Archive for oktober, 2012


Jeg er tilbage med en melding på denne noget grumsede onsdag eftermiddag. Grunden er selvfølgelig at det denne pragtfulde efterårsdag er det hæderkronede horror-højdepunkt om året, nemlig Halloween! – eller Alle Helgenes Aften som det vistnok hedder på dansk?

Min plan var derfor at stå ganske tidlig op og se adskillige horrorfilm dagen lang. Hm, jeg vågende første gang ved 10-tiden, men jeg havde enormt svært ved at stå oprejst og ikke alene se film, så jeg krøb i seng igen, og vågnede, efter et par timers soven med det ene øje åben, og stod dernæst op til direktørtid. Nu følte jeg mig til gengæld næsten helt klar til at se film, så derfor valgte jeg med det samme at smide min netop anskaffede blu-ray kopi af den gamle dukkegyser, “Child’s Play” i afspilleren, og det var sågar med det fremragende cover, komplet med stavefejl og det hele. Det er jo efterhånden en noget ældre sag, helt tilbage fra 1988, så der var dermed tale om en af de der film, som man huskede fra sin ungdom, når man skulle traske hen og leje et par videoer i den lokale snask af en videobiks. Filmen holder meget godt her næsten 25 år senere, og man hepper især på den ikonske ‘Good Guys’-dukke hvor han hakker sig igennem filmens medvirkende. Man kan nok godt beskylde den for at være en anelse fjollet og bestemt ikke uhyggelig, men i Guder, hvor er den underholdende og morsom hele vejen igennem. Brad Dourif som man lige ser kort i starten som morderen Charles Lee Ray, lægger således også stemme til dukken, og det er en sand fornøjelse – noget som han skulle gentage i filmene der følger, fordi der er ikke færre end 4 efterfølgere og en 5’er på vej.

Instruktøren, Tom Holland, debuterede i 1985 med den fremragende “Fright Night”, der sidenhen er blevet remaket. Det er bestemt også en film jeg overvejer at smide i afspilleren, fordi den arter sig perfekt til Halloween-aften, men man må sige at der er mange om buddet. I aften kommer der “Trick R Treat”, som jeg havde fornøjelsen af at se første gang, da den netop udkom… den er virkelig også med i mine overvejelser om en filmoplevelse denne aften. Ellers er der jo John Carpenters klassiker “Halloween”, som jeg også tror at der er mange, der sidder hjemme og gyser over på sådan en aften som i aften.  Men jeg har også den indonesiske skrækfilm, “Macabre” fra 2009 liggende klar til et gennemsyn. Så der er bestemt masser af muligheder.

I dag er jeg 32, men i mine år i begyndelsen af 20’erne og frem var jeg meget opsat på at se så meget horror som overhovedet muligt, og jeg er stadigvæk utrolig glad for den genre. Jeg har efterhånden dyrket mange af de gamle italienske film som Mario Bava og Dario Argento fabrikerede, og således også set klassikerne af Wes Craven, John Carpenter, Tobe Hooper og George A. Romero. Det er jo en genre, som man næsten ikke kan blive træt af… selvom der er utrolig langt mellem de gode film fra tid til anden, så ser jeg altid en ny horrorfilm som jeg ikke har set før med stor nænsomhed. Genren fortjener at blive omtalt med respekt.

Jeg tror ikke at jeg har så mange flere ord  i mig i dag, men jeg vil ønske alle en rigtig glædelig Halloween med håb om alverdens (u)hyggelige film vil finde vej til de flestes dvd-afspillere i dag. Så kan man jo selv vælge om man vil klæde sig ud som Dracula eller Ulvemanden og se de omtalte film, men ikke destro mindre, så håber jeg at man tager filmene som en oplevelse.

De (u)hyggelige græskarhoveder holder sig til når man fejrer Halloween, men det er også en tid til at se masser af horror…

Reklamer

Den uperfekte mor…

For cirka en måneds tid siden skrev jeg et indlæg om en virkelig dårlig amerikansk independentfilm som hedder “Powder Blue”. Filmen var et studie i hvordan en indiefilm kunne være når det var værst, med en dårlig påtaget historie, elendige karaktertegninger og nådeløs frygtelig instruktion. Nu har jeg imidlertid set en noget bedre indiefilm, der er kommet ud af den amerikanske filmverden. Det er historien om den meget aparte mor, Sherry Swanson, der bliver spillet modigt af supertalentet Maggie Gyllenhaal.

Filmen hedder “Sherrybaby”, og er produceret i år 2006. Det er en fortælling om en nylig løsladt mor, der har siddet i fængsel pga narkogæld, og så forsøger at etablere et forhold med sin datter. “Sherrybaby” er en virkelig god independentfilm, modsat “Powder Blue”, der var en ren katastrofe, så har vi her med en faktisk rigtig god historie. Maggie Gyllenhaal er forbløffende som den hårdt prøvede mor, der må gå så gruelig meget igennem for blot at have lidt tid sammen med sit afkom, der bor ved hendes bror og dennes kone, der ihærdigt forsøger at minimere kontakten fra dag 1. Ydermere er Sherry også tidligere narkoman, og hun har utrolig svært ved at være clean, også selvom familien ikke altid er der for hende. Hendes bror er velmenende og prøver at hjælpe Sherry det bedste han kan, men Sherry har meget svært ved at se positivt på det. Dertil kommer brorens kone, der faktisk har opdraget Sherrys datter som hendes egen, og ikke har lyst til at se Sherry og datteren genforenet. Jeg var meget betaget af det menneskelige aspekt i denne film. Den virker utrolig human, men samtidigt også ganske koldblodig, idet at der findes flere slanger i Sherrys lille paradis – naturligvis først og fremmest brorens kone, men også hendes egen far, der virker lidt for kærlig og nærgående overfor Sherry end hvad godt er. Hun finder en ven i den noget ældre Dean (ganske fornemt fortolket af Danny Trejo), der både virker interesseret i hende og særdeles opmærksom og kærlig. Men Sherry har dog mange dæmoner at slås med, hvilket vi også får prøver på, da en børnefødselsdag ikke helt udarter sig som Sherry gerne vil have det. Det ender derfor med at hun ryger af vognen, og køber stoffer og lader sig også stikke af en anden ildeset narkoman. Det er utrolig hårdt at se på dette menneskelige forfald, fordi selvom der ikke er tale om Christiane F.-forhold godt nok, så ønsker man virkelig ikke at se den stakkels Sherry gå ned med flaget og blive mere og mere forsumpet. Hun tager sig dog sammen, efter en samtale med hendes “P.O.”, og han giver hende weekenden til at sige farvel til familien, fordi nu skal hun altså på afvænning. Dette er den barske sandhed for den unge kvinde, der ikke vil andet end at have et godt forhold til hendes elskelig datter.

Man kan måske godt beskylde “Sherrybaby” for at være en feminin film, idet den især appellerer til et filmpublikum, hvor moderinstinktet er intakt. Men mænd kan også have glæde af at se denne film, fordi det er en virkelig stærk oplevelse, der holdes oppe af den ubeskrivelige frygtsomme præstation af Maggie Gyllenhaal, der virker spiller sig helt ud, og virker utrolig blottet og sårbar. En af de første gange, jeg for alvor blev betaget af den smukke skuespillerinde (iøvrigt søster til den anerkendte skuespiller Jake Gyllenhaal – de spillede således også sammen i et andet indiehit “Donnie Darko”) – var i SM-filmen “Secretary”fra 2002, hvor hun spiller sammen med James Spader i en mærkelig kærlighedshistorie mellem chef og sekretær. En utrolig god film, som jeg har haft fornøjelsen af at se flere gange, og som jeg nok vil rangere bedre end netop “Sherrybaby”, men de er begge virkelig stærke film.

“Sherrybaby” er skrevet og instrueret af Laurie Collyer – som nok bidrager til det faktum at dette i virkeligheden nok nærmest er en film om kvinder for kvinder, men jeg er også bange for at putte den for meget i en enkelt kasse, fordi med sådan en potent indiefilm, som vi har med at gøre her, så synes jeg at så mange som muligt bør se den, også selvom det måske er en temmelig lille historie, der ikke har de store armbevægelser, så er jeg i den opfattelse at det typisk er den type film, der gør det største indtryk. Hvorvidt man vil klassificere “Sherrybaby” som en af 2006’s store indieoplevelser må være op til en selv, men jeg er overbevidst om at den bør ligge i toppen. Filmen blev iøvrigt nomineret til en Golden Globe – og det var ikke overraskende, den Oscarnominerede skuespillerinde, Maggie Gyllenhaal, der stod for den nominering. Hun gør det fuldstændig fabelagtig. Jeg var meget begejstret, og det er ikke kun fordi at samtidig med at hun blotter sin krop, så blotter hun også sin sjæl for Gud og enhver mand, og det kan jeg ikke være andet end lamslået over. Det er sådan en indiepræstation, der gør at man får de gode roller fremover, og dem er jeg sikker på at den gode Maggie Gyllenhaal vil få mange af, fordi hun er virkelig en enestående skuespillerinde.

Maggie Gyllenhaal blev således nomineret til en Oscar for den skuespilsdrevne “Crazy Heart”, hvor Jeff Bridges endelig fik en Oscar for sine eminente skuespilspræstationer. Jeg synes også at “Crazy Heart” er en ganske fin film, men jeg føler ligesom at “Sherrybaby” har meget mere på hjertet end historien om en fordrukken country-has been. Men det er måske bare mig – jeg kan jo egentlig godt lide begge film, og de har begge en relevans, men hvorvidt den ene er mere aktuel end den anden, så må jeg sige at “Sherrybaby” gjorde det største indtryk.

Den utrolig dygtige skuespillerinde, Maggie Gyllenhaal må betegnes som en af Hollywoods sværvægtere, der med stort mod og evne næsten altid formår at skabe en interessant karakter.

Tillykke med dagen…Sam Raimi

Den amerikanske filminstruktør, der er kendt for både “Evil Dead” og “Spider-man” fylder i dag hele 53 år… mange gange tillykke med dagen, Sam…

Jeg har altid været meget begejstret for den første “Evil Dead” – jeg ved at mange rangerer 2’eren højere, men jeg synes mere at 1’eren er rendyrket horror, hvor 2’eren går lige så meget op i komik… men uomtvistelig er de begge gode..

Videoen til Tina Turners sang til “Mad Max i Tordenkuplen”…

Nostalgien længe leve…

Jeg sidder her i aften og får lyst til et par long drinks i min slåblok, imens jeg sidder i en magelig lænestol… grunden hertil er at jeg er begyndt at føle mig gammel og grå, og derfor fik jeg lyst til at dykke ned i min barndoms skarpeste erindringer og se en af de film, som jeg var så ubegribelig glad for… Der er tale om Fred Dekkers morsomme adventure horrorfilm “The Monster Squad”.

“The Monster Squad” er en utrolig skæg historie med massive klassiske Universal monster-undertoner og mere åbenlyst faktisk, fordi de får virkelig lov til at lege med i den moderne opdatering af de gamle monster-“uniformer”… lige fra Dracula, over Frankenstein, videre til The Wolf Man, stopper ved Mumien og endelig The Creature From The Black Lagune.. et vidunderlig ensemble… Jeg var utrolig glad for denne film da jeg i barndoms naivitet fandt glæde i et gammelt støvet videobånd, som jeg havde optaget filmen på fra tv. Jeg kan huske at jeg så filmen rigtig mange gange, og sidenhen har jeg så anskaffet filmen på en meget fin 2-disk amerikansk dvdudgave, der faktisk er en 20-års jubilæum edition. Jeg har netop genset filmen, og den holder stadigvæk meget godt, selvom jeg nu nok var mere til den uhøjtidelige tilgang til monsterverdenen og de lidt platte jokes (Wolfman got’s nards??)… men hey, det er jo en PG-film, hvor alle bandeordene er erstattet af ord som “Dork” og “Nards”… Men det tager man såmen også gerne med, selv her godt 25 år efter at filmen udkom…

Jeg er meget overrasket over at jeg kan læse, at filmen umiddelbart ikke var en særlig stor succes i biffen… det kan jeg sgu ikke rigtig forstå, fordi jeg synes at den indeholder så mange elementer, der kan gøre en biograftur til en god oplevelse. Der er popcorn action og humor og der er monstre og scary german guys… Dracula og min favoritter i The Creature (der aldrig rigtig bliver anerkendt nok, synes jeg) og så selvfølgelig The Wolf Man… skuespillerne gør det rigtig godt – de unge har en god kemi indbrydes og man tror på deres handlinger, og så er Tom Noonan en triumf som Frankenstein-monstret. Duncan Regehr, der blandt andet siden hen blev kendt som den maskerende hævner Zorro i en ganske god tv-serie af samme navn, er et rigtig godt valg som Dracula. Han er tilpas modbydelig og klam til at man ikke synes om ham – der er ihvertfald ingen formidlende omstændigheder ved Dracula i denne film, glem alt om George Hamilton..

Filmens manuskript er meget morsomt, og der er plads til en masse små diskussioner og undren over alverdens monstre, ligesom da Fat Kid alias Horace siger til scary german guy, at han sørme kender en del til monstre, hvilket han indvilliger i, og således da han lukker døren, kan vi se koncentrationslejr-nummeret på hans arm. Scary monsters indeed. Filmens manuskript er iøvrigt skrevet af blandt andet instruktøren, Fred Dekker, selv.

Det er svært ikke at blive begejstret for denne film. Fred Dekker har instrueret med et glimt i øjet, og der er mange ting der falder på plads. Jeg kunne dog ikke huske at filmen var så forholdsvis gavmild med spilletiden, der klikker ind på godt og vel 1 time og 22 minutter, og når tempoet er så højt som i filmen, så føles det utrolig hurtigt, og desværre er det hele overstået, næsten før man kan blinke med øjnene. Heldigvis er der jo intet der forbryder undertegnet i at se den igen, og dvden indeholder ikke færre end to kommentarspor og en fem-del dokumentar, jeg regner med at jeg skal se i nat.  Åh ja, fik jeg nævnt at monstrene er designet af Stan Winston – yay!…

– – –

Jeg kan huske tilbage på min barndom med stor fryd, når jeg tænker på de film, der har præget mig. Det var klassikeren som “Den Knaldrøde Pirat”, hvor min store beundring for min favoritskuespiller igennem tiderne, Burt Lancaster, blev født. Og videre til en anden klassiker, nemlig historien om “Ivanhoe”, med en gudesmuk Elizabeth Taylor i en af de bærende roller. Jeg husker dem begge med stor kærlighed. Andre film som jeg har set mange gange, blandt andet hos mine bedsteforældre… på beta max!, “Den Knaldrøde Pirat” og “Ivanhoe” blev set på en Video 2000-maskine, var Bud Spencers stridigheder i “Banana Joe”; hvor jeg ønskede at den særdeles hårdtslående men samtidig utrolig blide Bud var en onkel af mig. Det er således også en film jeg har anskaffet mig på dvd, og jeg fryder mig ethvert gensyn. Ofte når jeg gik i den lokale videobiks, så gik jeg efter faste titler – en af dem jeg har lejet mange gange var Sam Firstenbergs vidunderlige “American Ninja”, som jeg har set ufattelig mange gange… jeg har sågar gået skridtet videre og set 3 af de 4 efterfølgere også, men det er faktisk kun 2’eren, der er lidt værd, men hold da op, hvor var jeg vild med den film som knægt.. indrømmet, Ninja-scenerne er måske ikke de bedste, og slåskampene lidt fesne, men slap af, hvor ville jeg gerne være en japansk snigmorder dengang. Endelig var der også en film som “Smokey And The Bandit part II”, ikke 1’eren vel at mærke, der dog også er rigtig god, men derimod 2’eren. Jeg var helt vild med slutningen, hvor alle de politibiler bliver smadret af lastbilerne. Meget demonstrativt må man sige, men jeg var godt nok betaget af det. Så meget destruktion!. I mit voksenliv er jeg heldigvis kommet så meget videre, at jeg ikke rigtig synes at de scener i “Smokey”-filmen længere er særlig gode, men jeg kan dog godt værdsætte at en elefant spiller en rolle i en i øvrigt meget besynderlig film, der ikke rigtig kan finde ud af hvilket publikum den vil underholde.

Jeg regner med at afholde en stor horrorfilm kavalkade, når det kommer til Halloween. Jeg er ikke den største tilhænger af amerikanske traditioner… som f.eks. Valentines Day, som jeg holder mig langt væk fra – jeg får et flip når jeg ser de der store røde hjerter i butikkerne, ligesom med nisserne her til jul… det tester virkelig mine grænser! jeg er ikke en voldelig mand, men jeg ved ikke om det er angst og irritation, når det kommer til de små røde sataner… jeg får lyst til at smøre mig ind i babyolie og gå amok med et boldtræ – men sådan er julen jo så forskellig ved os alle.. Halloween er dog (u)hyggelig, og jeg er glad for altid at få set eller genset en række horrorfilms… Der er en rigtig god liste inde på Skræk og Rædsel, hvor Søren har lavet sine anbefalinger til denne fantastiske dag og aften:

http://gyserblog.blogspot.dk/2012/10/13-gode-filmgys-til-halloween.html

Indtil næste gang! catch you on the flip side…

Fred Dekkers ungdomsadventure horrorfilm “The Monster Squad” er et virkelig vidunderligt bekendtskab. Men jeg forstår stadigvæk ikke hvor den 2’er blev af!?

Nogle gange er det hårdt at være undertegnet. Alt den medicin og mine søvnangreb gør det svært at opretholde sin vågne tilstand til at se vigtige, fremragende film… men i dag lykkedes det! Jeg har nemlig endelig fået set Robert Aldrichs glimrende World War II-film, “The Dirty Dozen” eller på dansk…”Det beskidte dusin”.

Filmen er fra 1967 og er en temmelig hårdkogt sag og kan bryste sig af en sand stjerneparade, når det kommer til skuespillere: Lee Marvin i hovedrollen som den skrappe major Reisman gør det utrolig godt, men han er jo også en fortrinelig skuespiller – ihvertfald god til disse roller som den gennemførte hårde negl af en mand. Ellers nævnes i flæng: John Cassavetes (nomineret til en Oscar for hans rolle i filmen), Ernest Borgnine, George Kennedy, Charles Bronson, fodboldstjernen Jim Brown, Richard Jaeckel, Donald Sutherland og Telly Savalas. Og det var bare et udpluk.

Jeg ejer den på en 2-disk special edition dvd, godt nok med svensk omslag, men hvad pokker…filmen er også tekstet på dansk og alt det der… jeg ville jo gerne have denne her 2-disk. Men der er en introduktion med af Ernest Borgnine, der har det store smil på, og tydeligvis er glad for hans rolle i filmen.. han fortæller blandt andet om instruktøren Robert Aldrich, der nok gik glip af en Oscar, da han viste nogle af krigens rædsler i scenen hvor Jim Brown smider granater ned til en folkemængde under jorden i et beskyttelsesrum. Det var jo for at få ram på nazisterne, og scenen er særlig nemt at huske, da både uskyldige kvinder og højtstående officerer i den tyske hær bliver bombet til døde. Noget en hård omgang må man sige, men man  må også beundre Robert Aldrich i at holde fast i hans vision om filmen, der virkelig er gennemført hård i slutningen og der dør mange soldater, så af “det Beskidte dusin”…Det er dog sjovt at høre Charles Bronson forsøge at tale tysk og Lee Marvin der ikke siger det store. Man kan fornemme at Tarantino måske har følt sig inspireret i den fremragende “Inglorious Bastards”, hvor Brad Pitts karakter skal spille en italiener, men han kan dog ikke sige mange ord på italiensk og når han gør det, er det med en syngende amerikansk sydstatsaccent. Men hvor der er meget humor i den version som Quentin Tarantino praktiserer, så er der ikke meget af det i Robert Aldrichs film, ihvertfald ikke i slutningen, fordi tidligere i filmen så er man vidne til flere humoristiske indslag fra de 12 mænd, der udgør “det beskidte dusin”..navnlig Donald Sutherlands karakter er genstand for meget sjov, hvilket blandt andet medfører at han skal spille general over for en oberst, der havde forventet det helt store. Det er også svært at være gennemført bad ass og hårdfør hele filmen igennem… men Charles Bronson præsterer det, idet jeg lagde mærke til, at når flere af de andre karakterer grinede af et morsom indfald, så var han total stone face, og fortrækkede ikke en mine.. det passer meget godt til både Charles Bronson som skuespiller generelt og hans karakter i filmen her.

Åh ja, forresten, jeg har også set andre film end lige en klassiker som “The Dirty Dozen” – nej, jeg har også været et smut i Frankrig og set en Audrey Tautou-film. Det drejer sig om den romantiske komedie “Hors de prix”, på dansk: “For Enhver Pris”. Jeg må indrømme at jeg nok er en smule forelsket i den charmerende franske skønhed, Audrey Tautou. Hun ligner ikke Marilyn Monroe, men hendes skuespil i sådanne letbenede romantiske komedier, kunne måske sammenlignes lidt. Hun har ihvertfald en friskhed og en naturlig tilgang til det romantiske i disse film. Jeg er meget glad for hende, og hun er da heller ikke helt grim at se på? Desværre er hendes karriere i Hollywood nok en smule på standby, idet hun ikke formåede at skabe sig et navn med ellers en stor rolle i den store satsning, “Da Vinci Mysteriet”, hvor hun spillede ved siden af Tom Hanks. Jeg må nok erkende at jeg synes at hun er langt bedre i de her fine franske komedier, og “For Enhver Pris” er da også meget sød. Jean-Pierre Jeunets film, “Amalie”, må dog stadigvæk stå som hendes største triumf indtil videre.

Nu er jeg desværre en smule i vildrede, fordi jeg ved ikke hvilken film jeg skal se i aften….???? Jeg har flere film liggende, og jeg kunne nok godt trænge til en horrorfilm eller noget mere thrilleragtigt. Den seneste horrorfilm jeg har set var “Hellraiser: Deader”, som ikke rigtig var en særlig god film. De her efterfølgere til Clive Barkers ikonske første film i serien har ikke lige den samme pondus og gennemslagskraft. Nå, jeg må vende tilbage til min bunke af film, der nu efterhånden er spredt over hele min stakkels stue… men sådan er det vel, når et geni er på arbejde… så roder man!

Robert Aldrichs krigfilmsensemble er værd at se, og man føler sig glimrende underholdt hele filmen igennem. Stor kredit til John Cassavetes…

Den franske skønhed, Audrey Tautou, er altid et charmerende bekendtskab, når det kommer til en film. Hun er en sand fornøjelse at overvære, og jeg må sige… very easy on the eyes…

 

 

I dag har jeg fået tiden til at gå med at se den fremragende canadiskproduceret mini-serie på 8 afsnit, der hedder “The Kennedys” fra 2011.

Serien er et fascinerende indblik i en af USAs mest kendte familier, hvor intriger og magtkampe var en del af den normale hverdag, men serien viser også en meget fasttømret familie, hvor den altoverskyggende patriark, Joe Kennedy (fortrinelig fortolket af erfarne Tom Wilkinson) sidder godt fast på den kennedyske trone. Hans sønner, John (en utrolig god Greg Kinnear) og Robert (Forbavsende god Barry Pepper) er godt med når det kommer til den amerikanske politik, og da den ældste af de to, John, bliver valgt som USAs præsident, så overtaler han Robert til at fortsætte som Justistminister, hvilket han, til trods for at han ønskede det modsatte, indvilliger i. Mini-serien viser således familiens op og nedture i den amerikanske regering fra 1961, hvor John bliver indsat, til Roberts død på Ambassador Hotel i 1968. Men den springer også lidt rundt i tid og sted, så man kommer helt tilbage til 30’erne også. Vi kommer vidt omkring, alt fra Cubakrisen, til personlige dilemmaer, til John F. Kennedys svigtende helbred og konstante interesse for det modsatte køn, og førstedamen Jackie (virkelig fornemt fortolket af Katie Holmes) der indleder et kortvarig medicinsk misbrug. Jeg var meget begejstret for denne mini-serie, der godt kan sammenlignes lidt med DRs kæmpesucces “Borgen”. Således påbegyndes hvert afsnit også med et citat, ligesom i “Borgen”, hvor man gør det samme.

En situation som JFKs vaklende helbred, hvor Greg Kinnear formår at skabe sympati for hans person, idet han virker som en der slet ikke kan gennemføre det at være leder af så stor en nation som USA. Konstante rygproblemer og besværligheder med at komme op af en stol gør at han må sætte sin lid til medicin, både dem på recept, men også mere lyssky indsprøjtninger, som en vis doktor Jacobson sørger for. Det vil førstedamen Jackie ikke stå tilbage for, og hun indleder således også et mindre misbrug, der giver hende mere energi, men for hvilken pris? …

Historien fornægter sig ikke, og den er virkelig god, med masser af menneskelig drama og store beslutninger, ligesom når JFK må erkende et nederlag ved Svinebugt-affæren, hvor der blev gjort et forsøg på at overtage Cuba fra Fidel Castro – til en anden situation med Cuba, nemlig den såkaldte Cuba-krise, hvor USA og Rusland i 13 dage bekæmpede hinanden på mod og tålmodighed, og sluttelig endte med en acceptabel løsning for dem begge, til stor held for resten af Jordens befolkning, hvor ingen atomvåben kom i spil. Men historien er også tilpas kringlet, til at vi også får noget med den mafiaforbindelse, som der hævdes at Joe Kennedy havde, igennem entertaineren Frank Sinatra. Hvorvidt det er sandt, ved jeg ikke helt, da jeg ikke har nærstuderet familiens Kennedys historie, men det virker skam plausibelt nok. Jeg tror ihvertfald at Joe Kennedy var en type, der ville gøre alt for at få sin sønner valgt.

Et skæbnesvanger øjeblik i min-serien kommer i afsnit nummer syv. Mordet på JFK. Vi får serveret lidt baggrund med en Lee Harvey Oswald, der på arbejdet, siger at de andre skal holde en plads til ham, til når JFK kommer forbi, alt imens han senere kravler op på øverste etage og gør sin riffel klar. Det er et helt afgørende moment i den amerikanske præsidenthistorie, hvad der efterfølgende sker, og vi har alle set billederne af hvordan JFKs ansigt, på det nærmeste, bliver skudt i to, med et pletskud lige midt i hovedet. Selve sekvensen med attentatet ses ganske overfladisk, men eftermæglet er så gigantisk og der runges tungt helt ind i Robert Kennedys hjerte, og Jackie Kennedys ditto… alt imens Joe og Rose Kennedy sidder derhjemme, og Rose netop har fået Joe, der efter en hjerneblødning er forankret i en kørestol, til netop at rejse sig op for at modtage sine børn på stående fod, når de kommer hjem til Thanksgiving. Men JFK kommer ikke hjem til Thanksgiving. Han ligger i stedet 6 feet under. Robert Kennedy forsætter i politik. Og man fornemmer hans engagement, da hans datter spørger ham om han nu skal være præsident. Vi ser dernæst Robert med fast blik, men han har ingen svar at give hende, hvorefter afsnittet slutter. I det sidste afsnit har vi dog svaret. Han vil også være præsident, men ham går det også ilde, da han i 1968, efter en brandtale på et fashionabelt hotel i Los Angeles, bliver skudt af en sindsforvirret mand. Endnu et skæbnesvanger øjeblik for familien Kennedy. Men det hele bliver afklaret rimelig delikat, og med flashbacks som skal forestille at være filmet med et gammelt smalfilmskamera, så føler vi at bogen om familien Kennedy kan lukkes, men den står stadigvæk på klem, fordi der er i sandhed, mange flere mysterier om Kennedy-familien, som ikke engang denne omfattende mini-serie, har fået helt fat på.

Som jeg skriver ved de forskellige skuespillere, så gør de det virkelig godt. Man tror virkelig på dem, og med deres respektive frisurer og lige-på-kornet dialogtræning, så ser og lyder det perfekt. Det er virkelig også kapaciteter vi har med at gøre. Men birollerne gør det også godt, lige fra Rose Kennedy, Joes kone (spillet med indlevelse af Diana Hardcastle) til Roberts kone, Ethel (Kristin Booth). Jeg var dertil også meget begejstret for mini-seriens musik, der virkelig trangerer noget af det ypperste, som man kunne forvente i et højspændt politisk drama, når det kommer til en spillefilm – så er det flot at sådan et imponerende score kan opleves i en mini-serie. “The Kennedys” kan desuden også prale af at havde vundet 4 Primetime Emmys, tv-seriernes svar på en Oscar.

Jeg vil gerne anbefale “The Kennedys” til alle, der har lyst til at dykke ned i den amerikanske politiske historie, der med familien Kennedy, fik fornyet dramatik… og hvis man er fan af amerikansk historie generelt, så vil man helt sikkert få et kick ud af denne fantastiske fortælling. De canadiere kan altså også godt lave et imponerende stykke drama-mini-serie om deres store, stolte nabo. Det tager jeg godt nok hatten af for. Med en spilletid på omkring de 5 timer, så kan man sagtens se den på en eftermiddag, eller en aften, hvis man ikke skal tidlig op næste dag… Et stykke storartet amerikansk politisk drama.

“The Kennedys” er et fremragende stykke amerikansk historie. På dette billede ses de fire hovedrolleindehavere, Greg Kinnear, Barry Pepper, Katie Holmes og endelig Tom Wilkinson….

Med stor glæde og fornøjelse modtog jeg i dag den længeventede blu-ray-udgivelse af “Jaws”, endda i et meget flot og fornemt ‘Gift Set’, som inkluderer filmen naturligvis, nogle samlerkort og så en bog: “Jaws: Memories from Martha’s Vineyard”, en 296 sider stor sag, naturligvis på engelsk, men det er dog en bagatel. Jeg har netop set filmen og den ser fremragende ud – jeg ejede selvfølgelig den allerede på en amerikansk special edition dvd, men der er ingen tvivl om at blu-ray’en er et mesterstykke.

Mange betegner “Jaws” som en af de helt store klassikere i den amerikanske filmindustri, og det er da også et meget fint bekendtskab. Man fornemmer virkelig en ung Steven Spielbergs touch, han havde vistnok kun lavet den fremragende tv-film “Duel” og spillefilmdebuten “Sugarland Express” inden, og man må sige at denne mand, i hans 20’ere, præsterede at iscenesætte noget særdeles usædvanligt.. Nu vil jeg ikke nødvendigvis citere Marty McFly fra “Back To The Future: Part II”, men jeg må dog nok være lidt enig i at “The Shark still looks fake”-betragtningen… men det er jo petitesser, fordi filmen er nervepirrende filmet og klippet, med vidunderligt musik af John Williams, blandt andet det verdensberømte tema, og så er filmens trekløver i hovedrollerne, Roy Scheider, Robert Shaw og Richard Dreyfuss virkelig et plus. Især Robert Shaw som Quint gør det virkelig godt, og man kan se hvordan han gør rollen til helt sin egen og fremstår som den helt igennem troværdige haj-jæger, nærmest som en på landjorden anerkendt storvildtsjæger. Jeg er meget begejstret for dette gensyn med filmen på det efterhånden bredt anerkendte high definition format. Desværre skal man gå langt udenom efterfølgerne til “Jaws”, der er en frygtelig sammenblanding af familiefilm og undervandseventyr, der slet ikke besidder den samme frygtindgydende fornemmelse for disse store rovdyr i havene. Jeg har ihvertfald set “Jaws 2”, “Jaws 3” og “Jaws: The Revenge”, og de er alle rædsomme.

En anden film jeg fik ind af døren på funklende nyudgivet blu-ray var Taylor Hackfords fine “The Devil’s Advocate”, hvor en ung, succesfuld sagfører, spillet af Keanu Reeves, lader sig lokke til storbyen for at arbejde hos et kontroversielt firma, hvor den karismatiske John Milton (Al Pacino) er seniorpartner. Alt er dog ikke rosenrødt, og selvom det hele ser så godt ud, så må advokaten Kevin Lomax (Reeves) og hans smukke kone Mary-Ann (Charlize Theron) snart berede sig på at de begge er i stald hos en særdeles grovkornet djævlefar, idet vi finder ud af at filmens titel skal tages meget bogstaveligt. “The Devil’s Advocate” var jeg ret vild med, da jeg så den første gang, for mange år siden, på et lejet VHS-bånd. Jeg fandt hele historien interessant, og skuespillerne ret gode, navnlig især Al Pacino, der virkelig brænder igennem som den helt store åbenbaring. Man kan sige meget om Pacino, men han er virkelig en formidabel skuespiller, der, som en af de få, kan opleve at få en film skrevet helt præcist kun til ham, fordi “The Devil’s Advocate” er sådan en film – der er store, fedtede Pacino-aftryk hele filmen igennem, og det er en sand fornøjelse at overvære ham spille sig helt ud på grænsen til det sindssyge. Filmens historie er måske lidt letkøbt, og den forsøger at skildre Satan selv som en pretty good guy, der lader sin advokatyndling selv bestemme over sit liv, og som sådan ikke presser ham til noget som helst. Men vi kan vel alle blive enige om at det er nok de få i verden, der gerne vil have Satan som personlig ven eller kammerat, selvom vi er mange der sukker om det..ha ha, så tror jeg alligevel ikke at jeg kunne få mig selv til at ofre en jomfru ved midnat, eller drikke blodet fra en ged. Jeg er jo ikke studerende længere! Men filmen er underholdende, og det er vel det vigtigste, så ser man ganske vist stort på det lidt forcerede klimaks mod filmens slutning, hvor retfærdighed dog sker fyldest og vi kan alle ånde lettet op, fordi der faktisk er plads til en regelrettet sagfører i denne verden. Åh ja, vi må desuden heller ikke glemme at nævne Connie Nielsen, som også spiller med i filmen som en særdeles forførrende skønhed med italienske aner… godt gået, Connie! – denne film var en af de første som jeg først så hende i, og hun gør det rigtig godt. Jeg tilbragte faktisk også dagen med at se en anden Connie Nielsen-film, den med Robin Williams som den velmenende, men også ret væmmelige Sy Parrish i “One Hour Photo”, en virkelig stærk film, som jeg har set mange gange, og klart vil anbefale. Det samme vil jeg faktisk også gerne gøre med “The Devil’s Advocate”, der er en brilliant Al Pacino-opvisning.

Nåh ja, jeg sad forresten også den anden dag og så den ret gennemførte “Delta Force 2”, hvor gode gamle Chuck Norris uddeler øretæver af højeste kaliber. Det var befriende at se en film, hvor skurken var så gennemført ond. Jeg kan næsten ikke komme i tanke om hvor længe siden det er, at jeg har set en film, hvor hovedskurken var så stort et svin. Glimrende skuespil af Billy Drago i skurkerollen må man sige. Og Chuck Norris er jo Chuck Norris. Han er indbegrebet af en good guy, og han behersker rollen ganske til fulde. Filmen foregår i en opdigtet sydamerikansk stat, ved land San Carlos… ganske opfindsomt må man sige. John P. Ryan som general Taylor morede mig hele filmen igennem – han er åbenbart en temmelig sej gut, der jubler når han bliver sendt i aktion og er et stort smil, når hans soldater nedskyder bad guys, og det gør de virkelig… der er mange spansktalende mænd, der må lade livet i denne film… Så kan de vel lære det, når den amerikanske overmagt kommer på besøg. Filmen er desuden instrueret af Aaron Norris, Chucks bror, der faktisk har instrueret den velkendte bad ass i flere film, b.l.a. den ubeskrivelig ringe “Hellbound”, en okkult buddyfilm, med en historie og replikker, der ikke er det papir værd som de er skrevet på.

Nu er jeg så i et stort dilemma om hvorvidt jeg skal gå i seng (klokken er næsten 5 denne fredag morgen), men jeg har dog også lyst til at se endnu en film, så mon ikke, at jeg kan lokkes af mine veldresserede støvmider til at smide endnu en film i afspilleren – og denne gang tror jeg at jeg vælger en som jeg ikke har set før. Oh the humanity!

Det meget flotte gift set til dræberhaj-filmen “Jaws” er en stor størrelse, og pakken den kom i var næsten for meget for min tapre postmand…

 

Poster til “The Devil’s Advocate” – en regulær Al Pacino-opvisning, hvor alle hans medspillere endnu engang er reduceret til statister…

Efter at have overlevet endnu et massivt søvnangreb, er jeg efterhånden ved at være i omdrejninger igen. Jeg fik dog chancen for at gense Sergio Leones mesterlige “The Good, The Bad And The Ugly”, da den blev sendt på DR2 sidste nat. Godt nok har jeg naturligvis filmen på dvd, men jeg er jo en doven skid, så jeg gider ikke rejse mig for at sætte dvden i afspilleren – så er det straks mere belejligt at den kommer i tv, dog på et ukristelig tidspunkt kl. 1.15 natten til søndag, og med en imponerende spilletid på lige knap 3 timer, så skulle man være mere end almindelig robust for ikke at falde i søvn, men filmen er jo også så god, at man ikke keder sig et øjeblik, så det gik faktisk af sig selv.

Dernæst har jeg i dag været i et særdeles romantisk hjørne. Uh… The Mallrat? er du bare en gammel romantikker, kan jeg næsten høre dem snakke om på Skræk og Rædsel, hvor min horrorinteresse blomstrer. Jovist, naturligvis er man da romantisk anlagt, så derfor var jeg i et strålende humør, da jeg satte det meget romantiske komediedrama “Sabrina” i afspilleren. Ja da, Humphrey Bogart, William Holden og ikke mindst Audrey Hepburn stråler om kap i Billy Wilders film fra 1954. Det var sågar kun Audrey Hepburns anden filmrolle, efter at hun vandt Oscaren i hendes debut-film “The Roman Holiday”. Både Bogart og William Holden er jo erfarne navne, og de er begge ret gode – men man regner ikke ligefrem med at det er Bogart der skal løbe med pigen i sidste ende.. William Holden er en gavtyv og en charmør – hvor Bogart er mere den korrekte og coole , og man føler for Audrey Hepburn i filmen. Hun var jo en ubeskrivelig skønhed, der delikat og på en nærmest prinsesseagtig tilgang fløj igennem hendes filmroller. Hun skulle blive ikoniseret igennem hendes karakter Holly Go-Lightly i filmen “Breakfast At Tiffany’s” fra 1961… En virkelig ganske fornøjelig film hvor Audrey Hepburn endnu engang brænder igennem skærmen. Og så var der jo Billy Wilder – en glimrende instruktør, der især i de mere lette film, formåede at skabe ægte Hollywood-magi – der i mine øjne lavede den bedste film med Marilyn Monroe i “Some Like It Hot”, hvor hun jo formåede at gøre den smådumme blondine til en af verdens mest eftertragtende personligheder. Sammen med Jack Lemmon og Tony Curtis er dette en ubeskrivelig god film og en lysende stjerne på den Hollywoodske filmhimmel. Jeg er nok klar over at det måske ikke er en film, der forandrer verdens gang, men den kan i stedet give os et frirum fra alverdens ubehageligheder, fordi dette er i sandhed filmmagi som kun drømmefabrikken kan give os.

Så har jeg desuden været et smut tilbage i 90’erne, idet jeg fandt min dvd frem med den danske dramaserie “Karrusel”… Grunden hertil er at jeg igennem en længere periode, er blevet mere og mere fascineret af den danske sangerinde, Tina Dickow. Åh nej, siger folk nok… hvordan kan man, når man lytter til heavy metal i den normale hverdag, være interesseret i en forholdsvis ung dansk singer-songwriter som Tina Dickow. Jo, jeg synes bare at hun er ubeskrivelig charmerende. Jeg ejer godt nok ingen af hendes cder, men jeg har da fået set hendes nyeste video på Youtube et par gange, du ved nok … den med hvor hun danser i den vilde islandske natur. Så var det at jeg kom i tanke om at hun faktisk har forsøgt sig som skuespiller. Den danske TV2-produceret dramaserie “Karrusel” var i 10 afsnit, hvor Tina Dickow, her krediteret som Tina Dickow Danielsen?? – har en bærende rolle i to af afsnittene. Tilsyneladende skal hun i begge afsnit spille en ung, lidt naiv bundjysk pige, der nu er flyttet til Hovedstaden. Her møder hun i det første afsnit, den alderende forlagsejer Peter Steen, der inviterer hende over på hendes hotel om aftenen. Han får dog en lille klump i halsen, da hun rent faktisk dukker op. Efter lidt ping pong, ender det dog med at blive en særdeles lykkelig aften for den gode Peter Steen, og dagen derpå går de efterhånden hvert til sit, men han giver hende dog en ganske pæn cigaretholder som et minde. I det næste afsnit er hun endnu engang i selskab med en ældre karl, denne gang personificeret i Michael Falch, der dog ikke er nær så charmerende, og imens de går igennem Københavns gader, fremstår som noget mere usympatisk end den gode Peter Steen. De ender på Københavns Universitet, hvor Michael Falch i læ af de nedrullede gardiner og mørket i auditoriummet er ved at forbryde sig imod hende. Han bliver dog stoppet og efterfølgende giver hun ham en syngende lussing – og hold da op hvor han fortjente det… Tina Dickow spiller rollen  som den naive Hanne med stor indlevelse, og det er næsten en skam at hun ikke fik flere roller, fordi hun gør det virkelig godt. Som taget ud af en Niels Malmros film med en skøn accent, så er hun et af de få lyspunkter i en alt for kedelig serie. Jeg orker faktisk ikke at se flere af afsnittene, fordi jeg husker dem ikke som særlig gode… dem med Tina Dickow kan man dog godt se, fordi hun er virkelig charmerende og besidder en stor karisma. Men jeg kan dog godt forstå at hun hellere vil gøre sig som sangerinde, fordi det mestrer hun virkelig også. Et virkelig godt bekendtskab må man sige.

I eftermiddag går tiden med at gense Sergio Leones fortrinelige amerikansk-italienske produktion “Once Upon A Time In The West”, som nok er min ubestridte ynglingswestern. Et fremragende cast, fortræffelig instruktion, en fabelagtig historie og vidunderlig musik gør den til en absolut vinder i min bog. Jeg har ihvertfald svært ved ikke at blive fuldstændig grebet af historien og føle mig hensagt til det vilde amerikanske vesten. Min glæde over Charles Bronson i denne unikke rolle er ubeskrivelig stor. Henry Fonda er en fantastisk skurk, og smukke Claudia Cardinale og dygtige Jason Robards er glimrende i deres roller. Jeg tror altid at jeg vil fortrække en såkaldt “spaghettiwestern” fremfor en mere strømlinet amerikansk ditto. Jeg føler at historien er en anelse mere “beskidt” og kynisk, og karakterne mere som ikoner, selvom der også er et væld af sådanne skikkelser i den amerikanske western, tænk bare på John Wayne og Gary Cooper. Jeg vil ihvertfald glæde mig til endnu et gensyn af denne utrolige western, der på dansk blev kaldt for “Vestens Hårde Halse”… fantastisk titel iøvrigt.

Efter filmen står den på fodbold – det nordjyske fodboldflagskib AaB møder de gule tabere fra Brøndby IF – der er ingen tvivl om at jeg håber at min ynglings-klub i Danmark, AaB, vinder en større sejr – selvom det nok ikke bliver noget problem, idet Brøndby IF jo kun optræder som en skygge af sit tidligere jeg. Aftenen rundes af med en omgang Sort Søndag på P6 Beat, og så er den aftenen også gået… bring on ….Monday….suk…

En af den amerikanske filmindustris store ikoner, Humphrey Bogart – men han kunne også spille romantiske roller, som f.eks. i Billy Wilders “Sabrina”…

Den charmerende sangfugl, Tina Dickow, kunne i 90’erne ses som skuespiller. Hun var et af de eneste lyspunkter i en alt for kedelig serie, som hed “Karrusel”…

Hello…

You had me at hello?…

Jeg sidder her i min stol og skriver dette indlæg, imens regnen danser på mine ruder. Det er en dejlig fornemmelse og jeg føler mig inspireret, men også lidt træt… hvordan kan det dog være? For nogle måneder siden fik jeg målt mit D-vitamin-tal, og det var hovedrystende lavt… ja faktisk kunne de slet ikke måle mit D-vitamin-tal, pga. det var så lavt… uhyggeligt! Nå, men jeg har det da ok, men er bare ofte så træt, så træt… måske skulle jeg skrue mit kaffeforbrug i vejret… det smager jo ganske godt – det skidt!

Orv ja, så har jeg lige erfaret at Seth MacFarlane skal være Oscarvært næste år. Et ganske godt valg tror jeg. Jeg er ikke den store dyrker af hans tv-serier, fordi jeg synes at de minder en del om hinanden, og jeg har vist mere vigtige ting at tage mig til, end at sidde i sofaen og glo cartoons hele eftermiddagen… nåh ja, det passer så ikke rigtigt, men jeg ved ikke, jeg har ikke rigtigt set noget af hans “work”… men det går nok alligevel, selvom det har været meget op af bakken med Oscarværterne… hvad siger i f.eks. til Hugh Jackman?? Jesus – det var misforstået… Wolverine himself som vært til en Prisuddeling… ? jeg tvivler… Makkerparret Steve Martin og Alec Baldwin var bare for gamle og grå – de manglede det ungdommelige touch – og så prøvede man med Anne Harthaway og James Franco… sidstnævnte ville vist helst have været et andet sted, og så gennemført stenet ud det meste af showet… så det skal nok blive spændende med mister MacFarlane… jeg hilser det ihvertfald velkommen!

I går var jeg et smut i den lokale Blockbuster-snask for at få fingerne i…

RIGTIG GÆTTET!

“Prometheus”… Ridley Scotts ambitiøse science fiction værk, der ikke inkluderer de velkendte aliens, men derimod en dyb, måske en anelse tung, historie om arternes oprindelse, og hvor vi mennesker kommer fra. Der var et par ting jeg ikke helt forstod. F.eks. forstod jeg ikke hvorfor at menneskeheden skulle udryddes af de gigantiske rumvæsner… jeg missede ihvertfald deres motiv for det. Men filmen var ellers ret spændende. Noomi Rapace skal dog øve sig lidt mere på sit engelsk, fordi det var ikke for godt, men ellers gjorde hun det godt nok. Resten af castet var også fine – Michael Fassbender i rollen som den perfekte androide David var en fryd at følge.. og Charlize Theron tilpas bitchy også. Jeg savner dog lidt historieudvikling og karakterne var en anelse et-dimensionelle, men jeg er fan – og satser virkelig på en enten en directors cut-udgave eller sågar en 2’er… det lugter det ihvertfald langt væk af…

Ellers har jeg ikke set så mange film. Der har jo været lidt fodbold på skærmen hist og pist, og det måtte jeg nødvendigvis følge… + det faktum at jeg har været en anelse sløv på det sidste. Jeg fik dog set “Hellraiser 4” – som jeg af en eller anden grund lige fik lyst til at gense. Jeg kan huske den fra de gamle VHS-tider, men ellers havde jeg ikke meget forståelse for den. Jeg synes at kunne huske at den har fået nogle gevaltige hug for at være for sød i det…det ved jeg ikke rigtig, fordi det er stadigvæk en Hellraiser-film – med de såkaldte cenobites, især personificeret i Pinhead (Doug Bradley), der virkelig er meget med i filmen, og han gør det også upåklageligt… et regulært dumt svin, men sådan er en dæmon fra Helvede vel?  – Nej, nok skal være sagt… historien var lidt fjollet, men effekterne var gode, og jeg følte mig ganske godt underholdt, til trods for en svag periode midt i filmen. Spilletiden er meget gavmild  – efter 1 time og 21 minutter er det hele overstået.. og man kan ånde lettet op og glæde sig over at man havde overlevet endnu en film med de væmmelige cenobites.. Og dog… der venter nemlig flere glæder i den nærmeste fremtid, fordi jeg har også “Hellraiser: Deader” liggende klar til et syn. Et sjovt tilfælde med “Hellraiser 4”, der også hedder “Hellraiser: Bloodline” er at instruktøren er krediteret som Alan Smithee, som er et kendt alias for personager der ikke vil have deres navn tilsnusket en dårlig film… skarp træk der, må man sige!

Jeg har desuden bestilt en lille pakke fra Amazon, som jeg regner med at der bliver afsendt i dag… der var nogle gode deals på blu-ray-film, og jeg måtte jo have “Moonrise Kingdom”, den nye Wes Anderson-film, der netop er udkommet her i mandags i UK, så det var en no-brainer…

Forsiden til “Prometheus”, som jeg i BB fik i en meget fin Steelbook-udgave…Yay!