Jeg er tilbage med en melding på denne noget grumsede onsdag eftermiddag. Grunden er selvfølgelig at det denne pragtfulde efterårsdag er det hæderkronede horror-højdepunkt om året, nemlig Halloween! – eller Alle Helgenes Aften som det vistnok hedder på dansk?

Min plan var derfor at stå ganske tidlig op og se adskillige horrorfilm dagen lang. Hm, jeg vågende første gang ved 10-tiden, men jeg havde enormt svært ved at stå oprejst og ikke alene se film, så jeg krøb i seng igen, og vågnede, efter et par timers soven med det ene øje åben, og stod dernæst op til direktørtid. Nu følte jeg mig til gengæld næsten helt klar til at se film, så derfor valgte jeg med det samme at smide min netop anskaffede blu-ray kopi af den gamle dukkegyser, “Child’s Play” i afspilleren, og det var sågar med det fremragende cover, komplet med stavefejl og det hele. Det er jo efterhånden en noget ældre sag, helt tilbage fra 1988, så der var dermed tale om en af de der film, som man huskede fra sin ungdom, når man skulle traske hen og leje et par videoer i den lokale snask af en videobiks. Filmen holder meget godt her næsten 25 år senere, og man hepper især på den ikonske ‘Good Guys’-dukke hvor han hakker sig igennem filmens medvirkende. Man kan nok godt beskylde den for at være en anelse fjollet og bestemt ikke uhyggelig, men i Guder, hvor er den underholdende og morsom hele vejen igennem. Brad Dourif som man lige ser kort i starten som morderen Charles Lee Ray, lægger således også stemme til dukken, og det er en sand fornøjelse – noget som han skulle gentage i filmene der følger, fordi der er ikke færre end 4 efterfølgere og en 5’er på vej.

Instruktøren, Tom Holland, debuterede i 1985 med den fremragende “Fright Night”, der sidenhen er blevet remaket. Det er bestemt også en film jeg overvejer at smide i afspilleren, fordi den arter sig perfekt til Halloween-aften, men man må sige at der er mange om buddet. I aften kommer der “Trick R Treat”, som jeg havde fornøjelsen af at se første gang, da den netop udkom… den er virkelig også med i mine overvejelser om en filmoplevelse denne aften. Ellers er der jo John Carpenters klassiker “Halloween”, som jeg også tror at der er mange, der sidder hjemme og gyser over på sådan en aften som i aften.  Men jeg har også den indonesiske skrækfilm, “Macabre” fra 2009 liggende klar til et gennemsyn. Så der er bestemt masser af muligheder.

I dag er jeg 32, men i mine år i begyndelsen af 20’erne og frem var jeg meget opsat på at se så meget horror som overhovedet muligt, og jeg er stadigvæk utrolig glad for den genre. Jeg har efterhånden dyrket mange af de gamle italienske film som Mario Bava og Dario Argento fabrikerede, og således også set klassikerne af Wes Craven, John Carpenter, Tobe Hooper og George A. Romero. Det er jo en genre, som man næsten ikke kan blive træt af… selvom der er utrolig langt mellem de gode film fra tid til anden, så ser jeg altid en ny horrorfilm som jeg ikke har set før med stor nænsomhed. Genren fortjener at blive omtalt med respekt.

Jeg tror ikke at jeg har så mange flere ord  i mig i dag, men jeg vil ønske alle en rigtig glædelig Halloween med håb om alverdens (u)hyggelige film vil finde vej til de flestes dvd-afspillere i dag. Så kan man jo selv vælge om man vil klæde sig ud som Dracula eller Ulvemanden og se de omtalte film, men ikke destro mindre, så håber jeg at man tager filmene som en oplevelse.

De (u)hyggelige græskarhoveder holder sig til når man fejrer Halloween, men det er også en tid til at se masser af horror…

Reklamer