Archive for november, 2012


Ridley Scott fylder i dag 75 år år...

Ridley Scott fylder i dag 75 år…

Han har allerede lavet flere klassikere og mine ynglingsfilm af ham er nok “Blade Runner” og “Alien”…. big surprise der.. men manden er stadigvæk meget aktiv og pønser i skrivende stund på en efterfølger til “Blade Runner”. Han har iøvrigt været nomineret til en Oscar 3 gange men aldrig vundet…sjovt nok var han hverken nomineret for enten “Blade Runner” eller “Alien”, men blandt andet den lidt kedelige, men dog publikumsvenlige “Thelma And Louise”…

Reklamer

Ham de kaldte for Kick-Ass…

Mandag aften havde jeg fornøjelsen af at gense Matthew Vaughns ûber-voldelige og gennemførte humoristiske superheltefilm, “Kick-Ass” fra 2010. Jeg havde set filmen et par gange før, blandt andet i biografen, og jeg fryder mig altid over et gensyn…

Teenageren Dave (Aaron Johnson) drømmer om at blive en superhelt. Og efter lidt startvanskeligheder, oplever han pludselig en markant popularitet, da han redder en mand fra at blive gennemtæsket. Godt hjulpet af Internettet, så går den maskerede hævner Kick-Ass fra en almindelig slapsvans som Dave til gennemført crimefighter. Han finder dog hurtig ud af at det ikke er nogen let sag at bekæmpe forbrydere. Heldigvis er han dog ikke den eneste superhelt i byen. Han får hjælp af den vævre one-girl attack force, Hit-Girl (Chloe Grace Möretz) og hendes far, Big Daddy (Nicolas Gage). Men da endnu en erklæret superhelt viser sig på banen med den lidt pudsige titel Red Mist (Christopher Mintz-Plasse), så er byen efterhånden ved at blive overrendt af kappeklædte selvtægtsfolk. Red Mist er dog ikke på vor venners side – og det må de tre good guys desværre indse på den hårde måde…

Jeg var meget begejstret, da jeg tumlede ud af biografmørket tilbage i 2010, efter at have overværet denne ret kulørte superhelte/selvtægtsfilm. Historien er ganske morsom og karakterne tilpas skæve og medgørlige. Den noget kiksede hovedperson Dave er ikke skoleeksemplet på en benhård forbryderkæmper, og han har da også mere end almindelig svært ved at falde ind i rollen som nyslået helt, hvilket ender med næsten at koste ham livet ved hans første aktion. Hit-Girl og Big Daddy er dog villige til at hjælpe den stakkels Kick-Ass, der dog med Red Mists hjælp formår at sælge datter og far til det ondsindende narko-forbrydersyndikat, der ikke, med Internettets hjælp, er blege for at gøre det af med både Big Daddy og Kick-Ass. I det hele taget spiller Internettet en væsentlig rolle i filmen. Således er det derigennem at Kick-Ass opnår sin popularitet og dertilhørende 16.000+ MySpace-venner. Men også ved at bruge den som henrettelsesvideo i form af live-streamning, så virker det til at filmen formår at indkapsle det perfekt med at vi alle bruger lidt for meget tid online end hvad måske godt er. Det kan medføre frygtelige konsekvenser. Desuden er Kick-Ass heller ikke en superhelt som Batman f.eks. – han lever ikke i skyggerne, men derimod går han med raske trin på gaden og medtager dertil high fives fra ivrige fans.

Filmens tone er generelt humoristisk, men den er krydret med flere indfald af overdreven vold og drabelige skuddueller. Men man føler sig virkelig godt underholdt hele filmen igennem, og jeg ved ikke om det var det der fik Kanal 5 til at beskrive filmen som en familiekomedie. Det er det dog ingenlunde, fordi selvom tonen er lys, så er der så mange drab og blodbestænkte situationer, at man helt gemmer det. Det er en benhård actionfilm, som virkelig lever op til det der prædikat “Benhård”. I modsætningen til f.eks. det nye Spiderman-reboot med Andrew Garfield og Emma Stone, så fremstår “Kick-Ass” meget mere viril og potent end det lidt kedelige Marvel univers, der satser på en bred appeal og nok minimere sine actionsekvenser til PG-action – til trods for at Spiderman da også får sine tæsk. “Kick-Ass” er en mere voldsdreven drengerøvsfilm indpakket i gode grin-papir. Det er ihvertfald svært ikke at sidde og juble med, når Hit-Girl sparker røv og hen med slutningen hvor Kick-Ass redder dagen, så er der ikke et øje tørt. Desuden byder filmen på den bedste Bazooka-humor jeg ikke kan mindes at have set siden jeg så Bazooka-våbnet blive overeksponeret i sådan en grad med Chuck Norris i “Invasion U.S.A.” – men hvorimod Chuck Norris-filmen var blodig alvor, så gøres det lidt mere raffineret i denne film.

Filmens skuespillere er virkelig velcastet. Både Aaron Johnson og Chloe Grace Möretz er fund i deres respektive roller, og især sidstnævnte har fuld fart i sin karriere, hvor hun bliver udråbt til at være en af fremtidens helt store skuespilhåb. Jeg har også set hende i blandt andet det amerikanske remake af den eminente svenske vampyrfabel “Lad Den Rette Komme Ind”… på engelsk hedder den dog blot “Let Me In”, men det er faktisk et af de få remakes, der er helt på højde med originalen. Nicolas Gage gør også en god figur i “Kick-Ass”, og de suppleres fint af bad guysene Christopher Mintz-Plasse og Mark Strong. Jeg glæder mig ihvertfald til at gense flere af skuespillerne i den helt uundgåelige 2’er, der kommer ud i de danske biografer i 2013.

Ligeledes synes jeg også at filmens musik var ganske god. Både det overdrevne seje score, men også de velvalgte sange, blandt andet med lidt Ennio Morricone indover gør også musiksiden til en fuldent oplevelse. Jeg tror at jeg bliver nødt til at logge mig på Amazon i håb om at opstøve et soundtrack, fordi jeg har godt nok svært ved at få musikken ud af hovedet, og flere gange igennem filmen fik jeg decideret gåsehud på grund af de velklingende toner.

Som sagt kommer der jo en 2’er i 2013, så jeg må indrømme at jeg ser frem til flere udfoldelser af über-vold med Kick-Ass og Hit-Girl, hvorimod Red Mist ikke ser ud til at vende tilbage, så vender skuespilleren Christopher Mintz-Plasse tilbage som en ny superskurk, hvilket han da også, med et glimt i øjet, postulerer i filmens afslutning med Jack Nicholsons legendariske sætning som The Joker: “Wait till’ they will get aload of me….”

Hvad mig selv angår, så tror jeg at der venter en lang nat med flere gode filmoplevelser. Jeg er ikke hjemme på min normale bopæl, men jeg har heldigvis pakket en taske (I came perpared), så nu er det bare op til om det high tech-udstyr som er min kammerat for i nat vil lege med… Only time will tell…

Og så sænker vi slagskibe…

Ja da. Jeg har netop set Peter Bergs total overdrevne alien invasion-film, “Battleship”, og var ganske godt underholdt, men jeg kom også til at tænke på at man nok skulle være i et specielt humør for rigtig at kunne nyde denne film. Heldigvis var jeg i sådan et humør her i nat, så jeg synes ikke at den var forfærdlig ringe, som man måske kunne have troet. Men nu er jeg også nem at underholde nogle gange, så det er sgu nok mig som det er helt galt med.

Filmens meget enkle præmis er at vi har den her flådeoperations-øvelse, hvor vi støder på to brødre. Den ene er en højtrangeret officer med eget skib, hvorimod den anden er en total rod. Selvfølgelig skal vi holde med roden. De er begge på denne her øvelse, hvor man pludselig står over for fremmed liv fra en anden planet, og de er bestemt ikke venligsindet – selvfølgelig ikke, glem alt om “E. T.” og “Close Encounters Of The Third Kind” – det her er universelle bad guys… eller er de? fordi før man ved af det, så har amerikanere selvfølgelig affyret deres første skud (hvem har også hørt om en diplomatisk løsning?). Anyway, filmen fortsætter i det uendelige  med en masse ildkampe på havoverfladen, og man sidder egentlig og jubler ganske godt med. Således får amerikanere også støtte af japanerne (for en gang skyld… no more Pearl Harbor-feelings?). Dertil kommer også en kærlighedshistorie, fordi vores rod er naturligvis forelsket i en datter af en admiral, der ikke har meget til overs for vor helt, og faktisk har lovet at han bliver smidt ud af flåden, så snart at de vender hjem. Det sker dog ikke! overraskende nok… Men kærlighedshistorien er tilpas subtil nok til at man faktisk accepterer den, og det er også med til at gøre historien lidt mere menneskelig, end hvis det blot var toptrænet soldater, der kun tænker på at jorde deres fjende til deres sidste åndedrag.

Så en af de store virkninger ved denne film, er selvfølgelig den gennemgående patriotisme, der gennemsyder hele denne film. Hvis vi ikke havde haft den fornævnte kærlighedshistorie, så kunne man jo tro at man her havde præsteret et produkt, der skulle hylde militærets formåen og kunnen. Det bliver ærlig talt en smule anstrengende, idet jeg ikke, personlig, har nogen intention om at drage afsted i krig, så fremstår jeg måske som et lidt ynkeligt eksempel på en rigtig mand, men jeg tror bare ikke altid at krigshandlinger løser noget. Er nok inkarneret pacifist. Filmens absolut værste eksempel på at man åbenbart skal være rede til at slås, kommer i den stakkels soldat, der har mistet begge ben i en krig. Ham følger vi også, i selskab med vor helts kæreste iøvrigt, og han fremstår, helt igennem, som en true amerikansk helt. Det er kvalmende så meget han vil gøre for sit land  og han går fra at være et gammelt nedslidt brokkehoved til en ægte helt, der dog også bliver dekoreret for sit mod mod filmens slut. Jeg ved stadigvæk ikke rigtig hvad han skal gøre for historie, andet end at tilføje en smule kulør. Fordi kulør er der masser af, og et andet eksempel på dette, er da vor stakkels, stakkels helts’ destroyer-krigsskib bliver smadret, men derimod pludselig finder lys i mørket, idet han ser det flydende museum, U. S. S. Missouri, der er hen imod 70 år gammel og forlængst på pension. Men hvem pokker i den moderne amerikanske hær, kan finde ud af at bemande sådan en museumgenstand…Frygt ikke! for inden længe strømmer det frem med ældre amerikanske krigshelte, der også forlængst er gået på pension. De gamle knage har dog mod på en sidste mission – således starter de det enorme slagskib op og drager mod fjenden. Her er det også ligefør at kvalmen sætter ind, fordi det synes jeg at der er utrolig, ja nærmest ufattelig, at man bringer veteranerne ind i filmen på den måde – men igen, det er vel for netop at hylde militæret, og sige at er man en gang indlemmet i det amerikanske forsvar, så giver man aldrig op og man er villig til at hjælpe sine “brødre” hvert eneste gang, hvis det er muligt. Jeg har tidligere hørt om at det amerikanske forsvar har postet penge i store Hollywood-produktioner for at promovere hæren – jeg har lidt mistanke om det samme med “Battleship”, selvom det erklæres at den er baseret på det populære “Sænke slagsskibe”-brætspil.  En film som man umiddelbart kan referere til, er en anden Hasbro-produceret serie, der efterhånden er blevet til en trilogi, nemlig “Transformers”-filmene. Transformers var et meget anerkendt stykke legetøj, da jeg var knægt, og filmene holder da også meget godt, og jeg synes også at de er en tand bedre end “Battleship”. Men Peter Berg, der har instrueret “Battleship”, er garanteret fan af både “Transformers” og denne series instruktør, Michael Bay, fordi der er mange lighedspunkter mellem de to. Jeg har aldrig været den største Michael Bay-tilhænger, og Peter Berg er i fare for at falde i den kategori, men deres film skal nok finde et publikum, fordi det er i sandhed nogle gedigne popcorn-gnaskere de præsterer.

Filmens skuespillere er, vel som man kan forvente, en smule anonyme, og der er ingen tvivl om at de er sekundære i forhold til det massive actionudbud som “Battleship” endnu en gang er. Jeg spottede dog Tadanobu Asano som den japanske kaptajn Nagata. Ham har jeg tidligere set i blandt andet Miikes’ blodsorgie “Ichi – The Killer” og ved siden af Takeshi Kitano i “Zatoichi”. Således medvirker også den mørke sangfugl, Rihanna, og hun er en gennemført bad ass kvinde i denne film – noget som man nok kunne tro om hende i virkeligheden også… hun er dog ingen, skal vi sige…Michelle Rodriquez foreksempel, og jeg ved ikke rigtig hvad hun rigtig skal i denne film, andet end at promovere sig selv lidt, som det ganske typisk er hvad popstjerner i filmroller gør. Bemærk også Taylor Kitsch som vor helt, Alexander Skarsgård som hans bror og Liam Neeson som den alderende admiral. Et ganske godt cast faktisk, men stadigvæk en smule reserveret også.

Soundtracket skal også lige have et par ord med på vejen, fordi det var faktisk ganske godt. Komponeret af Steve Jablonsky, der også har lavet mindst et “Transformers”-soundtrack, så vidt jeg altså lige husker. Det er ret gennemført, meget heroisk og meget militant, og man fornemmer at Jablonsky er god til disse type soundtracks. Ihvertfald et score, som jeg overvejer at anskaffe mig på cd.

Jeg må jo nok erkende at “Battleship” er en underholdende sag, men jeg ved ikke rigtig hvor god den er, når først actiontågen letter, og man ser de sørgelige rester, der er tilbage. Jeg kan vel nok godt anbefale den som en god ide til en fredag aften med et overflod af popcorn og cola, i selskab med nogle af sine nærmeste, fordi det er en solid film, selvom historien er lidt letkøbt og en anelse overdreven i det militante heroisering. Jeg siger dog bare “Duck and cover” til en fremtidig alien invasion-styrke.

Der er masser af eksplosioner og gigantiske ildkampe imod en fjendtlig invasionstyrke fra det ydre rum. Peter Berg har instrueret, og man sidder og jubler nogenlunde med, godt bevæbnet med popcorn og cola….

En hilsen fra afgrunden…

Jo da. Jeg sidder nu her og skriver dette indlæg om stort set ingenting, da jeg ikke har så meget nyt at fortælle… Jeg får da set nogle film med jævne mellemrum lige for tiden, så det er da positivt – men jeg må også erkende, at jeg faktisk har fået set en del fodbold i fjerneren… men hvad pokker… det er jo sundt med alt den sport…hvis bare man ikke blev så udmattet af at deltage, så ville jeg nok være mere aktiv… i stedet sætter jeg mig gerne foran tv’et og læsker mig med alverdens indtryk i de vidunderlige film, som finder vej til min afspiller… det må jo også betyde et eller andet godt?

Jeg genså den anden dag, Michele Soavis ganske fortræffelige “Dellamorte Dellamore”, eller som den hedder på den amerikanske dvd jeg ejer…”Cemetery Man”… lidt en tåbelig engelsk titel, når den italienske er med sådan et glimt i øjet. Men det er ihvertfald en ganske fremragende zombie-komedie… Zombierne i filmen er dog ret adrætte og kan således både klatre og køre på motorcykel. Det lyder som et cool afterlife. Der er mange sjove indfald i filmen, blandt andet hvor den lidt simple Gnaghi finder kærligheden, og interesser sig for det andet køn – desværre er hun død i en motorcykel-ulykke, der også involverede en helt busfuld spejdere. Men det forhindrer ham dog ikke at grave hende op – og dog kun tager hendes hoved med – se det er ægte kærlighed…! Filmen er desuden også ganske stærkt erotisk ladet med den ganske smukke Anna Falchi, der spiller flere roller i filmen og således er den store kærlighed for vor helt Francisco Dellamorte (Rupert Everett).

“Dellamorte Dellamore” er produceret i 1994, og er således et dejlig frisk pust fra en filmindustri, der ellers er gået total i baglås, og slet ikke producerer så mange klassikere som tidligere. Fulci er død og Argento er kun en skygge af sit tidligere jeg… så man kan godt frygte lidt for den italienske horrorfilm. “Dellamorte Dellamore” modbeviser dog dette, og filmen er stærkt anbefalesværdig. Selvfølgelig er der her tale om en lidt småsær nyere italiensk horrorkomedie, og det skal man lige tage med et gram salt. Jeg kan forstå at den vistnok er baseret ganske løst på en tegneserie…og det kan man måske godt medgive – den virker som taget ud af et tegneserie-miljø, hvor karakterne er lidt sjovt tegnet op og volden eksplosiv. Der forekommer mange headshots i denne film, fordi det er faktisk den eneste rigtige måde at slå zombierne (eller returners som Dellamorte kalder dem) ihjel. Fornøjeligt underholdende er det dog, selvom slutningen er en smule deprimerende for vor to helte, så må man jo erkende at der her er tale om en helt gennemført lille mirakel af en film. Michele Soavi laver tilsyneladende kun tv-film nu i sit hjemland, og det er virkelig en skam, fordi han er et godt eksempel på en ganske visionær instruktør, der har mange sjove, skæve ideer… men det er nok for meget af det gode i det italienske.. det er sgu lidt trist.

Ellers genså jeg også den anden nat, Rob Zombies remake af John Carpenters klassiske slasherfilm, “Halloween”. Jeg huskede den som ret god, men her ved det andet gennemsyn, er jeg dog ikke helt så tilfreds. Jeg er helt med på at Michael Meyers handlinger skal have en årsag… jeg tænker på at han er blevet verbalt og fysisk misbrugt i sådan en grad, at der naturligvis må være en konsekvens… men det er alligevel lidt skammelig. Filmen bliver en anelse psykologisk i sin fremstilling af Michael Meyers, der var mere en skidt knægt i originalen, fordi der får man aldrig rigtig en forklaring på hvorfor han stak sin storesøster ihjel. I Rob Zombies version får vi en gennemtæsket barndom med i handlen, og det er alt sammen meget godt, og filmen er i høj grad mere voldsom end Carpenters original, der virker en smule dateret, men det kan jeg nu egentlig godt lide. Der er faktisk tale om to vidt forskellige film, selvom der, naturligvis også er mange lighedspunkter. Tyler Mane, der spiller den voksne og komplet tavse, Michael Meyers, er et stort brød, og han virker overdimensioneret veltilrettelagt… som en naturlig dræber. Malcolm McDowell, der spiller Donald Pleasences rolle i filmen som Doktor Samuel Loomis, gør det ganske godt… han er jo faktisk en ganske fortrinelig skuespiller, som efterhånden har haft noget af en karriere. Jeg ville ønske at sige at skuespillerinden Scout Taylor-Compton er et fund som Laurie Strode, men jeg synes ikke rigtig at hun når Jamie Lee Curtis’ højder i originalen, som var den gode Jamies absolutte gennembrud som skuespillerinde.  Desuden medvirker anerkendte skuespillere som Danny Trejo og Brad Dourif… men jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal synes om det endelige produkt… der er ingen tvivl om at Rob Zombie er en horrorbuff, og hans andre film, “The House of 1000 Corpses” og “Devil’s Rejects” er egentlig mere interessante end decideret gode, men de falder dog ikke igennem , som man formentlig kunne tro med sådan en musiker, der pludselig vil være filminstruktør. De to førnævnte film er jo mere i Tobe Hoopers ånd med “The Texas Chainsaw Massacre”, men derimod “Halloween” er en helt anden størrelse. Rob Zombie instruerede også en 2’er i den nye Halloween-serie, og den er bestemt ikke særlig god… dog kan den første her godt ses, men man skal være opmærksom på at det 2 timer lange remake er en helt anden størrelse end John Carpenters ikonske original. Heldigvis har man bibeholdt noget af temaet på lydsiden og det trækker op, men jeg tror aldrig at jeg bliver helt glad for filmen.

Denne nat skal nok foregå med noget mere stillestående end det meget verbale aggressive Halloween-remake… således har jeg en Bogart-film liggende klar… og flere andre mere letfordøjelige ting. Der er dog ingen tvivl om at jeg skal se et par film… med mindre at jeg altså falder i NFL-fælden… damn – jeg ser for meget sport!

Michele Soavis “Dellamorte Dellamore” er en meget fornøjelig nyere italiensk horrorfilm, der virkelig er en gennemført oplevelse at se…

Jeg ville ønske at jeg kunne sige at Rob Zombies remake af John Carpenters klassiker var et mesterværk, men det holder ikke rigtig stik. Dertil er den for ligegyldig og ville sikkert kunne stå ganske godt for sig selv, hvis man altså ikke lige have Carpenters original…

 

 

Indrømmet. Jeg har ikke skrevet mange indlæg om musik, og det er jeg faktisk lidt ked af. Musik fylder en stor del i mit liv, og der går ikke en dag, hvor jeg ikke lytter til noget af alt den vidunderlige musik, der bliver skabt rundt omkring i verdenen.

Mandag modtog jeg således et par eksemplarer på dette. Først og fremmest, takket være Amazon, fik jeg fingerne i Wojciech Kilar’s soundtrack til filmen “The Ninth Gate”. For nogle dage siden omtalte jeg Roman Polanskis okkulte thriller i et andet indlæg, hvor jeg roste musikken. Nu har jeg så endelig anskaffet mig soundtracket, og det er virkelig, virkelig godt… den isende uhygge fra filmen er intakt, men samtidigt også ufattelig smukt. Den sangerinde, der synger på skiven er virkelig fremragende, og man bliver nærmest hensat til en god, gammel gotisk opera, hvor musikken er i højsædet, og sangerne formidable. Wojciech Kilar har blandt andet også komponeret musik til Francis Ford Coppolas storladene gotiske værk, “Bram Stoker’s Dracula”, og den er lige så fortræffelig som selve filmen. Sidestillet med musikken til “The Ninth Gate”, så ved jeg ikke længere om jeg synes at scoret til Dracula-filmen er bedre, fordi de er sgu begge så enestående godt skruet sammen, at det er svært at finde på flere hyldest-ord. Jeg ved bare at det er et soundtrack, som jeg kommer til at høre igen og igen og igen… jeg vil ihvertfald opfordre alle der er fan af den førnævnte film om at støve soundtracket op, fordi det kommer til redde dagen for den enkelte. Jeg tror at jeg vil benytte mig af ordet “Sublimt”…

Nå, men det var så soundtracket fra den mørke side af livet. Nu kommer vi til en snak om lidt lysere tider, men måske stadigvæk en anelse dystert… jeg modtog i dag (modtog er så meget sagt, fordi Cdon har jo lavet et nyt tiltag med at nu vil de ikke længere levere pakker til privatadresser… dem skal man hente på det lokale postkontor) – men ikke destro mindre, så har mine klamme fedtede fingre fået pakket pakken op, og deri fandt man jo masse gode sager, men her kommer det! : nemlig den kasserede Nightwish-forsangerinde, Tarja Turunens første live dvd… officielt ihvertfald, fordi gad vide om der ikke findes nogle bootlegs rundt omkring…nå men anyway, for at komme tilbage til dvd-udgivelsen, som jeg iøvrigt havde bestilt i en meget flot udgave med 3 Dvd’er, 2 cd’er og 80 siders billeder i et flot cover, så var der ikke et øje tørt.

Tarja blev jo som sagt fyret fra det storsælgende symfoniske metalband, Nightwish, fordi hun åbenbart havde forvandlet sig til en diva, og ikke længere havde bandet som 1. prioritet. Dertil var der vist også noget med at de havde set sig sure på hendes mand. Enig, Tarja er en kæmpe diva, der elsker publikums hyldest, men jeg tror nu også at de andre medlemmer i bandet Nightwishs egoer er blevet ramt, fordi sandheden var vel nærmere at Tarja var ved at blive en for stor stjerne i forhold til de andre medlemmer i Nightwish. I dont know, men faktum er at Tarja elsker sine fans, og hendes fans elsker Tarja – og det virker til at der er mange af dem i Argentina, fordi der er ikke mindre end 2 koncerter fra dette sydamerikanske land inkluderet i sættet, og det er virkelig fremragende.

Liveoptræden af Tarja kan man ikke sætte et finger på. Utrolig velspillende og hun synger bedre end nogensinde før. Selvfølgelig er det vanvittig teatralsk, men det var Nightwishs musik jo egentlig også. Jeg kunne rigtig godt lide denne udgave af Tarja, fordi hun elsker stadigvæk sit publikum, og hun er en stor stjerne på scenen, og det ved publikum udmærket godt. Jeg må indrømme, at jeg faktisk blev lidt blæst væk, selvom jeg langt fra kunne identificere samtlige sange, men der var da lidt fra Nightwishs tiden med, og lidt hyldest til Andrew Lloyd Weber, lidt mere Nightwish-inspireret i form af en ret god version af Gary Moores klassiske sang “Over The Hills And Far Away”… på dvd nummer 2, er der nogle referencer til 80’erne, blandt andet med en hurtig hilsen til Bon Jovi. Jeg synes at det klinger meget godt, men jeg kunne godt have undværet den noget lange trommesolo der er med på dvd nummer 1 – det var ærlig talt lidt kedeligt, og det var for meget blæren… ja ja, nu ved jeg godt at jeg lyder som en gammel, sur mand, men det er jeg sgu næsten også alligevel, så pyt med det. Jeg ved ikke om Tarja nogensinde finder et lige så stort publikum som solist, som hun havde med Nightwish, men hendes argentiske fanbase er ihvertfald intakt, og der er mange af dem på det iøvrigt meget smukke spillested, som den første koncert er omgivet i. Jeg mangler stadigvæk at se begge dvd 2 og 3, men jeg sidder netop nu og hører musikken på de medfølgende cd’er, der er med i pakken, og det er selvfølgelig den første koncert der er foreviget på disse skiver. Jeg vil nu vove at påstå at Nightwish måske er blevet et meget egoistisk band, fordi de har jo netop også fyret Tarjas erstatning, den svenske sangfugl, Anette Olzon, der nok aldrig formåede at træde ud af Tarjas berømte skygge. Dette skete sågar på en igangværende turne, og hun er blevet erstattet af hollandske Floor Jansen, som mange nok havde regnet som den naturlige afløser for Tarja i første omgang. Men jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal mene om Nightwish. Deres seneste plade var okay, men der var mere tale om et soundtrack til en kommende film, så jeg ved ikke rigtig hvordan de vil promovere filmen nu, uden Anette, idet bandets medlemmer vistnok spiller en rolle i filmen.  Nok om det, det skulle jo ikke dreje sig om Nightwish, men derimod divaen Tarja, som sikkert ikke ville bryde sig om at jeg hang fast i fortiden.

Selve udgivelsen hedder iøvrigt “Act I”, så der er formodning om at der måske udkommer flere akter – i så fald vil jeg byde dem absolut velkommen. Jeg var meget begejstret for dette første udspil, og jeg må nok sige, at jeg ser næsten mere frem til nyt fra Tarja end lige netop Nightwish. Det er selvfølgelig en frygtelig ting at sige, men jeg er nok bare kørt lidt træt i alt det der Nightwish. Der skal dog ikke herske nogen tvivl om at jeg køber begges nye udgivelser, når de kommer på markedet. Nu er spørgsmålet bare om jeg tør se Nightwish-filmen…?

Der er rigtig mange gode musikalske navne fra Finland, men af solister må Tarja siges at befinde sig i den absolutte top. Super-eliten…

Den fabelagtige Audrey…

Uha da da, jeg har fået set mere tv end hvad godt er i dag. I aften har jeg faktisk været i selskab med kultursnobberne på DR K, og først set DRs svar på et filmprogram, nemlig “Filmselskabet”, som er lidt en kunstig størrelse. Der er ihvertfald langt til Bogart-tiden, men thumbs up til Anthony Dod Mantle i aftens episode for at gøre det ret interessant.

Dernæst genså jeg naturligvis Jean-Pierre Jeunets forrygende “Den Fabelagtige Amélie Fra Montmartre”…som jo er lidt en pudsig sag, der trangerer det småsære, men underholdende er det ihvertfald. Hende Amélie der er nu en fantastisk kvinde, og det bliver jo ikonisk iscenesat af skuespilleren Audrey Tautou, der med denne film, blev megastjerne i sit hjemland og således også har prøvet kræfter med Hollywood…det skete i Ron Howards ambitiøse, men ikke helt problemfrie “Da Vinci Mysteriet”. Jeg har haft fornøjelsen af at se den gode Audrey i flere film efterhånden, men der er ingen af dem, hun skinner så gennemført i som i “Den Fabelagtige Amélie…”. Dybest set er det jo bare en romantisk komedie, men den indeholder et væld af lag, og man overgiver sig komplet til den absurde handling, der udspiller sig. Filmens persongalleri er ligeledes ganske kulørt, og skuespillerne passer ganske godt i deres roller, men den er også så gennemtrængende fransk som en film kan være. Jean-Pierre Jeunet har tidligere lavet kuriøse film, blandet andet “De Fortabte Børns By” og “Delicatessen”, men i Hollywood har han også stået bag det komplet mislykkede Alien-opus, der var nummer fire i serien om de glubske rummonstre.

Med “Amélie” rammer han dog plet, og der var rigtig mange, der valfarterede til biografmørket, for at se hvad denne besynderlige franske film nu var for en. Jeg kan ikke huske det nøjagtige antal som der kom i biffen, men det var vist en helt del, og det er forståelig, fordi nogle gange sukker man i filmverdenen på noget unikt og anderledes, og det må man i høj grad sige at “Amélie” er. Men netop præstationen af Audrey Tautou (måske opkaldt efter Hollywood-divaen, Audrey Hepburn?) er enestående. Hun personificerer fuldstændig rollen som den lidt aparte unge kvinde, og formår at gøre rollen til sin helt egen, og det er strålende og meget fornøjeligt at se på. Mathieu Kassovitz, der spiller den mandlige hovedrolle, er egentlig en ret habil instruktør også – således har han stået bag bla. den grumme “Hadet”, den ikke helt vellykkede “De Blodrøde Floder” og den småfjollede “Gothika” med Halle Berry. I “Amélie” gør han det nu også ganske godt i den mandlige rolle, der omtrent er lige så sær som den kvindelige hovedrolle. Resten af bipersonerne kender jeg ikke så mange af, men hov, der er lige Dominique Pinon, der er en fast bestanddel af Jean-Pierre Jeunets kompagni af gakkede personager.

Det er svært ikke at blive betaget af “Amélie”, og filmen var da også nomineret til 5 Oscars, deriblandt prisen for bedste ikke-amerikanske film, der dog gik til det fantastiske krigsdrama “Ingenmandsland” fra Bosnien, men det var jo i en helt anden kategori end den meget mere lette “Amélie”. Jeg kunne dog godt undre filmen at vinde en Oscar, fordi der er mange der er helt vilde med den, og med en Oscar på C.V.’et ville Jean-Pierre Jeunet sikkert kunne få mulighed for at instruere flere store Hollywood-film, men det kan også lige så godt måske være godt det samme, fordi han føler sig nok mere hjemme i sit fødeland, fordi her er spillereglerne noget anderledes, og man fornemmer at han kan tage skridtet endnu videre og satse endnu mere, end hvis han instruerede Hollywood-film, så jeg tror at den gode Jean-Pierre er godt tilfreds…?

Foruden at have genset den tapre “Amélie”s kvaler med kærligheden, så har jeg også set en anden film, der fokuserede på ulykkelig kærlighed. Det drejer sig om det meget skuespildrevne værk “Fra Bord til Bord”, eller “Separate Tables” på engelsk, fra 1958. Tilmed er det også en dobbelt Oscar-vinder, og det må man sige at det er der noget ved. Interessen for denne film udspiller sig i at min favoritskuespiller, Burt Lancaster, spiller en af de større roller. Men også Deborah Kerr, David Niven (Oscarvinder for netop denne rolle) og Rita Hayworth er med i filmen, og så ses den kommende stjerne Rod Taylor i en mindre rolle. Man er måske ikke helt gal på den, hvis man omtaler filmen som et kammerspil? – endvidere er den også baseret på et skuespil, så det hjælper lidt på det. Skuespillerne er rigtig gode, og dialogen skarp, selvom en af filmens større historier, den med at “Obersten”, spillet af David Niven, er en gammel gris, der giver damerne et “nudge” i biografen, måske kan virke en smule gammeldags og plat i vor dage. Måske inspirerede den sekvens netop Monty Python til at skrive “Nudge, Nudge”-sketchen? Hvem ved…? – anyway filmen var ihvertfald ganske god, og man blev nærmest sendt 50 år tilbage i tiden, fordi det var virkelig et levn fra fortiden, at se netop denne film. Jeg tror ikke at man kan kalde den for en klassiker i dag, men den er alligevel ikke helt uden evner, og Burt Lancaster stråler virkelig i rollen, fuldstændig på toppen af sin karriere…

Filmen var nomineret til 7 Oscars, men vandt de 2, førnævnte David Niven, og så vandt Wendy Hiller for bedste birolle, som den lidt skrappe bestyrinde af det hotel som filmen foregår på. Men det er unægtelig en film som jeg gerne vil anbefale, selvom man måske kan blive lidt afskrækket af filmens lidt kvælende tempo, så fremstår skuespillet, historien og karakterne helt igennem troværdige, og man vil gerne tilbringe lidt tid på hotellet sammen med dem. Den er hverken lige så sød eller nuttet-sær som “Den Fabelagtige Amélie”, men den er alligevel faktisk også rigtig god. Selvfølgelig når det ikke helt samme højder som førnævnte film, men den gør et forsøg, og hatten af for det!…

I nat, hvis ellers mit søvnmønster tillader det, regner jeg med at få set endnu et par film, men jeg har ganske enkelt ikke helt besluttet mig for hvad det skal være. Måske en italiensk sag af Massimo Dallamano jeg har liggende med titlen “Super Bitch”, endnu en vidunderlig udgivelse fra det engelske selskab Arrow Video…

Dette indlæg blev iøvrigt skrevet til musikken af Pretty Maids…

Historien om “Den Fabelagtige Amélie” var en sand publikumsucces, og filmen er elsket af mange og figurerer også højt på IMDbs liste over verdens bedste film.

Et godt håndværk fornægter sig ikke…og skuespillerne i Oscarvinderen “Separate Tables” udøver netop det i denne film ganske fornemt.

 

Javist. Jeg sidder her og skriver dette indlæg kl. 4 om morgenen på denne højhellig mandag morgen. Jeg er ikke voldsomt søvnig, men jeg ved at søvnen sikkert kommer til mig på et eller andet tidspunkt, men for at udvise nogenlunde rationalitet, så har jeg set et par film – jeg mener, det er bestemt ikke rationelt ikke at se film…?

Først og fremmest besluttede jeg mig for at se en af mine gamle favoritter: den okkulte thriller, “The Ninth Gate” af Roman Polanski. Det er en vanvittig god film med god spænding, fine karaktertegninger og en glimrende historie om en bog, der er skrevet af blandt andre Lucifer selv – spændende tanke, må man sige…nåh ja, man skal da være en skarn, hvis man ikke er bare en lille smule fascineret af emnet. Jeg kan huske at jeg så filmen første gang, da den gik i biffen i 1999, og allerede der var jeg ret begejstret.

Roman Polanski har jo tidligere flirtet med Djævlen før i den suveræne “Rosemary’s Baby”, hvor en hårdtplaget kvinde bliver gravid med Satans afkom. “The Ninth Gate” er, ligesom “Rosemary’s Baby”, måske ikke ligefrem hårrejsende gysere, men de er ret effektive, og når de er så velskrevne som tilfældet er med dem begge, så er man tilbøjelig til at smide alle tøjlerne overbord og nyde det der foregår på skærmen for en.

Johnny Depp spiller således hovedrollen som bogdetektiven Dean Corso, en lettere alkoholiseret og storrygende karl, der, i starten ihvertfald, mest af alt tror på sine procenter. Han får en opgave af den storsnudet Satan-entusiast Boris Balkan (Frank Langella), der går ud på at han skal opspore hvilken kopi af bogen “The Ninth Gate To The Kingdom Of The Shadows”, der er ægte. Der skulle således kun være 3 eksemplarer af den i verdenen, og den gode Balkan er i tvivl om hvorvidt hans egen er den ægte. Turen bringer Corso til Europa, hvor han indleder jagten på bøgerne, og desuden kommer ud for flere dødsfald. Alt imens venter en rig enke (Lena Olin) i baggrunden og en mystisk pige (Emanuelle Seigner) i forgrunden. Kan Corso bevare overblikket, og er der egentlig et eller andet særligt ved den mystiske bog?

Jeg vil slet ikke lægge skjul på at jeg synes meget godt om “The Ninth Gate”. Historien er tilpas interessant til at holde mig fanget i de lidt over 2 timer filmen varer. Og skuespilpræstationerne og instruktionen er til topklasse. Eksil-polakken Polanski kan virkelig noget med at skure en veldrejet thriller sammen, og særligt Frank Langella, der nok er for lidt med i handlingen, spiller utrolig godt. Men den farlige rige enke, der bliver spillet af den pæne, svenske skuespillerinde Lena Olin er vældig attraktiv – det samme kan iøvrigt siges om Emanuelle Seigner, iøvrigt Roman Polanskis kone i virkeligheden  – hun er også tilpas mystisk og velspillende, og hvad er det nu for noget med at hun kan svæve igennem luften?… meget mærkværdigt. Johnny Depp gør det skam også ganske godt, og det er forfriskende at se ham i en film, hvor han enten ikke er instrueret af Tim Burton eller hvor han spiller en småfuld pirat.

Og så lige et par ord om filmens musik, fordi den er virkelig fremragende. Wojciech Kilar, der blandt andet også har stået for musikken til Francis Ford Coppola’s “Bram Stoker’s Dracula”, har komponeret, og det er han sluppet særdeles godt fra – hans score emmer af både drillesyghed og overbærende storhed, navnlig i filmens klimaks, hvor man får flotte passager fra et dystertlydende gotisk kor.

Alt i alt er “The Ninth Gate” en glimrende film, men man kunne nok godt lige have undladt de meget åbenlyse product placement-reklamer, som figurer i filmen. Jeg tænker på Corsos flittige brug af Lucky Strike-cigaretter, og en meget plat henvisning til Shell forekommer desuden også. Men det er dog petitesser, og man tilgiver dem det hele. “The Ninth Gate” er dermed et godt valg til næste gang, der skal ses en god okkult thriller, fordi gyser er det næppe, men en gennemført, veldrejet thriller kan der dog godt være tale om.

Men som sagt, så så jeg jo 2 film, og den anden bevægede sig også i thriller-land, men det var, gud hjælpe mig, også en af de mest kedelige varulvefilm jeg har set, nemlig Mike Nichols’ “Wolf” med Jack Nicholson, Michelle Pfeiffer, James Spader og Christopher Plummer.

Som jeg skrev, så synes jeg at filmen var en decideret kedelig oplevelse. Jeg savnede i høj grad, den obligatoriske forvandlingsscene, som man jo kender for næsten samtlige andre varulve film, men det var tydeligt at man ville forsøge at lave en meget seriøs og meget voksen varulvefilm, fordi der er godt nok ikke meget at more sig over med denne korthårede ulvehistorie. Når jeg skriver korthårede, så er det fordi at make-uppen, iøvrigt af troldmanden, Rick Barker, var meget minimal…kun lige i filmens slutning ser man prøver på hvordan en varulv rent faktisk bør se ud, men det meste af filmen er bare gode gamle Jack med lidt større bakkenbarter, og hvem tror lige på det?. Jeg er med på at man bestemt gerne vil bibringe lidt seriøsitet… hey, det kan jeg da godt forstå, men når det ligefrem skal gå så meget ud over underholdningsværdien som det er tilfældet i denne film…ja så ved jeg det ikke rigtig.

Jack Nicholson spiller egentlig rollen ret godt. Han har tilsyneladende studeret en ulv og tænkt meget over hvordan sådan en granvoksen hanulv bevæger sig. Således kan man se ham gå hvileløst fra side til side når han venter på at døren skal blive åbnet. Og der er således også et væld af spring og hop og dansen og hylen og hoppen og… nej vent lidt det havde jeg jo skrevet… glem det, det her bliver aldrig nogen stor klassiker i ulve-verdenen – til det er den alt for konstrueret og for ujævn. Grangivelig ville man lave en erotisk thriller med en varulv, fordi man kan godt mistænke folkene bag om at den sigter efter et meget modent publikum og garanteret hovedsageligt kvinder. Der er ikke nok horrorelementer i den til at det er en gyserfilm, og spændingen daler lige så stille i takt med at ulvemandens potens går op. Det er bare ikke vanvittig interessant. Når det så er sagt, så er jeg sikker på at der sikkert er en masse universitetsstuderende, der kunne få en god opgave ud af filmen “Wolf”… det tror jeg faktisk at den ville være rigtig fornem som – sådan med at kortlægge dyrets lyster og inderste behov? Well… hvis der nogensinde kommer sådan en opgave, så ville jeg med glæde læse den, men som underholdning på en buldrende mørk novembernat, så er “Wolf” ikke nogen åbenbaring… jeg tror hellere at jeg vil se John Landis’ “En Amerikansk Varulv i London” eller den allerførste “The Howling” – det er nok nogle af de absolutte bedste varulvefilm, der nogensinde er lavet… Men jeg har nu også en svaghed for remaket af “The Wolf  Man”, jeg synes at den havde nogle ret fine kvaliteter som gennemført horrorfilm og så var jeg vild med make-uppen i filmen, der var total oldschool og tro mod den gamle film fra 1941. Klasse!.

Roman Polanski skabte med “The Ninth Gate” endnu en ganske fremragende okkult thriller, hvor Satan selv spiller en større rolle.

Omslag til en af de mest kedelige varulvefilm jeg nogensinde har set: Mark Nichols’ “Wolf” med en noget behåret Jack Nicholson…

 

Beam me up, Scotty…

Jeg har netop genset J. J. Abrams’ enormt actionfyldte Star Trek-reboot, der meget passende bare hedder “Star Trek”, og skal forestille at foregå før den originale serie med det første møde mellem de mange klassiske karakterer, som vi alle kender og elsker fra det ikonske univers.

Som så mange andre, var jeg i biffen i 2009 for at se dette nye science fiction opus i fuld flor. Jeg er meget glad for Star Trek – jeg ved dog ikke om jeg vil kalde mig selv for hårdhudet ‘Trekkie’ eller ‘Trekker’, fordi jeg kan ikke rigtig huske hvad det var for et rummonster som Kirk bekæmper i flere af de meget sjove afsnit i den originale serie – der virkelig var banebydende, sågar var det en af de første serier hvor en sort kvinde spillede en fremtrædende rolle, og med implementeringen af en russer, så virkede serien i høj grad forud for sin tid. Selvom effekterne var elendige og kulisserne jammerlige, så er den originale serie fyldt med sjove påfund, og man morer sig kostelig. Den gang jeg var knægt, voksede jeg til gengæld op med serien “Star Trek: The Next Generation”, som jeg slavisk så hver eneste aften på Sky One-kanalen over vores parabol. Den har virkelig bragt mig mange gode minder, men som sagt, så er jeg nok ikke den gængse hardcore ‘Trekkie’ – selvom jeg dog ejer alle filmene i ganske gode dvd-udgivelser.

J. J. Abrams har instrueret en film, der er meget tro mod universet, og med Roberto Orci og Alex Kurtzmans sympatiske historie, så har vi her at gøre med visse ting, der har været meget brugt i serierne igennem tiden. Først og fremmest med en alternativ virkelighed, dernæst er der tale om tidsrejse og endelig forholdet mellem Kirk og Spock, der også kommer på flere prøvelser. Historien er for så vidt ganske okay, men den refererer ikke meget til den legendariske sætning: “To boldly go, where no one has gone before…” – i stedet får vi også en intergalaktisk rumkrig mellem romulanerne og Føderationen. Der er flere af filmene, der har flirtet med det før – f.eks. i “First Contact”, hvor kaptajn Jean-Luc Picard og hans besætning står over for den frygtelige trussel, der er The Borg. Det er nu okay, fordi man sidder og venter på action, og det får man rigeligt af. J. J. Abrams har valgt at vise flere afgørende øjeblikke med hurtige kamerabevægelser og klip, som sætter actionen i højsædet. Men forholdet mellem Kirk og Spock er også på kogepunktet, og de to gamle venner må gå gruelig meget igennem – først hader de hinanden, så forstår de hinanden og sluttelig bliver de gode venner. Men jeg kan nok aldrig rigtig forstå den lidt mærkelige kærlighedshistorie mellem Uhura og Spock? Den havde jeg ikke lige set komme, men det bliver forhåbentlig uddybet i film nummer to, der er hastig på vej.

Filmens cast er meget veloplagt. Chris Pine og Zachary Quinto er to gode valg som henholdsvis de unge Kirk og Spock, og så er der jo Leonard Nimoy, der gentager sin rolle, for guderne må vide hvilken gang, som den gamle Spock. Det var sgu et herligt gensyn med den gamle logikker. Resten af holdet ser også ganske fornuftigt ud: Zöe Saldana er flot og sød som Uhura, John Cho er god som Sulu (selvom man godt kan savne lidt den gamle homoseksuelle buksetrold, George Takei), Karl Urban forsøger sig godt som Bones McCoy, men jeg er nok for meget nostalgiker til ikke at foretrække DeForest Kelley i den rolle, han gjorde det virkelig godt. Ellers ses Anton Yelchin som den unge Chekov og endelig selvfølgelig Simon Pegg som Scotty, der er blevet gjort til en helt igennem komisk figur – lidt mærkværdigt, men hvad pokker, det går sgu nok… han søger da i det mindste for et par grin, så atmosfæren ikke er helt tyk af gravalvorlige indfald.

En af de mest mindeværdige ting ved den gamle serie og filmene iøvrigt er den fremragende musik af Jerry Goldsmith. Den dygtige komponist er desværre ikke længere iblandt os, men hans arvtager Michael Giacchino har nu også skabt et ganske godt score – dog uden brug af det formidable tema, som ellers har fuldt seriens karakterer i tykt og tyndt i mange år. Jeg prøvede bevidst at nærlytte efter scoret, og jeg fandt det virkelig godt.

Som sagt er der jo en 2’er på vej, og jeg ved ikke meget om den, men jeg ved dog at de fleste skuespillere vender tilbage til deres roller, som nu må siges at være deres. Den originale serie har nok flere af de gode skuespillere, som jeg noget bedre kan lide end den lidt sterile serie om den næste generation. Men jeg er spændt på at se hvor vidt de kan drive denne nye serie -der er slet ingen tvivl om at jeg vil sidde med begge øjne og ører åbne og følge med i at hvad dette nye Star Trek-univers foretager sig, men det eneste jeg sådan set håber på er at de er tro imod det gamle univers og de oprindelige skuespillere samt deres karakterer. Det er også J. J. Abrams der sidder i instruktørstolen næste gang, så vi kan nok forvente os endnu mere hårdtpumpet action end den første – så håber jeg bare at historien følger med.

Hvis man får lyst til at dykke mere ned i fankulturen bag Star Trek, så vil jeg gerne anbefale de to geniale dokumentarprogrammer “Trekkies” og “Trekkies 2”, der virkelig går tæt på Star Treks enorme skare af mere eller mindre gale fans. De er virkelig et studie i sig selv, og jeg tager hatten af for at man kan være så dedikeret til et enkelt univers.

“Star Trek: Into Darkness” er iøvrigt planlagt til at få premiere i juni 2013.