Der er gået et par dage siden jeg sidst skrev et indlæg på bloggen, men nu er jeg tilbage med et frisk et af slagsen…

Grundet hertil var at jeg lige skulle se den sidste af i alt 3 krigsfilm, som jeg har haft i afspilleren for nyligt.. De to af dem var godnok genkig, men den sidste var næsten den bedste…

Der er tale om tre regulære storværker. Alle tre Oscarbelønnet og alle tre meget seværdige i allerhøjeste grad. Filmene var først “Saving Private Ryan”, dernæst “The Pianist” og sluttelig “All Quiet On The Western Front”… jeg så dem i den overnævnte rækkefølge, begyndende med Spielbergs film..

“Saving Private Ryan” (1998)

Denne 5-dobbelte Oscarvinder fra 1998 er en utrolig lang sag med en spilletid på godt og vel 2 timer og 45 minutter… men tiden går faktisk gevaltlig hurtig, og man føler sig godt underholdt. Historien er ganske sparsom: Under 2. Verdenskrig står en mor til at modtage nyt fra Hæren om at 3 af hendes 4 sønner er død i krigen. Dette kan den amerikanske hær naturligvis ikke lide, så derfor beslutter de sig for at sende en afdeling soldater ind bag fjendens allerdybeste linjer, og hente den sidste søn hjem, nemlig soldat Ryan.

Tom Hanks har den alt overskyggende hovedrolle, men han støttes fint af etablerede kræfter som Tom Sizemore, Matt Damon, Barry Pepper, Edward Burns og Giovanni Ribisi for bare at nævne nogle af den omfattende rolleliste. Alle de nævnte skuespillere gør det ganske fint, og Hanks var nomineret til en Oscar, men han fik den dog ikke.   Det gjorde filmens instruktør, Steven Spielberg til gengæld, og desuden blev filmen belønnet med flere Oscars i de mere tekniske betonet kategorier.

Det indledende angreb på Omaha Beach er virkelig fremragende, og man sidder næsten og dukker sig i sofaen for skudild og eksplosioner rundt omkring, fordi det er vitterlig en mesterlig introduktion til krigens rædsler. De amerikanske soldater ankommer i store både med et kompagni i hver, men de bliver næsten alle majet ned, da båden ligger til, idet tyskerne er godt forfæstet i strandkanten med maskingeværer og granatkastere. Vi følger soldaterne på tætteste hold (iøvrigt også i resten af filmen), men i kampsituationerne er det med håndholdt og rystende kamera, sikkert for at bevare følelsen af det kaos som soldaterne befinder sig i.

Manuskriptet er måske lige vel patriotisk nok, men det er man tilbøjelig til at tilgive, fordi filmen formår at underholde til den store guldmedalje, og det var da også en sikker publikumssucces, både i biffen og senere på hjemmedvdmarkedet. Alligevel var det nok den dårligste af de tre film jeg så.

The Pianist (2002)

Næste film foregår ikke i Frankrig og Tyskland, men derimod i Polen. Her finder vi den mesterlige koncertpianist Wladyslaw Szpilman (Adrien Brody), der rangerer i toppen af den polske musikverden og bliver spillet flittig i radioen. Han og hans familie må dog snart leve med det faktum at de er jøder, og efter den tyske invasion, så bliver jøderne i høj grad et jaget folkefærd. Først bliver de lige så langsomt afskåret fra det almindelige liv i Warszawa – vi ser bla. at Szpilman og hans veninde ikke kan gå ind i en cafe, da jøder ikke har adgang der. Sidenhen bliver jøderne mere udsatte, først da der skal laves en ghetto for samtlige jøder i byen og sidenhen med at de skal bære armbind med Davidstjernen for at vise deres tilhørsted. Men der slutter det slet ikke, og da hans familie bliver deporteret, så bliver Szpilman reddet, og vi må nu følge hans kamp for overlevelse, ved at flytte og flygte rundt i byen, i håb om at tyskerne ikke finder ham, fordi så kan hans dage være talte.

“The Pianist” er en umådelig hård film at sidde og overvære. Den polskfødte instruktør, Roman Polanski, levede under krigen og han kan huske den tyske invasion, som jeg har læst i hans selvbiografi. Han er om nogen manden der kan realisere et projekt som “The Pianist”, der iøvrigt også er baseret på en selvbiografisk bog af pianisten selv, Szpilman. Det er en frygtelig historie. Og så se Adrien Brody helt udsultet og forhultret kæmpe sig igennem hvert eneste sætning i manuskriptet. Han gør det helt igennem utrolig, og blev da også belønnet med en Oscar for bedste hovedrollen, hvor Polanski ligeledes fik for bedste instruktion og endelig fik filmen også Oscaren for bedste manuskript, der er virkelig god og meget troværdigt.

Mødet mod slutningen af filmen mellem Szpilman og den tyske officer, Hosenfeld (Thomas Kretschmann) er altafgørende, fordi han hjælper virkelig den stakkels polske jøde igennem de sidste par uger, men det er dog lige ved at gå galt, fordi i sin godhed, giver tyskeren Szpilman sin tyske officerjakke, og den er lige ved at få ham skudt. Han redder sig dog… men værre går det med tyskeren, som vi godnok møder igen, men han sidder nu i en fangelejr, og da en af Szpilmans musikerkollegaer kommer forbi, så bliver han bedt om at overbringe Szpilman nyheden om at han sidder der hvor han gør… Men ak nej, Szpilman når ikke at redde sin tyske ven, og det formodes at han dør i en russisk fangelejr nogle år senere, som vi får fortalt med tekst i filmens rulletekster.

“The Pianist” er en virkelig god film. Om menneske mod i en særdeles svær stund, og hvor jøderne ikke har meget at juble over, så havde de en stjerne i Szpilman, fordi hans historie kan være med til at inspirere millioner af mennesker, og den amerikanske filmproduktion er ganske smagfuld, uden alt for meget moralisering, men den er også svær at se – idet man ser flere lig ligge på gaderne, imens menneskerne går rundt, og der er mange nedskydninger og nakkeskud i vente, når man sætter sig for at se denne film. Men gør det endelig, fordi den er virkelig fremragende.

“All Quiet On The Western Front” (1930)

Den sidste film jeg havde i afspilleren, omhandlede dog ikke 2. Verdenskrig som de to første, men derimod 1. Verdenskrig. Der var tale om den dobbelt-Oscarbelønnede “All Quiet On The Western Front” fra 1930.

Filmen omhandler en flok unge tyske mænd, der bliver opfordret af deres professor til at melde sig under fanerne og slutte sig til krigens uhyrligheder – de gør det dog i den tro at de vil blive hyldret af både familien og en stor folkemængde, så de er, mildest talt, ret entusiastiske. Men som vi alle ved var 1. Verdenskrig jo en skyttegravskrig med høje tabstal, og det varer ikke længe før den første er falden, og sidenhen skal flere følge efter. Til slut er der faktisk kun en tilbage, men heller ikke ham gør det for godt. Filmen er i det hele taget ret nedslående, men utrolig medrivende og virkelig værd at se, selvom der altså er tale om en ældre film fra 1930.

Filmens instruktør er Lewis Milestone, og han vandt Oscaren for bedste instruktion, samtidigt med at filmen også vandt Oscar for bedste film misandten nok, men det er ganske forståeligt, fordi den er virkelig også god. Af skuespillerne er der dog ingen der for alvor skiller sig ud, de gør alle deres job godt, men ikke nogle bedre end andre eller mere iøjnefaldende. Men man kan vel tale med et ensemble-værk. Der er dog en tendens til at overspille lidt i nogle scener, men det tror jeg kun at der er naturligt. Husk på at talefilmen var ganske ung i 1930, og skuespillerne var vant til at gestikulere og overspille i usædvanlig grad i stumfilmene. Ligeledes er der flere scener, hvor der er speedet op for hastigheden på filmen, så det gør at skuespillerne bevæger sig ekstra hurtig, men det blev jo også brugt i stumfilm, så man må sige at filmen altså stadigvæk kan betegnes som værende i stumfilmens kaliber, men dog også meget, meget mere.

Jeg købte filmen igennem Amazon på en rigtig flot Blu-ray, i en såkaldt digibook-udgivelse, hvor der er flotte billeder i en lille bogform. Lidt mere spændende end den danske Blu-ray, men den kan vistnok skaffes næsten over alt til gengæld. Jeg fandt den ihvertfald i min lokale Blockbuster, og så kun til 99 kr for ny, så den er bestemt værd at tage med hjem, når man aflægger den lokale biks et besøg – det tror jeg ikke at man vil fortryde.

Ja, det var så slut på min lille krigsfilm-marathon, men jeg kunne nu godt trænge til at gense måske min ynglings-krigsfilm af dem alle – Francis Ford Coppolas tidsløse “Apocalypse Now”… den er jo virkelig altid værd at nævne i en krigsfilmssammenhæng, men der er jo trods alt også tale om en 3. krig, idet vi i denne film skal en tur i junglen og besøge Vietnam – men en klassiker er der jo slet ingen tvivl om!

 

Reklamer