalingen står fast…”The Wicker Man” skal ses, hvis man kalder sig selv seriøst filmentusiast.

Lord Summerisle alias Christopher Lee foran den mægtige træfigur der agerer ofringsplanke til den stakkels politimand Howie…

“The Wicker Tree” er desværre ikke helt op at ringe der hvor originalen er så effektiv, men man bør se den, hvis man kan lide “The Wicker Man”…

 

Den hollandske filmskaber, Paul Verhoeven, fylder i dag 74 år…jeg håber på at han får en fremragende dag…!

En fantastisk instruktør, der står bag værker som “Total Recall”, “Showgirls”, “Flesh + Blood”, “Starship Troopers”, “Basic Instinct” og mesterværket “RoboCop” – en af mine absolutte favoritfilm… – og nu har jeg kun nævnt de amerikanske produktioner – tillæg mindst en 4-5 fremragende hollandske film også!

I går aftes, besluttede jeg mig, sådan ud af det blå – eller rimelige mørkt, da det var skumringstid udenfor, at jeg ville se Hugh Jackman danse rundt i den meget familievenlige “Real Steel”…

Javist, Hugh er Wolverine, og det er der ingen der kan tage fra ham, men jeg savner alligevel at se ham brilliere i andre roller end lige den temperamentsfulde mutant. Nu får han så chancen i den meget flotte, hvis man ser på CGI, “Real Steel”, der er instrueret af Shawn Levy, der bestemt ikke er uden humoristiske film på CV’et, idet han står bag film som “Date Night”, “Night At The Museum” 1 og 2 og endelig remaket af “The Pink Panther”… så okay, han kan altså lave underholdning og humoristiske for både små og store… meget vel!

I “Real Steel” følger vi Charlie Kenton (Jackman), der sysler sig igennem livet ved hjælp af robot-boksekampe… javist, i 2020 ser bokse-sporten anderledes ud – det er sågar ikke længere Mike Tyson’er og Super Brian’er der kæmper i ringen længere, men derimod store, hårdtpumpede robotter..

Det går dog ikke så godt for den gode Charlie, der mister sin robot i den første kamp vi ser, og tilværelsen bryder sig også sådan, at han sågar med sove ombord i den lastbil han fragter robotter rundt i fra kamp til kamp. Han er således ikke særlig heldig stillet..! – og så falder bomben! Hans eks-kone er netop død, og efterlader ham sønnen Max (Dakota Goyo), der er en livlig purk, der elsker robot-boksekampe og alt det det medfører. Dog er Charlie ikke særlig interesseret i at agere far, så han sælger sønnen til en velmenende tante for 100.000 dollars, dog skal sønnike tilbringe noget tid sammen med farmand, idet tante + mand, meget uheldigt, skal en tur til Italien, velsagtens for at feriere og drikke long drinks på stranden, imens de sammen ser solen gå ned (“SUK”)…

Da Charlie smadrer sin anden robot, går han og lillemanden på rov ved en skrothandler om natten, højest uanmeldt, vel at mærke! – efter lidt småproblemer, finder Max en G-2 robot langt nede i et mudderhul. Med lidt held og meget teknisk snilde, gør han robotten klar til brug, men ak ja, det er kun en simpel sparrings-robot, der ikke kan kæmpe i den store robot-arena. Men ikke destro mindre, så får farmanden arrangeret en kamp, som sparrings-robotten, der faktisk hedder ATOM, vinder!!!… så nu er der kun en vej frem og det er mod toppen, hvor den største robot af dem alle, ZEUS, venter!

“Real Steel” er en utrolig, familievenlig sag. Jeg kan faktisk ikke huske om der forekommer et enkelt bandeord i filmen, men jeg tvivler stærkt på det. Den er flot lavet, men desværre også alt, alt for sød af sig. Skuespillet er bestemt ikke særlig godt, og Hugh Jackman leverer ikke rigtig varen, selvom det er ham der skal trække læsset. Manuskriptet kunne godt trænge til en opstrammer, men alt i alt accepterer man filmens forløb og man sidder nogenlunde tilfreds tilbage. Jeg var ihvertfald rimelig underholdt i de godt og vel 2 timer, filmen varer, men jeg blev irriteret på sønnen om og om igen. Især da han, som en gemmick, opfinder en særlig dans som ham og ATOM stolt viser frem, inden de går i ringen – det var tåkrummende pinagtigt..

Jeg må nok erkende at jeg aldrig bliver helt gennemført fan af denne film. Der er godnok masser af robot-action, men jeg synes også at i og med filmen forsøger at være så gennemført familievenlig, så mister den meget af sin pondus. Jeg kunne også godt have brugt en gammel, skeptisk boksetræner i rollelisten, men han udeblev desværre.

“Real Steel” kan dog godt ses, men gør det gerne samlet med familien, fordi den kan sikkert nok formå at underholde langt de fleste, men så er der jo bare en hjerteløs kyniker som mig, der taler den ned… nåh ja, nuvel – so be it!

Hugh Jackman skuffer i en alt for familievenlig robot-actionfilm, der dog godt kan ses en søndag eftermiddag med regnvejr…

41-års fødselsdag…

Den tidligere barnestjerne, Corey Feldman, fylder – og hold nu fast, 41 år!
Tillykke til en af verdens mest kendte has-beens…

Edgar Frog længe leve!