Goddavs derude – som sædvanligt har jeg haft et par film i afspilleren, men denne gang var der nu tale om to genkig… først så jeg Quentin Tarantinos “Jackie Brown”, som jeg ikke havde set i flere år… og derefter “American Psycho”, som jeg holder så utrolig meget af…

“Jackie Brown” er en typisk Tarantino-film, hvor han genopliver karrieren hos en af de store stjerner fra 70’erne. Hvor det i Pulp Fiction var dansemusen John Travolta, så er der nu tale om en meget bad ass sort kvinde. Denne gang er turen kommet til Pam Grier, der er kendt for et væld af exploitation- og blaxsploitation-film i 70’erne..Jeg holder meget af Pam Grier, og må også tilskrive min ynglings-blaxsploitation-film til hende, nemlig “Coffy”, der er en forrygende film fra start til slut.

I “Jackie Brown” spiller Pam Grier en stewardesse, der kommer i unåde, da hun bliver stoppet af politiet, der mistænker hende for at smugle penge for en kendt våbenhandler (spillet med sædvane af Samuel L. Jackson)… hun kommer derfor i fængsel, men bliver løsladt, da en kautionforhandler (Robert Forster) kommer til i handlingen og hjælper hende. Flere ting følger, bla. er Robert De Niro med i en rolle, hvor der ikke rigtig virker til at han ved hvorfor han er med – han virker i det hele taget lidt småforvirret, men hey… De Niro er jo De Niro…og så er Bridget Fonda også med i en rolle, der går ud på at hun skal gå i bikinitop næsten hele filmen igennem, men hun gør det nu godt som helt gennemført hashvrag og stofmisbruger…Nå, men tilbage til handlingen, hvor Pam Grier laver en aftale med et par politimand, at hun vil skaffe dem Samuel L. Jackson + en større sum penge, men det går hverken værre eller bedre at Pam Grier med Robert Forsters hjælp, får snydt både politi og Samuel L. Jackson, der mod slutningen må indse at han bliver skudt af Michael Keaton, der nærmest skyder i blinde, da det er totalt mørkt inde i bygningen, men da Pam Grier skriger “He’s got a gun!”, ja så kan man næsten regne det ud…

En af Quentin Tarantinos store forcer er hans evne til at skrive fantastiske manuskripter – det er han næsten bedre til end at iværksætte scener, men det virker som om at “Jackie Brown” er en smule venstrehåndsarbejde på det punkt. Det er også klart at når man har lavet sådan en succes som “Pulp Fiction” var, så er det svært at følge op på det. “Jackie Brown” kunne dog sagtens have været lavet i 70’erne, fordi den oser af 70’er-stemning, lige fra den funky musik til skuespilspræstationerne og handling… Man sidder dog tilbage og føler at Tarantino kunne have fået mere ud af det hele, også især på manuskriptsiden, der ikke virker så gennemført som hans tidligere værker. Men Pam Grier er dog stadigvæk bad ass, og hun er virkelig en fryd at følge filmen igennem – desværre gjorde det ikke helt for Pam Grier, som det skete med John Travolta med at kickstarte hans karriere igen, men mindre kan vel også gøre det! – man skal se “Jackie Brown” for den massive 70’er-stemning, og de gode præstationer på skuespilsiden, men der er langt vej op til “Reservoir Dogs”, som stadigvæk er Tarantinos ubestridte mesterværk…

***

Nå, jeg kunne dog ikke lade “Jackie Brown” få alt opmærksomheden på denne, varme, sensommeraften, så jeg smed også Mary Harrons version af yuppiegyseren “American Psycho” i afspilleren, og den er jeg altid glad for at gense.

“American Psycho” er filmen om Patrick Bateman (en fantastisk Christian Bale), der bruger det meste af sin tid på at myrde løs på må og få… det kan være den stakkels gadeluder, en dum model eller en konkurrent på arbejdet med det forkerte visitkort. Historien vil jeg ikke gøre mere ud af, fordi hvis man har læst bogen, så har man alligevel nogenlunde indtrykket af filmen – og dog…

Filmen er slet ikke så absurd som den kunne have været, hvis man skulle følge bogen slavisk, idet mange af mordene og gerningerne i bogen simpelthen er for utrolige til at blive gengivet på film. Vi er jo trods alt i USA, og der er stadigvæk nogle restriktioner at tage højde for. Men filmen er fremragende, og med vægten lagt på sort humor med enkelte voldsomme effekter, så synes jeg at man kan sige at projektet er gennemført vellykket.

Særligt den meget, meget sorte humor fylder meget i filmen. Bateman kan ikke klare synet af et særligt visitkort, der får ham til at svede voldsomt og mordertanken blomstrer frem, alt imens en voiceover fortæller os, at han ihvertfald ikke kan lide den stakkels Paul Allen, idet hans visit sågar har et vandmærke…Det er humor lige i min bog, og jeg fryder mig hver gang over den scene. Men også den gennemgående overfladiskhed, der gennemstrømer filmen er værd at bemærke. Næsten ingen ved hvem der er hvem, og som det går igen i Bret Easton Ellis’ bøger så har han et meget omfattende persongalleri. Men da Bateman får et sammenbrud mod slutningen og skyder en masse mennesker, for dernæst at fortælle alt om det til hans advokat i telefon, så tror man at retfærdighed vil ske fyldest. Men ak nej, hans advokat misforstår ham og tror at han er en anden, til stor morskab for advokaten selv – i begyndelsen ihvertfald. Den er den type overfladiskhed der går igen, og man bliver nogle gange i tvivl om Bateman selv ved hvem han er. Mary Harron, filmens instruktør, og Guinevere Turner har skrevet manus, og den er overraskende god, med masser af småkomiske kommentarer til yuppiesamfundet og den overdrevne forbrugerisme der præger vor moderne livsstil… så thumbs up for det..

Christian Bale er strålende i hovedrollen, og hans præstation har banet vejen for hans videre karriere, hvor han i disse dage kan opleves som den maskerede hævner Batman i “The Dark Knight Rises”… men han får også god hjælp af andre, deriblandt Willem Dafoe, Jared Leto og Reese Whiterspoon… der alle bidrager til filmens handling og den tilbagevendende overfladeriske tilgang til livet.

Det skal nævnes at der kom en efterfølger et par år senere – “American Psycho II: All American Girl” – en rædselsfuld bastard af en film. Ubeskrivelig stupid og grænsesøgende dum – den bør man med stor lethed undgå for en enhver pris!

Men jeg må erkende at den første “American Psycho”-film er en vinder i min bog. Jeg elsker den pga den kulsorte humor og til tider ret campet tilgang til materialet – scenerne hvor Bateman smider en motorsav ned mod en luder der løber ned af trappegang, er vanvittig overdrevet og campet, men det er vel filmens stil. Jeg er dog altid glad for et gensyn, og jeg kan rolig anbefale filmen til enhver, selvom den måske ikke gør bogen helt fyldest, så bliver man ikke skuffet – kun hvis man forventer en regulær horrorfilm, fordi det er det ikke – men derimod en ret komisk sorthumoristisk produktion, der nok skal få løftet et øjenbryn og få det brede smil frem.

Bateman med et mulig offer i “American Psycho”…

Reklamer