I går aftes, besluttede jeg mig, sådan ud af det blå – eller rimelige mørkt, da det var skumringstid udenfor, at jeg ville se Hugh Jackman danse rundt i den meget familievenlige “Real Steel”…

Javist, Hugh er Wolverine, og det er der ingen der kan tage fra ham, men jeg savner alligevel at se ham brilliere i andre roller end lige den temperamentsfulde mutant. Nu får han så chancen i den meget flotte, hvis man ser på CGI, “Real Steel”, der er instrueret af Shawn Levy, der bestemt ikke er uden humoristiske film på CV’et, idet han står bag film som “Date Night”, “Night At The Museum” 1 og 2 og endelig remaket af “The Pink Panther”… så okay, han kan altså lave underholdning og humoristiske for både små og store… meget vel!

I “Real Steel” følger vi Charlie Kenton (Jackman), der sysler sig igennem livet ved hjælp af robot-boksekampe… javist, i 2020 ser bokse-sporten anderledes ud – det er sågar ikke længere Mike Tyson’er og Super Brian’er der kæmper i ringen længere, men derimod store, hårdtpumpede robotter..

Det går dog ikke så godt for den gode Charlie, der mister sin robot i den første kamp vi ser, og tilværelsen bryder sig også sådan, at han sågar med sove ombord i den lastbil han fragter robotter rundt i fra kamp til kamp. Han er således ikke særlig heldig stillet..! – og så falder bomben! Hans eks-kone er netop død, og efterlader ham sønnen Max (Dakota Goyo), der er en livlig purk, der elsker robot-boksekampe og alt det det medfører. Dog er Charlie ikke særlig interesseret i at agere far, så han sælger sønnen til en velmenende tante for 100.000 dollars, dog skal sønnike tilbringe noget tid sammen med farmand, idet tante + mand, meget uheldigt, skal en tur til Italien, velsagtens for at feriere og drikke long drinks på stranden, imens de sammen ser solen gå ned (“SUK”)…

Da Charlie smadrer sin anden robot, går han og lillemanden på rov ved en skrothandler om natten, højest uanmeldt, vel at mærke! – efter lidt småproblemer, finder Max en G-2 robot langt nede i et mudderhul. Med lidt held og meget teknisk snilde, gør han robotten klar til brug, men ak ja, det er kun en simpel sparrings-robot, der ikke kan kæmpe i den store robot-arena. Men ikke destro mindre, så får farmanden arrangeret en kamp, som sparrings-robotten, der faktisk hedder ATOM, vinder!!!… så nu er der kun en vej frem og det er mod toppen, hvor den største robot af dem alle, ZEUS, venter!

“Real Steel” er en utrolig, familievenlig sag. Jeg kan faktisk ikke huske om der forekommer et enkelt bandeord i filmen, men jeg tvivler stærkt på det. Den er flot lavet, men desværre også alt, alt for sød af sig. Skuespillet er bestemt ikke særlig godt, og Hugh Jackman leverer ikke rigtig varen, selvom det er ham der skal trække læsset. Manuskriptet kunne godt trænge til en opstrammer, men alt i alt accepterer man filmens forløb og man sidder nogenlunde tilfreds tilbage. Jeg var ihvertfald rimelig underholdt i de godt og vel 2 timer, filmen varer, men jeg blev irriteret på sønnen om og om igen. Især da han, som en gemmick, opfinder en særlig dans som ham og ATOM stolt viser frem, inden de går i ringen – det var tåkrummende pinagtigt..

Jeg må nok erkende at jeg aldrig bliver helt gennemført fan af denne film. Der er godnok masser af robot-action, men jeg synes også at i og med filmen forsøger at være så gennemført familievenlig, så mister den meget af sin pondus. Jeg kunne også godt have brugt en gammel, skeptisk boksetræner i rollelisten, men han udeblev desværre.

“Real Steel” kan dog godt ses, men gør det gerne samlet med familien, fordi den kan sikkert nok formå at underholde langt de fleste, men så er der jo bare en hjerteløs kyniker som mig, der taler den ned… nåh ja, nuvel – so be it!

Hugh Jackman skuffer i en alt for familievenlig robot-actionfilm, der dog godt kan ses en søndag eftermiddag med regnvejr…

Reklamer