Føj. Jeg sidder her med en enorm, ubehjælpelig forkølelse – begge mine næseborer er fyldt med snot, og i halsen har jeg en genstridig slimklat, der bare ikke vil forsvinde. Hvad fanden skal man så gøre? … man kunne jo meget passende se nogle film…og det har jeg så gjort.

I nat smed jeg mig foran tv’et på min sofa og så tre film. Først “The Hangover: Part II”, som ikke var specielt morsom – det var ligesom de prøvede for hårdt i den film, og vittigheder kom ikke flydende nær så naturligt som i 1’eren, så det var jo lidt trist. Og jeg blev bestemt ikke i bedre humør bagefter, fordi jeg besluttede mig så at se begge “The Human Centipede”-filmene, back to back… det var sgu nok til at gøre en rationeltænkende ung mand sindssyg… heldigvis gjorde det ikke mig så meget skade??

Jeg havde set den første “Centipede”-film før, men det kan vel aldrig skade med et gensyn…kort fortalt går filmen ud på at der er en særdeles wacky tysk læge, der vil forsøge at lave et menneskelig tusindben, så han kidnapper flere personer, der skal være hans guinea pigs og fuldføre hans syge fantasi. 1’eren er meget straightforward og den er ikke så chokerende igen, når man først har indset at det rent faktisk lykkes – så går hele sensationen lidt af det. Men filmen skulle iøvrigt være 100 procent medicinsk korrekt og sådan en operation kan fuldføres med et positiv resultat… imagine that… filmen er nu ganske underholdende, og man sidder spændt og følger den til den slutter, så kudos til Tom Six, der har skrevet og instrueret filmen – det gjorde han godt… men ak ak, Tom Six er slet ikke færdig… så han måtte naturligvis skabe en modbydelig bastard af en efterfølger, og det har han så gjort.

“The Human Centipede 2” indledes af en syg, lille særling af en mand. En dværg, der er megafan af den første film, og man kan regne ud at han ser den flere gange om dagen på sit job som parkeringsvagt. Men han har også sin egen fantasi: han vil fuldføre den fiktive doktors gale værk, og skabe sin helt egen tusindben, bestående af 12 personer! Vi får lidt problemer på hjemfronten smidt ned i gryden, krydret med en læge, der minder mistænkeligt meget om den danske statsminister Stauning, komplet med skæg og det hele. Men vor “helt” får faktisk, igennem sit arbejde, fundet flere egnende personer til at blive syet sammen ass-to-mouth… det er jo bare pragtfuldt…! Jeg vil ikke afsløre for meget af filmen, men den er grænsesøgende obskur og klamhedsfaktoren kommer helt op på 11, men man må sige at skuespillerne gør det godt, og filmen er, selvom den er væmmelig og modbydelig, ganske seværdig – så næste gang tøserne skal have pyjamasparty, så invester endelig i double-feature-sættet med de to film… det vil de aldrig glemme!

Nå, men det var en indledning med tre film, som jeg så i nat, men det var faktisk slet ikke dem jeg ville skrive om. Jeg sad lidt og kiggede på YouTube (gør jeg faktisk overraskende tit, it’s addictive, baby!), og fandt en top-ti liste over de mest skræmmende film som vedkommende havde set… På den liste var der filmen “The Exorcism Of Emily Rose”… en film som jeg var meget opsat på at se da den kom ud, men faktisk ikke har set i flere år, så nu besluttede jeg mig for at det var på tide med et genkig. De seneste par eksorcisme-film jeg har set har været den gabende kedelige “The Last Exorcism” og den lidt mere underholdende “The Rite” med bla. Sir Anthony Hopkins… men nu skulle det altså være, så jeg satte mig godt til rette for at overvære den rædselsfulde fortælling om Emily Rose.

“The Exorcism Of Emily Rose” skulle være baseret på en sand historie – lidt ligesom subgenrens absolutte førsteplads og horrormesterværk “The Exorcist” fra 1974. I denne “nye” version af “The Exorcist”, får vi en film, der er lige dele supernatural hændelser kontra en meget regelrettet retsalsfilm. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal synes om denne film. Der var lidt for meget retsalsdrama i den, vil jeg tro…

Kort fortalt går historien ud på at den velmenende præst Moore (Tom Wilkinson) står anklaget for mordet på en ung pige, nemlig Emily Rose (Jennifer Carpenter). Han prøver på intet tidspunkt at benægte sig skyldig, men han får alligevel en meget rost advokat hos sin side, den godmodige Erin Bruner (Laura Linney). Igennem filmen får vi fortalt historien igennem flashbacks og erindringer fra familiemedlemmer, venner, præsten og en doktor. Men vi ved altså ikke helt hvad vi skal tro… Er Emily Rose virkelig besat? eller lider hun af en sjældent form for epileptisk sygdom, der også gør hende psykotisk? Nej, mener præsten Moore, der er overbevidst om at hun har været besat, hvilket hvis vi skal tro flashbacksene noget kunne tyde på. Nu er det så op til Erin at bevise præstens uskyld eller i det mindste få sandheden frem en gang for alle!

Filmen “The Exorcism Of Emily Rose” var jeg umiddelbart noget skuffet over, da jeg så den for første gang for nogle år siden, og jeg må sige at jeg er ikke blevet meget mere positiv, efter dette genkig. Den er simpelthen for løst skruet sammen. Retsalsscenerne fylder alt for meget, og når vi endelig får Jennifer Carpenter (hun spiller iøvrigt fantastisk) til at spasse ud, så virker det lidt letkøbt… men okay, hun skal virkelig være på dupperne for at overgå Linda Blairs fantastiske præstation i “The Exorcist”, men jeg synes at hun gør det rigtig godt – hendes fremførsel af dæmonernes stemmer og stønnen og skrig mindede mig i den grad om den brave tysker Angela Gossow, der er forsanger i melo-dødbandet Arch Enemy – synes at man kunne spore en lighed der. Jennifer Carpenter skulle iøvrigt sidenhen have hovedrollen i den lidt kedelige, næsten scene-for-scene genindspilling af [Rec] – filmen “Quarantine”. Altid pålidelige Tom Wilkinson gør det fint, og Laura Linney er heller ikke dårlig. Alligevel mangler jeg noget… måske er det manuskriptet der virker lidt tyndt, og den kører i høj grad på klicherne, men det er vel det som man forventer, når man sætter sig for at se en eksorcisme-gyser. Der er dog,  til min store skuffelse, ingen roterende hoveder, eller opkast i store mængder, så der kan man sige at filmen har undladt nogle af de chok-effekter, der gjorde “The Exorcist” så effektiv..

Og ja, hvad skal man sige om de digitale effekter. De blev i den grad overforbrugt – jeg mener, det er ikke sådan videre interessant at se et dæmonisk ansigt i en tordensky, eller se fremmede menneskers ansigtudtryk ændre sig til et dæmon-lignende ansigt. Jeg synes ikke at det fungerer – og det er i det hele taget en skam… men hey, måske hvis jeg var de der 16-17 år, så ville jeg elske filmen – jeg er jo bare et gammelt, surt røvhul i stedet for. Jeg får dog virkelig lyst til at se “The Exorcist” efter denne film, og måske give “The Rite” et spin, sammen med den meget oversete tyske film “Requiem”, der til gengæld ikke har et overflødighedshorn af chok-effekter, men derimod en rigtig god og brugbar historie, som man kan relatere til…men jeg kan nu godt lide at blive besat, bare lige lidt af de rigtige film…og dem er “The Exorcism Of Emily Rose” desværre ikke imellem…

Reklamer