Jeg var i godt selskab den anden nat… jeg tilbragte nemlig et par timer sammen med Paul Newman, Lee Remick, Orson Welles, Joanne Woodward og Anthony Franciosa, der alle medvirker i sydstatsfilmen “The Long, Hot Summer” fra 1958.

Filmen omhandler Ben Quick (Newman), der i alt hast må rejse fra sit hjem, idet han bliver taget i at brænde en lade ned… han er dermed såkaldt: “Barn-burner”…stakkels mand, dog.. Nå, så rejser han videre rundt omkring Mississippi, hvor han så ankommer til en mindre by. Her finder han hurtig sammen med den stenrige familien Varner, hvor familiens overhoved (Welles – der mumler sig igennem rollen og ikke bliver syndelig mere forståelig mod slutningen) bliver hans nære kompagnon. Alt imens jagter han Varnerdatteren Clara, der dog ikke har meget til overs for vor unge ven. Problemer kommer der også, når Varnersønnen Jody (Francoisa – milevidt fra Tenebre-status) anser Ben Quick som en stor forhindring i dagligdagens gøremål. Det ender med at de får et opgør, hvor Ben Quick hurtig (som navnet) snyder den intetanende Jody til at grave i haven hos et efterladt hus, i hans søgen efter en skat – det er svindel og humbug!

Mod filmens slutning bliver sønnen forsognet med overhovedet, så alt ender godt, og Ben Quick får faktisk pigen!… forbløffende..!

“The Long, Hot Summer” er en ganske udmærket film, med nogle stærke personskildringer og en udmærket historie. Man føler ganske givet den sydstatsagtige hede der ligger sig som en dyne over denne film – og dermed redder den sig som en betragtelig tidlig højdepunkt i Paul Newmans karriere, som han dog siden hen skulle overgå  helt i den sublime “The Hustler” fra 1961. Newman kunne dog med “The Long, Hot Summer” sikre sig prisen som bedste mandelige skuespiller hos Cannes Film Festival det år. Filmen store spørgsmål er også om hvorvidt de mange karakterer kan enes og finde sammen igen. Der er Newman og Woodward, der finder sammen. Der er Franciosa der både vil finde sammen med en, iøvrigt utrolig smuk, Lee Remick – og faderen Welles.. Alt går dog op i en højere enhed, og man sidder tilbage, godt tilfreds med slutningen, selvom den nok er lige vel lykkelig nok…

Reklamer