Jeg har netop genset J. J. Abrams’ enormt actionfyldte Star Trek-reboot, der meget passende bare hedder “Star Trek”, og skal forestille at foregå før den originale serie med det første møde mellem de mange klassiske karakterer, som vi alle kender og elsker fra det ikonske univers.
Som så mange andre, var jeg i biffen i 2009 for at se dette nye science fiction opus i fuld flor. Jeg er meget glad for Star Trek – jeg ved dog ikke om jeg vil kalde mig selv for hårdhudet ‘Trekkie’ eller ‘Trekker’, fordi jeg kan ikke rigtig huske hvad det var for et rummonster som Kirk bekæmper i flere af de meget sjove afsnit i den originale serie – der virkelig var banebydende, sågar var det en af de første serier hvor en sort kvinde spillede en fremtrædende rolle, og med implementeringen af en russer, så virkede serien i høj grad forud for sin tid. Selvom effekterne var elendige og kulisserne jammerlige, så er den originale serie fyldt med sjove påfund, og man morer sig kostelig. Den gang jeg var knægt, voksede jeg til gengæld op med serien “Star Trek: The Next Generation”, som jeg slavisk så hver eneste aften på Sky One-kanalen over vores parabol. Den har virkelig bragt mig mange gode minder, men som sagt, så er jeg nok ikke den gængse hardcore ‘Trekkie’ – selvom jeg dog ejer alle filmene i ganske gode dvd-udgivelser.
J. J. Abrams har instrueret en film, der er meget tro mod universet, og med Roberto Orci og Alex Kurtzmans sympatiske historie, så har vi her at gøre med visse ting, der har været meget brugt i serierne igennem tiden. Først og fremmest med en alternativ virkelighed, dernæst er der tale om tidsrejse og endelig forholdet mellem Kirk og Spock, der også kommer på flere prøvelser. Historien er for så vidt ganske okay, men den refererer ikke meget til den legendariske sætning: “To boldly go, where no one has gone before…” – i stedet får vi også en intergalaktisk rumkrig mellem romulanerne og Føderationen. Der er flere af filmene, der har flirtet med det før – f.eks. i “First Contact”, hvor kaptajn Jean-Luc Picard og hans besætning står over for den frygtelige trussel, der er The Borg. Det er nu okay, fordi man sidder og venter på action, og det får man rigeligt af. J. J. Abrams har valgt at vise flere afgørende øjeblikke med hurtige kamerabevægelser og klip, som sætter actionen i højsædet. Men forholdet mellem Kirk og Spock er også på kogepunktet, og de to gamle venner må gå gruelig meget igennem – først hader de hinanden, så forstår de hinanden og sluttelig bliver de gode venner. Men jeg kan nok aldrig rigtig forstå den lidt mærkelige kærlighedshistorie mellem Uhura og Spock? Den havde jeg ikke lige set komme, men det bliver forhåbentlig uddybet i film nummer to, der er hastig på vej.
Filmens cast er meget veloplagt. Chris Pine og Zachary Quinto er to gode valg som henholdsvis de unge Kirk og Spock, og så er der jo Leonard Nimoy, der gentager sin rolle, for guderne må vide hvilken gang, som den gamle Spock. Det var sgu et herligt gensyn med den gamle logikker. Resten af holdet ser også ganske fornuftigt ud: Zöe Saldana er flot og sød som Uhura, John Cho er god som Sulu (selvom man godt kan savne lidt den gamle homoseksuelle buksetrold, George Takei), Karl Urban forsøger sig godt som Bones McCoy, men jeg er nok for meget nostalgiker til ikke at foretrække DeForest Kelley i den rolle, han gjorde det virkelig godt. Ellers ses Anton Yelchin som den unge Chekov og endelig selvfølgelig Simon Pegg som Scotty, der er blevet gjort til en helt igennem komisk figur – lidt mærkværdigt, men hvad pokker, det går sgu nok… han søger da i det mindste for et par grin, så atmosfæren ikke er helt tyk af gravalvorlige indfald.
En af de mest mindeværdige ting ved den gamle serie og filmene iøvrigt er den fremragende musik af Jerry Goldsmith. Den dygtige komponist er desværre ikke længere iblandt os, men hans arvtager Michael Giacchino har nu også skabt et ganske godt score – dog uden brug af det formidable tema, som ellers har fuldt seriens karakterer i tykt og tyndt i mange år. Jeg prøvede bevidst at nærlytte efter scoret, og jeg fandt det virkelig godt.
Som sagt er der jo en 2’er på vej, og jeg ved ikke meget om den, men jeg ved dog at de fleste skuespillere vender tilbage til deres roller, som nu må siges at være deres. Den originale serie har nok flere af de gode skuespillere, som jeg noget bedre kan lide end den lidt sterile serie om den næste generation. Men jeg er spændt på at se hvor vidt de kan drive denne nye serie -der er slet ingen tvivl om at jeg vil sidde med begge øjne og ører åbne og følge med i at hvad dette nye Star Trek-univers foretager sig, men det eneste jeg sådan set håber på er at de er tro imod det gamle univers og de oprindelige skuespillere samt deres karakterer. Det er også J. J. Abrams der sidder i instruktørstolen næste gang, så vi kan nok forvente os endnu mere hårdtpumpet action end den første – så håber jeg bare at historien følger med.
Hvis man får lyst til at dykke mere ned i fankulturen bag Star Trek, så vil jeg gerne anbefale de to geniale dokumentarprogrammer “Trekkies” og “Trekkies 2”, der virkelig går tæt på Star Treks enorme skare af mere eller mindre gale fans. De er virkelig et studie i sig selv, og jeg tager hatten af for at man kan være så dedikeret til et enkelt univers.
“Star Trek: Into Darkness” er iøvrigt planlagt til at få premiere i juni 2013.
Den har selvfølgeligt ikke samme appeal som Godfather, hvor bosserne nærmest er kongelige højheder. Der er ikke rigtigt nogen man kan holde af i Gomorra, der er mere dokumentarisk.
Nej, men det er vel også det der gør den realistisk, fordi i den virkelig mafiaverden, så tror jeg ikke at der er særlig mange man kan holde af… der er for mange skruppelløse mennesker til det… hvad synes du iøvrigt om en film som “Goodfellas”?…
Goodfellas er en drømmefilm. Jeg tror ikke, det kan gøres bedre end den. Faktisk synes jeg den er bedre end Godfather.
Ja, den er svær underholdende… jeg er også ret glad for den. Jeg har filmen American Gangster liggende, som jeg skal have set… det bliver spændende at se hvor den passer ind med alle disse gangster-film. Nu mangler jeg kun at begynde at lytte til gangsta rap! – ha ha, that will NEVER happen!…
American Gangster lykkes ualmindeligt godt med at genskabe fortiden.
Jeg har hørt meget godt om den film, så jeg bliver naturligvis nødt til at give den et spin på et tidspunkt. Normaltvis er jeg ikke den største fan af gangster-film, men de er ofte så forbandet intense, at det er svært at kigge væk.
Denne her er over gennemsnittet, og nostalgisk for os der oplevede 70’erne.
Så må jeg jo hellere få det at se… det er godt med nostalgiske film. Der er flere film i min samling, som jeg har haft lyst til at se i længere tid. Den anden nat, så jeg blandt andet “Howard – The Duck” – en komplet åndssvag, George Lucas-produceret film, men den er alligevel skidesjov, og minder mig om min egen barndom… så jeg elsker at hive filmen frem og få alle de gode minder genoplivet…
Jeg ved nu ikke, om jeg vil kalde American Gangster nostalgi. Den er på mange måder aldeles modbydelig. Men jeg har bare noget med 60-70’erne, der gør mig nostalgisk, når jeg ser film der så overbevisende genskaber perioden, som bestemt ikke var nogen dans på roser i de amerikanske storbyer.
Hm ja, en god gangsterfilm skal også gerne være lidt voldsom, modbydelig og hårdkogt… fordi jeg tvivler på at det er de gode sønner, der er med i sådan et syndikat.. men jo, jeg tænker også nogle gange tilbage på min barndom i 80’erne og så min ungdom i 90’erne, det var jo noget en anden tid end nu, men hvert årti adskiller selvfølgelig sig fra hinanden. Jeg må indrømme at jeg i 90’erne havde meget svært ved at finde ud af hvem jeg i virkeligheden var – men det er nok ret typisk med teenagere og deres identitetsdannelse… det var først i slutningen af 90’erne at jeg fandt ud af at jeg var til heavy metal, og jeg begyndte først at interesse mig alvorligt for film i samme alder, og samlermanien satte ind ved 20-års alderen… – men det er jo den vej det går…og jeg ville nødig være foruden mine ungdomsår, men når det er sagt, så er jeg ikke meget for at skulle genopleve dem… en gang må være nok!
Selvfølgeligt var ungdomsårene noget anstrengende, men jeg savner nu alligevel 70’erne. Det var jo også tiden før jeg blev rigtigt syg og dårlig, og jeg husker årtiet som mere frisindet, og film som mere interessante.
Jeg ku godt tænke mig at tage tidsmaskinen tilbage nogle dage, og genopleve et og andet. Og gå i biffen og se Dawn of the Dead igen. Det var ganske vist i 1980.
Jeg er helt enig i at film fra 70’erne er noget helt særligt… hvor der faktisk er tale om ægte filmhåndværk, fremfor noget der er blevet manipuleret på computeren… det er ligesom at det er mere holdbart på en måde. Men selvfølgelig kunne en filmserie som Ringernes Herre ikke været lavet i 70’erne – ihvertfald ikke nært så storslået…
Men fortiden har ganske vist produceret masser af monumentale storfilm.
Jeg har forresten aldrig fået set Ringenes Herre. Er gået i gang med den adskillige gange uden at kunne fastholde opmærksomheden, så nu har jeg opgivet. Fantasy er ikke lige mig. Der er jo ikke så mange kyniske revolvermænd.
Ja, det er rigtig med at Hollywood har produceret giga-film før, jeg er stadigvæk meget vild med storfilm som De Ti Bud og Cleopatra – mangler stadigvæk at få set Ben-Huur…
Jeg har set de første to afsnit af Ringernes Herre i biffen, og jeg var meget begejstret for især den første, selvom jeg skulle sidde på allerførste række og glor på en monsterstor skærm i 3 timer, så nakken gik helt af led… eller noget i den stil, men jeg kan nu godt lide universet. Og Peter Jackson var jo det helt rigtige til at instruere filmene, fornemmer man ihvertfald… – det bliver spændende med Hobitten…
Og nej, der er ikke mange kyniske, tavse revolvermænd – til gengæld er der små folk med behårede fødder, troldmænd og riddere med store tohåndssværd… ganske charmerende.
Så synes jeg altså bedre om Robin Hood. Måske skal Ringene bare ses på det store lærred og ikke på mit lille, oldnordiske tv.
Well, jeg må også retfærdigvis sige at jeg var kørt lidt træt med det med 3’eren, som slet ikke kunne fange mig. Robin Hood er også cool – eller hvad med en som Ivanhoe? den gamle Ivanhoe fra 1952 med Robert Taylor og Elizabeth Taylor er fantastisk… virkelig sublim underholdning, der ikke ser sig tilbage. En god gammeldags ridderfilm…
Ivanhoe hører bestemt til mine favoritter, men i denne svære tid synes jeg godt om en type der overfalder de rige og magtfulde og hjælper de små …
Er der ikke noget om at Ivanhoe og Robin slår sig sammen i den film?
Jo, det gør de ganske rigtigt… og så stormer de sammen en kæmpe borg for at befri Elizabeth Taylor så vidt jeg husker… det er en ganske fremragende film. Jeg var meget begejstret for den som knægt… og det er jeg virkelig også i mit voksenliv. Desværre ejer jeg den ikke på dvd, men den står på min ønskeseddel.
Samme her.
Jeg mener at den kun er ude på en reg. 1-dvd, så der er jo lige det med at få bestilt en dvd over sundet… det er ikke så nemt, nu hvor Planetaxel ikke længere er iblandt os… men mon ikke at det kan lade sig gøre alligevel… har ikke lige checket på Amazon endnu…
Ja, jeg skal jo lige have bestilt en maskine i Laserdisken før jeg kaster mig ud i flere reg. 1-eventyr.
Sådan en film er til at finde i amazon. 18.29 pund med hollandske undertekster. 9.48 pund på reg.1.
Det er kun cool. Jeg havde på fornemmeren at jeg nok kunne finde den på Amazon… nu skal jeg så lige have råd… de fleste penge går til julegaver lige for tiden, så jeg får nok ikke bestilt den før næste måned…oh well…
Jeg skal heldigvis kun købe to gaver, og den ene er allerede bestilt.
Okay… jeg ved ikke rigtig om jeg kan forene mig med julen. Det er vel en god tid for alle, og de fleste mennesker er en smule påtaget på denne tid, med mindre man kender dem godt. Jeg skal alligevel bruge omtrent 3500-4000 på julegaver i år… så det er noget man kan mærke i pengepungen.. men hvad, så bliver de forhåbentlig glade for gaverne?
Så stor en omgangskreds har jeg slet ikke mere. Desuden giver jeg ikke gaver til andre end min søster og mine forældre. Det meste af familien kommer jeg ikke sammen med i det daglige og ser dem helelr ikke i julen … som jeg egentligt godt gad undvære.
Ja, julen er ikke nødvendigvis en god ting. Jeg er ikke typen der kommer i julestemning eller pynter op med et utal af små røde væsner… jeg prøver på at bevare jordforbindelsen, men jeg kan dog godt lide når sneen falder… så kan man sidde indenfor og drikke kaffe og se film… se det er ægte julestemning!
Vinteren er skam en god tid. Blot er julen lidt anstrengende synes jeg.
Ja, det er der vist ingen tvivl om. Men der er også mange der godt kan lide julen, også i min omgangskreds, så jeg prøver på at være nogenlunde omgørelig, men at komme helt i julestemning bliver aldrig mig…
Julen er en tid med mange nostalgiske følelser for mig. Så mange at jeg næsten bliver deprimeret. Specielt når jeg tænker på barndommens jul, og alle de mennesker, jeg kendte, som ikke er her mere. Det er virkeligt en periode, der sætter gang i mine tanker, og det er ikke altid behageligt.
Den danske jul kan vel sammenlignes lidt med den amerikanske thanksgiving… hvor man reflekterer over livet og dem der ikke længere er i blandt os, og endnu værre… dem som er! men det er rigtigt, der er mange tanker forbundet med den danske jul – og det er ikke så sært at mange bukker under med en spirrende depression. Selvfølgelig spiller det mørke vejr nok også ind, men det er unægtelig en tid med mange følelser…
Jamen jeg forsikrer at jeg elsker det mørke vejr. Det er netop i denne tid, at jeg rejser mig fra min kiste i krypten.
Hehe, javel ja… er det så den tid hvor du gør Ringsted utryg? Sådan at man vandrer hvileløst rundt i flere dage i håb om at finde noget guld i form af interessante film? Det er en charmerende… selv sidder jeg mest herhjemme og konstruerer og opbygger mit imperium af ondskab, men dog alligevel charme og velmenenhed, fordi man er jo ikke gennemført ondt – den slags fiindes kun på film… tak Billy Drago og Ricardo Montalban…!
Ringsteds guld er hurtigt overset, men jeg er hvileløs alligevel.
Ak ja, så er det så ikke nemt. Jeg fik faktisk forvildet mig udenfor i dag og gik en tur i BB – købte filmen “Battleship”, som jeg faktisk har haft lyst til at se siden jeg så en teasertrailer… gad vide om den er lige så stupid som den lover? så tror jeg at jeg vil føle mig glimrende underholdt!
Endnu en film jeg ikke gider.
Hehe, det var også lidt søgt underholdning, men det var umiskendeligt en popcornfilm…