Jeg har netop genset J. J. Abrams’ enormt actionfyldte Star Trek-reboot, der meget passende bare hedder “Star Trek”, og skal forestille at foregå før den originale serie med det første møde mellem de mange klassiske karakterer, som vi alle kender og elsker fra det ikonske univers.

Som så mange andre, var jeg i biffen i 2009 for at se dette nye science fiction opus i fuld flor. Jeg er meget glad for Star Trek – jeg ved dog ikke om jeg vil kalde mig selv for hårdhudet ‘Trekkie’ eller ‘Trekker’, fordi jeg kan ikke rigtig huske hvad det var for et rummonster som Kirk bekæmper i flere af de meget sjove afsnit i den originale serie – der virkelig var banebydende, sågar var det en af de første serier hvor en sort kvinde spillede en fremtrædende rolle, og med implementeringen af en russer, så virkede serien i høj grad forud for sin tid. Selvom effekterne var elendige og kulisserne jammerlige, så er den originale serie fyldt med sjove påfund, og man morer sig kostelig. Den gang jeg var knægt, voksede jeg til gengæld op med serien “Star Trek: The Next Generation”, som jeg slavisk så hver eneste aften på Sky One-kanalen over vores parabol. Den har virkelig bragt mig mange gode minder, men som sagt, så er jeg nok ikke den gængse hardcore ‘Trekkie’ – selvom jeg dog ejer alle filmene i ganske gode dvd-udgivelser.

J. J. Abrams har instrueret en film, der er meget tro mod universet, og med Roberto Orci og Alex Kurtzmans sympatiske historie, så har vi her at gøre med visse ting, der har været meget brugt i serierne igennem tiden. Først og fremmest med en alternativ virkelighed, dernæst er der tale om tidsrejse og endelig forholdet mellem Kirk og Spock, der også kommer på flere prøvelser. Historien er for så vidt ganske okay, men den refererer ikke meget til den legendariske sætning: “To boldly go, where no one has gone before…” – i stedet får vi også en intergalaktisk rumkrig mellem romulanerne og Føderationen. Der er flere af filmene, der har flirtet med det før – f.eks. i “First Contact”, hvor kaptajn Jean-Luc Picard og hans besætning står over for den frygtelige trussel, der er The Borg. Det er nu okay, fordi man sidder og venter på action, og det får man rigeligt af. J. J. Abrams har valgt at vise flere afgørende øjeblikke med hurtige kamerabevægelser og klip, som sætter actionen i højsædet. Men forholdet mellem Kirk og Spock er også på kogepunktet, og de to gamle venner må gå gruelig meget igennem – først hader de hinanden, så forstår de hinanden og sluttelig bliver de gode venner. Men jeg kan nok aldrig rigtig forstå den lidt mærkelige kærlighedshistorie mellem Uhura og Spock? Den havde jeg ikke lige set komme, men det bliver forhåbentlig uddybet i film nummer to, der er hastig på vej.

Filmens cast er meget veloplagt. Chris Pine og Zachary Quinto er to gode valg som henholdsvis de unge Kirk og Spock, og så er der jo Leonard Nimoy, der gentager sin rolle, for guderne må vide hvilken gang, som den gamle Spock. Det var sgu et herligt gensyn med den gamle logikker. Resten af holdet ser også ganske fornuftigt ud: Zöe Saldana er flot og sød som Uhura, John Cho er god som Sulu (selvom man godt kan savne lidt den gamle homoseksuelle buksetrold, George Takei), Karl Urban forsøger sig godt som Bones McCoy, men jeg er nok for meget nostalgiker til ikke at foretrække DeForest Kelley i den rolle, han gjorde det virkelig godt. Ellers ses Anton Yelchin som den unge Chekov og endelig selvfølgelig Simon Pegg som Scotty, der er blevet gjort til en helt igennem komisk figur – lidt mærkværdigt, men hvad pokker, det går sgu nok… han søger da i det mindste for et par grin, så atmosfæren ikke er helt tyk af gravalvorlige indfald.

En af de mest mindeværdige ting ved den gamle serie og filmene iøvrigt er den fremragende musik af Jerry Goldsmith. Den dygtige komponist er desværre ikke længere iblandt os, men hans arvtager Michael Giacchino har nu også skabt et ganske godt score – dog uden brug af det formidable tema, som ellers har fuldt seriens karakterer i tykt og tyndt i mange år. Jeg prøvede bevidst at nærlytte efter scoret, og jeg fandt det virkelig godt.

Som sagt er der jo en 2’er på vej, og jeg ved ikke meget om den, men jeg ved dog at de fleste skuespillere vender tilbage til deres roller, som nu må siges at være deres. Den originale serie har nok flere af de gode skuespillere, som jeg noget bedre kan lide end den lidt sterile serie om den næste generation. Men jeg er spændt på at se hvor vidt de kan drive denne nye serie -der er slet ingen tvivl om at jeg vil sidde med begge øjne og ører åbne og følge med i at hvad dette nye Star Trek-univers foretager sig, men det eneste jeg sådan set håber på er at de er tro imod det gamle univers og de oprindelige skuespillere samt deres karakterer. Det er også J. J. Abrams der sidder i instruktørstolen næste gang, så vi kan nok forvente os endnu mere hårdtpumpet action end den første – så håber jeg bare at historien følger med.

Hvis man får lyst til at dykke mere ned i fankulturen bag Star Trek, så vil jeg gerne anbefale de to geniale dokumentarprogrammer “Trekkies” og “Trekkies 2”, der virkelig går tæt på Star Treks enorme skare af mere eller mindre gale fans. De er virkelig et studie i sig selv, og jeg tager hatten af for at man kan være så dedikeret til et enkelt univers.

“Star Trek: Into Darkness” er iøvrigt planlagt til at få premiere i juni 2013.

Reklamer