Har netop set den engelske socialrealisme-film “Tyrannosaur” fra 2011, og synes bestemt at den fortjente et par ord…

Filmen omhandler den temperamentsfulde enespænder, Joseph (Peter Mullan), der, som arbejdsløs i et trøstesløs England, har masser af problemer.. især med temperamentet, som gør at han kommer i vanskeligheder igen og igen, og gør ting som han fortryder til hudløshed. Filmen indledes med Joseph, der kommer vred ud fra sin bookmaker, og dernæst bunder en dåse øl… han bliver så aggressiv og irriteret over det hele, at han sparker sin stakkels hund så hårdt, at han knuser dens ribben… en frygtelig scene.

For at komme væk fra det hele, løber han en dag ind i en kristen genbrugsbutik, hvor den velmenende Hannah (Olivia Colman) arbejder. Hun forsøger straks at hjælpe Joseph og taler ikke ned til ham, men han afviser hende blankt. Hannah virker i det hele taget som en der har styr på sit liv, fremfor den langt mere ustabile Joseph, men det er dog ikke tilfældet, fordi hjemme hos Hannah er der store problemer. Hendes mand, James (Eddie Marsan) er en ubeskrivelig ond mand, som vi i hans første scene, ser lade vandet på Hannah, der tydeligvis sover rævesøvn…Men det går hverken værre eller bedre, end at Hannah og Joseph naturligvis påbegynder et venskab sammen, hvor både naboens aggressive kamphund, Josephs temperament og James’ rumstering i baggrunden tjener til at det ikke er nemt at være til i dagligdagens England…

“Tyrannosaur” er en utrolig stærk film. Historien er virkelig god, og karakterne er velskrevne og fungerer utrolig godt. Og selvfølgelig er skuespillet uovertruffen – trekløveret Peter Mullan, Olivia Colman og Eddie Marsan gør det virkelig godt, navnlig især Eddie Marsan som virkelig modbydelig ægtemand er ubeskrivelig god.

Dog er der ingen tvivl om at “Tyrannosaur” er en meget lille film, men den har et så kæmpestort hjerte, og selvom der er ufattelig meget modgang for både Joseph og Hannah filmen igennem, så slutter den alligevel retfærdigt, og man er ikke i tvivl om at de dermed har sikret deres venskab for livet..

Filmen er en spin-off på en kortfilm, “Dog Altogether” fra 2007, og den er instrueret og skrevet af skuespilleren Paddy Considine, der er et kendt ansigt i flere engelske film. Og han har således vundet to BAFTAs  – den første for den førnævnte kortfilm og den anden for netop at have debuteret med enten manuskript eller som instruktør med en så fremragende film som “Tyrannosaur”.

Reklamer