For cirka en måneds tid siden skrev jeg et indlæg om en virkelig dårlig amerikansk independentfilm som hedder “Powder Blue”. Filmen var et studie i hvordan en indiefilm kunne være når det var værst, med en dårlig påtaget historie, elendige karaktertegninger og nådeløs frygtelig instruktion. Nu har jeg imidlertid set en noget bedre indiefilm, der er kommet ud af den amerikanske filmverden. Det er historien om den meget aparte mor, Sherry Swanson, der bliver spillet modigt af supertalentet Maggie Gyllenhaal.

Filmen hedder “Sherrybaby”, og er produceret i år 2006. Det er en fortælling om en nylig løsladt mor, der har siddet i fængsel pga narkogæld, og så forsøger at etablere et forhold med sin datter. “Sherrybaby” er en virkelig god independentfilm, modsat “Powder Blue”, der var en ren katastrofe, så har vi her med en faktisk rigtig god historie. Maggie Gyllenhaal er forbløffende som den hårdt prøvede mor, der må gå så gruelig meget igennem for blot at have lidt tid sammen med sit afkom, der bor ved hendes bror og dennes kone, der ihærdigt forsøger at minimere kontakten fra dag 1. Ydermere er Sherry også tidligere narkoman, og hun har utrolig svært ved at være clean, også selvom familien ikke altid er der for hende. Hendes bror er velmenende og prøver at hjælpe Sherry det bedste han kan, men Sherry har meget svært ved at se positivt på det. Dertil kommer brorens kone, der faktisk har opdraget Sherrys datter som hendes egen, og ikke har lyst til at se Sherry og datteren genforenet. Jeg var meget betaget af det menneskelige aspekt i denne film. Den virker utrolig human, men samtidigt også ganske koldblodig, idet at der findes flere slanger i Sherrys lille paradis – naturligvis først og fremmest brorens kone, men også hendes egen far, der virker lidt for kærlig og nærgående overfor Sherry end hvad godt er. Hun finder en ven i den noget ældre Dean (ganske fornemt fortolket af Danny Trejo), der både virker interesseret i hende og særdeles opmærksom og kærlig. Men Sherry har dog mange dæmoner at slås med, hvilket vi også får prøver på, da en børnefødselsdag ikke helt udarter sig som Sherry gerne vil have det. Det ender derfor med at hun ryger af vognen, og køber stoffer og lader sig også stikke af en anden ildeset narkoman. Det er utrolig hårdt at se på dette menneskelige forfald, fordi selvom der ikke er tale om Christiane F.-forhold godt nok, så ønsker man virkelig ikke at se den stakkels Sherry gå ned med flaget og blive mere og mere forsumpet. Hun tager sig dog sammen, efter en samtale med hendes “P.O.”, og han giver hende weekenden til at sige farvel til familien, fordi nu skal hun altså på afvænning. Dette er den barske sandhed for den unge kvinde, der ikke vil andet end at have et godt forhold til hendes elskelig datter.

Man kan måske godt beskylde “Sherrybaby” for at være en feminin film, idet den især appellerer til et filmpublikum, hvor moderinstinktet er intakt. Men mænd kan også have glæde af at se denne film, fordi det er en virkelig stærk oplevelse, der holdes oppe af den ubeskrivelige frygtsomme præstation af Maggie Gyllenhaal, der virker spiller sig helt ud, og virker utrolig blottet og sårbar. En af de første gange, jeg for alvor blev betaget af den smukke skuespillerinde (iøvrigt søster til den anerkendte skuespiller Jake Gyllenhaal – de spillede således også sammen i et andet indiehit “Donnie Darko”) – var i SM-filmen “Secretary”fra 2002, hvor hun spiller sammen med James Spader i en mærkelig kærlighedshistorie mellem chef og sekretær. En utrolig god film, som jeg har haft fornøjelsen af at se flere gange, og som jeg nok vil rangere bedre end netop “Sherrybaby”, men de er begge virkelig stærke film.

“Sherrybaby” er skrevet og instrueret af Laurie Collyer – som nok bidrager til det faktum at dette i virkeligheden nok nærmest er en film om kvinder for kvinder, men jeg er også bange for at putte den for meget i en enkelt kasse, fordi med sådan en potent indiefilm, som vi har med at gøre her, så synes jeg at så mange som muligt bør se den, også selvom det måske er en temmelig lille historie, der ikke har de store armbevægelser, så er jeg i den opfattelse at det typisk er den type film, der gør det største indtryk. Hvorvidt man vil klassificere “Sherrybaby” som en af 2006’s store indieoplevelser må være op til en selv, men jeg er overbevidst om at den bør ligge i toppen. Filmen blev iøvrigt nomineret til en Golden Globe – og det var ikke overraskende, den Oscarnominerede skuespillerinde, Maggie Gyllenhaal, der stod for den nominering. Hun gør det fuldstændig fabelagtig. Jeg var meget begejstret, og det er ikke kun fordi at samtidig med at hun blotter sin krop, så blotter hun også sin sjæl for Gud og enhver mand, og det kan jeg ikke være andet end lamslået over. Det er sådan en indiepræstation, der gør at man får de gode roller fremover, og dem er jeg sikker på at den gode Maggie Gyllenhaal vil få mange af, fordi hun er virkelig en enestående skuespillerinde.

Maggie Gyllenhaal blev således nomineret til en Oscar for den skuespilsdrevne “Crazy Heart”, hvor Jeff Bridges endelig fik en Oscar for sine eminente skuespilspræstationer. Jeg synes også at “Crazy Heart” er en ganske fin film, men jeg føler ligesom at “Sherrybaby” har meget mere på hjertet end historien om en fordrukken country-has been. Men det er måske bare mig – jeg kan jo egentlig godt lide begge film, og de har begge en relevans, men hvorvidt den ene er mere aktuel end den anden, så må jeg sige at “Sherrybaby” gjorde det største indtryk.

Den utrolig dygtige skuespillerinde, Maggie Gyllenhaal må betegnes som en af Hollywoods sværvægtere, der med stort mod og evne næsten altid formår at skabe en interessant karakter.

Reklamer