Archive for december, 2012


Jeg vil lige benytte lejligheden til at ønske alle et fantastisk godt nytår – med håb om de store film- og musikoplevelser i 2013, så tror jeg at vi går et stort år i møde… jeg håber at i alle nyder dette års sidste dag med stor bravor – hvad enten det er med æblemost eller vodka martinier …

Jeg har ikke fået set så mange film her på det seneste – har vist holdt for meget ferie med for meget dårligt tv i fjerneren, men det håber jeg snart at der vil blive lavet om på. Hvis man er i den situation at man kan modtage 3+, så er der i aften en kavalkade med 80’er-humør filmene “Porky’s”, så hvis man endnu ikke har stiftet bekendtskab med serien der på dansk blev døbt “Varme Drenge”, så er der en chance nu! – det er ihvertfald sublim fladpandet humor…

Anyway, vi ses alle sammen i det nye år… ! GODT NYTÅR!

Reklamer

Tilbage hos Rekall…

Ja, jeg var således i de lykkelige omstændigheder, at jeg fik lidt film i julegave af mine gamle forældre, og det var jeg naturligvis utrolig glad for. En af titlerne, der har indfundet sig under træet var således det nye remake af Paul Verhoevens semiklassiske science fiction-action-film “Total Recall” fra 1990. Den nye version fik premiere i sensommerens Danmark, og er således allerede klar på dvd og blu-ray.

Jeg fik dermed blu-ray-udgaven af den nye film, og det var faktisk også den jeg havde ønsket mig, idet den lokkede med et directors cut, foruden den også inkluderede teatralske version. Så jeg var da forholdsvis glad, da jeg pakkede gaven op, men så var det at mine bange anelser kom på banen, fordi vil jeg egentlig gerne støtte et projekt som et remake af en allerede ganske god film – ja det var jo bare med at få den smidt i afspilleren og set skidtet an, hvilket jeg, med et par dages forsinkelser, nu har gjort…

Der er ingen tvivl om at den opdaterede udgave af “Total Recall” er en meget flot sag. Især er de computeranimerede baggrunde virkelige kreative og man føler sig straks hensat til en anden tid og sted, men hov – hvad er nu den? Den foregår jo slet ikke på Mars? – det er nok den allerstørste forskel på de to film, og desuden er der heller ingen mutanter med. Der er godt nok lige en enkelt scene, hvor den 3-brystede kvinde går igen, men det kan lige så let skyldes at der medvirker nogle såkaldte syntetiske mennesker. I det hele store, så er Jorden ramt af omfattende miljø-katastrofer og forureninger, som gør at man kun kan bo to steder på kloden – enten den Engelske Føderation eller Kolonien (velsagtens Australien), og så transporteres adskillige arbejdere hver dag igennem et underjordisk system, så at udearbejderne fra Kolonien kan arbejde på den engelske ø. Jeg ved ikke rigtig med denne alternative fortælling – jeg var egentlig meget glad for den røde planet som location, men det er selvfølgelig et forsøg på noget nytænkning.

Filmens karakterer går dog igen, også med samme navne, så det medvirker naturligvis til tanken om et remake. Colin Farrell er dog ikke nær så gennemført en action-superstar som den tidligere østrigske bodybuilder var, og man sidder og savner den tykke, tykke accent som Arnold Schwarzenegger altid præstererede i sine film. Samtidig har filmen også tabt lidt af sit satiriske bid, som Paul Verhoeven altid har været så god til at iscenesætte. Len Wiseman, der har instrueret, er dog en kompotent actioninstruktør som han tidligere har vist med blandt andet “Underworld”-serien. Fra den serie medvirker Wisemans egen kone dog også – nemlig den ret labre Kate Beckinsale, der faktisk er ret god, og virker gennemført benhård, lidt a la Sharon Stone i originalen. Desuden ses også Jessica Biel (som jeg tidligere har udtrykt at jeg ikke er særlig vild med). Bryan Cranston som Cohaagan (foretrækker dertil Ronny Cox til enhver tid). Bokeem Woodbine, Bill Nighy og John Cho. Filmens cast er bestemt ikke nær så god som originalen, men det er okay – tempoet er højt, og effekterne gode, selvom der ikke er nær så mange brutale nedskydninger som i den første “Total Recall”. De mange syntetiske robot-mennesker, der skal udgøre en eller anden hær som Cohaagan har skumle planer med, er dog ikke særlig vellykket og de minder mest af alt mellem en krydsning mellem klonerne i “Star Wars” og robotterne i “I, Robot”. Så afgjort ikke et plus for mit vedkommende.

Jeg har således aldrig læst Philip K. Dicks novelle, som begge film er inspireret af, men det synes jeg ikke at der gør så meget. Naturligvis vil der garanteret sidde nogle mennesker derude, og føle sig gevaldigt snydt for en gennemgående handling, men jeg synes nu at begge films historier er okay. Til trods for at originalen foregår på Mars med mutanter over det hele, så er remaket måske en anelse mere realistisk, hvis man da i det hele taget, kan forestille sig realisme i sådanne nogle værker her. Filmens præmis med at være en helt anden er dog ret spændende, og for sådan en som mig, der er fanget i social fobi og psykofarmaka, så er drømmen om at kunne iklæde sig en rolle som hemmelig agent ganske tillokkende. Men sådan er det jo nok ved de fleste… jeg ved dog aldrig om jeg ville gå med til at få implementeret nye minder til mine allerede eksisterende tankegang, så tror jeg at jeg ville være bange for et “mental breakdown”. Historien spiller dog meget godt på disse følelser, og selvom der er lavet et par radikale ændringer fra den ene film til den anden, så er der stadigvæk mange elementer, der går igen.

Hvis man ikke har set Paul Verhoevens udgave, så tror jeg faktisk godt at man kunne få noget ganske godt ud af Len Wisemans version, især man satser på non-stop action med en historie der er okay, men til tider har lidt svært ved at følge med, så tror jeg at man kunne blive tilfreds. Jeg vil nok stadigvæk foretrække den første film med Arnold i topform, og godt akompagneret af en bidsk instruktion og gode birolleskuespillere, samt en lidt bedre historie, så tror jeg at jeg sagtens kunne finde på at sætte “Total Recall” anno 1990 på snart igen. Selvfølgelig fremstår Verhoevens “Total Recall” stadigvæk sprød, men måske en anelse primitiv i forhold til den nye film, der trods alt har 22 år med CGI i baghånden. Jeg vil lade det være oppe til den enkelte at beslutte sig for hvilken film, der er den bedste, men det bliver nok ikke dette remake, der overgår originalen. Dertil er den en anelse for svag, men igen en fantastisk flot film at se på – nødvendig? næppe…

Det var lige en tilbagemelding på en af de første film jeg har set her i Juletiden, fordi af en eller anden uransagelig grund, så har jeg været så træt, så træt. Jeg har dog også set de to Lady Snowblood-film, som jeg også modtog på blu-ray fra engelske Arrow Video i en ganske fornem steelbook-udgave. Dem havde jeg dog set før, så det var ikke helt uventet, men de så fantastiske flotte ud begge film, og især den førstes overdrevne blodsprøjt var meget fornøjeligt at se på i High-def. 2’eren er jo godt nok ikke nær så god, men når man har den første, så synes jeg også at man bør eje efterfølgeren..ihvertfald endnu en ganske fremragende udgave af Arrow Video.

I eftermiddag har jeg dog planer om at endelig få set tåreperseren “Patch Adams”, hvis jeg da kan holde den ud. Jeg er ikke meget for at se realistiske film med syge mennesker. Af en eller anden grund påvirker det mig meget, og jeg tror at Robin Williams i rollen som lægen der, er en af de film. Anyway, man kan vel altid slukke. Bemærk iøvrigt at jeg sidder og skriver dette indlæg selvom der er “Mrs. Doubtfire” på TV2 – nåh ja, den film skal jeg bestemt ikke se igen!

Anime-rocken lever!

Her er lige en video med en live-optræden, der gør mig glad i låget…Kishida Kyoudan & the Akeboshi Rockets gør det fremragende til titelnummeret til anime-serien “Highschool Of The Dead”… der var en glimrende serie med massive T & A-undertoner…

Suveræn sang, selvom jeg ikke fatter et kvæk af hvad de synger…

Hej derude…

Jeg vil da også lige ønske alle der har været omkring bloggen en rigtig glædelig jul. Jeg begyndte denne blog i slutningen af Juni måned, og føler mig langt fra udbrændt… Et par gange har det være svært med at skabe et interessant indlæg, men jeg har forsøgt – med både blod, sved og tårer at opretholde denne blog. Jeg er rigtig glad for alle kommentarerne og de mange views på bloggen, så jeg skal nok forsøge at fortsætte med egen “høje” standard…(det skal naturligvis ikke tages alt for alvorligt, fordi man er vel bare en gemen stakkel, der ikke har meget andet liv end at se film og høre musik…) – nuvel! jeg håber ikke at folk er blevet afskrækket af denne lille remse.. jeg vil holde bloggen kørende, så længe jeg har blod tilbage i mine fingre…!

Jeg vender snart tilbage med endnu et indlæg, som nok kan karakteriseres som simpelt volapyk – men så håber jeg dog at i finder mange hårde pakker a la en dvdfilm under træet… det kan jo nok glæde de fleste..

GOD JUL!

Evil Santa

There and back again…

Jeg følte mig nogenlunde frisk her i formiddag, så jeg tænkte selvfølgelig (oh du stupide)… at det skulle udmønte sig i noget brugbart… derfor besluttede jeg mig for at sige goddag til verdenen og vandre ud til min lokale Blockbuster-biks, der forhåbentlig havde et væld af dejlige nye film, som undertegnet, bogstaveligt talt, kunne sætte tænderne i.

Nå, jeg forlod mi casa omkring kl. 11:15 og klokken er nu 11.54 – det var en rædselsfuld oplevelse! – først og fremmest blev man mødt af en tæt, tæt trafik, som man troede kun eksisterede om morgenen når folk drøner på job eller om eftermiddagen når de endelig får fri fra arbejdet. Dette var ikke tilfældet på dette tidspunkt… jeg giver Julen skylden! – jeg var ihvertfald på vippen at vende om, men da jeg kunne spotte Blockbuster i det fjerne, så besluttede jeg for at hanke op og fortsætte. Først skulle jeg dog krydse byens åbenbart mest travle vej, for at komme til min endelig destination. Det lykkedes! heldigvis da… men snart skulle min skuffelse over at have bevæget mig udenfor blive endnu større og min latente vrede vokse, fordi hvad mon der ventede mig i butikken?

Halvdelen af butikken bugnerede således af folk, enten var ude at købe julegaver, investere i spil eller låne familiefilm. Hvor gennemført rædselsfuld jeg end havde det før, så blev det lige 10-gange fordoblet. Jeg er ikke så god i sociale omgivelser, og alene det at der i Blockbuster insisterede på at være sådan et horribelt antal, der absolut skulle forbi mig flere gange… ja det gjorde mig til skydeskive for min indre arrighed. Tro mig – jeg er normalt ikke et særlig aggressiv væsen, men i dette tilfælde, så var jeg dog tæt på at kapitulere…især var en ældre herre, der så absolut skulle stå tæt op af mig og se nærmere på de samme film, som jeg så nøje studerede. Jeg er jo en gemen fattigrøv, så jeg var selvfølgelig mest hooked på brugtbiksen, hvor der kan man gøre nogle gode kup igen imellem, men det var umuligt at samle sig om de forskellige titler, når papa George ved siden hen af så absolut skulle invadere mit “safearea” og lade sine ækle fingre kærtegne eventuelle film som jeg skulle se nærmere på. En uhyggelig oplevelse!

Jeg fik dog kæmpet mig forbi den førnævnte George, og fundet frem til fire titler, som jeg kunne tænke mig:

Først og fremmest fik jeg investeret i den nyeste Muppet Show-film, der ganske simpelt hedder “The Muppets”… jeg ved ikke rigtig om den er noget værd, men tidligere fik jeg et stort kick ud af den meget fladpandede humor, der gennemsyrer disse produktioner. Min ynglings-muppet er dog nok stadigvæk “The Amazing Gonzo”… som også pynter forsiden på coveret sammen med ‘the usual suspects’. Og på rollelisten finder man gode navne som Jason Segel, Amy Adams og Chris Cooper, så jeg besluttede mig for at investere i den trods alt, og selvom den kostede et anseelig beløb på 50 kroner!

Dernæst kommer vi til endnu en af After Dark Originals-filmene… denne gange er der tale om science fiction-gyseren “51”, som jeg har læst at der skulle være en helt igennem elendig film. Jeg er meget enig i at After Dark-Originals-filmene måske ikke er de mest gruopvækkende værker, som filmverdenen har set, men jeg føler mig nu ganske godt underholdt, når jeg ser en af filmene i den førnævnte serie… og så synes jeg iøvrigt at coveret var meget, meget cool. Men hvorvidt det er en god film, så tvivler jeg meget på det, men man kan jo også godt nogle gange lide de dårlige, hvis man er lidt filmisk masochist? jeg gav ihvertfald en 30-kroner-seddel for skidtet, og ville heller ikke have betalt en krone mere for den.

Den 3. titel jeg fandt, og dermed også en af de billigste til en rund 20’er, var en Francois Ozon-film, der hedder “Angel”. Jeg er ret glad for Francois Ozon, og har en del af hans titler stående på hylderne. Min favorit er dog nok stadigvæk “Swimming Pool”, og nej – det har ikke noget med nøgenscenerne af den ypperlige Ludivine Sagnier at gøre, men jeg synes bare at det var en dejlig, mørk fortælling… og så nåh ja, fik jeg lige nævnt Ludivine Sagnier??… “Angel” virker dog til at være et godt, gammeldags kostumedrama, som jeg nok vil gå ind til med de bedste forhåbninger, men ikke den store tiltro til at den er særdeles underholdende. Nuvel, det behøver den så sandelig heller ikke at være, bare det er godt håndværk… også selvom det udmunder i selvpineri, men Charlotte Rampling er med, og hun er faktisk en rigtig god skuespillerinde, så jeg giver den naturligvis en chance.

Sluttelig på min lille “film-quest”, fandt jeg den moderne western “Comes A Horseman”. Jeg gav en 20’er for denne, og det var endda den eneste film jeg fandt, som der var ganske ny. Jeg ved ikke meget om denne film, men da jeg er inde i en periode, hvor jeg køber forbavsende mange westerns, så måtte jeg selvfølgelig også have denne, idet den, som nævnt, kun kostede en 20’er. Den kan dog bryste sig af rigtig gode navne på skuespilsiden, nemlig James Caan, Jane Fonda og Jason Robards. Det skal nok blive interessant at se det færdige resultat.

Alt i alt kommer min lille udflugt ud med et beløb på 120 kroner, men idet jeg havde en rabat-kode klar, så slap jeg med en 20’er for det hele, og det var jo bare dejlig (som man ville sige i disse The Julekalender-tider)… jeg granskede også lige blu-ray-hylderne, men jeg måtte opgive, fordi der endnu engang strømmede folk ind i butikken. Heldigvis fik jeg dog kæmpet mig ud – lige til mindst lige så meget trafik som før, og jeg følte mig endnu engang overmatchet. Ak den sociale angst er sgu en træls fjende, som man helst ville nedkæmpe med enten et lyssværd eller oldschool i bedste Errol Flynn-stil. Det er ganske enkelt noget forfærdelig noget, men hvad… jeg har det jo fint nok, når jeg sidder i min to-værelsers med en stak film, så behøver man egentlig ikke den store verdenen ude omkring, men den er da god at have, når man skal hente øller og så videre…

Og for at det ikke skal være værre, så har eksperterne og genierne næsten med statsgaranti, for anden dag i træk, gravet i et kabel tæt ved, som gør at jeg ikke kan se almindelig tv. Storartet! så kan man jo heldigvis se film, men det er sgu lidt irriterende, fordi jeg ville jo gerne se lidt fodbold og Spise med Price og andet af det lort som de viser på TV nu om dage. Hvis min dvdafspiller nummer 1, nummer 2 og nummer 3 nu også strejkerede, så ville jeg føle mig udsat, men heldigvis er det ikke tilfældet! – jeg kan fejre Julen med god samvittighed.

Nåh ja, jeg fik forresten endelig set The Bravados med Gregory Peck, Joan Collins, Henry Silva og Lee Van Cleef i dag, og den film havde jeg, af mærkværdige årsager, virkelig svært ved at gennemføre – således måtte jeg slukke flere gange, fordi jeg blev angrebet af de forenede magter af Søvn-hæren… jeg blev ganske enkelt for træt, og det er virkelig irriterende, når man må afbryde en film, men jeg kunne godt nok ikke holde øjnene åben. Det var ellers en ganske ok western – Gregory Peck var dog både fåmælt og humorforladt, og det synes jeg faktisk ikke at der klædte den store stjerne. Han kan nok spille hårdkogte roller og karakterer der kræver at man er ganske uden humor, men i dette tilfælde blev jeg lidt skuffet over ham, men han var dog en ægte filmhelt, på jagt efter retfærdighed, der dog ender med at han skyder 3 uskyldige mænd. Well, det har vi vel alle prøvet?…

Until next time… dont let the man get you down! – hvis der da bliver en næste gang, med henblik på Jordens udslettelse og alt det der, men skal vi ikke satse på at vi også er her i morgen? – det tror jeg nok lige…

Omslag til den gruopvækkende film "51", nåh ja, den er nok ikke så uhyggelig, men fedt, fedt cover...

Omslag til den gruopvækkende film “51”, nåh ja, den er nok ikke så uhyggelig, men fedt, fedt cover…

“It is better to burn out than fade away”… remember, remember the 21th of december…

En lille hilsen til folket på denne skæbnesvanger dag…

Kæmperobotternes sang…

Jeg sidder lige og lytter på Steve Jablonskys ganske fortræffelige score til Michael Bays actionbasker “Transformers”. Det er et eminent godt soundtrack. Jeg er fuldt ud af begejstring – jeg er jo langt fra ekspert på området, men det gennemgående “tema”, som man kan høre på flere af numrene er formidabelt… og kuldegysningerne sniger sig ned på min gamle, blege krop. Og det er faktisk in at være bleg, selvom jeg er alt for gammel til både at være EMO?? eller GOTH??… så kan jeg da huske at i min spæde ungdom, så var jeg faktisk ret fascineret af den subkultur, uden dog at dyrke den til hudløshed, fordi alt med måde jo??… Anyway, Jablonsky lavede også scoret til efterfølgeren “Revenge Of The Fallen”, og den er dog ikke nær så imponerende… selvfølgelig er det stadigvæk godt, og jeg kunne godt lide det, men det første soundtrack til den første film her er ganske fremragende.

Pas endelig på med at købe soundtracket til “Transformers”, fordi der er også et regulært soundtrack ude med adskillige, moderne rockbands, men husk nu på at det er det originale score, som man skal gå efter, hvis man vil have en god aften i selskab med musikken fra filmen med kæmperobotterne. Det er noget mærkværdig noget med at udsende både et standard soundtrack med regulære bands og så en anden udgivelse med scoret fra filmen. Men det er vel sådan den store Hollywood-maskine fungerer. Jeg vil dog til enhver tid anbefale Steve Jablonskys score… det er intet mindre end enestående.

Mit købte eksemplar af "Transformers"-scoret er efterhånden lidt slidt... men det er også kun fordi at jeg elsker bombastisk helte-temaer...

Mit købte eksemplar af “Transformers”-scoret er efterhånden lidt slidt… men det er også kun fordi at jeg elsker bombastiske helte-temaer…

P. S. – dette er godt nok ikke et regulær score, men husk endelig soundtracket til den allerførste Transformers-film, nemlig den animerede “Transfomers: The Movie” fra midt-80’erne… her bydes man på en blanding af overdårelig 80’er-heavy rock og dertil nogle instrumentale numre af Vince DiCola … det er et fantastisk soundtrack, som jeg har ejet flere eksemplarer af… og jeg har faktisk slidt to af dem op… før jeg måtte genkøbe det i den nye version fra 2007, hvor flere af numrene var blevet genindspillet, navnlig af den gennemførte lysende Transfomers-stemme, Stan Bush… men tjek det endelig ud… det er gennemført bad ass…

Jeg havde længe truet med at gense Tim Burtons forrygende biografifilm, “Ed Wood”  fra 1994. Denne meget iøjefaldende film om en af verdens dårligste filminstruktører, hvis ikke den allerdårligste, har jeg stor sympati for. Endnu engang kaster Tim Burton sig over særlingen, og denne gang er faktisk en person der har levet, og ikke en af hans hjernes ildesete fantasivæsner. Det er den utrolige historie om Edward D. Wood Junior… en højst besynderlig mand.

Filmen “Ed Wood” fokuserer på Woods karriere, og særligt hans kærlighedsforhold til to kvinder og et tæt venskab med det alderende horrorikon Bela Lugosi. Den er indspillet i bedårende sort/hvid og manuskriptet er særdeles morsomt og underholdende. Karakterne som Ed Wood omgiver sig med, er mindst lige så farverige som ham selv. Især fylder den meget tætte venskab med Lugosi en stor del i filmen, og det bliver portrætteret særdeles varmt og rørende. Tim Burton selv havde således også et venskab med et andet horrorikon, nemlig Vincent Price, der også nåede at spille med i den fantastiske “Edward Saksehånd”. Rollen som Edward D. Wood Junior fortolkes glimrende af Johnny Depp, der tilsyneladende er gået til projektet med vanlig stor entusiasme, og han gør det helt uovertruffen – Depp har siden hen spillet med i mange flere Tim Burton-værker, men denne præstation i “Ed Wood” må stå som en af de absolut bedste. Martin Landau, der spiller rollen som den ungarneske skuespiller, Bela Lugosi, gør det nærlevende og aldeles storartet med en blanding af skarp humor og personlige tragedie, idet den gode Bela havde været stofmisbruger i henved 20 år, før han indlogrerede sig på et afvænningshospital. Martin Landaus præstation er gennemgående af sådan en fin karat, at han således, helt fortjent, blev nomineret til en Oscar, og dertil også vandt den! – desuden vandt blandt andre Rick Baker endnu en af sine mange Oscars for bedste make-up, men det er en skam at manuskriptet ikke blev nomineret, fordi det er virkelig, virkelig godt. Baseret på en bog af Rudolph Grey og omskrevet af fans, gør denne film til en absolut vinder, og den er i besiddelse af virkelig nerve og sympati, uden at den bliver for sentimental.

Skuespillerne i filmen er således ganske velcastet, og man både griner og græder med de fjollede misfits, som der hjemsøger denne produktion. Der er damerne, Sarah Jessica Parker, Patrica Arquette, Lise Marie og Juliet Landau, der alle formår at bringe lidt starquality til filmen. Sarah Jessica Parker spiller den tøvende første kæreste, som Ed Wood først har i filmen, og hun kan ikke forstå instruktørens mærkværdige interesse i angorajumpere. Patrica Arquette er sødere som Eds fremtidige kone, og Juliet Landau (datter til Martin) er en spøjs karakter, der er allergisk for alle former for væsker. Endelig ses Lisa Marie (Tim Burtons daværende kone) i en gennemgående rolle som tv-værtinden Vampira, der ender med at medvirke i “Plan 9 From Outer Space”, der var Woods absolutte hovedværk. På den mandlige side ses Jeffrey Jones som den synske Criswell, der var kendt for at frembringe urimelige og temmelig tåbelige udbrud, der, på en god dag, må klassificeres som simpelt volapyk eller overdreven science fiction. Bill Murray medvirker også i en rolle  som Bunny Breckenridge, der også medvirker i “Plan 9”, en mand der hellere vil være kvinde, og sågar satser på at gennemgå en kønskifteoperation i solrige Mexico. Sluttelig ses også Mike Starr som filmproducenten og Vincent D’Onofrio som Orson Welles.

Der er ingen tvivl om at når man ser sådan et gennemført projekt fuldt med kærlighed fra Tim Burton, så får man også lyst til at se Ed Woods egne film, og de er faktisk udsendt på dansk dvd. Jeg kan ikke huske hvem det er, der har udsendt dem, men ude er de altså – men det skulle dog ikke undre mig at de var OOP nu, fordi jeg kan ærlig talt ikke tro at markedet i lille Danmark er særlig stort for sådanne produktioner. Man kan da også sige meget om Edward D. Wood Juniors egenskaber som filminstruktører og hans film er bestemt ikke særlig gode – men de er kuriøse og tidstypiske og tydeligvis et udfald fra en særlig kreativ hjerne. Jeg kan ihvertfald roligt sige at hans film, selvom de ikke er særlig godt skruet sammen, ikke er nogle af de dårligste film jeg nogensinde har set. Jeg plejer gerne at vende tilbage til en film som “Collision Course” fra 1989, der fik den danske titel “Karate Mig Her, Karate Mig Der”… og kan bryste sig af en skrækkelig umorsom Jay Leno, og så Mr. Miyaki (Pat Morita) i hovedrollerne. Det er nok en af de absolut ringeste film jeg nogensinde har set. Jeg vil til enhver tid hellere fornøje mig med en Ed Wood-film end at gense brækklat af en film endnu engang.

***

Sidste nat var jeg nu også nået et skridt videre i min genopdagelse af Star Trek-filmene, og var således nået til nummer to i rækken, “Star Trek II: The Wrath Of Kahn” – som nok må siges at være en af de bedre af Star Trek-filmene – alene Ricardo Montalban er enestående som den væmmelige Kahn, og det må siges at han har nogle af filmens absolutte bedste replikker, der nærmest tangerer Shakespeare i det dramatiske… Således var den også starten til en trilogi, der blev begyndt med denne film – kørt videre i 3’eren, “The Search For Spock” og afsluttet med tidsrejsefilmen “The Voyage Home”, som var 4’eren af film i Star Trek-universet. Jeg så “The Motion Picture” den anden nat, og jeg kan nu godt lide den, selvom den måske nærmer sig momenter af absolut kedsomhed og langtrukne øjeblikke. Så synes jeg alligevel at den rammer meget godt essensen af Star Trek med søgen efter nyt liv og nye opdagelser. 2’eren med Kahn er lidt mere oldschool rumkrig, som da også kan være meget sjovt…jeg kan ihvertfald rigtig godt lide dem begge. Nu venter 3’eren så en af de kommende dage, og den husker jeg som en af de dårligste i filmrækken. Det skal dog blive ganske sjovt at gense Christopher Lloyd som klingon. Så vidt jeg kan forstå, så vender Kahn tilbage som skurk i den kommende 2’er i den nye Star Trek-reboot-serie… det skal blive særdeles spændende at se om han kan overgå den gamle version af Montalban.

Ellers ved jeg ikke rigtig om jeg har så meget nyt at fortælle om. Dagene slæber sig afsted som en gammel mølædt hankat med forrevne potter og kun et øje, der ikke længere kan finde hjem. Julen står for dagen, og jeg er færdig med alle indkøbene. Nu er sneen så småt ved at være forsvundet igen, så det er endnu et plus. Bevares, jeg kan da godt anerkende et hvidt tæppe spredt ud over det ganske land, men jeg må så også erkende, at jeg synes at det er meget nemmere at komme omkring uden alt det der sne.

Dette indlæg var iøvrigt skrevet til en mix-cd med Star Trek-musik fra filmene. Både Jerry Goldsmith og James Horner har jo lavet musik til filmene, men det er nok Jerry Goldsmiths udødelige score jeg foretrækker, men Horners input med soundtracket til “Wrath Of Kahn” er også ganske glimrende. Begge er ihvertfald fremragende komponister.

Tim Burtons biografifilm om angorajumper-tilhængeren og selverklæret filminstruktør Ed Wood er et særdeles varmt og humoristisk bekendtskab...

Tim Burtons biografifilm om angorajumper-tilhængeren og selverklæret filminstruktør Ed Wood er et særdeles varmt og humoristisk bekendtskab…

"Star Trek II: The Wrath Of Kahn" anes af mange fans for at være en af absolutte bedste Star Trek-filmatiseringer, og det kan man kun være enig i...

“Star Trek II: The Wrath Of Kahn” anes af mange fans for at være en af absolutte bedste Star Trek-filmatiseringer, og det kan man kun være enig i…

Manden med kisten…

Jeg opdagede for en dag eller to siden at Søren fra Skræk og Rædsel har startet en ny blog, der vedrører westerngenren. Et glimrende tiltag må man sige, fordi westerns kan være noget af det mest fortryllende på denne klode. Særlig er jeg nok mest glad for spaghettiwesterns, men også de klassiske amerikanske westerns har masser af byde på. Det var således med dette i baghovedet, at jeg gav mig til at se Sergio Corbuccis ironiske spaghettisag fra 1966 med titlen “Django”…

*En lille advarsel om at læse videre, hvis du ikke har set filmen… så afslører jeg vist lidt for meget nu!*

Den allerførste “Django” er virkelig en fremragende film. En hårdkogt helt, en glimrende historie, fremragende score og et væsentlig bodycount er ingredienserne i denne spaghettiblanding. Franco Nero spiller hovedrollen som Django, der indleder filmen med at vise hvordan han slæber rundt på en stor trækiste. Hvorfor skal vi snart få at vide, fordi i den gemmer sig et våben, der kan fejre selv den værste modstand af vejen og virkelig maje adskillige badguys ned, hvilket vi også får syn for sagen, idet den gennemførte onde Major Jacksons rødklædte tropper må lade livet, da Django kommer i vejen for dem. Også mexikanerne må indse at Django er en usædvanlig revolvermand. Først hjælper han dem dog med at stjæle en ordentlig portion guld, men Django agerer den store forræder, og stjæler guldet i selskab med en ung kvinde, som han redder i filmens begyndelse. Det finder mexikanerne sig selvsagt selvfølgelig ikke i, og de svarer igen ved først at redde Djangos liv, idet han falder i en sø af kviksand, men dernæst knuser de samtidige knogler i begge Djangos hænder… sikke noget da…? Nå det ender heldigvis lykkelig for vor helt, idet han formår at dræbe Major Jackson, der i mellemtiden har skudt samtlige mexikanere. Når dagen er omme, så kan den stakkels Django vakle mod sollyset, fordi han har endnu engang overlevet, til trods for meget horrible odds.

Jeg er altid glad for et gensyn med denne perle, der må siges at kunne befinde sig i selskabet med f.eks. Sergio Leones “A Fistfull Of Dollars” med Clint Eastwood, og vel nok filmen, der startede den italienske spaghettiwesternbølge. Oprindelig udsendt i 1966, så var denne film med til at bringe de europæiske westerns helt frem på verdenskortet. Franco Nero er en fremragende skuespiller og en virkelig god helt. Han var dog således kun 23 år, da de indspillede “Django”, og for at gøre ham ældre, så tilføjede makeup-artisterne nogle falske rynker i hans ansigt, og det virker ganske fremragende. Der er ingen tvivl om at karakteren Django har prøvet lidt af hvert, så naturligvis kunne han ikke blot være en 23-årig opkomling. Sergio Corbucci, som vistnok søgte en film med en særlig mørk humoristisk side, instruerer ganske godt, og hans respekt for Sergio Leone skinner klart igennem. Filmen er brutal – se blot på de mange nedskydninger, men også i en scene hvor den lokale præst får skåret hans ene øre af – det er skrappe sager i 1966. Man føler sig dog vanvittig godt underholdt i selskab med Django og hans mange modstandere… og faktisk før man får set sig om, så er filmen færdig, hvilket det nervepirrende klimaks vidner godt om. Filmens assistentinstruktør var dertil Ruggero Deodato, der sidenhen skulle blive en ret habil instruktør selv, blandt andet nok mest kendt for den helt igennem væmmelige “Cannibal Holocaust”, der sendte chokbølger ud i den ganske filmverden.

“Django”s popularitet var enestående. Således har jeg hørt at der kom omkring 50 mere eller mindre officielle efterfølger til denne første film. Det må siges at være meget imponerende. Men det gav vistnok også en spøjs eftervirkning for skuespilleren Franco Nero, idet alle hans film i flere land, hvad enten de var westerns eller ej, havde navnet Django i deres titel. Lidt morsomt må man dog sige at det er. Der er ihvertfald ingen tvivl om at Franco Nero skylder en stor del af hans succes som skuespiller til den første, skelsættende western. Det åbnede således også en kortvarig Hollywood-karriere, blandt andet har han rollen som über-skurk i “Die Hard 2”. Jeg sætter dog mest pris på ham som den handlekraftige revolvermand Django.

Quentin Tarantinos nyeste film er en direkte hyldest til de gamle spaghettiwesterns, især også med den meget iøjefaldende titel: “Django: Unchained”, så bliver det særdeles spændende at se hvad en af verdens største filmfans, der samtidig er en glimrende instruktør, kan få ud af materialet vedrørende en western, fordi den genre har det godt nok hårdt for tiden. Måske kan vi snart opleve et kærkommen boom i nye westerns – det ville da ihvertfald være dejligt… man er vel fan?

Nå, det var således “Django” – nu venter min Star Trek-filmserie fra “Star Trek: The Motion Picture” til den nye reboot, der bare hedder “Star Trek. Jeg har længe haft lyst til at gense dem alle, og med vintervejr og kulde udenfor, og en hungerende dvdafspiller, der elsker alverdens fremragende film, så er der nok mulighed for det nu. Star Trek har et særlig plads i mit hjerte, idet jeg sad klistret til skærmen for at følge den brave besætning på rumskibet Enterprise i “Star Trek: The Next Generation” på Sky One for henved 20 år siden nu. En fremragende serie, men jeg kan egentlig bedre lide den gamle besætning fra “The Original Series”, især i filmene, hvor de har en helt særlig kemi sammen, navnlig sammenspillet mellem Kirk, Spock og McCoy… Det bliver en god jul!

Posterart til Sergio Corbuccis meget vellykkede og kontante spaghettiwestern fra 1966

Posterart til Sergio Corbuccis meget vellykkede og kontante spaghettiwestern fra 1966

Halløjsa… nu er klokken slået kvart i 6 på denne højhellige søndag morgen, og landet er ramt af vinterens første snestorm…! Jeg mærker intet… fordi nok er jeg en indelukket person, der ikke tænker så meget på at færdes ude, som jeg måske ville have gjort for en ti år siden… hvad pokker? man kunne jo have været i byen… i stedet sidder jeg trygt og varmt på min pind og skriver dette varme indlæg.

Jeg havde lørdag aften og flere timer inde i den nye dag, besøg af en af mine gode kammerater, der også elsker film, og så skal vi altid have et par pilsnere og se dårlige horrorfilms. Denne aften var ingen undtagelse. Vi så faktisk tre film, og selvom det kun var den ene der var en regulær horrorfilm, så var der alligevel horrorelementer med i en af de andre og vi sluttede selvfølgelig af med at slå over på TV2 for at gense Arnold Schwarzenegger sparke røv i Mark L. Lesters absurd-overdrevene “Commando”. De andre film vi så var imidlertid først zombiekomedien/mockumentary “Harold Going Stiff”, og derefter følger vi op med en af After Dark Originals-filmene “The Task”.

Første film på programmet var “Harold Going Stiff”. Et ganske sympatisk bekendtskab fra det engelske. Der skal dog nok ikke herske nogen tvivl om at filmen nok ikke har været blandt de dyreste, men det er jo ofte ligegyldigt, idet man kan nå langt med en god historie, originalitet og gåpåmod. Det må man sige at filmen havde. Det er således en atypisk zombiefilm, der kører på traditionel engelsk sort humor fremfor et regulært blodbad. Jeg må også erkende at jeg er vild med den lidt ironiske titel, fordi filmen omhandler en sygdom, der bryder ud blandt mænd, der gør dog langsomt til zombier. Det skyldtes vistnok en snack med en let krydret pølse, men det finder vi aldrig helt ud af. Filmen har flere sjove indfald, blandt andet med den unge, lidt korpulente kvindelige sygeplejerelske, der kun er på jagt efter en mand, og så en lille bande af “zombiebashers”, hvor den ene er mere uduelig end den anden, især den lidt langsomme Colin. Men jeg synes at filmen var ret sjov… og også ganske human mod slutningen. Den er dog ikke lårklaskende over-the-top morsom som f.eks. “Shaun Of The Dead”, der jo virkelig har dannet skole for hvordan en god horrorkomedie skal skrues sammen.  “Harald Going Stiff” kan godt anbefales til et hurtig indfald på en grum og trist aften som denne lørdag, hvor sneen hele tiden har truet med at falde i store mængder.. jeg var glad for at endelig få den at se.

Derefter kom tiden til “The Task”, der var en mere regelrettet horrorfilm. Omhandlende et reality-show, der skal optages i et gammelt, nedslidt fængsel, hvor fængselsinspektøren var lidt af en bestialsk satan. Som sagt var den en del af After Dark Originals-serien, som jeg har set flere af efterhånden, og de kan alle fastlægges ved at virke som en smule venstrehåndsarbejde med lidt skuffende instruktion og mere eller mindre dårligt skuespil… historierne er dog nogenlunde, selvom “The Task” nok ikke vinder alt for meget på originalitet… der var faktisk flere episoder undervejs i filmen, hvor min kammerat og jeg kunne gætte den videre handling… det var sågar ret åbenlyst, hvilket må betegnes at være særdeles skuffende, når man forfalder til klicheerne på den måde. Undervejs var tempoet dog højt, uden at der var særlige grafiske kills, så var der trods alt en rimelig creepy stemning i noget af filmen, og det gamle fængsel var en fantastisk location. Det er dog svært at være superbegejstret for filmen, fordi noget mesteværk er det i sandhed ikke, og selvom stemningen kan nærme sig gåsehudsfaktoren, så når den næppe højt op på skalaen. Dertil er den for sjusket og dårlig lavet. Slutningen indeholder dog et lille tvist, som man måske nok kunne have set komme, men det var nu ikke for at vi gættede det.  Alt i alt en svag kop vandet te fremfor en kraftig kop kaffe… jeg var nok en smule skuffet.

Skuffet kan man dog ikke sige at man er med henblik på den sidste film. “Commando” – filmen fra 1985 som vi alle har set et utal af gange var såmænd endnu en gang i fjerneren, denne gang var det TV2 der havde den på programmet. Det er svært ikke at sidde at juble over Arnolds vanvidsmission. Herligt hårdkogt spillet af manden selv og med voldelige og overdrevne skud- og actionsekvenser, gør denne film til en af de absolutte bedste actionfilm fra 80’erne…men helt ærligt? hvordan kan man så lige mene det… jo jeg så første gang filmen som ganske ung i slut-80’erne og allerede der var jeg henrykket. At se sådan en gigantisk muskelmand udradere en lille hær på en solbeskinnet ø ikke langt fra USA… ja så er der bestemt ikke et øje tørt. Historien er nem og ligetil og alle kan være med… og filmen bugner af nogle sjove bipersoner og memorable oneliners. Foruden Arnold Schwarzenegger i den alt overbærende hovedrolle, så ses også en ung Alyssa Milano, David Patrick Kelly, Bill Duke og Vernon Wells – sidstnævnte er den hysterisk morsomme Bennett, der insisterer på at være iført en skinnende ringbrynje filmen igennem. En ægte skurk må man sige. Og mod slutningen er det da også Bennetts egen forfængelighed, der får ham dræbt på den hårde måde… tænk hvis han bare havde skudt Arnold lige der, og ikke indlede en knivkamp med ham. Jeg er altid begejstret over et gensyn med “Commando” og jeg måtte gribe mig selv i at sige flere replikker højlydt filmen igennem, fordi jeg husker den så uovertruffen godt. Det er også svært ikke at heppe på Arnold filmen igennem, og især ikke mod slutningen, hvor han går amok og smadrer den stakkels lille hær, der er udstationeret hos bad guysene. Jeg kan stadigvæk ikke begribe hvordan soldaterne flyver flere meter igennem luften, selvom en håndgranat sprænger et stykke fra dem, og når det samme sker for Arnold, så får han kun et mindre kødsår…desuden har jeg lært at man i en såkaldt Army Surplus-forretning i USA kan finde et rum med et arsenal, der vil gøre enhver våbenfetishist blød i knæene, og sågar fører forretningen også raketstyr…! – ak ja, det er vel den såkaldte filmmagi der slår til igen? … og hvilken filmmagi!

Jeg har siden min kammerat gik hjem, så siddet og stenet lidt genial musik, nemlig de danske doom-konger, Saturnus’ nyeste skive… og den er virkelig god…! Men standarten på alle Saturnus’ plader igennem tiderne har altid været ubeskrivelig høj, og den nyeste svigter heller ikke… jeg er meget glad for bandet… og selvom man snart kan se dem live til P6 Beats store musikfest den 15. december, så synes jeg ikke at man skal snyde sig selv for oplevelsen af at høre dem derhjemme på cd – når sneen er dalet stødt og der er total stilhed udenover Saturnus’ smukke, smukke toner… så bliver oplevelsen snart ikke mere komplet. Anbefales på det varmeste!

Herlig over-the-top og gennemført hårdkogt action er kun nogle af de mange rosende ord man kan ytre om Mark L. Lesters voldsorgie "Commando"...

Herlig over-the-top og gennemført hårdkogt action er kun nogle af de mange rosende ord man kan ytre om Mark L. Lesters voldsorgie “Commando”…