Jeg sidder lige i den råkolde sommerstund og lytter til soundtracket til “The Time Machine” fra 2002..

Det er et virkelig suverænt godt soundtrack, som Klaus Badelt har fået skuret sammen… og der er masser af store følelser involveret… det egentlige tema som der går igennem i flere af numre er virkelig smukt og der er langt til loftet…

Filmen “The Time Machine”, hvor Guy Pearce, Samantha Mumba og Jeremy Irons bla. medvirker,  var jo en rigtig flot udgave af H.G. Wells’ roman, men den er dog ikke nær så god som den første film, på dansk: “Rædselsrejsen” fra 1960 med bla. Rod Taylor. Bla. synes at jeg at Jeremy Irons’ rolle i genindspillingen er helt henne i vejret… og grænsesøgende ulogisk, men okay – han er jo en stor skuespiller, så der skulle nok være lidt kød på rollen, for han indvilligede i at spille med i filmen? – i originalen virker videnskabsmanden også mere ægte, dvs. at jeg synes at han virker mere som en ægte videnskabsmand, der søger efter nye opdagelser, fremfor i remaket, hvor han er motiveret af sin kones død…

Nej, der skal  dog lyde en fuldkommen hengiven anbefaling af det smukke, smukke soundtrack, der stadigvæk skulle være til at skaffe…

Soundtracket til remaket af The Time Machine er særdeles storslået, og flere gange kan man mærke nakkehårene rejse sig…

 

Reklamer