Med stor glæde og fornøjelse modtog jeg i dag den længeventede blu-ray-udgivelse af “Jaws”, endda i et meget flot og fornemt ‘Gift Set’, som inkluderer filmen naturligvis, nogle samlerkort og så en bog: “Jaws: Memories from Martha’s Vineyard”, en 296 sider stor sag, naturligvis på engelsk, men det er dog en bagatel. Jeg har netop set filmen og den ser fremragende ud – jeg ejede selvfølgelig den allerede på en amerikansk special edition dvd, men der er ingen tvivl om at blu-ray’en er et mesterstykke.

Mange betegner “Jaws” som en af de helt store klassikere i den amerikanske filmindustri, og det er da også et meget fint bekendtskab. Man fornemmer virkelig en ung Steven Spielbergs touch, han havde vistnok kun lavet den fremragende tv-film “Duel” og spillefilmdebuten “Sugarland Express” inden, og man må sige at denne mand, i hans 20’ere, præsterede at iscenesætte noget særdeles usædvanligt.. Nu vil jeg ikke nødvendigvis citere Marty McFly fra “Back To The Future: Part II”, men jeg må dog nok være lidt enig i at “The Shark still looks fake”-betragtningen… men det er jo petitesser, fordi filmen er nervepirrende filmet og klippet, med vidunderligt musik af John Williams, blandt andet det verdensberømte tema, og så er filmens trekløver i hovedrollerne, Roy Scheider, Robert Shaw og Richard Dreyfuss virkelig et plus. Især Robert Shaw som Quint gør det virkelig godt, og man kan se hvordan han gør rollen til helt sin egen og fremstår som den helt igennem troværdige haj-jæger, nærmest som en på landjorden anerkendt storvildtsjæger. Jeg er meget begejstret for dette gensyn med filmen på det efterhånden bredt anerkendte high definition format. Desværre skal man gå langt udenom efterfølgerne til “Jaws”, der er en frygtelig sammenblanding af familiefilm og undervandseventyr, der slet ikke besidder den samme frygtindgydende fornemmelse for disse store rovdyr i havene. Jeg har ihvertfald set “Jaws 2”, “Jaws 3” og “Jaws: The Revenge”, og de er alle rædsomme.

En anden film jeg fik ind af døren på funklende nyudgivet blu-ray var Taylor Hackfords fine “The Devil’s Advocate”, hvor en ung, succesfuld sagfører, spillet af Keanu Reeves, lader sig lokke til storbyen for at arbejde hos et kontroversielt firma, hvor den karismatiske John Milton (Al Pacino) er seniorpartner. Alt er dog ikke rosenrødt, og selvom det hele ser så godt ud, så må advokaten Kevin Lomax (Reeves) og hans smukke kone Mary-Ann (Charlize Theron) snart berede sig på at de begge er i stald hos en særdeles grovkornet djævlefar, idet vi finder ud af at filmens titel skal tages meget bogstaveligt. “The Devil’s Advocate” var jeg ret vild med, da jeg så den første gang, for mange år siden, på et lejet VHS-bånd. Jeg fandt hele historien interessant, og skuespillerne ret gode, navnlig især Al Pacino, der virkelig brænder igennem som den helt store åbenbaring. Man kan sige meget om Pacino, men han er virkelig en formidabel skuespiller, der, som en af de få, kan opleve at få en film skrevet helt præcist kun til ham, fordi “The Devil’s Advocate” er sådan en film – der er store, fedtede Pacino-aftryk hele filmen igennem, og det er en sand fornøjelse at overvære ham spille sig helt ud på grænsen til det sindssyge. Filmens historie er måske lidt letkøbt, og den forsøger at skildre Satan selv som en pretty good guy, der lader sin advokatyndling selv bestemme over sit liv, og som sådan ikke presser ham til noget som helst. Men vi kan vel alle blive enige om at det er nok de få i verden, der gerne vil have Satan som personlig ven eller kammerat, selvom vi er mange der sukker om det..ha ha, så tror jeg alligevel ikke at jeg kunne få mig selv til at ofre en jomfru ved midnat, eller drikke blodet fra en ged. Jeg er jo ikke studerende længere! Men filmen er underholdende, og det er vel det vigtigste, så ser man ganske vist stort på det lidt forcerede klimaks mod filmens slutning, hvor retfærdighed dog sker fyldest og vi kan alle ånde lettet op, fordi der faktisk er plads til en regelrettet sagfører i denne verden. Åh ja, vi må desuden heller ikke glemme at nævne Connie Nielsen, som også spiller med i filmen som en særdeles forførrende skønhed med italienske aner… godt gået, Connie! – denne film var en af de første som jeg først så hende i, og hun gør det rigtig godt. Jeg tilbragte faktisk også dagen med at se en anden Connie Nielsen-film, den med Robin Williams som den velmenende, men også ret væmmelige Sy Parrish i “One Hour Photo”, en virkelig stærk film, som jeg har set mange gange, og klart vil anbefale. Det samme vil jeg faktisk også gerne gøre med “The Devil’s Advocate”, der er en brilliant Al Pacino-opvisning.

Nåh ja, jeg sad forresten også den anden dag og så den ret gennemførte “Delta Force 2”, hvor gode gamle Chuck Norris uddeler øretæver af højeste kaliber. Det var befriende at se en film, hvor skurken var så gennemført ond. Jeg kan næsten ikke komme i tanke om hvor længe siden det er, at jeg har set en film, hvor hovedskurken var så stort et svin. Glimrende skuespil af Billy Drago i skurkerollen må man sige. Og Chuck Norris er jo Chuck Norris. Han er indbegrebet af en good guy, og han behersker rollen ganske til fulde. Filmen foregår i en opdigtet sydamerikansk stat, ved land San Carlos… ganske opfindsomt må man sige. John P. Ryan som general Taylor morede mig hele filmen igennem – han er åbenbart en temmelig sej gut, der jubler når han bliver sendt i aktion og er et stort smil, når hans soldater nedskyder bad guys, og det gør de virkelig… der er mange spansktalende mænd, der må lade livet i denne film… Så kan de vel lære det, når den amerikanske overmagt kommer på besøg. Filmen er desuden instrueret af Aaron Norris, Chucks bror, der faktisk har instrueret den velkendte bad ass i flere film, b.l.a. den ubeskrivelig ringe “Hellbound”, en okkult buddyfilm, med en historie og replikker, der ikke er det papir værd som de er skrevet på.

Nu er jeg så i et stort dilemma om hvorvidt jeg skal gå i seng (klokken er næsten 5 denne fredag morgen), men jeg har dog også lyst til at se endnu en film, så mon ikke, at jeg kan lokkes af mine veldresserede støvmider til at smide endnu en film i afspilleren – og denne gang tror jeg at jeg vælger en som jeg ikke har set før. Oh the humanity!

Det meget flotte gift set til dræberhaj-filmen “Jaws” er en stor størrelse, og pakken den kom i var næsten for meget for min tapre postmand…

 

Poster til “The Devil’s Advocate” – en regulær Al Pacino-opvisning, hvor alle hans medspillere endnu engang er reduceret til statister…

Reklamer