I de sidste par dage har jeg følt mig rimelig udkørt…jeg har været enorm træt, og ikke haft lyst til andet end at ligge mig i min store kolde seng. Men i dag føler jeg mig i bedre form, og det fik jeg lyst til at fejre med et par ældre film, der snuser til Akademiets bagdel,  i håb om at blive genkendt. Det lykkes til fulde, idet den ene er Oscarnomineret og den anden Oscarbelønnet. Først og fremmest så jeg Elizabeth Taylor spille sig helt ud til fingerspidserne i det lidt triste drama “Suddenly, Last Summer” fra 1959, hvor  Liz Taylor blev nomineret for sin skuespilspræstation – det samme gjorde Katharine Hepburn iøvrigt, og endelig var den sågar også nomineret for bedste Art Direction. Den vandt ingen Oscars, men jeg kunne godt unde Elizabeth Taylor den, fordi hun spiller virkelig godt… hun var jo en bedårende skønhed, men samtidigt også en strålende skuespillerinde. I stedet vandt Simone Signoret Oscaren for bedste kvindelige hovedrolle det år.. hende har jeg tidligere set i “Les Diabolique”, der er en mørk og dyster skrækhistorie, der klart kan anbefales…

Så kom tiden dernæst til at se den lille spirrevip Goldie Hawn i hendes første rolle på film. Hun krediteres endda med “introducing” i filmen “Cactus Flower”. Hendes rolle som den romantiske anlagte Toni vakte genklang i filmverdenen, og således også hos Akademiet, der belønnede hende med Oscaren for bedste kvindelige birolle, hvor hun vandt over skuespillerinder som Sylvia Miles og Susannah York. Hun er da også ganske fortryllende i rollen, og man forstår godt at Walter Matthau har et godt øje til hende. Walter Matthau er nu også god i filmen, selvom man får det indtryk at han bare spiller sig selv, men det er unægtelig en god lille romantisk komedie. Ingrid Bergman fuldender rollelisten med en utrolig god præstation som tandlægesekretæren, der er forelsket i sin chef.

I aften tror jeg at jeg vil tilbringe på DR1, først og fremmest med den bittersøde romantiske komedie “The Break-up”, der altid er et genkig værd. Utrolig nok indledte godten Jennifer Aniston vistnok et forhold med tumpen Vince Vaughn imens indspilningerne stod på…lidt utroligt, men det kunne der sikkert blive en god film ud af. Dernæst kommer der en Al Pacino-film, som jeg aldrig har set, nemlig “Frankie & Johnny” – den tror jeg også lige at jeg tager med, med mindre selvfølgelig at jeg falder i en dyb, dyb trance, hvor kun Christopher Lees behagelige røst kan vække mig.

Nu er det desuden snart den 1. – hvilket betyder at jeg har lidt ekstra penge på kontoen, og det skal udnyttes! – Amazon kan godt begynde at gøre en af de store kasser klar, fordi der kommer helt klart en sønderknusende bestilling ind. Jeg føler mig i godt humør når jeg surfer igennem Amazons omfattende varesortiment, og der er jo mange mundvandfremkaldende titler. Til gengæld har jeg ikke rigtig hørt noget fra Chris Soundtrack Corner – jeg blev ellers lovet en leveringstid på 2-5 dage, men det er da vist gået fløjten! – nå, jeg håber ihvertfald bare at jeg modtager cderne på et eller andet tidspunkt.

 

Reklamer