Archive for september, 2012


Jeg er ikke hjemme på min normale bopæl lige i weekenden. Jeg har tilbragt de seneste par dage hos min gamle mor, der dog fik mig til at se TV2s rædselsfulde underholdningsprogram “Vild med Dans” – det er da i sandhed noget af det værste der kører på tv i disse dage. Godt nok er TV2 blevet en betalingskanal, men behøver de ligefrem at gøre deres sendeflade dårligere? Jeg er bare så meget i tvivl.

Nå, men aftenen forløb da nogenlunde. Min mor, God rest her soul, faldt selvfølgelig i søvn inden afgørelsen, og jeg kunne heller ikke klare spændingen, så jeg måtte traske i seng. Jeg faldt dernæst i en dyb søvn, hvor ikke ret meget kunne vække mig, hverken rævens tuden udenfor eller Jørgen De Mylius i programmet, “Eldorado” – det er nemlig sådan at jeg helst skal høre radio om natten, ellers kan jeg ikke rigtig sove. Jeg hørte kort “Mylle” omkring kl. 3, men han var, for en gangs skyld, ikke interessant nok til at holde mig vågen. Mit gamle heavyhjerte banker dog heller ikke så meget for Dansk Top og tyske schlagere. Jeg fik ihvertfald en god nats søvn – lige for en gangs skyld, da jeg normalt sover med det ene øje åben, i skræk for en kommende zombie-epidemi. Derfor fik jeg heller ikke rigtig set nogen film. Okay om dagen havde jeg dog set Woody Allens “Anything Else”, der ikke er noget særligt, men den har da et par pudsige indfald, og jeg er stadigvæk ret betaget af Christina Ricci – men Jason Biggs er et fjols. Erica Leerhsen medvirker desuden også – hun er jo efterhånden kendt for et par horrorfilm, og hun ser da også temmelig tilforladelig ud. Jeg kan også huske at jeg så endnu en film, men i skrivende stund kan jeg ikke huske hvilken??? – hvad fanden er nu det for noget? kniber det med hukommelsen – man er vel ikke ved at blive gammel? Tjoh, måske… jeg føler mig dog stadigvæk rimelig ung, men nogle gange kan jeg dog også være så humørsyg, at nymoderne tingester generer mig grænseløst…but thats life, I guess?

Og så er det jo i denne weekend at der er “Blodig Weekend” i København. Et arrangement jeg virkelig gerne ville deltage i, men rejsen fra Nordvestjylland afskrækker mig – jeg tror desuden også at jeg ikke ville have penge til sådan et formidabel horror ekstravangza her sidst på måneden. Det er sgu en skam. Men jeg håber at alle der kommer til det – og det håber jeg desuden også at der er mange der gør… de må forhåbentlig have en god aften eller flere aftener, hvis man er hardcore. Jeg ville sgu gerne møde Lamberto Bava, og gense “Demons” i hans nærvær… tror at han er en guttermand. Jeg kan læse på Skræk og Rædsel at der er flere der hellere så mere high class gæster, men jeg synes sgu at det er meget godt med en cool instruktør som Lamberto Bava. Selvfølgelig kunne det også være cool at se personligheder som Robert Englund og Sid Haig til en dansk convention, men jeg ved ikke rigtig… det lader jo til at den gode Sid Haig skal underholde folk i Helsingborg – det kunne være cool at møde ham – som sagt, så tror jeg virkelig at han har nogle røverhistorier.

Men nu venter jeg som sagt på Ridley Scott’s “Prometheus”, der udkommer på tirsdag den 2. oktober. Det er virkelig en film jeg har set frem til, da jeg ikke kom i biffen for at se den. Jeg er jo ikke meget for de der forbandede 3D-film, og jeg synes også at filmselskaberne er hurtige til at malke den ide – jeg kan ærlig talt ikke se hvorfor en film som “Prometheus” skulle være i 3D, men der er jo sikkert et marked for det… utrolig nok! – Jeg kan dog desuden berette om at jeg dog nok kommer i biffen for at se en….

Godt gættet! 3D-film!

Det drejer sig om science fiction-voldsorgiet “Dredd”, som jeg virkelig gerne vil se. Versionen med Sly Stallone var jo desværre så gennemført dårlig, at det måtte gøres om! Og denne gang er Judge Dredd personificeret i Karl Urban, det virker til at være en god løsning. Og så lader det desuden ikke til at han tager hjelmen af! Det var jo virkelig helligbrøde, da Stallone gjorde det i starten af den første film, der desuden også kunne bryste sig af en af de mest irriterende skuespillere i Hollywood….og nej, det er faktisk ikke Armand Assante… men derimod Rob Schneider… herre jemini, for en spade! Mon ikke vi slipper for sådan en irriterende sidekick i den nye “Dredd” – det håber jeg sgu…

 

Uha, det var værre… jeg har netop set Timothy Linh Buis ambitiøse indie-film, “Powder Blue”, der bare fejler på så mange punkter…

Den er alt for konventionel med stereotype karakterer og et virkelig svagt manuskript… i alt sin essens handler den om liv og død – normaltvis gode emner til en stærk film, men i denne film får vi bare presset citronen så meget, og der masses en masse elementer ned i hovedet på filmens beskuer. Den er simpelthen bare grænsesøgende irriterende. Skuespillerne er virkelig ikke for gode, og der er ellers nok af dygtige kræfter i filmen – se bare på Jessica Biel (der på coveret af dvden omtales som en af verdens mest sexede skuespillerinder, ikke helt enig der må jeg nok erkende… hun pisser mig stadigvæk mig af når jeg ser hende i film eller tv, og det har hun faktisk gjort længe), Forrest Whitaker (der også agerer producer, men måske skulle han have holdt sig langt fra herfra), Ray Liotta (der virker meget forvirret hele filmen igennem og ikke rigtig brænder igennem), Eddie Redmayne (der faktisk er ret god, og har en bærende rolle, men han krediteres slet ikke på coveret) – i stedet for omtales birolleskuespillerne, Kris Kristofferson, Lisa Kudrow, og endelig ikonet Patrick Swayze i hans sidste spillefilm. Det er virkelig en skam at Swayze måtte sige farvel med sådan en utålelig indie-produktion som “Powder Blue”. Jeg er den første i rækken til at anerkende en god indendentfilm, og jeg har da også set en del af dem igennem tiderne, men nogle gange falder de også bare helt til jorden… det er ofte en skam fordi de har tit meget godt på hjertet og filmene adskiller sig væsentlig fra de store Hollywood blockbustere – men med “Powder Blue” er der simpelthen for mange ting der ikke klapper.. Historien er såmen okay med fokus på ensomhed i en stor by og massivt tungt materiale om døden + lidt opløftende scener med liv efter døden… men igen, jeg kan utrolig nok ikke samle mig om filmen… den virker ærlig talt også en smule prætentiøs, og det kan jeg bare ikke klare, når det kommer til en indie-film. Trist.

Den anden nat genså jeg dog også for guderne må vide hvilken gang, en af 1990’ernes store film, nemlig Quentin Tarantinos “Pulp Fiction”. Jeg kan huske at jeg første gang så filmen til marathonbio i en lille flække i Nordvestjylland. Der var 4 film på programmet, “Interview With A Vampire”, “Sammensvægelsen” (en utrolig kedsommelig Sean Connery film, som jeg vistnok døsede lidt hen til) og endelig den danske horrorfilm “Sidste Time” – og så selvfølgelig “Pulp Fiction”. Jeg kunne faktisk meget godt lide den på allerede det tidspunkt, og karakterne er gode og troværdige… men måske også lidt utrolige til tider. “Bring out the Gimp”… må være alle raske unge mænds mest frygtede sætning, for gad vide hvad der sker bagefter det! Men det er en virkelig god film, dog er jeg tilbøjelig til at sige at den ikke slår hans debutfilm “Reservoir Dogs”, der virkelig er et mindre mesterværk! Men “Pulp Fiction” har bare mange kvaliteter, dog er den måske så filmisk spektakulær at den ikke helt er alt for realistisk. Jeg har fået fortalt at scenen med den store issyl med adrenalin, der skal sprøjtes direkte ind i hjertet, ikke ville fungere i virkeligheden. Det er da lidt en skam fordi det er da virkelig en af filmens absolutte mest mindeværdige øjeblikke, men nok også derfor at den virker så stærk…Skuespillerne er dog rigtig gode, og der er selvfølgelig et virkelig godt stykke skrevet værk, hvor både Vincent Vega, Jules Winnfeld, Butch Coolidge og Marsellus Wallace bidrager til morskaben. Filmen blev jo et ganske stort comeback for John Travolta, der var et kæmpe hit på teenageværelser rundt om i verden i slutningen af 70’erne og starten af 80’erne… han gør det også virkelig godt i filmen, men det gør faktisk alle skuespillere, og jeg blev sgu lidt forelsket i Maria de Medeiros da jeg så filmen…hun virker til at være en sød person med nogle gode menneskelige egenskaber.

Ellers kan jeg rapportere om at jeg har modtaget en pakke fra Laserdisken i dag. Laserdisken er jo en ganske god forhandler, når det kommer til danske dvder, men jeg køber også gerne importfilm der. Godt nok bliver de nogle gange kritiseret for at have for høje priser, men da jeg boede i Aalborg var det nu og engang en af mine absolutte ynglingsbutikker, og jeg kunne sagtens lægge en måneds SU derinde, hvis jeg fik chancen! Men jeg er glad for min pakke, der blandt andet indeholdte en 2-disk steelbook dvd-udgivelse af “Predator 2″ – jeg havde godt nok filmen i forvejen, men dette her er den definitive edition, og så kun til 59 kr, så måtte jeg have den…”Predator 2” er ikke helt så populær som den allerførste med Arnold i hovedrollen, men jeg synes nu at 2’eren er ganske hæderlig, selvom man nok burde have valgt en anden skuespiller end Danny Glover i hovedrollen. Og så fik jeg desuden også Lucio Fulcis “The House By The Cemetary” på blu-ray. Jeg er en sucker for Fulcis film, og nu har jeg således hele “Gates Of Hell”-trilogien på blu-ray, så det er jeg meget taknemmelig for.

Until next time…keep your woman warm and your beer cold… “citat: unknown”…

Dansk dvdcover til den stereotype og alt for kedsommelige indie-film, “Powder Blue”, hvor Patrick Swayze åbenbart skal sælge filmen, selvom hans indsats i filmen er meget sparsommelig. Eddie Redmayne, der spiller en ledende rolle, nævnes således slet ikke!

That Oscar-feeling…

I de sidste par dage har jeg følt mig rimelig udkørt…jeg har været enorm træt, og ikke haft lyst til andet end at ligge mig i min store kolde seng. Men i dag føler jeg mig i bedre form, og det fik jeg lyst til at fejre med et par ældre film, der snuser til Akademiets bagdel,  i håb om at blive genkendt. Det lykkes til fulde, idet den ene er Oscarnomineret og den anden Oscarbelønnet. Først og fremmest så jeg Elizabeth Taylor spille sig helt ud til fingerspidserne i det lidt triste drama “Suddenly, Last Summer” fra 1959, hvor  Liz Taylor blev nomineret for sin skuespilspræstation – det samme gjorde Katharine Hepburn iøvrigt, og endelig var den sågar også nomineret for bedste Art Direction. Den vandt ingen Oscars, men jeg kunne godt unde Elizabeth Taylor den, fordi hun spiller virkelig godt… hun var jo en bedårende skønhed, men samtidigt også en strålende skuespillerinde. I stedet vandt Simone Signoret Oscaren for bedste kvindelige hovedrolle det år.. hende har jeg tidligere set i “Les Diabolique”, der er en mørk og dyster skrækhistorie, der klart kan anbefales…

Så kom tiden dernæst til at se den lille spirrevip Goldie Hawn i hendes første rolle på film. Hun krediteres endda med “introducing” i filmen “Cactus Flower”. Hendes rolle som den romantiske anlagte Toni vakte genklang i filmverdenen, og således også hos Akademiet, der belønnede hende med Oscaren for bedste kvindelige birolle, hvor hun vandt over skuespillerinder som Sylvia Miles og Susannah York. Hun er da også ganske fortryllende i rollen, og man forstår godt at Walter Matthau har et godt øje til hende. Walter Matthau er nu også god i filmen, selvom man får det indtryk at han bare spiller sig selv, men det er unægtelig en god lille romantisk komedie. Ingrid Bergman fuldender rollelisten med en utrolig god præstation som tandlægesekretæren, der er forelsket i sin chef.

I aften tror jeg at jeg vil tilbringe på DR1, først og fremmest med den bittersøde romantiske komedie “The Break-up”, der altid er et genkig værd. Utrolig nok indledte godten Jennifer Aniston vistnok et forhold med tumpen Vince Vaughn imens indspilningerne stod på…lidt utroligt, men det kunne der sikkert blive en god film ud af. Dernæst kommer der en Al Pacino-film, som jeg aldrig har set, nemlig “Frankie & Johnny” – den tror jeg også lige at jeg tager med, med mindre selvfølgelig at jeg falder i en dyb, dyb trance, hvor kun Christopher Lees behagelige røst kan vække mig.

Nu er det desuden snart den 1. – hvilket betyder at jeg har lidt ekstra penge på kontoen, og det skal udnyttes! – Amazon kan godt begynde at gøre en af de store kasser klar, fordi der kommer helt klart en sønderknusende bestilling ind. Jeg føler mig i godt humør når jeg surfer igennem Amazons omfattende varesortiment, og der er jo mange mundvandfremkaldende titler. Til gengæld har jeg ikke rigtig hørt noget fra Chris Soundtrack Corner – jeg blev ellers lovet en leveringstid på 2-5 dage, men det er da vist gået fløjten! – nå, jeg håber ihvertfald bare at jeg modtager cderne på et eller andet tidspunkt.

 

Jeg sad i dag og glanede ud af vinduet omkring klokken kvart i 11. Om et kvarter ville den lokale Blockbuster-biks åbne og alverdens herligheder ville strømme ind i mit sorte hjerte… nåh ja, så nok ikke rigtig alligevel, fordi Blockbuster er, i sandhed, ikke det sted jeg gør mine fleste indkøb. Men jeg kan nu godt lide at benytte mig af stedet, når der udkommer nye store titler på det danske marked, og deres priser er også okay, når det gælder nye film. Så away we go… !

Når man kommer ind i min lokale BB-snask, så er der typisk en stander med de nyeste, største titler, og der greb jeg hurtig “Dark Shadows” – den eneste, rigtige grund til at jeg skulle bevæge mig udenfor på sådan en lummer, regnfuld formiddag. Heldigvis er jeg ikke ligesom heksen i “Wizard Of Oz”, hvor hun smelter, men mindre kan nu også gøre det…Jeg fandt også lige en ekstra dvd til gave til min gode veninde der, som jeg tidligere har omtalt.. hun er jo flink til at besøge et gammelt gnavent røvhul som mig, så er det jo dejligt at kunne overraske hende med en gave også. Desuden var jeg heldig med at der fulgte gratis dvder med til begge film. Godt nok ejede jeg selv den ene og havde set den anden, men jeg er ikke bleg for at sige ja tak til en gratis film. Jeg studsede også lige hurtigt byttebiksen, men der var ikke noget vanvittig spændende, og når finanserne var lidt små, så måtte jeg tage til takke med de fire dvder, som jeg kom hjem med… men det var jo også godt nok.

Efter at have undgået regnen, og således var tør ind til de inderste, så besluttede jeg mig straks for at sætte mig i sofaen, og se Tim Burtons seneste goth-mesteværk…selvfølgelig “Dark Shadows”, som jeg missede i biffen, men nu heldigvis kunne sætte den på i hjemmebiografen.

Først og fremmest…”Dark Shadows” er baseret på en gammel tv-soap-serie, der kørte i USA i slutningen af 60’erne og starten af 70’erne. Jeg mindes at der skulle være op imod 1200 afsnit af den hårdføre serie, som jeg aldrig har set et eneste afsnit af…og selvom jeg elsker gotiske virkemidler og lidt gys hist og pist, så afskrækker en soap-serie mig altid lidt.. selvom jeg dog kan huske at i “Days Of Our Lives” (en anden serie, der kørte på TV3 som “Horton-sagaen”) – der var engang en der var blevet besat af en dæmon… men det var vel det som der skulle til for lidt fornyelse. En rædsom serie er det uomtvistelig. Nå, men “Dark Shadows” i spillefilmsformat er vel en anden størrelse, tænkte jeg straks, og jeg lænnede mig derfor tilbage i sofaen… og fastlåste mine store, skræmte øjne på tv-skærmen.

I filmen følger vi den elskovssyge Barnabas Collins (Johnny Depp), der ikke kan få den person som han elsker, den yndige Josette (Bella Heathcote), og af en omvej bliver gjort til vampyr af den lede heks, Angelique (Eva Green). Han bliver desuden forseglet i en kiste og begravet dybt inde under jorden. 200 år senere vil det imidlertid være sådan, at den gode Barnabas er færdig med at sove midnatslur, og han bliver vækket, da en samling arbejdsmænd, ved et uheld, kommer til at forstyre ham. Han fortsætter med straks at tømme dem for blod, fordi som han selv siger: så var han blevet tørstig. En smule forvirret begiver Barnabas sig afsted imod sit tidligere hjem, det gigantiske palæ, hvor Collins-familien lever og har deres hverdag. Men 200 år er lang tid for selv en vampyr, og han må nu prøve på at forene familien, alt imens den onde, onde heks, stadigvæk rumsterer i området, og vil gøre alt for Barnabas aldrig vil opnå en form for lykke, især da han opdager at Collins-familiens yngeste Davids barnepige, Victoria, er en reinkarnation af hans fortabte ungdomskærlighed Josette.

“Dark Shadows” er en typisk Tim Burton-fortælling. I den finder vi den typiske outcast eller freak om man vil, nemlig Barnabas. Han skal så gå så gruelig meget igennem for at opnå den form for lykke, som man som tilskuer kun kan ønske for ham. Tim Burton elsker at kredse om denne typiske outcast-karakter, som han har gjort det i film som “Batman”, “Beetlejuice” og “Edward Scissorhands”. Og det er faktisk ikke så ualmindelig at det er netop Johnny Depp, der spiller hovedrollen som den velvalgte freak – det har han gjort i adskillige Tim Burton-film siden han først bragede ind i deres super samarbejde med en af mine ynglingsfilm, nemlig “Edward Scissorhands”, der var en moderne, mørk eventyr af yppelige propationer. “Dark Shadows” har dog også et væld af andre interessante karakterer… som bliver fremvist ganske fornemt af Michelle Pfeiffer, Helena Bonham Carter (Burtons kone/kæreste/freak – I dont know), Jonny Lee Miller, Jackie Earle Harley og Chloë Grace Moretz. Med dette ensemblecast, formår Burton at skabe et univers, som man i høj grad, kun kan finde underholdende, fordi det er noget som de kan. Underholde… filmens manuskript er enormt morsomt, og Barnabas mange møder med den moderne verden bliver rigt dokumenteret, jeg morede mig ihvertfald strålende over især hans meget gammeldags sprogbrug.  Eva Green er rigtig laber som heksen Angelique, der både elsker og hader Barnabas – hun får ihvertfald af flere omgange mobiliseret en vred pøbel, der vil gøre det af med vor kære hovedperson en gang for alle.. heldigvis lykkes det ikke…og Angelique står tilbage med et hjerte af glas… bogstaveligt talt.

Som sagt, var jeg meget begejstret for filmens manus, og Johnny Depp leverer endnu en fin præstation i hans uendelige række af Burtonske personager. Men det er ligesom at man ikke helt føler for Tim Burtons instruktion i dette værk. Jeg ved ikke hvad det er, men den kan godt virke lidt trættende. Tim Burton er selvfølgelig Tim Burton og hans film har flere gennemgående kendetegn.. gotik, horror, fantasy og komedie går typisk hånd i hånd i hans produktioner, og det kan man godt være glad for. Den Disney-uddannede Burton er jo et visionært geni, og hans univers er bare så tilpas freaky og medrivende, at man komplet overgiver sig…og hvad anden kan man, når selveste Alice Cooper, shockrockens bedstefar, medvirker, dog uden alt for nære billeder, da det jo skal forestille at være 1972, og ikke i 2012… den alderende Alice er næppe nogen purung skønhed længere, eller som Barnabas udtrykker det: det er den grimmeste kvinde han nogensinde har set…!

Som udgangspunkt går man aldrig fejl med en Tim Burton, og da jeg tvivler på om han nogensinde afviger fra sin formel, så må man jo værdsætte det han bidrager med, nemlig mørke horror/fantasy-eventyrkomedier, der kan få selv Beezlebub til at grine, og det kan vi alle have brug for i vor tid… Burtons film bliver sågar et frirum for alle grimme trivielle hverdagsdramaer, og i hans verden kan alt ske, selv for den mindst udsatte… men så har vi også eventyret!

P.S. Som en doublefeature, kan Tim Burtons fornøjelige 80’er gotiske ghost story “Beetlejuice” være ideel. Den er ihvertfald utrolig underholdende og altid et kig værd, når man når hen på de sene stunder og heksetimen for alvor melder sin ankomst. Jeg tror ihvertfald at jeg vil give den et spin i aften…det føler jeg mig lige i stødet til!…

Den dysfunktionelle familien Collins danner baggrund for historien i “Dark Shadows” – Tim Burtons seneste gotiske opus…

Soundtrack-mekka…

Jeg sad den anden aften og tjekkede de forskellige blogs jeg læser, og kom forbi “Skræk og Rædsel”, der jo er en fantastisk blog, hvor man kan blive meget inspireret… og det blev jeg også denne gang, fordi der var nemlig et link til en online butik der solgte soundtracks…! Jeg elsker et godt soundtrack, så jeg var ikke sen til at respondere, og her til morgen bestilte jeg så endelig fire soundtracks…

Først og fremmest er der tale om Alan Silvestri’s fantastiske score til filmen “Young Guns 2” – jeg har længe søgt dette score, og jeg troede at alt håb om at anskaffe det var ude, men så fandt jeg det endelig! Prisen var godt nok meget høj… 49.95 euro, men jeg måtte altså have det, og så vidt jeg kan tyde ud fra hjemmesiden, så er det de allersidste kopier de havde tilbage, så der var jeg bare heldig!

Dertil bestilte jeg to italienske soundtracks. Der er tale om scores af den samme komponist, nemlig Fabio Frizzi. Og filmene er henholdsvis “The Beyond” og “Zombi 2”, hvor den sidstnævnte var en double soundtrack med “A Cat In The Brain”… det er jo to fantastiske ikonske scores, som alle fans af Fulcis film kender. Jeg sad netop og så Arrow Videos blu-ray udgivelse af “The Beyond” den anden dag, og filmen er jo et mindre gore mesterværk, selvom historien er komplet blæst.

Endelig bestilte jeg dobbelt-disk udgave af soundtracket til “The Wicker Tree”. Jeg var meget imponeret af soundtracket, da jeg så filmen, der ikke var på højde med klassikeren “The Wicker Man”, men soundtracksmæssigt kan man godt sammenstille de to. Der er vist tale om en udgave, hvor man får både score + de sange, som der bliver sunget i filmen. Så det virker som en done deal.

Alt i alt kostede det mig 105.80 euro, inklusiv de 7 euro i porto, så det var måske ikke det billigste sted at anskaffe sig soundtracks, og jeg er jo nok normalt lidt en bargainhunter, men disse soundtracks var simpelthen nogle jeg måtte have, så må man jo bide i det sure æble og betale ved kasse et. Jeg er ihvertfald glad for at kunne modtage dem snart – hjemmesiden lovede en leveringstid på 2-5 arbejdsdage, så det er jo faktisk hurtig levering, når varene kommer fra Tyskland.

Her er lige et link til hjemmesiden:

http://www.soundtrackcorner.de/

Alan Silvestris medrivende score til filmen “Young Guns 2” er svært at skaffe efterhånden, da dens udgivelse har været meget begrænset.. men nu fandt jeg den!

Javist, jeg er tilbage…!

Dengang jeg var en lille purk, der naturligvis aldrig gjorde noget forkert, så var de bedste stunder i skolen, dem om sommeren, hvor man fik fri fra matematik og tysk og så indtog sportsbanen for at spille rundbold! Her i mit voksenliv er jeg ikke tilbøjelig til de samme lyster, men jeg kan dog stadigvæk fryde mig over en god sportfilm. Derfor satte jeg mig her til aften ned og så Brad Pitt rumstere rundt i den sandfærdige historie, der er “Moneyball”…

“Moneyball” er en baseballfilm – deraf min lille indledende skriverier om rundbold, som der nok i USA vil blive kaldt softball – jeg har aldrig i mit liv spillet baseball, jeg har desuden aldrig set en baseballkamp – det er ikke rigtig noget vi praktiserer i lille Danmark. Men måske kommer det en dag, ligesom Amerikansk fodbold har invaderet den danske mentalitet. I “Moneyball” er der dog snak om en type baseball der går imod alt sportsånd. Her er tale om profit og hvordan man kan få meget ud af lidt.

Brad Pitt spiller Billy Beane en GM (General Manager) for miniputholdet Oakland Athletics, der selv i en tidlig alder, blev headhuntet til at spille i større klub, men han var en komplet fiasko tilbage i 80’erne. Filmen foregår i årene 2001 og 2002, hvor Brad Pitt nu, som sagt, er leder af den mindre klub Oakland. Han får pludselig en vision! – han vil have et hold, der gennemsnitlig er gennemgående succesfuld. Og ved at inkludere den Yale-uddannede økonomist, Peter Brand, går han efter et hold, der måske har set bedre dage, eller ikke helt selv ved hvad de kan udrette. En samling lettere baseball misfits. om man vil. Som alle sportfilm ved man dog, at når man sætter et hold misfits op imod andre hold, der er bedre eller mere sammenspillet, så vil de have en overraskende god chance for at vinde det hele. Det sker ikke helt i “Moneyball”, selvom de kommer tæt på. De formår ihvertfald at slå en tudsegammel rekord med flest vundne kampe i træk i en sæson. Og det er jo godt nok, så ved man jo at holdet kan et eller andet.

“Moneyball” er en fin film, selvom den har en tendens til at drukne lidt i statistik og snak mellem linjerne, men den virker plausibel, og karakterne er troværdige og nogle man holder af. Men det er bemærkesværdigt at en film, der handler så meget om profit og penge, i virkeligheden får den slutning som den får. Fordi i den, ser vi nemlig, at det ikke altid er penge det drejer sig om. Brad Pitt vil ikke flytte til en anden by af hensyn til sin datter – et forhold som vi ser blomstre hele filmen igennem. Lige så benhård han er ved forhandlingsbordet, lige så meget en humanist er han når han tilbringer tid sammen med datteren. Det er virkelig befriende og glædeligt at i en sportverden fyldt med så meget pengesnak og hvor man kan dumpe næsten sin stjernespiller fra den ene dag til den anden, så får man alligevel et lille glimt af håb i øjenkrogen.

Brad Pitt er rigtig god i den store hovedrolle som Billy Beane, men også Jonah Hill gør det rigtig godt, og de to har en fin kemi sammen. Desuden medvirker kapaciteter som Philip Seymour Hoffman og Robin Wright. Filmens instruktør er den forholdsvis uprøvede Bennett Miller, der dog lavede et Oscarvindende pletskud med “Capote” i 2005, der vandt en Oscar til Phillip Seymour Hoffman. Både Brad Pitt og Jonah Hill var nomineret til en Oscar for “Moneyball”, og den var således også endda i opløbet om at blive årets bedste film ved Oscardelingen. I alt var den nomineret til seks statuetter, men den vandt dog ingen.

Jeg kan dog godt anbefale “Moneyball”, fordi, selvom den er en typisk sportfilm, så har den også nogle elementer, der gør den interessant – selvfølgelig den humanistiske aspekt, der dog også går igen i mange sportfilm, men også det teoretiske og statistikkerne gør den essensielt viewing for alle baseballfans. Spørgsmålet er så om den kan være interessant i lille Danmark. Jeg vil smide kortene på bordet og hævde at det kan den, men det kan dog ikke have det største publikum. Jeg er dog glad for at have set filmen – jeg føler at jeg forstår baseball-spillet lidt mere nu – bare en lille bitte smule ihvertfald!

Jeg hader fisk…

Uhhh back with a vengeance??

Jeg modtog i dag en pakke fra vores allesammens Amazon og blandt de herlige artikler i den, var John Gulagers efterfølger til Alexandre Ajas glimrende remake af Joe Dantes semiklassiske piratfisk-horrorfilm “Piranha”…

Nu er vi jo også i 3-D-land, så Ajas film hed selvfølgelig “Piranha 3D” for ligesom at understrege at vi nu altså må forberede os på at se endnu en af disse film fra helvede med deres lorte effekter. Men okay, Ajas film var vildt underholdende, og overraskede mig en del…jeg synes at Joe Dantes film var sjov, men remaket var omend endnu sjovere? believe or not…

Nu har den tidlige “Projekt Greenlight”-deltager og “Feast”-trilogi-instruktør, John Gulager iscenesat den uundgåelige efterfølger, og den er virkelig, virkelig, virkelig! ikke noget at skrive hjem om. Hvor “Piranha 3D” var en ganske glimrende animalhorrorfilm, så er 2’eren en afskyelig bastard af en komedie. Der er slet ingen tvivl om at John Gulager vil have os til at grine, græde og evt. brække os…det er ærlig talt en rimelig flad omgang. Massive kommentarer og jokes om sex og kvinder med store bryster er med i filmen, og vi får da også et overflod af blodbestænkte kvindelige badegæster, der gerne er nøgne, fordi det er helt i filmens ånd. Det er ærlig talt en anelse anstrengende, men hey… jeg er jo ikke den der sidder ned og brokker sig over for meget T & A… it’s all good, baby! Men jeg synes at filmen har store problemer og falder i samme kategori af Gulagers tidligere film, især 2’eren og 3’eren af “Feast”-trilogien, der også spiller utrolig meget på humor og platte jokes. Vi får dog i Gulagers version endnu en penisjoke. Jeg kan huske at i Ajas film var der meget snak om en piratfisk der hoster en afrevet diller op. I 2’eren her går de virkelig all-in, med tanke på den første joke om penisædende piratfisk, så ender det med at en stakkels ung knøs må hugge hans egen lem af, idet en piratfisk er kommet ud af den kvindelige vens vagina. Temmelig tosset! men det er også helt i filmens ånd. Og medvirken af David Hasselhoff, der virkelig spiller sig helt ud, og gør sig komplet til grin i den tid han er med, er næsten også for meget af det gode. Altså, som enhver rationeltænkende ung mand, så må man afstå for at se “The Hoff” i bar overkrop igen og igen…det fik vi ærlig talt nok af i “Baywatch”. Men han er da okay sjov, men han bliver også så grænsesøgende pinlig, at man glemmer tid og sted…unglaublich!

Christopher Lloyd var cool – ligesom i den første film, og det samme er Ving Rhames, der dog også må indse at hans karakter er temmelig tåbelig. Fra at være en der klynker om ikke at ville i vandet, så bliver han en monstrøs galning, der har iført sig skydevåben på sine kunstige benproteser… ja ja, det bliver da vildt, må man sige… og han får da også ram på nogle piratfisk på den måde. David Koechner var som altid sjov i rollen som Waterpark-chefen, Chet – der kun tænker på profit og lader dørene stå åben for de meget sultne piratfisk. Han får da også en temmelig hovedrystende død. Danielle Panabaker er med i mange forskellige horrorfilm for tiden, men “Piranha DD” er ikke en af dem. Dertil er den for fjollet, og forsøger på at være alt for humoristisk i stedet.

Så jeg må sige at Ajas film var ganske sjov og underholdende med mange festlige indslag. 2’eren, “Piranha DD” er en tåbelig omgang T & A-jokes med mange nøgne kvindfolk og aggressive piratfisk, der gerne spiser sig igennem et festmåltid af intetanende badegæster. Jeg tror at jeg springer over ekstramaterialet, fordi jeg har set nok af stupide folk i filmen.

BTW, hvis man skal se filmen i 3D, som i biffen, så kan man bestille den på Blu-ray, og dermed få måske lidt mere ud af det ærlig talt sparsomme materiale, som filmen kommer med. Og husk, Don’t Hassle The Hoff!

Indbydende plakat til John Gulagers alt andet end vellykket komediefilm med enkelte horrorelementer. Beware!

Her er endnu en udgivelse fra min filmsamling, som jeg rigtig godt kan lide:

“Event Horizon” 2-disk, Special Edition

Paul W. S. Andersons dystre science fiction-horrorfilm fra 1997 er altid værd at gense – jeg ejer den i denne special edition udgivelse, hvor selve indpakningen nok skal forestille sig at være en del af skroget på det store rumskib. Indeni finder man 2 dvder indpakket i en digipack. Der er en disk med selve filmen + en anden med ekstra materiale…

Indpakningen ser ganske imponerende ud. Lidt en sjov udgivelse.

Når man åbner døren til denne special edition-udgivelse, finder man filmen + en ekstra disk i en fin lille digipack…

 

Et kig på filmsamlingen…

Hello.

I denne kategori er der afsat plads til at vise lidt frem fra min filmsamling. Det vil både være nye tilføjelser eller gamle favoritter.

Her ved det første kig har jeg fundet to bokse frem:

“The Russ Meyer Collection” 13-disk Boks sæt (UK)

Så er det på tide at finde den indre svinehund frem og guffe i sig af de labre godter, som Russ Meyer i sin tid udødeliggjorde på strimmel. Her er der tale om et engelsk bokssæt på 13 disk, indeholdende 19 Russ Meyer-klassikere. Titler som “The Immoral Mr. Teas”, “Lorna”, “Mudhoney”, “Motor Psycho”, “Vixen”, “Up” og ikke mindst “Faster Pussycat… Kill! Kill!” er inkluderet i boksen. Desuden medfølger der også en booklet på 98 sider.

Den omfattende boks indkludrer mange klassikere, så der er noget at ønske sig til Juleaften anno 2012!…

Blade Runner 5-disk TIN-boks (UK)

Ridley Scott lavede denne verdenskendte science fiction-fabel tilbage i starten af 80’erne med kæmpestjernen Harrison Ford i hovedrollen. Typisk betegnes den forud for sin tid, men det er unægtelig en massiv omgang high tech noir, der ikke er blevet overgået. Jeg tænker at Robert Zemeckis (“Back To The Future Part II”) og Luc Besson (“The Fifth Element”) skylder meget med deres brug af flyvende biler.

Denne 5-disk udgave, foruden at være i en meget flot tinboks, kan også bryste sig af intet mindre end 5 versioner af filmen. Blandt andet det såkaldte “work print”, som aldrig tidligere har været tilgængeligt og desuden også “The Final Cut”, som Ridley Scott anser for den perfekte udgave af hans film. Desuden medfølger en hologram-agtig tingeste (bemærk det diplomatiske navn til dette – jeg anede ikke hvad jeg skulle kalde den), 8 kort med skitser, et åbent brev fra Ridley Scott selv + endelig en kort booklet med beskrivelser af hvad man kan finde på de respektive dvder.

Once in a lifetime…

Jeg er sgu kommet i et nostalgisk humør…

Grunden hertil er at det i år, næsten på dagen, er 10 år siden at jeg mødte de tre Russ Meyer-skuespillerinder, Haji, Tura Santana og Lori Williams… det var en pragtfuld aften!

De tre yndigheder havde forvildet sig helt til Aalborg, og gjorde et stop forbi Studenterhuset, hvor man havde fornøjelsen at kunne overvære dem opføre dialog fra filmen “Faster Pussycat, Kill, Kill…”, alt imens filmen kørte på storskærm bag dem…Og så havde man selv mulighed for at møde dem efter dette forløb og sludre lidt og få autografer. Det var min opfattelse at de fleste kredsede om Lori Williams, der dog også så rigtig dejlig ud denne aften, men min store glæde var at møde Haji, som jeg virkelig synes er en utrolig smuk kvinde, både dengang i 60’erne, men også bestemt i dag… og altså for 10 år siden nu… hun var meget venlig og havde lyst til at snakke – hun ville sågar have taget et billede med mig, men desværre havde jeg ikke noget kamera med…

Nå, men det var som sagt en dejlig aften – og fremmødet var da også rimelig trofast af mange kultfilmfans, fordi hvis man ikke kan kalde Russ Meyers produktioner for kultfilm, så er der noget galt..! Nu tror jeg så til gengæld at jeg ville sætte mig hen i sofaen og nyde Hajis fremragende præstation i klassikeren “Motor Psycho”… en af hendes absolut fineste værker…

Jeg var så heldig at få en autograf fra alle tre underskønne skuespillerinder på denne efterårsaften. Tænk sig, det er 10 år siden nu!