Jeg havde længe truet med at gense Tim Burtons forrygende biografifilm, “Ed Wood”  fra 1994. Denne meget iøjefaldende film om en af verdens dårligste filminstruktører, hvis ikke den allerdårligste, har jeg stor sympati for. Endnu engang kaster Tim Burton sig over særlingen, og denne gang er faktisk en person der har levet, og ikke en af hans hjernes ildesete fantasivæsner. Det er den utrolige historie om Edward D. Wood Junior… en højst besynderlig mand.

Filmen “Ed Wood” fokuserer på Woods karriere, og særligt hans kærlighedsforhold til to kvinder og et tæt venskab med det alderende horrorikon Bela Lugosi. Den er indspillet i bedårende sort/hvid og manuskriptet er særdeles morsomt og underholdende. Karakterne som Ed Wood omgiver sig med, er mindst lige så farverige som ham selv. Især fylder den meget tætte venskab med Lugosi en stor del i filmen, og det bliver portrætteret særdeles varmt og rørende. Tim Burton selv havde således også et venskab med et andet horrorikon, nemlig Vincent Price, der også nåede at spille med i den fantastiske “Edward Saksehånd”. Rollen som Edward D. Wood Junior fortolkes glimrende af Johnny Depp, der tilsyneladende er gået til projektet med vanlig stor entusiasme, og han gør det helt uovertruffen – Depp har siden hen spillet med i mange flere Tim Burton-værker, men denne præstation i “Ed Wood” må stå som en af de absolut bedste. Martin Landau, der spiller rollen som den ungarneske skuespiller, Bela Lugosi, gør det nærlevende og aldeles storartet med en blanding af skarp humor og personlige tragedie, idet den gode Bela havde været stofmisbruger i henved 20 år, før han indlogrerede sig på et afvænningshospital. Martin Landaus præstation er gennemgående af sådan en fin karat, at han således, helt fortjent, blev nomineret til en Oscar, og dertil også vandt den! – desuden vandt blandt andre Rick Baker endnu en af sine mange Oscars for bedste make-up, men det er en skam at manuskriptet ikke blev nomineret, fordi det er virkelig, virkelig godt. Baseret på en bog af Rudolph Grey og omskrevet af fans, gør denne film til en absolut vinder, og den er i besiddelse af virkelig nerve og sympati, uden at den bliver for sentimental.

Skuespillerne i filmen er således ganske velcastet, og man både griner og græder med de fjollede misfits, som der hjemsøger denne produktion. Der er damerne, Sarah Jessica Parker, Patrica Arquette, Lise Marie og Juliet Landau, der alle formår at bringe lidt starquality til filmen. Sarah Jessica Parker spiller den tøvende første kæreste, som Ed Wood først har i filmen, og hun kan ikke forstå instruktørens mærkværdige interesse i angorajumpere. Patrica Arquette er sødere som Eds fremtidige kone, og Juliet Landau (datter til Martin) er en spøjs karakter, der er allergisk for alle former for væsker. Endelig ses Lisa Marie (Tim Burtons daværende kone) i en gennemgående rolle som tv-værtinden Vampira, der ender med at medvirke i “Plan 9 From Outer Space”, der var Woods absolutte hovedværk. På den mandlige side ses Jeffrey Jones som den synske Criswell, der var kendt for at frembringe urimelige og temmelig tåbelige udbrud, der, på en god dag, må klassificeres som simpelt volapyk eller overdreven science fiction. Bill Murray medvirker også i en rolle  som Bunny Breckenridge, der også medvirker i “Plan 9”, en mand der hellere vil være kvinde, og sågar satser på at gennemgå en kønskifteoperation i solrige Mexico. Sluttelig ses også Mike Starr som filmproducenten og Vincent D’Onofrio som Orson Welles.

Der er ingen tvivl om at når man ser sådan et gennemført projekt fuldt med kærlighed fra Tim Burton, så får man også lyst til at se Ed Woods egne film, og de er faktisk udsendt på dansk dvd. Jeg kan ikke huske hvem det er, der har udsendt dem, men ude er de altså – men det skulle dog ikke undre mig at de var OOP nu, fordi jeg kan ærlig talt ikke tro at markedet i lille Danmark er særlig stort for sådanne produktioner. Man kan da også sige meget om Edward D. Wood Juniors egenskaber som filminstruktører og hans film er bestemt ikke særlig gode – men de er kuriøse og tidstypiske og tydeligvis et udfald fra en særlig kreativ hjerne. Jeg kan ihvertfald roligt sige at hans film, selvom de ikke er særlig godt skruet sammen, ikke er nogle af de dårligste film jeg nogensinde har set. Jeg plejer gerne at vende tilbage til en film som “Collision Course” fra 1989, der fik den danske titel “Karate Mig Her, Karate Mig Der”… og kan bryste sig af en skrækkelig umorsom Jay Leno, og så Mr. Miyaki (Pat Morita) i hovedrollerne. Det er nok en af de absolut ringeste film jeg nogensinde har set. Jeg vil til enhver tid hellere fornøje mig med en Ed Wood-film end at gense brækklat af en film endnu engang.

***

Sidste nat var jeg nu også nået et skridt videre i min genopdagelse af Star Trek-filmene, og var således nået til nummer to i rækken, “Star Trek II: The Wrath Of Kahn” – som nok må siges at være en af de bedre af Star Trek-filmene – alene Ricardo Montalban er enestående som den væmmelige Kahn, og det må siges at han har nogle af filmens absolutte bedste replikker, der nærmest tangerer Shakespeare i det dramatiske… Således var den også starten til en trilogi, der blev begyndt med denne film – kørt videre i 3’eren, “The Search For Spock” og afsluttet med tidsrejsefilmen “The Voyage Home”, som var 4’eren af film i Star Trek-universet. Jeg så “The Motion Picture” den anden nat, og jeg kan nu godt lide den, selvom den måske nærmer sig momenter af absolut kedsomhed og langtrukne øjeblikke. Så synes jeg alligevel at den rammer meget godt essensen af Star Trek med søgen efter nyt liv og nye opdagelser. 2’eren med Kahn er lidt mere oldschool rumkrig, som da også kan være meget sjovt…jeg kan ihvertfald rigtig godt lide dem begge. Nu venter 3’eren så en af de kommende dage, og den husker jeg som en af de dårligste i filmrækken. Det skal dog blive ganske sjovt at gense Christopher Lloyd som klingon. Så vidt jeg kan forstå, så vender Kahn tilbage som skurk i den kommende 2’er i den nye Star Trek-reboot-serie… det skal blive særdeles spændende at se om han kan overgå den gamle version af Montalban.

Ellers ved jeg ikke rigtig om jeg har så meget nyt at fortælle om. Dagene slæber sig afsted som en gammel mølædt hankat med forrevne potter og kun et øje, der ikke længere kan finde hjem. Julen står for dagen, og jeg er færdig med alle indkøbene. Nu er sneen så småt ved at være forsvundet igen, så det er endnu et plus. Bevares, jeg kan da godt anerkende et hvidt tæppe spredt ud over det ganske land, men jeg må så også erkende, at jeg synes at det er meget nemmere at komme omkring uden alt det der sne.

Dette indlæg var iøvrigt skrevet til en mix-cd med Star Trek-musik fra filmene. Både Jerry Goldsmith og James Horner har jo lavet musik til filmene, men det er nok Jerry Goldsmiths udødelige score jeg foretrækker, men Horners input med soundtracket til “Wrath Of Kahn” er også ganske glimrende. Begge er ihvertfald fremragende komponister.

Tim Burtons biografifilm om angorajumper-tilhængeren og selverklæret filminstruktør Ed Wood er et særdeles varmt og humoristisk bekendtskab...

Tim Burtons biografifilm om angorajumper-tilhængeren og selverklæret filminstruktør Ed Wood er et særdeles varmt og humoristisk bekendtskab…

"Star Trek II: The Wrath Of Kahn" anes af mange fans for at være en af absolutte bedste Star Trek-filmatiseringer, og det kan man kun være enig i...

“Star Trek II: The Wrath Of Kahn” anes af mange fans for at være en af absolutte bedste Star Trek-filmatiseringer, og det kan man kun være enig i…

Reklamer