Javist, jeg er tilbage…!

Dengang jeg var en lille purk, der naturligvis aldrig gjorde noget forkert, så var de bedste stunder i skolen, dem om sommeren, hvor man fik fri fra matematik og tysk og så indtog sportsbanen for at spille rundbold! Her i mit voksenliv er jeg ikke tilbøjelig til de samme lyster, men jeg kan dog stadigvæk fryde mig over en god sportfilm. Derfor satte jeg mig her til aften ned og så Brad Pitt rumstere rundt i den sandfærdige historie, der er “Moneyball”…

“Moneyball” er en baseballfilm – deraf min lille indledende skriverier om rundbold, som der nok i USA vil blive kaldt softball – jeg har aldrig i mit liv spillet baseball, jeg har desuden aldrig set en baseballkamp – det er ikke rigtig noget vi praktiserer i lille Danmark. Men måske kommer det en dag, ligesom Amerikansk fodbold har invaderet den danske mentalitet. I “Moneyball” er der dog snak om en type baseball der går imod alt sportsånd. Her er tale om profit og hvordan man kan få meget ud af lidt.

Brad Pitt spiller Billy Beane en GM (General Manager) for miniputholdet Oakland Athletics, der selv i en tidlig alder, blev headhuntet til at spille i større klub, men han var en komplet fiasko tilbage i 80’erne. Filmen foregår i årene 2001 og 2002, hvor Brad Pitt nu, som sagt, er leder af den mindre klub Oakland. Han får pludselig en vision! – han vil have et hold, der gennemsnitlig er gennemgående succesfuld. Og ved at inkludere den Yale-uddannede økonomist, Peter Brand, går han efter et hold, der måske har set bedre dage, eller ikke helt selv ved hvad de kan udrette. En samling lettere baseball misfits. om man vil. Som alle sportfilm ved man dog, at når man sætter et hold misfits op imod andre hold, der er bedre eller mere sammenspillet, så vil de have en overraskende god chance for at vinde det hele. Det sker ikke helt i “Moneyball”, selvom de kommer tæt på. De formår ihvertfald at slå en tudsegammel rekord med flest vundne kampe i træk i en sæson. Og det er jo godt nok, så ved man jo at holdet kan et eller andet.

“Moneyball” er en fin film, selvom den har en tendens til at drukne lidt i statistik og snak mellem linjerne, men den virker plausibel, og karakterne er troværdige og nogle man holder af. Men det er bemærkesværdigt at en film, der handler så meget om profit og penge, i virkeligheden får den slutning som den får. Fordi i den, ser vi nemlig, at det ikke altid er penge det drejer sig om. Brad Pitt vil ikke flytte til en anden by af hensyn til sin datter – et forhold som vi ser blomstre hele filmen igennem. Lige så benhård han er ved forhandlingsbordet, lige så meget en humanist er han når han tilbringer tid sammen med datteren. Det er virkelig befriende og glædeligt at i en sportverden fyldt med så meget pengesnak og hvor man kan dumpe næsten sin stjernespiller fra den ene dag til den anden, så får man alligevel et lille glimt af håb i øjenkrogen.

Brad Pitt er rigtig god i den store hovedrolle som Billy Beane, men også Jonah Hill gør det rigtig godt, og de to har en fin kemi sammen. Desuden medvirker kapaciteter som Philip Seymour Hoffman og Robin Wright. Filmens instruktør er den forholdsvis uprøvede Bennett Miller, der dog lavede et Oscarvindende pletskud med “Capote” i 2005, der vandt en Oscar til Phillip Seymour Hoffman. Både Brad Pitt og Jonah Hill var nomineret til en Oscar for “Moneyball”, og den var således også endda i opløbet om at blive årets bedste film ved Oscardelingen. I alt var den nomineret til seks statuetter, men den vandt dog ingen.

Jeg kan dog godt anbefale “Moneyball”, fordi, selvom den er en typisk sportfilm, så har den også nogle elementer, der gør den interessant – selvfølgelig den humanistiske aspekt, der dog også går igen i mange sportfilm, men også det teoretiske og statistikkerne gør den essensielt viewing for alle baseballfans. Spørgsmålet er så om den kan være interessant i lille Danmark. Jeg vil smide kortene på bordet og hævde at det kan den, men det kan dog ikke have det største publikum. Jeg er dog glad for at have set filmen – jeg føler at jeg forstår baseball-spillet lidt mere nu – bare en lille bitte smule ihvertfald!

Reklamer