Uha da da, jeg har fået set mere tv end hvad godt er i dag. I aften har jeg faktisk været i selskab med kultursnobberne på DR K, og først set DRs svar på et filmprogram, nemlig “Filmselskabet”, som er lidt en kunstig størrelse. Der er ihvertfald langt til Bogart-tiden, men thumbs up til Anthony Dod Mantle i aftens episode for at gøre det ret interessant.

Dernæst genså jeg naturligvis Jean-Pierre Jeunets forrygende “Den Fabelagtige Amélie Fra Montmartre”…som jo er lidt en pudsig sag, der trangerer det småsære, men underholdende er det ihvertfald. Hende Amélie der er nu en fantastisk kvinde, og det bliver jo ikonisk iscenesat af skuespilleren Audrey Tautou, der med denne film, blev megastjerne i sit hjemland og således også har prøvet kræfter med Hollywood…det skete i Ron Howards ambitiøse, men ikke helt problemfrie “Da Vinci Mysteriet”. Jeg har haft fornøjelsen af at se den gode Audrey i flere film efterhånden, men der er ingen af dem, hun skinner så gennemført i som i “Den Fabelagtige Amélie…”. Dybest set er det jo bare en romantisk komedie, men den indeholder et væld af lag, og man overgiver sig komplet til den absurde handling, der udspiller sig. Filmens persongalleri er ligeledes ganske kulørt, og skuespillerne passer ganske godt i deres roller, men den er også så gennemtrængende fransk som en film kan være. Jean-Pierre Jeunet har tidligere lavet kuriøse film, blandet andet “De Fortabte Børns By” og “Delicatessen”, men i Hollywood har han også stået bag det komplet mislykkede Alien-opus, der var nummer fire i serien om de glubske rummonstre.

Med “Amélie” rammer han dog plet, og der var rigtig mange, der valfarterede til biografmørket, for at se hvad denne besynderlige franske film nu var for en. Jeg kan ikke huske det nøjagtige antal som der kom i biffen, men det var vist en helt del, og det er forståelig, fordi nogle gange sukker man i filmverdenen på noget unikt og anderledes, og det må man i høj grad sige at “Amélie” er. Men netop præstationen af Audrey Tautou (måske opkaldt efter Hollywood-divaen, Audrey Hepburn?) er enestående. Hun personificerer fuldstændig rollen som den lidt aparte unge kvinde, og formår at gøre rollen til sin helt egen, og det er strålende og meget fornøjeligt at se på. Mathieu Kassovitz, der spiller den mandlige hovedrolle, er egentlig en ret habil instruktør også – således har han stået bag bla. den grumme “Hadet”, den ikke helt vellykkede “De Blodrøde Floder” og den småfjollede “Gothika” med Halle Berry. I “Amélie” gør han det nu også ganske godt i den mandlige rolle, der omtrent er lige så sær som den kvindelige hovedrolle. Resten af bipersonerne kender jeg ikke så mange af, men hov, der er lige Dominique Pinon, der er en fast bestanddel af Jean-Pierre Jeunets kompagni af gakkede personager.

Det er svært ikke at blive betaget af “Amélie”, og filmen var da også nomineret til 5 Oscars, deriblandt prisen for bedste ikke-amerikanske film, der dog gik til det fantastiske krigsdrama “Ingenmandsland” fra Bosnien, men det var jo i en helt anden kategori end den meget mere lette “Amélie”. Jeg kunne dog godt undre filmen at vinde en Oscar, fordi der er mange der er helt vilde med den, og med en Oscar på C.V.’et ville Jean-Pierre Jeunet sikkert kunne få mulighed for at instruere flere store Hollywood-film, men det kan også lige så godt måske være godt det samme, fordi han føler sig nok mere hjemme i sit fødeland, fordi her er spillereglerne noget anderledes, og man fornemmer at han kan tage skridtet endnu videre og satse endnu mere, end hvis han instruerede Hollywood-film, så jeg tror at den gode Jean-Pierre er godt tilfreds…?

Foruden at have genset den tapre “Amélie”s kvaler med kærligheden, så har jeg også set en anden film, der fokuserede på ulykkelig kærlighed. Det drejer sig om det meget skuespildrevne værk “Fra Bord til Bord”, eller “Separate Tables” på engelsk, fra 1958. Tilmed er det også en dobbelt Oscar-vinder, og det må man sige at det er der noget ved. Interessen for denne film udspiller sig i at min favoritskuespiller, Burt Lancaster, spiller en af de større roller. Men også Deborah Kerr, David Niven (Oscarvinder for netop denne rolle) og Rita Hayworth er med i filmen, og så ses den kommende stjerne Rod Taylor i en mindre rolle. Man er måske ikke helt gal på den, hvis man omtaler filmen som et kammerspil? – endvidere er den også baseret på et skuespil, så det hjælper lidt på det. Skuespillerne er rigtig gode, og dialogen skarp, selvom en af filmens større historier, den med at “Obersten”, spillet af David Niven, er en gammel gris, der giver damerne et “nudge” i biografen, måske kan virke en smule gammeldags og plat i vor dage. Måske inspirerede den sekvens netop Monty Python til at skrive “Nudge, Nudge”-sketchen? Hvem ved…? – anyway filmen var ihvertfald ganske god, og man blev nærmest sendt 50 år tilbage i tiden, fordi det var virkelig et levn fra fortiden, at se netop denne film. Jeg tror ikke at man kan kalde den for en klassiker i dag, men den er alligevel ikke helt uden evner, og Burt Lancaster stråler virkelig i rollen, fuldstændig på toppen af sin karriere…

Filmen var nomineret til 7 Oscars, men vandt de 2, førnævnte David Niven, og så vandt Wendy Hiller for bedste birolle, som den lidt skrappe bestyrinde af det hotel som filmen foregår på. Men det er unægtelig en film som jeg gerne vil anbefale, selvom man måske kan blive lidt afskrækket af filmens lidt kvælende tempo, så fremstår skuespillet, historien og karakterne helt igennem troværdige, og man vil gerne tilbringe lidt tid på hotellet sammen med dem. Den er hverken lige så sød eller nuttet-sær som “Den Fabelagtige Amélie”, men den er alligevel faktisk også rigtig god. Selvfølgelig når det ikke helt samme højder som førnævnte film, men den gør et forsøg, og hatten af for det!…

I nat, hvis ellers mit søvnmønster tillader det, regner jeg med at få set endnu et par film, men jeg har ganske enkelt ikke helt besluttet mig for hvad det skal være. Måske en italiensk sag af Massimo Dallamano jeg har liggende med titlen “Super Bitch”, endnu en vidunderlig udgivelse fra det engelske selskab Arrow Video…

Dette indlæg blev iøvrigt skrevet til musikken af Pretty Maids…

Historien om “Den Fabelagtige Amélie” var en sand publikumsucces, og filmen er elsket af mange og figurerer også højt på IMDbs liste over verdens bedste film.

Et godt håndværk fornægter sig ikke…og skuespillerne i Oscarvinderen “Separate Tables” udøver netop det i denne film ganske fornemt.

 

Reklamer