Jeg opdagede for en dag eller to siden at Søren fra Skræk og Rædsel har startet en ny blog, der vedrører westerngenren. Et glimrende tiltag må man sige, fordi westerns kan være noget af det mest fortryllende på denne klode. Særlig er jeg nok mest glad for spaghettiwesterns, men også de klassiske amerikanske westerns har masser af byde på. Det var således med dette i baghovedet, at jeg gav mig til at se Sergio Corbuccis ironiske spaghettisag fra 1966 med titlen “Django”…

*En lille advarsel om at læse videre, hvis du ikke har set filmen… så afslører jeg vist lidt for meget nu!*

Den allerførste “Django” er virkelig en fremragende film. En hårdkogt helt, en glimrende historie, fremragende score og et væsentlig bodycount er ingredienserne i denne spaghettiblanding. Franco Nero spiller hovedrollen som Django, der indleder filmen med at vise hvordan han slæber rundt på en stor trækiste. Hvorfor skal vi snart få at vide, fordi i den gemmer sig et våben, der kan fejre selv den værste modstand af vejen og virkelig maje adskillige badguys ned, hvilket vi også får syn for sagen, idet den gennemførte onde Major Jacksons rødklædte tropper må lade livet, da Django kommer i vejen for dem. Også mexikanerne må indse at Django er en usædvanlig revolvermand. Først hjælper han dem dog med at stjæle en ordentlig portion guld, men Django agerer den store forræder, og stjæler guldet i selskab med en ung kvinde, som han redder i filmens begyndelse. Det finder mexikanerne sig selvsagt selvfølgelig ikke i, og de svarer igen ved først at redde Djangos liv, idet han falder i en sø af kviksand, men dernæst knuser de samtidige knogler i begge Djangos hænder… sikke noget da…? Nå det ender heldigvis lykkelig for vor helt, idet han formår at dræbe Major Jackson, der i mellemtiden har skudt samtlige mexikanere. Når dagen er omme, så kan den stakkels Django vakle mod sollyset, fordi han har endnu engang overlevet, til trods for meget horrible odds.

Jeg er altid glad for et gensyn med denne perle, der må siges at kunne befinde sig i selskabet med f.eks. Sergio Leones “A Fistfull Of Dollars” med Clint Eastwood, og vel nok filmen, der startede den italienske spaghettiwesternbølge. Oprindelig udsendt i 1966, så var denne film med til at bringe de europæiske westerns helt frem på verdenskortet. Franco Nero er en fremragende skuespiller og en virkelig god helt. Han var dog således kun 23 år, da de indspillede “Django”, og for at gøre ham ældre, så tilføjede makeup-artisterne nogle falske rynker i hans ansigt, og det virker ganske fremragende. Der er ingen tvivl om at karakteren Django har prøvet lidt af hvert, så naturligvis kunne han ikke blot være en 23-årig opkomling. Sergio Corbucci, som vistnok søgte en film med en særlig mørk humoristisk side, instruerer ganske godt, og hans respekt for Sergio Leone skinner klart igennem. Filmen er brutal – se blot på de mange nedskydninger, men også i en scene hvor den lokale præst får skåret hans ene øre af – det er skrappe sager i 1966. Man føler sig dog vanvittig godt underholdt i selskab med Django og hans mange modstandere… og faktisk før man får set sig om, så er filmen færdig, hvilket det nervepirrende klimaks vidner godt om. Filmens assistentinstruktør var dertil Ruggero Deodato, der sidenhen skulle blive en ret habil instruktør selv, blandt andet nok mest kendt for den helt igennem væmmelige “Cannibal Holocaust”, der sendte chokbølger ud i den ganske filmverden.

“Django”s popularitet var enestående. Således har jeg hørt at der kom omkring 50 mere eller mindre officielle efterfølger til denne første film. Det må siges at være meget imponerende. Men det gav vistnok også en spøjs eftervirkning for skuespilleren Franco Nero, idet alle hans film i flere land, hvad enten de var westerns eller ej, havde navnet Django i deres titel. Lidt morsomt må man dog sige at det er. Der er ihvertfald ingen tvivl om at Franco Nero skylder en stor del af hans succes som skuespiller til den første, skelsættende western. Det åbnede således også en kortvarig Hollywood-karriere, blandt andet har han rollen som über-skurk i “Die Hard 2”. Jeg sætter dog mest pris på ham som den handlekraftige revolvermand Django.

Quentin Tarantinos nyeste film er en direkte hyldest til de gamle spaghettiwesterns, især også med den meget iøjefaldende titel: “Django: Unchained”, så bliver det særdeles spændende at se hvad en af verdens største filmfans, der samtidig er en glimrende instruktør, kan få ud af materialet vedrørende en western, fordi den genre har det godt nok hårdt for tiden. Måske kan vi snart opleve et kærkommen boom i nye westerns – det ville da ihvertfald være dejligt… man er vel fan?

Nå, det var således “Django” – nu venter min Star Trek-filmserie fra “Star Trek: The Motion Picture” til den nye reboot, der bare hedder “Star Trek. Jeg har længe haft lyst til at gense dem alle, og med vintervejr og kulde udenfor, og en hungerende dvdafspiller, der elsker alverdens fremragende film, så er der nok mulighed for det nu. Star Trek har et særlig plads i mit hjerte, idet jeg sad klistret til skærmen for at følge den brave besætning på rumskibet Enterprise i “Star Trek: The Next Generation” på Sky One for henved 20 år siden nu. En fremragende serie, men jeg kan egentlig bedre lide den gamle besætning fra “The Original Series”, især i filmene, hvor de har en helt særlig kemi sammen, navnlig sammenspillet mellem Kirk, Spock og McCoy… Det bliver en god jul!

Posterart til Sergio Corbuccis meget vellykkede og kontante spaghettiwestern fra 1966

Posterart til Sergio Corbuccis meget vellykkede og kontante spaghettiwestern fra 1966

Reklamer