Ja da. Jeg har netop set Peter Bergs total overdrevne alien invasion-film, “Battleship”, og var ganske godt underholdt, men jeg kom også til at tænke på at man nok skulle være i et specielt humør for rigtig at kunne nyde denne film. Heldigvis var jeg i sådan et humør her i nat, så jeg synes ikke at den var forfærdlig ringe, som man måske kunne have troet. Men nu er jeg også nem at underholde nogle gange, så det er sgu nok mig som det er helt galt med.

Filmens meget enkle præmis er at vi har den her flådeoperations-øvelse, hvor vi støder på to brødre. Den ene er en højtrangeret officer med eget skib, hvorimod den anden er en total rod. Selvfølgelig skal vi holde med roden. De er begge på denne her øvelse, hvor man pludselig står over for fremmed liv fra en anden planet, og de er bestemt ikke venligsindet – selvfølgelig ikke, glem alt om “E. T.” og “Close Encounters Of The Third Kind” – det her er universelle bad guys… eller er de? fordi før man ved af det, så har amerikanere selvfølgelig affyret deres første skud (hvem har også hørt om en diplomatisk løsning?). Anyway, filmen fortsætter i det uendelige  med en masse ildkampe på havoverfladen, og man sidder egentlig og jubler ganske godt med. Således får amerikanere også støtte af japanerne (for en gang skyld… no more Pearl Harbor-feelings?). Dertil kommer også en kærlighedshistorie, fordi vores rod er naturligvis forelsket i en datter af en admiral, der ikke har meget til overs for vor helt, og faktisk har lovet at han bliver smidt ud af flåden, så snart at de vender hjem. Det sker dog ikke! overraskende nok… Men kærlighedshistorien er tilpas subtil nok til at man faktisk accepterer den, og det er også med til at gøre historien lidt mere menneskelig, end hvis det blot var toptrænet soldater, der kun tænker på at jorde deres fjende til deres sidste åndedrag.

Så en af de store virkninger ved denne film, er selvfølgelig den gennemgående patriotisme, der gennemsyder hele denne film. Hvis vi ikke havde haft den fornævnte kærlighedshistorie, så kunne man jo tro at man her havde præsteret et produkt, der skulle hylde militærets formåen og kunnen. Det bliver ærlig talt en smule anstrengende, idet jeg ikke, personlig, har nogen intention om at drage afsted i krig, så fremstår jeg måske som et lidt ynkeligt eksempel på en rigtig mand, men jeg tror bare ikke altid at krigshandlinger løser noget. Er nok inkarneret pacifist. Filmens absolut værste eksempel på at man åbenbart skal være rede til at slås, kommer i den stakkels soldat, der har mistet begge ben i en krig. Ham følger vi også, i selskab med vor helts kæreste iøvrigt, og han fremstår, helt igennem, som en true amerikansk helt. Det er kvalmende så meget han vil gøre for sit land  og han går fra at være et gammelt nedslidt brokkehoved til en ægte helt, der dog også bliver dekoreret for sit mod mod filmens slut. Jeg ved stadigvæk ikke rigtig hvad han skal gøre for historie, andet end at tilføje en smule kulør. Fordi kulør er der masser af, og et andet eksempel på dette, er da vor stakkels, stakkels helts’ destroyer-krigsskib bliver smadret, men derimod pludselig finder lys i mørket, idet han ser det flydende museum, U. S. S. Missouri, der er hen imod 70 år gammel og forlængst på pension. Men hvem pokker i den moderne amerikanske hær, kan finde ud af at bemande sådan en museumgenstand…Frygt ikke! for inden længe strømmer det frem med ældre amerikanske krigshelte, der også forlængst er gået på pension. De gamle knage har dog mod på en sidste mission – således starter de det enorme slagskib op og drager mod fjenden. Her er det også ligefør at kvalmen sætter ind, fordi det synes jeg at der er utrolig, ja nærmest ufattelig, at man bringer veteranerne ind i filmen på den måde – men igen, det er vel for netop at hylde militæret, og sige at er man en gang indlemmet i det amerikanske forsvar, så giver man aldrig op og man er villig til at hjælpe sine “brødre” hvert eneste gang, hvis det er muligt. Jeg har tidligere hørt om at det amerikanske forsvar har postet penge i store Hollywood-produktioner for at promovere hæren – jeg har lidt mistanke om det samme med “Battleship”, selvom det erklæres at den er baseret på det populære “Sænke slagsskibe”-brætspil.  En film som man umiddelbart kan referere til, er en anden Hasbro-produceret serie, der efterhånden er blevet til en trilogi, nemlig “Transformers”-filmene. Transformers var et meget anerkendt stykke legetøj, da jeg var knægt, og filmene holder da også meget godt, og jeg synes også at de er en tand bedre end “Battleship”. Men Peter Berg, der har instrueret “Battleship”, er garanteret fan af både “Transformers” og denne series instruktør, Michael Bay, fordi der er mange lighedspunkter mellem de to. Jeg har aldrig været den største Michael Bay-tilhænger, og Peter Berg er i fare for at falde i den kategori, men deres film skal nok finde et publikum, fordi det er i sandhed nogle gedigne popcorn-gnaskere de præsterer.

Filmens skuespillere er, vel som man kan forvente, en smule anonyme, og der er ingen tvivl om at de er sekundære i forhold til det massive actionudbud som “Battleship” endnu en gang er. Jeg spottede dog Tadanobu Asano som den japanske kaptajn Nagata. Ham har jeg tidligere set i blandt andet Miikes’ blodsorgie “Ichi – The Killer” og ved siden af Takeshi Kitano i “Zatoichi”. Således medvirker også den mørke sangfugl, Rihanna, og hun er en gennemført bad ass kvinde i denne film – noget som man nok kunne tro om hende i virkeligheden også… hun er dog ingen, skal vi sige…Michelle Rodriquez foreksempel, og jeg ved ikke rigtig hvad hun rigtig skal i denne film, andet end at promovere sig selv lidt, som det ganske typisk er hvad popstjerner i filmroller gør. Bemærk også Taylor Kitsch som vor helt, Alexander Skarsgård som hans bror og Liam Neeson som den alderende admiral. Et ganske godt cast faktisk, men stadigvæk en smule reserveret også.

Soundtracket skal også lige have et par ord med på vejen, fordi det var faktisk ganske godt. Komponeret af Steve Jablonsky, der også har lavet mindst et “Transformers”-soundtrack, så vidt jeg altså lige husker. Det er ret gennemført, meget heroisk og meget militant, og man fornemmer at Jablonsky er god til disse type soundtracks. Ihvertfald et score, som jeg overvejer at anskaffe mig på cd.

Jeg må jo nok erkende at “Battleship” er en underholdende sag, men jeg ved ikke rigtig hvor god den er, når først actiontågen letter, og man ser de sørgelige rester, der er tilbage. Jeg kan vel nok godt anbefale den som en god ide til en fredag aften med et overflod af popcorn og cola, i selskab med nogle af sine nærmeste, fordi det er en solid film, selvom historien er lidt letkøbt og en anelse overdreven i det militante heroisering. Jeg siger dog bare “Duck and cover” til en fremtidig alien invasion-styrke.

Der er masser af eksplosioner og gigantiske ildkampe imod en fjendtlig invasionstyrke fra det ydre rum. Peter Berg har instrueret, og man sidder og jubler nogenlunde med, godt bevæbnet med popcorn og cola….

Reklamer