Archive for august, 2012


Endelig! Galskabens mund…

Hurra.

Jeg har netop gennemført en handel på Amazon (where else?) – hvor jeg har bestilt John Carpenters fremragende “In The Mouth Of Madness”. Jeg havde filmen på VHS i sin tid og har længe søgt den på dvd. Jeg ved at der var en amerikanske udgivelse på et tidspunkt, men den er vist udgået for længst. Derfor var jeg lykkelig da jeg fandt ud af at jeg kunne bestille den hos den engelske udgave af Amazon. Tilsyneladende er det en regionfri dvd jeg har bestilt den på – og den er bestilt fra en marketplace-sælger, så altså ikke Amazon som sådan. Desuden var der fem forskellige sælgere der havde den i deres sortiment, men der var åbenbart kun en af dem der sendte til udlandet, og ikke kun UK. Anyway jeg glæder mig virkelig til at gense filmen – det er en af John Carpenters bedre film, og den er endda lavet i 1994 – et årti hvor horror havde det svært og ikke mindst John Carpenter havde det svært. Nu glæder jeg mig bare til at få den indlemmet i min dvd-samling. Den var dyr, men jeg tror at prisen er det værd…

Jeg bestilte selvfølgelig også noget mere, fordi man kan jo ikke kun bestille et produkt fra Amazon, når man bestiller derfra…! Men jeg skal nok skrive om det senere, når jeg har modtaget det jeg har bestilt…

“Do you read Sutter Cane?”… endelig har jeg fundet den! John Carpenters “In The Mouth Of Madness”

Greetings.

Jeg er nu tilbage efter at have fuldstændigt overlevet min forbandede forkølelse… det muterede slim i min hals er også efterhånden helt væk, så nu er jeg klar til nye oplevelser og nye tiltag i mit liv. Hvad fanden? – jeg tror sgu at jeg sætter mig ned og ser et par film i stedet for…

Jeg sad forresten og så efterfølgeren til Christopher Cains mesterlige “Young Guns”. I 2’eren er der flere på rollelisten der går igen, naturligvis Emilo Estevez som ‘Billy – The Kid’, men også Kiefer Sutherland og Lou Diamond Phillips optræder i denne meget seværdige 2’er. Og sandelig om ikke også dansk-amerikaneren Viggo Mortensen kan ses i en mindre rolle. Nå, men det var en fin efterfølger – meget tro mod den første film, og så synes jeg at filmens musik var helt forrygende. Ikke nødvendigvis Jon Bon Jovis sang ‘Blaze Of Glory’, men det instrumentale score af Alan Silvestri var forbavsende godt, så det var jo kun positivt.

Ellers genså jeg også “All The President’s Men”… med dygtige Dustin Hoffman og mægtige Robert Redford. Jeg har haft lyst til at gense film i længere tid, og den anden nat blev det altså tid til det. Filmen er ikke mindre end fremragende, og afdækker Watergate-affæren mesterligt. Men der bliver måske lidt for meget navneopråb, idet der i gennem hele filmen refereres til et imponerende persongalleri, men det var vel også det var. Watergate-skandalen virkede ihvertfald meget omfattende, og det er et kæmpe gravearbejde i sigte for de to brave journalister. Filmen var iøvrigt nomineret til 8 Oscars, men endte med at vinde de 4, blandt andet blev den altid seværdige skuespiller, Jason Robards hærdet med prisen for bedste mandlige birolle. Nu er det jo snart tid til præsidentvalget i USA, som jeg ser frem til med spænding – nu må vi bare håbe at Obama kan banke Romney helt ud af baseballbanen (If you build it, he will come?)… det bliver ihvertfald interessant at se om Obama kan glæde sig til 4 nye år i Det Hvide Hus.. jeg håber det virkelig.

I aften har jeg netop siddet og zappet over på DR1 for en gangs skyld, og der kunne jeg med glæde konstatere at kanalen viser den store skuespiller Henry Fondas sidste svanesang på film. “On Golden Pond” eller på dansk “Deres sensommer” er en sag fra 1981, hvor det gode håndværk og skuespil virkelig kommer til deres ret. Henry Fonda er fantastisk i rollen som den gamle gnavpotte Norman, der i sit livs efterår fylder 80 år, og må genforenes med sin datter (iøvrigt spillet af Henry Fondas egen datter, Jane Fonda) – han liver lidt op med datterens nye kærestes søn, den 13-årige Billy Ray, der ikke er meget for at tilbringe sommerferien på et øde sted, som Norman og hans kone Ethel (en glimrende Katharine Hepburn)  har deres sommerhus.. Men det bliver til meget fiskeri og snak om livet, og det er i det hele taget en ganske udmærket film. Jeg er nok ikke ligefrem i filmens målgruppe, der må tænkes at være til det modne og voksne publikum, men jeg kan dog stadigvæk fryde mig over godt skuespil, og det er der masser af i “On Golden Pond”. Filmen blev iøvrigt nomineret til ikke mindre end 10 Oscars ved prisuddelingen i 1982, og både Henry Fonda og Katharine Hepburn vandt Oscaren for deres respektive roller. En strålende præstation af den alderende Henry Fonda, der døde senere det år og blev 77 år gammel. Men hans film vil leve evigt, og jeg elsker stadigvæk at se ham i film som “My Darling Clementine”, “12 Angry Men” og ikke mindst “Once Upon A Time In The West”. Han var en stor skuespiller.

Nå, det var vist ordene på filmsiden, men jeg vil da lige her på falderebet anbefale alle at tjekke det islandske metalband, Sólstafir ud ved lejlighed. Jeg modtog bandets første par cder her med posten den anden dag, og det er virkelig skrappe sager. Iskoldt og følelsesladet – ligesom at se en djævel blive født. Bandet kan virkelig skrue nogle stærke sange sammen, og meget af det er faktisk instrumentalt, men virkelig fremragende. Jeg regner med at bestille deres seneste storværk ved Amazon ved kommende lejlighed. Men hvis du gerne vil give dine øregange et anderledes lyt, så tjek Sólstafir ud. Det er helt sikkert en ‘keeper’.

“Are you working hard or hardly working?”… Dustin Hoffman og Robert Redford på hårdt arbejde i den utrolige “All The President’s Men”…

Nyt design…

Halløj…

Jeg eksperimenterer lidt på bloggen for tiden, da jeg synes at den oprindelige udgave af Grotesk var en smule mangelfuld – så bær lige over med mig de næste dage, fordi jeg er ikke helt sikker på at denne version er løsningen ej heller…

Ser en smule forvirrende ud, men kom endelig med kommentarer herom… jeg lytter gerne og gør altid som mine læsere siger! næsten da…!

 

Ohøj folkens. Jeg er nu næsten over min forbandede forkølelse – mine sanser er så småt ved at vende tilbage og mit hoved føles ikke længere så tungt… så det er vel et godt tegn, I guess… nå, men jeg kunne selvfølgelig ikke bare sidde og glo ind i en væg, så jeg besluttede mig for at smide et par film på afspilleren…

Jeg fik endelig set Martin Scorseses Oscarbelønnet “The Departed”, men ligesom da jeg så filmen, fik jeg en fornemmelse af at jeg havde set den før… hvordan fanden kunne det nu være? JO! Scorsese har edderbroderemere lavet et remake… af den fantastiske Hong Kong-thriller “Infernal Affairs”… nej, nu går det sgu ikke længere..

Kort fortalt så handler begge film om to individer, der er undercover på hver deres måde – den ene er undercover og muldvarp for et forbrydersyndikat, og operer i politistyrken, imens den anden har infiltreret det selvsamme syndikat, og reporterer tilbage til en anden gren af politistyrken. Vi følger så de to mænd, der er tæt på opdagelse af den anden part igen og igen… og spændingen er ganske nervepirrende, ihvertfald i den ene af filmene.

Og hvilken en af dem er så det? Jovist, der er ganske nøjagtigt tale om den originale “Infernal Affairs” som jeg synes at der er en mesterlig film. Scorseses version er okay, og er desuden i besiddelse af et imponerende cast. Jack Nicholson er sgu en way cool boss for forbrydersyndikatet, og han spiller sig virkelig ud. Matt Damon og Leonardo Di Caprio gør det også fint, men jeg kunne nu bedre lide Andy Lau og Tony Leung i originalen… men en afgørende ting mellem de to film er pacing… Scorseses film er lige en anelse for lang – den varer trods alt næsten 2½ time, hvorimod “Infernal Affairs” har en spilletid på godt og vel 1 time og 40 minutter, og det gør den ærlig talt meget mere dynamisk. Det er den klassiske kamp mellem David og Goliat. Vi har denne her kæmpe amerikanske film (Goliat), der nedkæmper alle med sit enorme budget og appeller til masserne. Hvorimod den lille, stakkels original (David) må lide den torn at være næsten glemt i den vestlige verden. Det er ærlig talt ret skammelig. Alle der påstår at “The Departed” er en mesterlig film, har muligvis ret, men jeg synes alligevel at man bør se originalen, der har meget mere at byde på, og da også har født to efterfølgere, som jeg dog ikke har fået at se endnu, men har liggende.

Hm, hvad skal man sige. Begge film er jo ganske gode, og de tilføjer begge noget til filmverdenen, men jeg er led og ked af at enhver filmelsker kan gå ind i den lokale Blockbuster og finde måske 10 kopier af “The Departed”, men hvorimod originalen enten ikke er der, eller også skal bestilles hjem. “Infernal Affairs” udkom nemlig i Danmark, den gang på de hedegangene Asian Vision, som udsendte en del godbidder fra den asiatiske filmindustri. Det er sgu godnok noget ærgeligt noget.

Nå, det var lidt bitchen over den almene filmverden – ellers tror jeg ikke at jeg har så meget på hjertet… kører stadigvæk på rimelig lavt blus, men i dag har jeg dog formået at forlade sygesengen, og kæmpet mig op til computeren, for netop at skrive dette indlæg på denne her blog.

Jeg sidder og hører Wojciech Kilars soundtrack til Francis Ford Coppolas “Bram Stoker’s Dracula”, der er en genial version af den klassiske vampyrfortælling. Soundtracket er ligeledes utrolig godt.. meget dystert som det netop skal være i sådan en mørk, gotisk historie. Desværre er den uhyggelige Annie Lennox’s sang “Love Song For A Vampire” også med på cden. Et helt igennem frygtelig nummer – der slet ikke kan leve op til soundtracket og scorens høje standard. Virkelig en skam. Men titlen er der ikke noget i vejen med, fordi filmen er nok også en kende for romantisk. Jeg læste et interview i en bog jeg har, med instruktøren Coppola, der fortæller at han gerne ville gøre filmen lidt mere artsy end det den blev, men han måtte nøjes med en 30-40 procent art house i filmen, der blev en væsentlig større produktion, end han umiddelbart havde regnet med. Godt for vi filmelskere, fordi jeg kan virkelig godt lide den, og Gary Oldman er en fin Dracula, selvom der er langt op til både Christopher Lee og Bela Lugosi!

DVD-omslag til Martin Scorseses  prisbelønnet “The Departed”. Årets bedste film og årets bedste instruktør ved Oscaruddelingen i 2007.

Andy Lau og Tony Leung mødes i det altafgørende klimaks i den mesterlige “Infernal Affairs”…

Den musikalske score til “Bram Stoker’s Dracula” er mørk, dyster og frem for alt utrolig smuk. Bestemt et lyt værd til de lange, mørke vinteraftner.

 

 

Tør du tro på det…?

Føj. Jeg sidder her med en enorm, ubehjælpelig forkølelse – begge mine næseborer er fyldt med snot, og i halsen har jeg en genstridig slimklat, der bare ikke vil forsvinde. Hvad fanden skal man så gøre? … man kunne jo meget passende se nogle film…og det har jeg så gjort.

I nat smed jeg mig foran tv’et på min sofa og så tre film. Først “The Hangover: Part II”, som ikke var specielt morsom – det var ligesom de prøvede for hårdt i den film, og vittigheder kom ikke flydende nær så naturligt som i 1’eren, så det var jo lidt trist. Og jeg blev bestemt ikke i bedre humør bagefter, fordi jeg besluttede mig så at se begge “The Human Centipede”-filmene, back to back… det var sgu nok til at gøre en rationeltænkende ung mand sindssyg… heldigvis gjorde det ikke mig så meget skade??

Jeg havde set den første “Centipede”-film før, men det kan vel aldrig skade med et gensyn…kort fortalt går filmen ud på at der er en særdeles wacky tysk læge, der vil forsøge at lave et menneskelig tusindben, så han kidnapper flere personer, der skal være hans guinea pigs og fuldføre hans syge fantasi. 1’eren er meget straightforward og den er ikke så chokerende igen, når man først har indset at det rent faktisk lykkes – så går hele sensationen lidt af det. Men filmen skulle iøvrigt være 100 procent medicinsk korrekt og sådan en operation kan fuldføres med et positiv resultat… imagine that… filmen er nu ganske underholdende, og man sidder spændt og følger den til den slutter, så kudos til Tom Six, der har skrevet og instrueret filmen – det gjorde han godt… men ak ak, Tom Six er slet ikke færdig… så han måtte naturligvis skabe en modbydelig bastard af en efterfølger, og det har han så gjort.

“The Human Centipede 2” indledes af en syg, lille særling af en mand. En dværg, der er megafan af den første film, og man kan regne ud at han ser den flere gange om dagen på sit job som parkeringsvagt. Men han har også sin egen fantasi: han vil fuldføre den fiktive doktors gale værk, og skabe sin helt egen tusindben, bestående af 12 personer! Vi får lidt problemer på hjemfronten smidt ned i gryden, krydret med en læge, der minder mistænkeligt meget om den danske statsminister Stauning, komplet med skæg og det hele. Men vor “helt” får faktisk, igennem sit arbejde, fundet flere egnende personer til at blive syet sammen ass-to-mouth… det er jo bare pragtfuldt…! Jeg vil ikke afsløre for meget af filmen, men den er grænsesøgende obskur og klamhedsfaktoren kommer helt op på 11, men man må sige at skuespillerne gør det godt, og filmen er, selvom den er væmmelig og modbydelig, ganske seværdig – så næste gang tøserne skal have pyjamasparty, så invester endelig i double-feature-sættet med de to film… det vil de aldrig glemme!

Nå, men det var en indledning med tre film, som jeg så i nat, men det var faktisk slet ikke dem jeg ville skrive om. Jeg sad lidt og kiggede på YouTube (gør jeg faktisk overraskende tit, it’s addictive, baby!), og fandt en top-ti liste over de mest skræmmende film som vedkommende havde set… På den liste var der filmen “The Exorcism Of Emily Rose”… en film som jeg var meget opsat på at se da den kom ud, men faktisk ikke har set i flere år, så nu besluttede jeg mig for at det var på tide med et genkig. De seneste par eksorcisme-film jeg har set har været den gabende kedelige “The Last Exorcism” og den lidt mere underholdende “The Rite” med bla. Sir Anthony Hopkins… men nu skulle det altså være, så jeg satte mig godt til rette for at overvære den rædselsfulde fortælling om Emily Rose.

“The Exorcism Of Emily Rose” skulle være baseret på en sand historie – lidt ligesom subgenrens absolutte førsteplads og horrormesterværk “The Exorcist” fra 1974. I denne “nye” version af “The Exorcist”, får vi en film, der er lige dele supernatural hændelser kontra en meget regelrettet retsalsfilm. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal synes om denne film. Der var lidt for meget retsalsdrama i den, vil jeg tro…

Kort fortalt går historien ud på at den velmenende præst Moore (Tom Wilkinson) står anklaget for mordet på en ung pige, nemlig Emily Rose (Jennifer Carpenter). Han prøver på intet tidspunkt at benægte sig skyldig, men han får alligevel en meget rost advokat hos sin side, den godmodige Erin Bruner (Laura Linney). Igennem filmen får vi fortalt historien igennem flashbacks og erindringer fra familiemedlemmer, venner, præsten og en doktor. Men vi ved altså ikke helt hvad vi skal tro… Er Emily Rose virkelig besat? eller lider hun af en sjældent form for epileptisk sygdom, der også gør hende psykotisk? Nej, mener præsten Moore, der er overbevidst om at hun har været besat, hvilket hvis vi skal tro flashbacksene noget kunne tyde på. Nu er det så op til Erin at bevise præstens uskyld eller i det mindste få sandheden frem en gang for alle!

Filmen “The Exorcism Of Emily Rose” var jeg umiddelbart noget skuffet over, da jeg så den for første gang for nogle år siden, og jeg må sige at jeg er ikke blevet meget mere positiv, efter dette genkig. Den er simpelthen for løst skruet sammen. Retsalsscenerne fylder alt for meget, og når vi endelig får Jennifer Carpenter (hun spiller iøvrigt fantastisk) til at spasse ud, så virker det lidt letkøbt… men okay, hun skal virkelig være på dupperne for at overgå Linda Blairs fantastiske præstation i “The Exorcist”, men jeg synes at hun gør det rigtig godt – hendes fremførsel af dæmonernes stemmer og stønnen og skrig mindede mig i den grad om den brave tysker Angela Gossow, der er forsanger i melo-dødbandet Arch Enemy – synes at man kunne spore en lighed der. Jennifer Carpenter skulle iøvrigt sidenhen have hovedrollen i den lidt kedelige, næsten scene-for-scene genindspilling af [Rec] – filmen “Quarantine”. Altid pålidelige Tom Wilkinson gør det fint, og Laura Linney er heller ikke dårlig. Alligevel mangler jeg noget… måske er det manuskriptet der virker lidt tyndt, og den kører i høj grad på klicherne, men det er vel det som man forventer, når man sætter sig for at se en eksorcisme-gyser. Der er dog,  til min store skuffelse, ingen roterende hoveder, eller opkast i store mængder, så der kan man sige at filmen har undladt nogle af de chok-effekter, der gjorde “The Exorcist” så effektiv..

Og ja, hvad skal man sige om de digitale effekter. De blev i den grad overforbrugt – jeg mener, det er ikke sådan videre interessant at se et dæmonisk ansigt i en tordensky, eller se fremmede menneskers ansigtudtryk ændre sig til et dæmon-lignende ansigt. Jeg synes ikke at det fungerer – og det er i det hele taget en skam… men hey, måske hvis jeg var de der 16-17 år, så ville jeg elske filmen – jeg er jo bare et gammelt, surt røvhul i stedet for. Jeg får dog virkelig lyst til at se “The Exorcist” efter denne film, og måske give “The Rite” et spin, sammen med den meget oversete tyske film “Requiem”, der til gengæld ikke har et overflødighedshorn af chok-effekter, men derimod en rigtig god og brugbar historie, som man kan relatere til…men jeg kan nu godt lide at blive besat, bare lige lidt af de rigtige film…og dem er “The Exorcism Of Emily Rose” desværre ikke imellem…

I Krigens tegn…

Der er gået et par dage siden jeg sidst skrev et indlæg på bloggen, men nu er jeg tilbage med et frisk et af slagsen…

Grundet hertil var at jeg lige skulle se den sidste af i alt 3 krigsfilm, som jeg har haft i afspilleren for nyligt.. De to af dem var godnok genkig, men den sidste var næsten den bedste…

Der er tale om tre regulære storværker. Alle tre Oscarbelønnet og alle tre meget seværdige i allerhøjeste grad. Filmene var først “Saving Private Ryan”, dernæst “The Pianist” og sluttelig “All Quiet On The Western Front”… jeg så dem i den overnævnte rækkefølge, begyndende med Spielbergs film..

“Saving Private Ryan” (1998)

Denne 5-dobbelte Oscarvinder fra 1998 er en utrolig lang sag med en spilletid på godt og vel 2 timer og 45 minutter… men tiden går faktisk gevaltlig hurtig, og man føler sig godt underholdt. Historien er ganske sparsom: Under 2. Verdenskrig står en mor til at modtage nyt fra Hæren om at 3 af hendes 4 sønner er død i krigen. Dette kan den amerikanske hær naturligvis ikke lide, så derfor beslutter de sig for at sende en afdeling soldater ind bag fjendens allerdybeste linjer, og hente den sidste søn hjem, nemlig soldat Ryan.

Tom Hanks har den alt overskyggende hovedrolle, men han støttes fint af etablerede kræfter som Tom Sizemore, Matt Damon, Barry Pepper, Edward Burns og Giovanni Ribisi for bare at nævne nogle af den omfattende rolleliste. Alle de nævnte skuespillere gør det ganske fint, og Hanks var nomineret til en Oscar, men han fik den dog ikke.   Det gjorde filmens instruktør, Steven Spielberg til gengæld, og desuden blev filmen belønnet med flere Oscars i de mere tekniske betonet kategorier.

Det indledende angreb på Omaha Beach er virkelig fremragende, og man sidder næsten og dukker sig i sofaen for skudild og eksplosioner rundt omkring, fordi det er vitterlig en mesterlig introduktion til krigens rædsler. De amerikanske soldater ankommer i store både med et kompagni i hver, men de bliver næsten alle majet ned, da båden ligger til, idet tyskerne er godt forfæstet i strandkanten med maskingeværer og granatkastere. Vi følger soldaterne på tætteste hold (iøvrigt også i resten af filmen), men i kampsituationerne er det med håndholdt og rystende kamera, sikkert for at bevare følelsen af det kaos som soldaterne befinder sig i.

Manuskriptet er måske lige vel patriotisk nok, men det er man tilbøjelig til at tilgive, fordi filmen formår at underholde til den store guldmedalje, og det var da også en sikker publikumssucces, både i biffen og senere på hjemmedvdmarkedet. Alligevel var det nok den dårligste af de tre film jeg så.

The Pianist (2002)

Næste film foregår ikke i Frankrig og Tyskland, men derimod i Polen. Her finder vi den mesterlige koncertpianist Wladyslaw Szpilman (Adrien Brody), der rangerer i toppen af den polske musikverden og bliver spillet flittig i radioen. Han og hans familie må dog snart leve med det faktum at de er jøder, og efter den tyske invasion, så bliver jøderne i høj grad et jaget folkefærd. Først bliver de lige så langsomt afskåret fra det almindelige liv i Warszawa – vi ser bla. at Szpilman og hans veninde ikke kan gå ind i en cafe, da jøder ikke har adgang der. Sidenhen bliver jøderne mere udsatte, først da der skal laves en ghetto for samtlige jøder i byen og sidenhen med at de skal bære armbind med Davidstjernen for at vise deres tilhørsted. Men der slutter det slet ikke, og da hans familie bliver deporteret, så bliver Szpilman reddet, og vi må nu følge hans kamp for overlevelse, ved at flytte og flygte rundt i byen, i håb om at tyskerne ikke finder ham, fordi så kan hans dage være talte.

“The Pianist” er en umådelig hård film at sidde og overvære. Den polskfødte instruktør, Roman Polanski, levede under krigen og han kan huske den tyske invasion, som jeg har læst i hans selvbiografi. Han er om nogen manden der kan realisere et projekt som “The Pianist”, der iøvrigt også er baseret på en selvbiografisk bog af pianisten selv, Szpilman. Det er en frygtelig historie. Og så se Adrien Brody helt udsultet og forhultret kæmpe sig igennem hvert eneste sætning i manuskriptet. Han gør det helt igennem utrolig, og blev da også belønnet med en Oscar for bedste hovedrollen, hvor Polanski ligeledes fik for bedste instruktion og endelig fik filmen også Oscaren for bedste manuskript, der er virkelig god og meget troværdigt.

Mødet mod slutningen af filmen mellem Szpilman og den tyske officer, Hosenfeld (Thomas Kretschmann) er altafgørende, fordi han hjælper virkelig den stakkels polske jøde igennem de sidste par uger, men det er dog lige ved at gå galt, fordi i sin godhed, giver tyskeren Szpilman sin tyske officerjakke, og den er lige ved at få ham skudt. Han redder sig dog… men værre går det med tyskeren, som vi godnok møder igen, men han sidder nu i en fangelejr, og da en af Szpilmans musikerkollegaer kommer forbi, så bliver han bedt om at overbringe Szpilman nyheden om at han sidder der hvor han gør… Men ak nej, Szpilman når ikke at redde sin tyske ven, og det formodes at han dør i en russisk fangelejr nogle år senere, som vi får fortalt med tekst i filmens rulletekster.

“The Pianist” er en virkelig god film. Om menneske mod i en særdeles svær stund, og hvor jøderne ikke har meget at juble over, så havde de en stjerne i Szpilman, fordi hans historie kan være med til at inspirere millioner af mennesker, og den amerikanske filmproduktion er ganske smagfuld, uden alt for meget moralisering, men den er også svær at se – idet man ser flere lig ligge på gaderne, imens menneskerne går rundt, og der er mange nedskydninger og nakkeskud i vente, når man sætter sig for at se denne film. Men gør det endelig, fordi den er virkelig fremragende.

“All Quiet On The Western Front” (1930)

Den sidste film jeg havde i afspilleren, omhandlede dog ikke 2. Verdenskrig som de to første, men derimod 1. Verdenskrig. Der var tale om den dobbelt-Oscarbelønnede “All Quiet On The Western Front” fra 1930.

Filmen omhandler en flok unge tyske mænd, der bliver opfordret af deres professor til at melde sig under fanerne og slutte sig til krigens uhyrligheder – de gør det dog i den tro at de vil blive hyldret af både familien og en stor folkemængde, så de er, mildest talt, ret entusiastiske. Men som vi alle ved var 1. Verdenskrig jo en skyttegravskrig med høje tabstal, og det varer ikke længe før den første er falden, og sidenhen skal flere følge efter. Til slut er der faktisk kun en tilbage, men heller ikke ham gør det for godt. Filmen er i det hele taget ret nedslående, men utrolig medrivende og virkelig værd at se, selvom der altså er tale om en ældre film fra 1930.

Filmens instruktør er Lewis Milestone, og han vandt Oscaren for bedste instruktion, samtidigt med at filmen også vandt Oscar for bedste film misandten nok, men det er ganske forståeligt, fordi den er virkelig også god. Af skuespillerne er der dog ingen der for alvor skiller sig ud, de gør alle deres job godt, men ikke nogle bedre end andre eller mere iøjnefaldende. Men man kan vel tale med et ensemble-værk. Der er dog en tendens til at overspille lidt i nogle scener, men det tror jeg kun at der er naturligt. Husk på at talefilmen var ganske ung i 1930, og skuespillerne var vant til at gestikulere og overspille i usædvanlig grad i stumfilmene. Ligeledes er der flere scener, hvor der er speedet op for hastigheden på filmen, så det gør at skuespillerne bevæger sig ekstra hurtig, men det blev jo også brugt i stumfilm, så man må sige at filmen altså stadigvæk kan betegnes som værende i stumfilmens kaliber, men dog også meget, meget mere.

Jeg købte filmen igennem Amazon på en rigtig flot Blu-ray, i en såkaldt digibook-udgivelse, hvor der er flotte billeder i en lille bogform. Lidt mere spændende end den danske Blu-ray, men den kan vistnok skaffes næsten over alt til gengæld. Jeg fandt den ihvertfald i min lokale Blockbuster, og så kun til 99 kr for ny, så den er bestemt værd at tage med hjem, når man aflægger den lokale biks et besøg – det tror jeg ikke at man vil fortryde.

Ja, det var så slut på min lille krigsfilm-marathon, men jeg kunne nu godt trænge til at gense måske min ynglings-krigsfilm af dem alle – Francis Ford Coppolas tidsløse “Apocalypse Now”… den er jo virkelig altid værd at nævne i en krigsfilmssammenhæng, men der er jo trods alt også tale om en 3. krig, idet vi i denne film skal en tur i junglen og besøge Vietnam – men en klassiker er der jo slet ingen tvivl om!

 

Endnu et par fødselsdage…

I dag er det Robert De Niros fødselsdag. Den karismatiske og nærmest legendariske skuespiller fylder 69 år… Tillykke!

Hans største præstation kommer i filmen “Taxi Driver”, hvor han er ubeskrivelig god som krigsveteranen, der hele tiden balancerer på en knivspids. Selvfølgelig var filmen instrueret af mesterinstruktøren, Martin Scorsese… det bliver bare ikke bedre…!

Canadisk skuespiller/instruktør, der brillierer i den sorthumoristiske, dommedagsfilm “Last Night”… han fylder 49 år i dag…

Lige en hilsen til canadieren Don McKellar, der har haft flere gode roller på skærmen, bla. i netop “Last Night”, som han også instruerede og så David Cronenberg-produktioner…

Goddavs derude – som sædvanligt har jeg haft et par film i afspilleren, men denne gang var der nu tale om to genkig… først så jeg Quentin Tarantinos “Jackie Brown”, som jeg ikke havde set i flere år… og derefter “American Psycho”, som jeg holder så utrolig meget af…

“Jackie Brown” er en typisk Tarantino-film, hvor han genopliver karrieren hos en af de store stjerner fra 70’erne. Hvor det i Pulp Fiction var dansemusen John Travolta, så er der nu tale om en meget bad ass sort kvinde. Denne gang er turen kommet til Pam Grier, der er kendt for et væld af exploitation- og blaxsploitation-film i 70’erne..Jeg holder meget af Pam Grier, og må også tilskrive min ynglings-blaxsploitation-film til hende, nemlig “Coffy”, der er en forrygende film fra start til slut.

I “Jackie Brown” spiller Pam Grier en stewardesse, der kommer i unåde, da hun bliver stoppet af politiet, der mistænker hende for at smugle penge for en kendt våbenhandler (spillet med sædvane af Samuel L. Jackson)… hun kommer derfor i fængsel, men bliver løsladt, da en kautionforhandler (Robert Forster) kommer til i handlingen og hjælper hende. Flere ting følger, bla. er Robert De Niro med i en rolle, hvor der ikke rigtig virker til at han ved hvorfor han er med – han virker i det hele taget lidt småforvirret, men hey… De Niro er jo De Niro…og så er Bridget Fonda også med i en rolle, der går ud på at hun skal gå i bikinitop næsten hele filmen igennem, men hun gør det nu godt som helt gennemført hashvrag og stofmisbruger…Nå, men tilbage til handlingen, hvor Pam Grier laver en aftale med et par politimand, at hun vil skaffe dem Samuel L. Jackson + en større sum penge, men det går hverken værre eller bedre at Pam Grier med Robert Forsters hjælp, får snydt både politi og Samuel L. Jackson, der mod slutningen må indse at han bliver skudt af Michael Keaton, der nærmest skyder i blinde, da det er totalt mørkt inde i bygningen, men da Pam Grier skriger “He’s got a gun!”, ja så kan man næsten regne det ud…

En af Quentin Tarantinos store forcer er hans evne til at skrive fantastiske manuskripter – det er han næsten bedre til end at iværksætte scener, men det virker som om at “Jackie Brown” er en smule venstrehåndsarbejde på det punkt. Det er også klart at når man har lavet sådan en succes som “Pulp Fiction” var, så er det svært at følge op på det. “Jackie Brown” kunne dog sagtens have været lavet i 70’erne, fordi den oser af 70’er-stemning, lige fra den funky musik til skuespilspræstationerne og handling… Man sidder dog tilbage og føler at Tarantino kunne have fået mere ud af det hele, også især på manuskriptsiden, der ikke virker så gennemført som hans tidligere værker. Men Pam Grier er dog stadigvæk bad ass, og hun er virkelig en fryd at følge filmen igennem – desværre gjorde det ikke helt for Pam Grier, som det skete med John Travolta med at kickstarte hans karriere igen, men mindre kan vel også gøre det! – man skal se “Jackie Brown” for den massive 70’er-stemning, og de gode præstationer på skuespilsiden, men der er langt vej op til “Reservoir Dogs”, som stadigvæk er Tarantinos ubestridte mesterværk…

***

Nå, jeg kunne dog ikke lade “Jackie Brown” få alt opmærksomheden på denne, varme, sensommeraften, så jeg smed også Mary Harrons version af yuppiegyseren “American Psycho” i afspilleren, og den er jeg altid glad for at gense.

“American Psycho” er filmen om Patrick Bateman (en fantastisk Christian Bale), der bruger det meste af sin tid på at myrde løs på må og få… det kan være den stakkels gadeluder, en dum model eller en konkurrent på arbejdet med det forkerte visitkort. Historien vil jeg ikke gøre mere ud af, fordi hvis man har læst bogen, så har man alligevel nogenlunde indtrykket af filmen – og dog…

Filmen er slet ikke så absurd som den kunne have været, hvis man skulle følge bogen slavisk, idet mange af mordene og gerningerne i bogen simpelthen er for utrolige til at blive gengivet på film. Vi er jo trods alt i USA, og der er stadigvæk nogle restriktioner at tage højde for. Men filmen er fremragende, og med vægten lagt på sort humor med enkelte voldsomme effekter, så synes jeg at man kan sige at projektet er gennemført vellykket.

Særligt den meget, meget sorte humor fylder meget i filmen. Bateman kan ikke klare synet af et særligt visitkort, der får ham til at svede voldsomt og mordertanken blomstrer frem, alt imens en voiceover fortæller os, at han ihvertfald ikke kan lide den stakkels Paul Allen, idet hans visit sågar har et vandmærke…Det er humor lige i min bog, og jeg fryder mig hver gang over den scene. Men også den gennemgående overfladiskhed, der gennemstrømer filmen er værd at bemærke. Næsten ingen ved hvem der er hvem, og som det går igen i Bret Easton Ellis’ bøger så har han et meget omfattende persongalleri. Men da Bateman får et sammenbrud mod slutningen og skyder en masse mennesker, for dernæst at fortælle alt om det til hans advokat i telefon, så tror man at retfærdighed vil ske fyldest. Men ak nej, hans advokat misforstår ham og tror at han er en anden, til stor morskab for advokaten selv – i begyndelsen ihvertfald. Den er den type overfladiskhed der går igen, og man bliver nogle gange i tvivl om Bateman selv ved hvem han er. Mary Harron, filmens instruktør, og Guinevere Turner har skrevet manus, og den er overraskende god, med masser af småkomiske kommentarer til yuppiesamfundet og den overdrevne forbrugerisme der præger vor moderne livsstil… så thumbs up for det..

Christian Bale er strålende i hovedrollen, og hans præstation har banet vejen for hans videre karriere, hvor han i disse dage kan opleves som den maskerede hævner Batman i “The Dark Knight Rises”… men han får også god hjælp af andre, deriblandt Willem Dafoe, Jared Leto og Reese Whiterspoon… der alle bidrager til filmens handling og den tilbagevendende overfladeriske tilgang til livet.

Det skal nævnes at der kom en efterfølger et par år senere – “American Psycho II: All American Girl” – en rædselsfuld bastard af en film. Ubeskrivelig stupid og grænsesøgende dum – den bør man med stor lethed undgå for en enhver pris!

Men jeg må erkende at den første “American Psycho”-film er en vinder i min bog. Jeg elsker den pga den kulsorte humor og til tider ret campet tilgang til materialet – scenerne hvor Bateman smider en motorsav ned mod en luder der løber ned af trappegang, er vanvittig overdrevet og campet, men det er vel filmens stil. Jeg er dog altid glad for et gensyn, og jeg kan rolig anbefale filmen til enhver, selvom den måske ikke gør bogen helt fyldest, så bliver man ikke skuffet – kun hvis man forventer en regulær horrorfilm, fordi det er det ikke – men derimod en ret komisk sorthumoristisk produktion, der nok skal få løftet et øjenbryn og få det brede smil frem.

Bateman med et mulig offer i “American Psycho”…

For en gangs skyld har jeg sovet rigtig godt – og endda hele natten, uden at vågne i en feberdrøm om fjendtligsindede aliens der vil analprope mig, eller en morderisk galning der vil suge mit blod… og hvem siger at man tager skade af for mange horrorfilm?

Det betød imidlertid at jeg gik tidlig i seng i går aftes, og stod tidlig op….(kl. 5) – hvor jeg kunne konstatere at jeg havde lidt penge på kontoen, så jeg besluttede mig for at gøre brug af min internetforbindelse og bestille lidt varer hos….

Rigtig gættet! – Cdon…

De havde nemlig 2-disk udgaven af “The Human Centipede” 1 + 2 til 99 kr., og selvom jeg er i besiddelse af 1’eren i forvejen, så manglede jeg 2’eren, og den er vistnok kun ude på denne dobbeltdisk-udgave på dvd – jeg ville gerne eje den på blu-ray, men den engelske blu-ray af 2’eren er ikke uncut – lidt sjovt, eftersom 1’eren var det, men sådan er gamet, I guess… så der var jo ingen vej udenom…

Jeg bestilte flere film, deriblandt genkøbte jeg “Vicky Christina Barcelona”, denne gang på blu-ray (jeg havde den på dvd i forvejen), men den kostede kun 49 kroner, så what the hell… og dertil investerede jeg i “The Hangover: Part II”, som  jeg hverken ejede eller havde set, men 1’eren var sgu meget sjov… og det var tilmed også på blu-ray til 49 kroner… – jeg glæder mig også til at se Burt Lancaster i “Buffalo Bill And The Indians”, der er en combo blu-ray+dvd udgave, også til 49 kr.

Endelig købte jeg, og nu ved jeg at Henrik hos “Båndsalaten” bliver glad, nemlig “Transformers” 1+2 i en dobbelt-pack med 4 blu-ray-discs… en såkaldt MEGA edition, til 99 kr.. et virkelig godt køb, selvom 2’eren pretty much blows… så vil jeg dog gerne se 1’eren i high-def…  så there you go… havde dem begge på dvd i forvejen, men der er sgu en der har neglet min feature disk til 2’eren, så nu har jeg den ihvertfald igen…

Sluttelig købte jeg en dokumentarserie, der lige er udkommet, men som jeg vistnok zappede forbi på en af mine norske kanaler (ser for meget norsk tv, I know…), og det var “Heavy Metals historie” – en omfattende og rart gennemarbejdet serie, iværksat af antropologen Sam Dunn, der har lavet flere interessante film om metalmiljøet, musikken og menneskerne…

Og åh ja, jeg købte lige et par cder også…Først Alice Coopers “Hey Stoopid”, som jeg havde mistet igennem årene, så det var et genkøb… og dernæst selvfølgelig 2 cd-udgaven af The Vision Bleaks nyeste opus… “Set Sail To Mystery” – for dem derude, der ikke kender The Vision Bleak, så er det et tysk gotisk, horror-metalband, der sparker røv – bl.a. dedikerede de et helt album til John Carpenters “The Fog” – en film, som jeg skrev om på bloggen for et par dage siden… så det it’s all good… et virkelig fedt, fedt band..

– – –

Og ja, efter min indkøbsvanvid, der dog ikke tog mere end 10-12 minutter, så satte jeg mig hen i sofaen og så et par film. Først Steve McQueen i “Le Mans”, en meget oktanpræget film om 24-timers billøbet i Frankrig.. Jeg mindes at Henrik, igen ham fra “Båndsalaten” kaldte filmen for dokumentarisk, og det må man i høj grad sige at den er… Nå, dernæst så jeg efterfølgende Michael Manns stjernebesatte action-heistfilm “Heat”, som jeg aldrig havde set fra start til slut før, men det er virkelig en stærk film. Strålende skuespilspræstationer og et virkelig gennemført manuskript gør denne film til en absolutte tungvægter. Det er dog sjovt at se de to største stjerner, Al Pacino og Robert De Niro, blive krediteret side om side i indledningen, måske vidste de ikke hvem af de to der var den største, eller også var det for at vise at den ene stod på lovens side imens den anden var forbryderlederen – I dont know… men måske?

Nå, men siden hen har jeg ikke set nogle film, men til gengæld bankede det omkring kl. 11 på min dør… store, maskuline bank, så jeg tænkte at nu kom mafiaen efter mig – og dog – der stod nemlig en mægtig flink og yndig postdame, der ville aflevere en pakke til mig.. Jo tak, tænkte jeg bare…! – og kunne med fryd se at det var en pakke fra Amazon, som jeg godnok også ventede den dag i dag – så det var jo bare med at få sendt hende afsted igen med en underskrift på en af de der enormt irriterende mekaniske tingester, og dernæst åbnet for pakken…

Hvad pakken indeholdte:

Ja, jeg havde jo bestilt lidt af hvert denne gang – og det totale blev til:

2 Cder

2 Blu-ray

8 Dvd (dog 3 dvder i en boks)

Først cderne. Jeg havde genbestilt danske Mercenarys andet album “Everblack”, idet den gamle, først og fremmest, var blevet ridset, men også havde fået en gigantisk revne i sig, så der var ingen vej udenfor, men jeg kunne dog glæde mig over at bonusnummeret også er med på min nye udgave…Dernæst fik jeg hollandske Delains nyeste cd med – det er et meget catchy hollandsk band, der spiller næsten mere rock end lige metal, og de skylder meget til deres storebror, nemlig bandet Within Temptation, der ligeledes har en kvindelig forsanger… men jeg har netop hørt pladen og den er faktisk rigtig god… så det var jo fint…

Blu-ray: Jeg købte den netop udgivet blu-ray udgave af Chuck Norris-filmen “The Octagon”, som jeg ikke har set, siden jeg havde den på VHS for mange år siden nu… det skal blive virkelig spændende med et gensyn… jeg frygter dog lidt for at den kan virke lidt gammeldags, som jeg mener at mange af Chuck Norris’ ældre film gør…Dernæst købte jeg også “Casino Royale” – der netop også er blevet udgivet, og der er tale om den oprindelig “Casino Royale”, ikke den med Daniel Craig, men derimod David Niven som James Bond… det skal blive spændende at få den at se, fordi tro det eller lad vær – jeg har faktisk aldrig set den..

DVD: Sluttelig var der også en stak dvder med i pakken. Jeg skal derfor se John Cusack spille Edgar Allen Poe i “The Raven”, overvære Dustin Hoffman i westernfilmen “Little Big Man”, nyde min favoritskuespiller igennem tiderne, Burt Lancaster, i to film: “Brute Force” og “Valdez Is Coming”, se britisk socialrealisme i “Up The Junction” og endelig fryde mig over japansk ultra-vold i samuraitrilogien “Hanzo – The Razor”…

Det skal nok blive spændende at komme i gang med alle de nye film, så jeg har faktisk ikke tid til at sidde her længere, så until next time – ta dah….

Filmserien om Hanzo var en af de titler der var med i min pakke fra Amazon. Forvent bloody good samurai action…

Den engelskfødte mesterinstruktør, Alfred Hitchcock, kan, hinsidens graven, i dag fejre sin 113 års-fødselsdag…

Han døde dog i 1980, 80 år gammel, men efterlod sig en arv af fantastiske film – lige fra stumfilm til talefilm og hvad man i dag kan betegne som regulære klassikere…

Hvil i fred, kære Alfred…