Javist. Jeg sidder her og skriver dette indlæg kl. 4 om morgenen på denne højhellig mandag morgen. Jeg er ikke voldsomt søvnig, men jeg ved at søvnen sikkert kommer til mig på et eller andet tidspunkt, men for at udvise nogenlunde rationalitet, så har jeg set et par film – jeg mener, det er bestemt ikke rationelt ikke at se film…?

Først og fremmest besluttede jeg mig for at se en af mine gamle favoritter: den okkulte thriller, “The Ninth Gate” af Roman Polanski. Det er en vanvittig god film med god spænding, fine karaktertegninger og en glimrende historie om en bog, der er skrevet af blandt andre Lucifer selv – spændende tanke, må man sige…nåh ja, man skal da være en skarn, hvis man ikke er bare en lille smule fascineret af emnet. Jeg kan huske at jeg så filmen første gang, da den gik i biffen i 1999, og allerede der var jeg ret begejstret.

Roman Polanski har jo tidligere flirtet med Djævlen før i den suveræne “Rosemary’s Baby”, hvor en hårdtplaget kvinde bliver gravid med Satans afkom. “The Ninth Gate” er, ligesom “Rosemary’s Baby”, måske ikke ligefrem hårrejsende gysere, men de er ret effektive, og når de er så velskrevne som tilfældet er med dem begge, så er man tilbøjelig til at smide alle tøjlerne overbord og nyde det der foregår på skærmen for en.

Johnny Depp spiller således hovedrollen som bogdetektiven Dean Corso, en lettere alkoholiseret og storrygende karl, der, i starten ihvertfald, mest af alt tror på sine procenter. Han får en opgave af den storsnudet Satan-entusiast Boris Balkan (Frank Langella), der går ud på at han skal opspore hvilken kopi af bogen “The Ninth Gate To The Kingdom Of The Shadows”, der er ægte. Der skulle således kun være 3 eksemplarer af den i verdenen, og den gode Balkan er i tvivl om hvorvidt hans egen er den ægte. Turen bringer Corso til Europa, hvor han indleder jagten på bøgerne, og desuden kommer ud for flere dødsfald. Alt imens venter en rig enke (Lena Olin) i baggrunden og en mystisk pige (Emanuelle Seigner) i forgrunden. Kan Corso bevare overblikket, og er der egentlig et eller andet særligt ved den mystiske bog?

Jeg vil slet ikke lægge skjul på at jeg synes meget godt om “The Ninth Gate”. Historien er tilpas interessant til at holde mig fanget i de lidt over 2 timer filmen varer. Og skuespilpræstationerne og instruktionen er til topklasse. Eksil-polakken Polanski kan virkelig noget med at skure en veldrejet thriller sammen, og særligt Frank Langella, der nok er for lidt med i handlingen, spiller utrolig godt. Men den farlige rige enke, der bliver spillet af den pæne, svenske skuespillerinde Lena Olin er vældig attraktiv – det samme kan iøvrigt siges om Emanuelle Seigner, iøvrigt Roman Polanskis kone i virkeligheden  – hun er også tilpas mystisk og velspillende, og hvad er det nu for noget med at hun kan svæve igennem luften?… meget mærkværdigt. Johnny Depp gør det skam også ganske godt, og det er forfriskende at se ham i en film, hvor han enten ikke er instrueret af Tim Burton eller hvor han spiller en småfuld pirat.

Og så lige et par ord om filmens musik, fordi den er virkelig fremragende. Wojciech Kilar, der blandt andet også har stået for musikken til Francis Ford Coppola’s “Bram Stoker’s Dracula”, har komponeret, og det er han sluppet særdeles godt fra – hans score emmer af både drillesyghed og overbærende storhed, navnlig i filmens klimaks, hvor man får flotte passager fra et dystertlydende gotisk kor.

Alt i alt er “The Ninth Gate” en glimrende film, men man kunne nok godt lige have undladt de meget åbenlyse product placement-reklamer, som figurer i filmen. Jeg tænker på Corsos flittige brug af Lucky Strike-cigaretter, og en meget plat henvisning til Shell forekommer desuden også. Men det er dog petitesser, og man tilgiver dem det hele. “The Ninth Gate” er dermed et godt valg til næste gang, der skal ses en god okkult thriller, fordi gyser er det næppe, men en gennemført, veldrejet thriller kan der dog godt være tale om.

Men som sagt, så så jeg jo 2 film, og den anden bevægede sig også i thriller-land, men det var, gud hjælpe mig, også en af de mest kedelige varulvefilm jeg har set, nemlig Mike Nichols’ “Wolf” med Jack Nicholson, Michelle Pfeiffer, James Spader og Christopher Plummer.

Som jeg skrev, så synes jeg at filmen var en decideret kedelig oplevelse. Jeg savnede i høj grad, den obligatoriske forvandlingsscene, som man jo kender for næsten samtlige andre varulve film, men det var tydeligt at man ville forsøge at lave en meget seriøs og meget voksen varulvefilm, fordi der er godt nok ikke meget at more sig over med denne korthårede ulvehistorie. Når jeg skriver korthårede, så er det fordi at make-uppen, iøvrigt af troldmanden, Rick Barker, var meget minimal…kun lige i filmens slutning ser man prøver på hvordan en varulv rent faktisk bør se ud, men det meste af filmen er bare gode gamle Jack med lidt større bakkenbarter, og hvem tror lige på det?. Jeg er med på at man bestemt gerne vil bibringe lidt seriøsitet… hey, det kan jeg da godt forstå, men når det ligefrem skal gå så meget ud over underholdningsværdien som det er tilfældet i denne film…ja så ved jeg det ikke rigtig.

Jack Nicholson spiller egentlig rollen ret godt. Han har tilsyneladende studeret en ulv og tænkt meget over hvordan sådan en granvoksen hanulv bevæger sig. Således kan man se ham gå hvileløst fra side til side når han venter på at døren skal blive åbnet. Og der er således også et væld af spring og hop og dansen og hylen og hoppen og… nej vent lidt det havde jeg jo skrevet… glem det, det her bliver aldrig nogen stor klassiker i ulve-verdenen – til det er den alt for konstrueret og for ujævn. Grangivelig ville man lave en erotisk thriller med en varulv, fordi man kan godt mistænke folkene bag om at den sigter efter et meget modent publikum og garanteret hovedsageligt kvinder. Der er ikke nok horrorelementer i den til at det er en gyserfilm, og spændingen daler lige så stille i takt med at ulvemandens potens går op. Det er bare ikke vanvittig interessant. Når det så er sagt, så er jeg sikker på at der sikkert er en masse universitetsstuderende, der kunne få en god opgave ud af filmen “Wolf”… det tror jeg faktisk at den ville være rigtig fornem som – sådan med at kortlægge dyrets lyster og inderste behov? Well… hvis der nogensinde kommer sådan en opgave, så ville jeg med glæde læse den, men som underholdning på en buldrende mørk novembernat, så er “Wolf” ikke nogen åbenbaring… jeg tror hellere at jeg vil se John Landis’ “En Amerikansk Varulv i London” eller den allerførste “The Howling” – det er nok nogle af de absolutte bedste varulvefilm, der nogensinde er lavet… Men jeg har nu også en svaghed for remaket af “The Wolf  Man”, jeg synes at den havde nogle ret fine kvaliteter som gennemført horrorfilm og så var jeg vild med make-uppen i filmen, der var total oldschool og tro mod den gamle film fra 1941. Klasse!.

Roman Polanski skabte med “The Ninth Gate” endnu en ganske fremragende okkult thriller, hvor Satan selv spiller en større rolle.

Omslag til en af de mest kedelige varulvefilm jeg nogensinde har set: Mark Nichols’ “Wolf” med en noget behåret Jack Nicholson…

 

Reklamer