Jeg har tilbragt det seneste døgn i selskab med Robin Hardy og hans to film i Wicker-universet, og det gør at jeg nu synes at jeg ville skrive et par ord omkring dem.

Den originale “The Wicker Man” fra 1973 er en enestående kult-klassiker i britisk filmhistorie. Og det er da også svært ikke at blive draget ind i det fortryllende univers som filmen foregår i, eller rettere den ø hvorpå filmens handling er den vigtigste historie.

“The Wicker Man” fortæller historien om en stivnakket regelrytter af en betjent, Sergeant Howie (glimrende fortolket af Edward Woodward), der modtager et mystisk brev vedrørende en ung piges forsvinden på den lille, isoleret ø Summerisle. Naturligvis tager den meget pligtopfyldende politimand således afsted på en rejse, hvor han møder både velmenende lokale og uforstående folk for hans motiver for at besøge øen. Det bærer dog ikke frugt, og han kan ikke finde den unge pige nogle steder… Lidt modvillig indlogerer han sig på den lokale pub “The Green Man”, hvor den lokale befolkning sender ham i seng med en sang, alt imens pubejers datter danser forførende rundt – ikke lige sagen for den pinlig korrekte kristen Howie…Siden hen møder han øens overhoved, Lord Summerisle (en fremragende præstation af den engelske legende, Christopher Lee), der ikke hjælper meget på efterforskningen, men kun bidrager til mysteriet yderligt. Således er det snart 1. maj, og der skal en ny ung pige foreviges foran øens vigtigste levegrundlag, nemlig de verdensberømte æbler..men efter lidt fiks fakserier, finder han ud af det er hende han søger efter, der således skal ofres til de hedenske guder for en god æblehøst. Intetanede går han dog lige i deres fælde, og snart er det den gode Howie der står foran at skulle ofres.

Ubeskrivelig velspillet og fuldt af charme og hedensk religion, der nok skal løfte et øjenbryn, selv her i 2012, så fremstår “The Wicker Man” stadigvæk lige så strålende den dag i dag, som den gjorde for næsten 40 år siden. Robin Hardy mestrer til fulde at gøre sceneriet troværdigt og skuespillerne er glimrende. Manuskriptet bugner af gammelt religiøst mumbo jumbo, men det er alt sammen værd at stifte bekendtsskab med når man ser filmen. Edward Woodwards præstation som Howie, der må lade livet som følge af sin jomfruelighed, er virkelig værd at bemærke, og han brillierer filmen igennem med typisk britisk kristen overlegenhed for en anden kultur og religion – det er enestående godt gået… Ligeledes er filmens egentlige trækplaster jo nok inkluderet af den erfarne horrorskuespiller, Christopher Lee, der ligeledes giver en bemærkelsesværdig indsats som øens absolutte formand. På den kvindelige side, fordi filmen oser også af henlagt erotik, ses den ypperlige Britt Ekland i rollen som pubejerens datter, Willow – og hun giver således en særdeles medrivende dans som det er svært at falde i søvn til om natten. Endelig medvirker en anden Hammer-dronning, Ingrid Pitt, også i en bærende rolle.

“The Wicker Man” anno 1973 er en glimrende film. Jeg vil på det kraftigste anbefale alle at gå langt udenom det uheldige remake med Nicolas Cage i hovedrollen. Den er slet ikke værdig til at blive nævnt i selskab med den oprindelige klassiker.

***

I 2010 kom der en slags efterfølger til “The Wicker Man” som følge af “The Wicker Tree”, der forsøger at bygge bro imellem de to film og opretholde en kontinuelig forbindelse de to film imellem – dette lykkedes ikke helt, fordi “The Wicker Tree” er desværre ikke helt i samme liga som den oprindelige film.

Ligeledes spiller filmen også på det jomfruelige og kristen afholdenhed kontra hedenske frugtbarhedsguder. Vi følger således to amerikanske born again-kristne, der rejser til Summerisle for at omvende de lokale til en mere regelrettet kristen tro. De to har således også et forhold og dette er meget svært for især den mandelige del af de to – jeg tror at hans libido snart vokser ud af hans bukser – bogstaveligt talt, naturligvis! – men de må jo ikke falde for fristelserne og hengive sig til kødets lyster – de må holde sig i ro og evt. synge en sang? – Det går dog ikke længe for manden, der bliver forført af en af de lokale, der tilsyneladende synes at det er dejligt at bade nøgen i en flod i tide og utide. Ligesom med den originale “The Wicker Man” er der titlen som 1. maj-dronningen på spil, og den ære skal tilfalde den jomfruelige kvindelige amerikaner, der dog hurtig gennemskuer befolkningens egentlige planer, hvorimod den amerikanske mand ikke er nær så heldig. Han bliver således ædt af en sulten masse som led i deres ofring til guderne. Den amerikanske pige tager hævn og skubber mod filmens slutningen, øens overhoved ind i et symbolsk brændende træfigur, “The Wicker Tree” – ligesom den samme skæbne der overgik Howie i originalen.

“The Wicker Tree” er ikke særlig vellykket. Historien virker en anelse forceret og skuespillerne har ikke samme klasse som det var tilfældet med originalen. Dog medvirker Christopher Lee minsanten i en meget lille cameo med få replikker. At der skulle gå næsten 40 år før Robin Hardy fik gennemført en slags efterfølger, er måske forståelig nok. Tiden er nok løbet fra den type for film som Hardy gerne ville vise. Ligeledes er de mange satandyrkelse- og heksefilm der var fremme i England i 60’erne og 70’erne også gået af mode. Men det er virkelig en skam, fordi jeg synes jo selv at “Wicker”-universet har en berettelse i den moderne filmindustri. Det er nok tvivlsomt om der kommer flere fra Hardys hånd – han er jo også ved at være oppe i årene. Men den lave score på Imdb på 4.1 er måske lige at stramme den. Jovist, “The Wicker Tree” lader meget tilbage at ønske i forhold til originalen, men helt så dårligt synes jeg nu ikke at den var – den var ihvertfald bedre end det skammelige remake.

Musikken i både “The Wicker Man” og efterfølgeren “The Wicker Tree” er fantastisk forbavsende god. Særligt blev jeg meget glad for den i “The Wicker Tree”, der faktisk fik mit gamle heavy-hjerte til at smelte lidt. I den oprindelige film var det mest lokale viser og sådan, men i den nye fik vi også lidt moderne musik indover, og filmens kvindelige hovedperson, den amerikanske pige (spillet af Brittania Nicol) – synger selv sangene…også den meget latterfremkaldende countrysang “Trailer Trash Love”.. men hey, jeg er sgu hooked på musikken, og det ender nok med at jeg bestiller soundtracket hos Amazon en af de næste gang jeg er på handel… En interessant sidenote er at det engelske heavy metal band Iron Maiden har lavet en hyldestsang til den oprindelige “The Wicker Man”, med den selvsamme titel… et virkelig suverænt nummer, som jeg har rocket til mange gange..

Nå, jeg fik set “The Wicker Tree” først og blev så inspireret af den, at jeg så originalen i dag – og dommen er uomtvistelig – “The Wicker Man” er den bedste af dem alle.. og jeg er enormt glad for at sådan en film eksisterer i den moderne filmverden. Jeg regner den virkelig for at være indbegrebet af en kultfilm. Så anbefalingen står fast…”The Wicker Man” skal ses, hvis man kalder sig selv seriøst filmentusiast.

Lord Summerisle alias Christopher Lee foran den mægtige træfigur der agerer ofringsplanke til den stakkels politimand Howie…

“The Wicker Tree” er desværre ikke helt op at ringe der hvor originalen er så effektiv, men man bør se den, hvis man kan lide “The Wicker Man”…

 

Reklamer