Efter at have overlevet endnu et massivt søvnangreb, er jeg efterhånden ved at være i omdrejninger igen. Jeg fik dog chancen for at gense Sergio Leones mesterlige “The Good, The Bad And The Ugly”, da den blev sendt på DR2 sidste nat. Godt nok har jeg naturligvis filmen på dvd, men jeg er jo en doven skid, så jeg gider ikke rejse mig for at sætte dvden i afspilleren – så er det straks mere belejligt at den kommer i tv, dog på et ukristelig tidspunkt kl. 1.15 natten til søndag, og med en imponerende spilletid på lige knap 3 timer, så skulle man være mere end almindelig robust for ikke at falde i søvn, men filmen er jo også så god, at man ikke keder sig et øjeblik, så det gik faktisk af sig selv.

Dernæst har jeg i dag været i et særdeles romantisk hjørne. Uh… The Mallrat? er du bare en gammel romantikker, kan jeg næsten høre dem snakke om på Skræk og Rædsel, hvor min horrorinteresse blomstrer. Jovist, naturligvis er man da romantisk anlagt, så derfor var jeg i et strålende humør, da jeg satte det meget romantiske komediedrama “Sabrina” i afspilleren. Ja da, Humphrey Bogart, William Holden og ikke mindst Audrey Hepburn stråler om kap i Billy Wilders film fra 1954. Det var sågar kun Audrey Hepburns anden filmrolle, efter at hun vandt Oscaren i hendes debut-film “The Roman Holiday”. Både Bogart og William Holden er jo erfarne navne, og de er begge ret gode – men man regner ikke ligefrem med at det er Bogart der skal løbe med pigen i sidste ende.. William Holden er en gavtyv og en charmør – hvor Bogart er mere den korrekte og coole , og man føler for Audrey Hepburn i filmen. Hun var jo en ubeskrivelig skønhed, der delikat og på en nærmest prinsesseagtig tilgang fløj igennem hendes filmroller. Hun skulle blive ikoniseret igennem hendes karakter Holly Go-Lightly i filmen “Breakfast At Tiffany’s” fra 1961… En virkelig ganske fornøjelig film hvor Audrey Hepburn endnu engang brænder igennem skærmen. Og så var der jo Billy Wilder – en glimrende instruktør, der især i de mere lette film, formåede at skabe ægte Hollywood-magi – der i mine øjne lavede den bedste film med Marilyn Monroe i “Some Like It Hot”, hvor hun jo formåede at gøre den smådumme blondine til en af verdens mest eftertragtende personligheder. Sammen med Jack Lemmon og Tony Curtis er dette en ubeskrivelig god film og en lysende stjerne på den Hollywoodske filmhimmel. Jeg er nok klar over at det måske ikke er en film, der forandrer verdens gang, men den kan i stedet give os et frirum fra alverdens ubehageligheder, fordi dette er i sandhed filmmagi som kun drømmefabrikken kan give os.

Så har jeg desuden været et smut tilbage i 90’erne, idet jeg fandt min dvd frem med den danske dramaserie “Karrusel”… Grunden hertil er at jeg igennem en længere periode, er blevet mere og mere fascineret af den danske sangerinde, Tina Dickow. Åh nej, siger folk nok… hvordan kan man, når man lytter til heavy metal i den normale hverdag, være interesseret i en forholdsvis ung dansk singer-songwriter som Tina Dickow. Jo, jeg synes bare at hun er ubeskrivelig charmerende. Jeg ejer godt nok ingen af hendes cder, men jeg har da fået set hendes nyeste video på Youtube et par gange, du ved nok … den med hvor hun danser i den vilde islandske natur. Så var det at jeg kom i tanke om at hun faktisk har forsøgt sig som skuespiller. Den danske TV2-produceret dramaserie “Karrusel” var i 10 afsnit, hvor Tina Dickow, her krediteret som Tina Dickow Danielsen?? – har en bærende rolle i to af afsnittene. Tilsyneladende skal hun i begge afsnit spille en ung, lidt naiv bundjysk pige, der nu er flyttet til Hovedstaden. Her møder hun i det første afsnit, den alderende forlagsejer Peter Steen, der inviterer hende over på hendes hotel om aftenen. Han får dog en lille klump i halsen, da hun rent faktisk dukker op. Efter lidt ping pong, ender det dog med at blive en særdeles lykkelig aften for den gode Peter Steen, og dagen derpå går de efterhånden hvert til sit, men han giver hende dog en ganske pæn cigaretholder som et minde. I det næste afsnit er hun endnu engang i selskab med en ældre karl, denne gang personificeret i Michael Falch, der dog ikke er nær så charmerende, og imens de går igennem Københavns gader, fremstår som noget mere usympatisk end den gode Peter Steen. De ender på Københavns Universitet, hvor Michael Falch i læ af de nedrullede gardiner og mørket i auditoriummet er ved at forbryde sig imod hende. Han bliver dog stoppet og efterfølgende giver hun ham en syngende lussing – og hold da op hvor han fortjente det… Tina Dickow spiller rollen  som den naive Hanne med stor indlevelse, og det er næsten en skam at hun ikke fik flere roller, fordi hun gør det virkelig godt. Som taget ud af en Niels Malmros film med en skøn accent, så er hun et af de få lyspunkter i en alt for kedelig serie. Jeg orker faktisk ikke at se flere af afsnittene, fordi jeg husker dem ikke som særlig gode… dem med Tina Dickow kan man dog godt se, fordi hun er virkelig charmerende og besidder en stor karisma. Men jeg kan dog godt forstå at hun hellere vil gøre sig som sangerinde, fordi det mestrer hun virkelig også. Et virkelig godt bekendtskab må man sige.

I eftermiddag går tiden med at gense Sergio Leones fortrinelige amerikansk-italienske produktion “Once Upon A Time In The West”, som nok er min ubestridte ynglingswestern. Et fremragende cast, fortræffelig instruktion, en fabelagtig historie og vidunderlig musik gør den til en absolut vinder i min bog. Jeg har ihvertfald svært ved ikke at blive fuldstændig grebet af historien og føle mig hensagt til det vilde amerikanske vesten. Min glæde over Charles Bronson i denne unikke rolle er ubeskrivelig stor. Henry Fonda er en fantastisk skurk, og smukke Claudia Cardinale og dygtige Jason Robards er glimrende i deres roller. Jeg tror altid at jeg vil fortrække en såkaldt “spaghettiwestern” fremfor en mere strømlinet amerikansk ditto. Jeg føler at historien er en anelse mere “beskidt” og kynisk, og karakterne mere som ikoner, selvom der også er et væld af sådanne skikkelser i den amerikanske western, tænk bare på John Wayne og Gary Cooper. Jeg vil ihvertfald glæde mig til endnu et gensyn af denne utrolige western, der på dansk blev kaldt for “Vestens Hårde Halse”… fantastisk titel iøvrigt.

Efter filmen står den på fodbold – det nordjyske fodboldflagskib AaB møder de gule tabere fra Brøndby IF – der er ingen tvivl om at jeg håber at min ynglings-klub i Danmark, AaB, vinder en større sejr – selvom det nok ikke bliver noget problem, idet Brøndby IF jo kun optræder som en skygge af sit tidligere jeg. Aftenen rundes af med en omgang Sort Søndag på P6 Beat, og så er den aftenen også gået… bring on ….Monday….suk…

En af den amerikanske filmindustris store ikoner, Humphrey Bogart – men han kunne også spille romantiske roller, som f.eks. i Billy Wilders “Sabrina”…

Den charmerende sangfugl, Tina Dickow, kunne i 90’erne ses som skuespiller. Hun var et af de eneste lyspunkter i en alt for kedelig serie, som hed “Karrusel”…

Reklamer