Archive for januar, 2013


Tarantino Unchained…

Ak ja, så kom dagen som jeg efterhånden havde ventet på i en rum stykke tid. Jeg skulle i biffen for at se Quentin Tarantinos nyeste opus og hyldest til spaghettiwesterns, “Django Unchained”…Filmen skulle begynde kl. 20, og da min gamle far og jeg faktisk skulle køre 30+ kilometer for at se den, ja så måtte vi jo nødvendigvis afsted allerede ved 19-tiden. Det med at vi skulle køre i bil i en halv times tid var rent luksus…fordi vi kunne såmænd gå ned i den lokale biograf her i byen…der er vel ikke mere end små 250-300 meter, men nu skulle det altså være, og derfor havde vi også besluttet os for at støtte biografen i Nykøbing Mors i stedet. Denne meget flotte biograf er drevet af frivillige kræfter, og man fornemmer straks en kærligehed for filmen i særdeleshed når man træder ind i de dertilhørende gemakker.

Nuvel, vi kom da afsted, og var fremme i god tid – og efter at have betalt 90 danske kroner pr. billet…(ja det er sgu dyrt at gå i biografen, jeg kan huske at jeg engang tilbage i ‘the good old days’ så eventyrfilmen “Masters Of The Univers” for en flad 10’er), og dernæst tanket op med drikkevarer – fordi der er jo faktisk en ret lang film, ja så var vi endelig klar til at se vidunderet… men ak nej, vi måtte væbne os med tålmodighed, fordi der gik 15-20 minutter med diverse reklamer og forfilm…jeg vendte det hvide ud af øjnene op til flere gange, fordi ville det da aldrig ende!!!??… jo da… pludselig gik lyset ud, og skærmen lyste op og så var vi klar…:

Det allerførste man hæftede sig ved når filmen gik igen, var selvfølgelig genbruget af temaet fra den oprindelige “Django” fra 1966, komponeret af Luis Enríquez Bacalov. Virkelig fornem og herlig start, selvom man måske kan sætte spørgsmålstegn ved Tarantinos leflen for Corbuccis orginale værk, men Quentin Tarantino er jo bare den der herlige filmnørd-type, så naturligvis tilgiver vi ham det.

Filmens historie er ganske nem. Vi føler slaven, Django (Jamie Foxx) og dusørjæger/tandlæge King Schultz (Christoph Waltz) i deres kamp for først at skaffe nogle gryn til tegnebogen, og dernæst for at befri Djangos elskede hustru (Kerry Washington). Til deres gru, opdager de at hun nu er ejet af den brutale plantageejer, Calvin Candie (Leonardo DiCaprio), derfor beslutter de sig, under dække af at ville investere i en mandingo-kæmper, at købe den yndefulde unge kvinde fri. Det skal dog ikke vise sig at være så let.

Ja, så kan vi godt glemme ideen om at Django er en fåmælt, hvid hævner, der slæber en kiste med sig rundt. I “Django Unchained” befinder vi os to år inden den amerikanske borgerkrig, og her er den eneste Django sort. Og denne Django starter ud med at være ret svagelig og en anelse naiv, men med hjælp af den godmodige Dr. Schultz, så får vi ham snart på højkant, og de to danner et makkerpar, som kan gøre enhver mand med en dusør på sig blød i knæene af rædsel. Fordi de to skyder ingen midler, og de dræber sågar en farmertype, imens hans søn er med ham ude i marken for at …nåh ja, lave farmerting?… men heldigvis går det mest ud over slemme typer, der virkelig har fortjent at dø.

Quentin Tarantino har skrevet en ganske god historie. Fyldt med bandeord, og især N-ordet fylder utrolig meget i manuskriptet, men det accepterer man faktisk, fordi det var vel sådan at det var. Amerikansk historie har lært os at vi ikke skal så mange år tilbage hvor afro-amerikanere ikke var populære i samfundet, og sågar ikke engang måtte sidde foran i bussen og gå på universitetet. Selvom manuskriptet rummer en del alvor, så er der også typiske Tarantinos humoristiske sætninger, så man sidder ikke og bliver helt sortseer… og når især Samuel L. Jackson gør sit indtog, så er der ikke et øje tørt, fordi hans levering af replikkerne er ramt med sådan en enorm komisk timing, at man overgiver sig komplet. Det er dog ikke svært at se hvem Tarantino identificerer sig med i manusset… jeg vil skyde på at det er rollen som Christoph Waltz besidder, og dertil gør det utrolig godt. Han fylder rigtig meget, og hans humanitet overfor de sorte slaver er rørende. Han er den retfærdige kriger, sammen med Django naturligvis, hvor vi får set en supersej Jamie Foxx i nok hans mest seværdige rolle siden “Ray”. Stor fan har jeg aldrig været af Foxx, især ikke da jeg så ham i en skrækkelig komedieserie for nogle år tilbage, men i denne film gør han det virkelig godt. Leonardo DiCaprio er både hensynløs og brutal i sin skildring af den onde sydstatsmand, og han spiller sig virkelig helt ud, og man må sige at han gør det fantastisk. Så især skuespillet er virkelig godt, men manuskriptet i sig selv slår gnister og der er indlagt så meget kolossal spænding at det næsten gør helt ondt. Scenerne ved middagsbordet er så intense, at man må knibe sig selv i armen for at tro det – men det sker faktisk, og da filmen har en tendens til virkelig at eksplodere fra tid til anden, navnlig mod slutningen, ja så føler mig sig utrolig godt underholdt.

Helt som i mesteren Sergio Leones ånd, så består “Django Unchained” af meget ventetid… hvor Leone leverede smukke billeder og mageløst musik, så formår Tarantinos version at fylde filmen ud med skarp dialog og naturligvis ganske medrivende musik – dog uden at det kommer op på Sergio Leones niveau. Men når det så er sagt, så må man sige at Tarantinos udgave er mindst lige så underholdende som “Once Upon A Time In The West” og “The Good, The Bad And The Ugly”, fordi det er nemlig med disse klassiske, episke europæiske westerns som man skal sammenlignes. Guderne må vide at Tarantino ikke er speciel original, fordi alle hans virkemidler i hans film er aftryk af tidligere tiders produktioner, men Tarantino ryster så posten gevaldigt sammen, og tilsætter mindeværdig dialog og uforglemmelige karakterer, og det gør faktisk til hans film til noget unikt trods alt… og der er en kæmpe chance for at han vinder oscaren for bedste originale manuskript, hvilket nok også ville være ganske fortjent.

“Django Unchained” byder på et væld af fremragende skuespillere og personager, som vi efterhånden er godt kendt med i Tarantinos filmversion. Foruden de allerede nævnte, så ses også Don Johnson, James Remar, Russ Tamblyn, Amber Tamblyn, Bruce Dern, M.C. Gainey, Jonah Hill, Zoe Bell, Tom Savini, Robert Carradine, James Parks, Michael Parks, Quentin Tarantino selv og endelig en fin cameo af Franco Nero, der fylder 70 år i år, og det er cool af Tarantino at inkludere den alderende Nero og hylde ham som en af de store helte indenfor spaghettiwesterns og italienske film generelt.

Sluttelig må jeg konstatere, at der bestemt ikke er nogen grund til ikke at styre afsted og indhylle sig i biografmørket for at nyde denne hyldest til en god gammeldags westernfabel, godt fæsteret i amerikansk historie og med episke overtoner. Jeg kan ihvertfald ikke anbefale den nok, og selvom den nok ikke når hverken “Reservoir Dogs” eller “Pulp Fiction”-højder, så er den bestemt værd at bruge en aften på… jeg er meget begejstret…

Flot posterart til Quentin Tarantinos meget fornemme hyldest til spaghettiwesterns... Knivskarp, underholdende og voldsom...

Flot posterart til Quentin Tarantinos meget fornemme hyldest til spaghettiwesterns… Knivskarp, underholdende og voldsom…

Reklamer

Et levn fra fortiden…

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg efterhånden har rundet 30 år + et par år mere endda, og det er såmænd ikke så slemt… tidligere havde jeg store problemer med tanken, og kunne ikke alliere mig med det faktum at jeg blev ældre… men med den alder jeg har, så betyder det også at jeg var knægt i 80’erne, og ikke en bebumset teenager med ungdomssløvsind, så mine prioriteter i mine første år var ikke ligefrem de mange voldsomme action- og horrorfilm som der kom ud i 80’erne, og som jeg sidenhen er blevet så vild med – jeg kan dog huske et væld af fremragende tegnefilmserier fra 80’erne, som jeg stadigvæk bliver helt nostalgisk, når jeg tænker tilbage på dem… derfor også dette indlæg – jeg har besluttet mig for at skrive nogle ord endnu engang om en af de film som der rystede mig i min grundvold, da jeg var purk… nu er det i dette tilfælde tale om invasionsfilmen, “Invaders From Mars” fra 1986.

Slut-80’erne eller starten af 90’erne, dette er lidt uklart, var en fin tid…i mit barndomshjem fik vi nemlig en vaskeægte parabol! – det var virkelig en øjenåbner, når man er vant til bare Danmarks Radio, og så TV2 der kom til i slut-80’erne… nu kunne vi se fjernsyn fra hele verden, eller i mit tilfælde, så blev jeg meget glad for de tyske kanaler og den engelske Sky. De tyske kanaler viste mange fremragende film, dog i en tysk synkroniseret udgave, men det var bedøvende ligemeget, når man var i den alder. Sky elskede jeg primært pga af science fiction-serier som “V”, “Star Trek: The Next Generation” og “Battlestar Galactica”… nå, men det var så på en eller anden mørk efterårsaften, hvor alverdens ubehageligheder kom frem, idet jeg så Tobe Hoopers remake af den gamle “Invaders From Mars” – jeg anede intet om instruktøren eller at det var et remake – jeg synes bare at den var virkelig, virkelig cool.

Filmen omhandler en ung dreng, der opdager at noget ikke er helt ved det gamle i hans nærområde…hverken på skolen eller ved hans forældre. Efter nogle forviklinger (der blandt andet inkluderer en skolefrøken, der sluger en levende frø), så finder han pludselig ud af at noget er landet på marken ved siden af hans barndomshjem…og så, med lidt hjælp af militæret, er det op til den unge sønnike at bekæmpe de skrækkelige væsner fra det ydre rum, alt imens han skal passe på med ikke også at blive forvandlet til en tom, meningsløs drone, som de væmmelige skabninger kontroller…

Den oprindelig udgave var fra 1953, men da jeg ikke husker den nær så godt, så bliver jeg hermed nødt til at koncentrere mig om remaket, som virkelig har givet mig mange søvnløse nætter i min barndom. Scenen med læreren der slubrer en frø i sig og de fantastisk klamme rumvæsner har fyldt mine drømme mange gange som knægt. Som voksen er jeg selvfølgelig voksen fra alt det der, der gjorde filmen til sådan et pejlemærke i min ungdom. Scenerne som skræmte mig tidligere er nu bare kuriøse og lettere morsomme, men som ung husker man naturligvis historien anderledes og man opfatter tingene på en anden måde.

Det var såmænd også først som voksen at jeg fattede hvem Tobe Hooper er. Han er jo en fantastisk instruktør, der måske er over sin storhedstid nu, men da han lavede “The Texas Chainsaw Massacre” i 1974, så skabte han en af horrorfilmhistoriens absolutte mesterværker. Historien som den dysfunktionelle kannibalfamilie, anført af Leatherface himself, er både en skræmmende og særdeles underholdende film, også selvom der måske ikke er tale om den helt store blodsudgydelse, som titlen nok kunne henlede til… desuden oser filmen også af godt, gammeldags horroræstetik, der har gjort den til så attraktiv en historie, som man kan bygge videre på, at der netop er kommet en ny film i “Texas Chainsaw”-serien her i 2013. Den har jeg dog ikke set, og den har også fået en lidt blandt modtagelse, men mon ikke at der kommer endnu flere i føletonen om Leatherface og hans nærmeste. Jeg har på fornemmelsen at der ikke er skrevet det sidste kapitel i den bog.

Men som voksen kan man godt længes tilbage til den tid som ung, hvor man blev nødt til at indstille videoen til at optage de lyssky film på tysk tv midt om natten, fordi man selv skulle have sin skønhedssøvn. Jamen for filan da, hvis jeg nogensinde havde bekymret mig om skønhedssøvn, så burde jeg jo have siddet oppe midt om natten og set disse vidunderlige film, godt og grundig oversat til tysk, hvor jeg ikke fattede et klap, men måtte ligesom danne mig et eget overblik over historien i filmen ved hjælp af billederne på skærmen og den sparsomme fantasi man var i besiddelse af. Det er nok en tid der aldrig kommer igen, fordi i vor dage er der jo et massiv udbud af tv-kanaler, der viser afskyeligt reality-tv og bundrådne amerikanske komedieserier, alt imens de gode film fra barndommen synker længere og længere væk i glemslen og undertegnets bevidsthed…men fortvivl ikke! – nogle gange dukker der fragmenter og småbrud op fra fortiden, og så når man får fat i filmen på dvd, og genser den, så strømmer alle minderne frem igen!… så selvom vi nu ikke er nær så afhængige af tysk tv, så må jeg erkende at jeg er mere eller mindre afhængig af at få fat på filmene på dvd – man er jo efterhånden kommet til den konklusion at man er samler!

Åh ja, lige et tip. Jeg så den irske monsterfilm “Grabbers” den anden nat og det er en vanvittig underholdende sag… meget mere komisk end egentlig science fiction-horror, og man er i ufattelig godt selskab med karakterne i filmen. Jeg er nok tilbøjelig til næsten at sige at det er den mest morsomme britiske horror-komedie jeg har set, siden “Shaun Of The Dead”… men bemærk! selvom der ruller et par hoveder, så er vi langt mere i komedieland her, end egentlig rendyrket horror, så hvis man vil have sig et godt gys eller splat i massevis, så bør man nok gå lidt udenom “Grabbers”…. vil man til gengæld more sig kostelig over de smådumme lokale på den lille irske ø, Erin Island, der kæmper med et gigantisk monster fra det ydre rum, ja så er der ingen vej uden om… og hey! hold dine tentakler for dig selv!

Nostalgisk posterart fra 80'erne. Tobe Hoopers "Invaders From Mars"-remake er sjov, underholdende og værd at se...

Nostalgisk posterart fra 80’erne. Tobe Hoopers “Invaders From Mars”-remake er sjov, underholdende og værd at se…

Vinsmagning for dummies…

Jo tak. Endnu engang må jeg melde tilbage, at mit tv har været overtaget af dårlig tv-gremlins… det er godt nok utrolig, så meget elendig tv, der bliver spredt ud på diverse sendeflader hver eneste dag. Jeg har nogle gange rigtig svært ved at starte en ny film op, fordi det kræver ihvertfald 1½ indædt koncentration. Så virker en halv times sitcom eller sågar en timelang dokumentar om ekstreme samlere mærkelig nok appetitlig… men i dag skal det være anderledes – hvilket har medført at jeg har set den første film i dag…

Der var godt nok tale om et genkig, men hvilket et? – filmen som jeg har set, var intet andet end Alexander Paynes Oscarbelønnet “Sideways”. Måske et modent valg her på sådan en højhellig torsdag, men what the hell?… om præcis en måneds tid er der atter Oscarfest, og jeg glæder mig lidt – endnu en grund til at sidde oppe en helt nat og krydse fingre for personlige favoritter i den store Hollywoodske filmverden. Vanen tro, efterhånden, så sender TV2 vistnok direkte fra prisuddelingen, men jeg håber virkelig på at de finder en ordentlig vært eller værtinde til jobbet. Sidste nat var det Paprika Steen, og hun var frygtelig!… ellers har også Hans Pilgaard haft tjansen, men han er mindst lige så elendig til det… jeg ved nok at begge ser mange film og går ofte i biografen (måske gratis til gallapremieren??) – men derfor kan man da i det mindste godt vide lidt om filmhistorik… Paprika ved en smule, men Hans Pilgaard er skræmmende uvidende, og det er ærlig talt en skam, men lad os nu se… måske er vi heldige i år?

Well, dette indlæg skulle ikke omhandle min mavesyge, opkastfremkaldende kontrovers med de danske Oscarværter, men derimod den fine vinekspeditionsproduktion, der hedder “Sideways”. En klar pleaser for den kræsne filmkender og publikumsfavorit i 2004, hvor filmen udkom. Det er en ret voksen film, hvor vinsmagning går hånd i hånd med to venners udflugt til de californiske vingårde, hvor de møder både smagfulde vine, men også et par særdeles attraktive kvindfolk. Alt er tilsyneladende sublimt, hvis bare det ikke var for den ene af vennerne, der skal giftes i weekenden, og så har vi pludselig balladen. Det meste af filmen handler dog om de to venner, Miles (Paul Giamatti) og Jack (Thomas Haden Church) der smager på vine og får smag for de lokale kvinder. Miles er vinelsker og eksperten, hvorimod Jack  (desuden ham der skal giftes senere på ugen) tænker mere på en ting, nemlig at komme i lag med et yndefuldt fruentimmer. Desuden er Miles også i den situation at han har skrevet en roman, hvilket man hører om igen og igen igennem hele filmen…problemet er bare at den ikke er udgivet, og som det skal vise sig senere i filmen, så er der måske heller ikke grund til at fejre netop dens udgivelse. Både Miles og Jack forelsker sig således også i de lokale… Miles i Maya (Virgina Madsen), som han allerede kender fra flere ture i nærområdet, men Jack derimod ser sig lun på den forførende Stephanie (Sandra Oh). Alt er i starten rosenrødt… Jack har masser af lidenskab med Stephanie, hvorimod Miles har det lidt sværere med Maya. Pludselig ser det dog utrolig lyst ud for begge par, lige indtil den dag, hvor Miles kommer til at afsløre at de skal hjem til en prøvemiddag for brylluppet, og så stopper festen med et brag!

Det er nogle år siden at jeg sidst har set “Sideways”, men det er et enormt hyggeligt, humant og varmt bekendtskab. Karaktererne i filmen føles som ægte, naturalistiske mennesker, som man såmænd kunne møde henne i supermarkedet eller selvfølgelig til vinsmagning hos de anerkendte vingårde. De fire bærende skuespillere i filmen er virkelig fremragende, og man holder af dem alle med det samme…Miles er den humørsyge type, der aldrig har haft det let, og man fatter med det samme sympati for ham, selvom han også vrisser af alle og desuden hader Merlot over alt på Jorden. Jack er en skuespillertype, der har haft flere roller i tv-serier på tv, men nu laver han således mest reklamer, men han er også kærlig og vil gå langt for sin ven Miles. De to kvindelige skuespillere skal mere agere flirts, men det bliver dog hurtig mere alvorlig. Især Maya viser sin nuanceret side og kan tale længe med Miles om hvilke vine hun elsker. Jack og Stephanies samtaler er mere smalltalk, men deres forhold er også meget anderledes og baseret mere på lyst, hvorimod man føler at Miles og Mayas forhold kan rumme mere og muligvis er et dybere og tættere kærlighedsforhold med et langt forløb. Den momentære sympati for karakterne skyldes, som nævnt, i høj grad skuespillerne, der får ufattelig meget ud af deres roller, og det er vel næppe et tilfælde at både Virgina Madsen og Thomas Haden Church blev nomineret til en Oscar for henholdsvis bedste kvindelige og mandlige birolle. Jeg synes dog også at Paul Giamatti havde fortjent en nominering, fordi han gør det virkelig strålende.

Alexander Payne, der har skrevet manuskriptet udfra en roman, og desuden også instrueret, kan virkelig skabe interessante film, hvor han tidligere har gjort det med highschool-filmen “Election”, så synes jeg at det er hans mere modne film, der har mest kvalitet, såsom “About Schmidt” og “The Descendents”, der begge oser af fornem personinstruktion og medmenneskelighed i historiefortællingen. Naturligvis er han også blevet belønnet med to Oscars igennem tidene, men de var begge for manuskriptet, og han har også tidligere været nomineret som bedste instruktør, og dertil også været nomineret i kategorien årets bedste film, så jeg kunne godt unde ham en Oscar for bedste instruktion, men man ved jo aldrig – måske kommer det i fremtiden?…

“Sideways” var nomineret til i alt fem Oscars, men vandt kun den ene for bedste manuskript fra et andet medie. Skuespillerne måtte gå tomhændet hjem, og i forhold til Clint Eastwoods eminente “Million Dollar Baby”, der vandt Oscaren for bedste film det år, så må man sige at “Sideways” mere er en lettere ting at gå til, fremfor Eastwoods  meget tunge, men også dybt menneskelige drama på den mest tragiske facon. Det var dog flot at “Sideways” blev betragtet som en af årets bedste, i en tid, hvor der kun var fem om buddet som årets bedste film, så det var bestemt godkendt.

Jeg er ikke den store vinsmager eller entusiast – faktisk bryder jeg mig ikke særlig meget om vin, idet jeg finder det meste af det både sur og tvært…jeg er mere glad for en god øl, men selvom man er en novice indenfor vin, så er “Sideways” en stor oplevelse. Indrømmet, den meget vinsnak kan godt være lidt for meget, men så skal man jo til at snakke om vinen som en metafor for livet selv…pyh, det magter jeg næsten ikke i dag… jeg betragter “Sideways” som en god, human komediedrama med kærligheden og venskab i højsædet, og hvad ellers har man så brug for?…

Som et offtopic, kan jeg her sluttelig berette at jeg skal i biffen på tirsdag den 29. for at se Tarantinos nyeste voldsopus, “Django: Unchained”,  hvilket nok skal blive en helt fin oplevelse. Jeg glæder mig ihvertfald.

"Sideways" er den menneskelige historie om makkerparret Miles og Jack, der tager på vinsmagning og finder kærligheden...

“Sideways” er den menneskelige historie om makkerparret Miles og Jack, der tager på vinsmagning og finder kærligheden…

Hallo…

Jeg sidder her i mine trygge gemakker og skriver dette indlæg, imens vinterkulden raser udenfor. Heldigvis er man jo blevet for gammel til at spankulere rundt i bymidten sådan en højhellig lørdag aften og nat. Nu er jeg mere tilfreds med et par film og en kop kaffe… Heldigvis viste Amazon sig fra firmaets bedste side og leverede en pakke hos mig i går fredag, og deri var der flere sjove ting, deriblandt et par film som jeg nu har brugt et par dage på at se…! – CHOK! – jeg har simpelthen sovet så længe, og været utrolig svær at vække, når det kom til stykket. Jeg mistænker mit psykofarmaka, men det er en helt anden historie.

I går fredag var en dejlig rolig dag. Fik en enkelt gæst i form af min alderende fader, og da han gik, så var det på tide at lukke op for de gode sager, som Amazon stod for. Efter et nøje tilrettelagt kig i pakken, fandt jeg hurtig ud af hvilken film jeg ville se først:

Der var tale om succeskomedien fra 2012 – den kommende Oscarvært, Seth MacFarlanes “Ted”. Jeg havde læst flere anmeldelser og hørt den omtalt som værende særdeles morsom, så naturlig nok måtte jeg give den en chance. Jeg kan ikke påstå at jeg er stor fan af MacFarlanes amerikanske, animerede serier såsom “Family Guy” og “American Dad”, men har tidligere kigget lidt af dem begge, når de har rullet hen over skærmen – ja ja, jeg ser meget tv! et lille sidespor er faktisk at jeg i de seneste dage har set virkelig meget dårlig tv, idet jeg ikke helt har kunnet samle mig om at se spillefilm. Jeg ved ikke helt om det har skyldtes manglende koncentration, men af uransagelige årsager, så har jeg set virkelig dårlig tv på både TV3 og TV2 og Kanal 5 og nåh ja, the list goes on…Det er selvfølgelig noget skidt, idet min primære interesse er film, men jeg fik da chancen for at se en mand spise 180 østers i Man Vs. Food – tak for kaffe!

Anyway, nu gælder det “Ted”, og jeg må sige, at  jeg blev glædelig overrasket. Den er jo faktisk ganske sjov og underholdende. Selvfølgelig tangerer humoren det absolutte platte og mange af jokesne er langt under bæltestedet – det drejer sig således om at have det sjovt, drikke og ryge hash, hvilket mange af vittigheder også kører på.

Filmen omhandler jo John (i voksen udgave Mark Wahlberg), der som ganske ung ønsker sig at hans teddybamse skal blive levende, idet han ikke har nogen venner. Utrolig nok sker det ved juletid! og efter først at have væltet sig i kendis-rampelyset, så vokser både John og “Ted” op og vi møder dem igen 27 år senere. Her har John fundet sig en sød kæreste, Lori (Mila Kunis), men har ellers svært ved at klare voksenlivet og han formår ikke at løsrive sig fra Ted, der også bor hos parret. De beslutter sig for at Ted skal flytte ud, men efterhånden som filmen skrider fremad, så indser John at han har ganske svært ved at undvære sin elskede bamseven.

Spækket med gags og en overdreven fascination af 80’er-serier og film, så fremstår “Ted” utrolig morsom. Vittighederne er friske og sjove, og jeg grinede højlydt flere gange. Men filmens helt store øjeblik er da helten fra en af mine all-time ynglingsfilm “Flash Gordon” fra 1980, Sam Jones, optræder som sig selv. Han er stadigvæk i besiddelse af en flot gylden manke, og som sig selv er han kun interesseret i at feste og drikke shots! – hvilket han gør i stor stil med både John og Ted. Jeg må indrømme at scenerne med den alderende Sam Jones er særdeles morsomme, og jeg talte op til flere gange at Queens’ ikonske musik til filmen blev taget i brug.  I det hele taget fylder 80’erne, som nævnt tidligere, utrolig meget i filmen, og der er mange hilsner til nogle af de fænomener, der gjorde det årti så speciel. Foruden Mark Wahlberg, der dog ikke rigtig har så meget komisk timing i filmen, så medvirker altid søde Mila Kunis, Seth MacFarlane selv lægger stemme til Ted, Joel McHale, Giovanni Ribisi, Patrick Warburton (der får en homoseksuel elsker i filmen, der mistænkelig nok minder meget om Ryan Reynolds – eller som der bliver sagt i filmen, så er det en Van Vilder-lookalike) og Matt Walsh. Desuden ses flere kendte i roller som sig selv, foruden allerede nævnte Sam Jones, så ses også sangerinden Norah Jones, der åbenbart godt kan lide pelsdyr og Tom Skerritt, der ser både træt og trist ud i den ene scene han optræder i.

Filmselskabet på DRK var ikke så vild med “Ted” og anklagede den for at være rimelig tom med kun gags på gags, men som sagt, så synes jeg altså at den var rigtig sjov. Seth MacFarlane har desuden skrevet manuskriptet og instrueret og det vidner om en mand, der har haft stor indsigt i projektet, og det er måske grunden til at den er så vellykket. Men man skal se den hvis man får lyst til at grine lidt uforpligtende, fordi den er sjov. Husk også at den engelske dvd tilbyder en forlænget udgave af filmen, fremfor den danske udgave, der skulle være den version der blev vist i biografen.

Nå, så havde klokken efterhånden slået sig hen på først på aftenen fredag aften, og derfor tilbragte jeg lidt tid foran computeren med bare lige at tjekke Amazons tilbud osv, men da jeg erfarede at DR1 senere ville vise Robert Rodriquezs første amerikanskproduceret film, “Desperado”, så måtte jeg naturligvis indfinde mig foran husalteret, og se denne utrolig underholdende midt-90’er-action film.  Jeg har naturligvis set filmen mange gange før, men jeg kunne alligevel ikke dy mig for ikke at fastlåse mit blik på den endnu engang, fordi det er jo virkelig et velsmagende stykke med action.

“Desperado” er jo faktisk næsten bare en genindspilning af instruktørens egen “El Mariachi”, men den indeholder i det mindste Antonio Banderas og Salma Hayek (der eftersigende havde meget svært med det engelske sprog i denne film), og det er et meget kønt makkerpar. Især den labre Salma Hayek stjæler virkelig billedet, og hun må siges at være prototypen på den perfekte mexikanske kvinde. Antonio Banderas klarer actionrollen ret godt, og han virker troværdig – hans flotte lange hår og natural good looks bidrager selvfølgelig også til indtrykket som rendyrket actionhelt. Desuden er han ret god med en pistol – eller to for den sags skyld. Foruden de allerede nævnte, så ses også Joaquim de Almeida som überboss, Cheech Marin som bartender, Steve Buscemi som øretæveindbydende ven til Banderas’ karakter, Danny Trejo som knivkastende undersåt og endelig filminstruktøren Quentin Tarantino, der får skudt hovedet af på klods hold. Volden og de mange nedskydninger i filmen gør den naturligvis til en ret peberet sag, men man får virkelig noget for pengene, og de mange skuddueller er medrivende og serværdige. Mod filmens slutningen får Banderas selskab af to “brothers  in arms” og det er total over the top, men hold da op hvor man jubler med. Virkelig cool.

Filmen blev desuden fulgt op i 2003 af den stjernespækkede “Once Upon A Time In Mexico”, hvor Antonio Banderas og Salma Hayek gentager deres roller.

Efter “Despeardo”, der var slut ved omkring 1:30-tiden natten til lørdag, så måtte jeg lige tænke mig om en ekstra gang, før jeg besluttede mig for at fortsætte mit filmkiggeri. Jeg følte mig egentlig frisk nok, men da jeg lige ville tjekke David Letterman ud kl. 3, så bestemte jeg mig for ikke at se flere film denne nat – weekenden var jo også kun lige begyndt.

I dag lørdag, måtte jeg dog endnu engang se mig selv sove virkelig længe, og det var ikke lige det jeg havde planlagt. Jeg kom dog til hægterne og har da også fået set en enkelt film, nemlig det blodige post-apokalyptiske opus der er “Dredd”.

Som mange ved, så havde man allerede forsøgt at filmatisere tegneserien om den hårdkogte fremtidslovhåndhæver, Judge Dredd. Det skete i midt-90’erne med den meget misforstået “Judge Dredd” med bøffen Slyvester Stallone i hovedrollen. Den havde enkelte gode elementer – blandt andet så den rigtig flot ud og soundtracket var ret cool, men karakteren Dredd savnede karisma i form af Stallone og den føltes i det hele taget lidt for familievenlig og ikke helt gennemført.  At vi skulle vente helt hen til 2012 for at få en bedre Judge Dredd-film, virker jo helt absurd, men det er faktum – og en bedre film er det helt klart.

Den nye Dredd-film er gennemført kynisk, overdreven blodig og i denne version beholder Dredd hjelmen på hele filmen igennem…Nu er det Karl Urban der spiller rollen som Dredd, og han gør det rigtig godt. Filmen fungerer virkelig og den er utrolig smukt fotograferet af Oscarvinderen Anthony Dod Mantle, der jo har et tilhørsforhold til Danmark, idet han har været med på flere danske produktioner. Det ser virkelig cool ud, når filmen går helt ned i slow motion, og man får mange detaljer med. Jeg var meget begejstret, og selvom de mange brutale nedskydninger af både bad guys og uskyldige er blodige, voldsomme og tydeligvis lavet på computer, så må man også karakterisere det som vellykket, og bestemt et stort skridt op af stigen i forhold til den første Judge Dredd-film. Historien er mørk og universet dyster, ligesom det skal være i en Judge Dredd-historie. Filmens brug af en enkelt location, en stor boligblok med 200 etager og omfattende bandekriminalitet, er ramt lige i øjet og man sidder og følger ivrigt filmens to helte imens de flygter rundt i det store tillukkede bygningsværk, med et utal af forbrydere efter sig. Judge Dredd har i filmen selskab af rekrut Anderson (Olivia Thirlby), der faktisk også er en mutant med synske kræfter, hvilket må siges at være en stor hjælp i bekæmpelsen af den kriminelle overmagt. Lena Headey er den hensynsløse overskruk Ma Ma, der virkelig hader alle former for retfærdighed og bestemt ikke skyr nogen midler for ikke også at udrydde nogle af sine egne.  Så lad det være sagt… den nye “Dredd” er virkelig et kig værd – man behøver således ikke at have læst de gamle tegneserier, men man kan med rette dykke direkte ind i handlingen, men det kommer med en advarsel om at man nok ikke skal se den sammen med en konfliktsky veganer, fordi der er virkelig meget snask med i filmen. Når den halvanden time er gået, så sidder man dog tilbage med vished om at den gode Judge Dredd endelig har fået et filmisk eftermæle, og nu kan produktionen af nummer to så småt gå i gang, fordi jeg er virkelig opsat på flere historier med forbrydernes fjende nummer et, så bring it on!

Pyh det var en ordentlig omgang denne gang. Jeg vender forhåbentlig snart tilbage med lidt kommentarer til flere film som jeg har set – eller også skulle jeg bare lave en reality-blog, nu da jeg har erfaret at der er en med i Paradise Hotel fra min hjemby. Well, måske den dag hvor Helvedet fryser over?

Seth MacFarlanes spillefilmsdebut er en vittig omgang, hvor humoren nærmer sig det infantile, men hold da op hvor man morer sig...

Seth MacFarlanes spillefilmsdebut er en vittig omgang, hvor humoren nærmer sig det infantile, men hold da op hvor man morer sig…

 

Den dygtige og utrolig talentfulde multikunstner, Takeshi Kitano fylder den 18. januar 66 år...

Den dygtige og utrolig talentfulde multikunstner, Takeshi Kitano fylder den 18. januar 66 år…

Især er han kendt for et væld af roller som den tavse politimand eller yakuza-boss. “BEAT” Takeshi som han også kalder sig er noget så storslået som en af Japans største multikunstnere, og hans popularitet er enorm. Utrolig nok har han aldrig været nomineret til en Oscar, men derimod har han været med i kapløbet for Den Gyldne Palme i Cannes tre gange…

Morricone på anlægget…

Man må sige at det er en dejlig rolig nat. Jeg slapper total af med min nye dobbelt-cd med musikken fra Sergio Leones “Dollars”-trilogi, eller “Man With No Name”-trilogi som jeg også tror at der er flere der kalder den… Forrygende film – og en revolution for westerngenren, der jo, naturlig nok, var total domineret af amerikanere, der nærmest havde patent på den, selvom Japan havde med de lige så populære samurai-film som især Akira Kurosawa var en mesterinstruktør bag. Jeg er nok tilbøjelig til at synes bedre om den italienske spaghettiwestern end den amerikanske udgave. Jeg medgiver 100 procent at amerikanere også har lavet nogle virkelig gode westerns igennem tiderne… “High Noon”, “Stagecoach”, “Rio Bravo”, “True Grit”, “Unforgiven” og et væld af andre titler som jeg ikke lige kan komme på.

Westerngenren har tidligere været lidt et mærkelig land for mig, og da jeg var yngre var jeg ikke så vild med denne nu så fantastiske genre for mit vedkomende. I dag virker det jo komplet uforstående at jeg ikke også som ung skulle nyde disse fantastiske film som jeg gør den dag i dag. Indrømmet… mine absolutte favoritter ligger nok ved spaghettiwestern-genren, især en film som “Once Upon A Time In The West” eller “Vestens Hårde Halse” på dansk, må være en af de helt store film i mit liv – og det ikke bare i westerngenren, men det i film generelt… og helt sikkert nok en af de film jeg ville tage med på en øde ø, hvis jeg nogensinde stod overfor det valg…Jeg får stadigvæk kuldegysninger og håret stritter de rigtige steder, når jeg hører Ennio Morricones musik til den film… det er simpelthen mageløst.

For mit filmkiggeris vedkomende, så har jeg de seneste par dage været lidt vidt omkring. Jeg så den anden dag skuespilleren Sarah Polleys film “Take This Waltz”, som var en fin, fin oplevelse. En varm film om kærlighed og parforhold for nogle unge mennesker, dvs. mennesker i slut-20’erne, så ikke noget teenagevrøvl her. Skuespillerne gjorde det rigtig godt – har efterhånden udviklet mig til rimelig stor fan af Michelle Williams, som jeg nok betragter som en stor skuespillerinde efterhånden (synes ikke at det er passende at kalde hende for et talent længere – den linie har hun overtrådt for længst) – hun er måske ikke nogen iøjefaldende skønhed som f.eks. Scarlett Johanson, Natalie Portman eller Jessica Alba, men hun formår at bibringe noget helt specielt til sine roller – det lade sig være sagt, at jeg ikke ligefrem var stor tilhænger af ungdomsserien “Dawson’s Creek”, da den rullede henover skærmen, men Michelle Williams er virkelig kommet vidt, og hendes præstation som Marilyn Monroe i sidste års “My Week With Marilyn” var både sød og vedkommende med stor respekt for den legendariske blondine. Desuden medvirker Seth Rogen i “Take This Waltz”, og jeg er efterhånden blevet vant til at se ham i gennemførte komiske roller… Manden besidder virkelig stærk komisk timing, men i Sarah Polleys værk, er han ikke speciel sjov, og det er faktisk ret fascinerende at se ham i sådan en rolle også. Han fortæller knap nok en vittighed hele filmen igennem, og spiller desuden ægtemanden til førnævnte Michelle Williams med stor indlevelse – det er faktisk noget af en indsats han leverer (men jeg kan dog stadigvæk ikke komme mig over det faktum at Seth Rogen er yngre end mig! – han er faktisk født i 82! – chok!). Den amerikanske komiker Sarah Silverman medvirker desuden også, og hun får en del ud af sin birolle, som både er lidt komisk og tragisk på samme tid.

Holdet bag den morsomme ungdomsfilm “Juno” har således også fremstillet en ny film. Jeg kan rigtig godt lide “Juno”, selvom jeg måske ikke er i målgruppen, så fandt jeg den både skør, skærv og skøn – med et særdeles vittig manuskript og en starmaking præstation af Ellen Page. Nu har instruktøren Jason Reitman (søn af anerkendte Ivan Reitman) og manuskriptforfatter Diablo Cody fundet sammen i et nyt projekt, filmen “Young Adult” med Charlize Theron, Patrick Wilson og Patton Oswalt i de store roller. Der er med det samme ingen tvivl om at “Young Adult” er en noget mere moden film. Manuskriptet er næsten støvsuget for teenage-slang, selvom der er en enkelt scene hvori det forekommer. Den sydafrikanske skønhed Charlize Theron har efterhåndet prøvet lidt af hvert, og den attraktive kvinde må siges at være en særdeles kompetent skuespillerinde. Hun har allerede vundet en Oscar (standout præstation i den kvindelige seriemorderfilm “Monster”) – og jeg vil ikke udelukke at der kommer flere af dem hendes vej. “Young Adult” fik ikke samme succes som “Juno”, men det er nu lidt en skam, fordi filmen har en del på hjertet – såsom fortabt kærlighed, nyvunden venskab, highschoolhistorik, hate crimes og alkoholisme, og overordnet set nok en lidt mere seriøs film end “Juno”, der nok mere var et pusterum for ungdommen, der bliver for tidlig voksen, dog på en særdeles morsom måde. Patrick Wilson har også udviklet sig til lidt af et godt navn i Hollywood, og han kan også et par tricks, men om hvorvidt han har vokset sig fra hans ‘natural good looks’-roller, må forblive lidt et mysterium. Filmens helt store stjerne er dog Patton Oswalt, der måske endnu engang er lidt typecastet som en typisk nørd, der sågar bliver tæsket af nogle sportsidioter i hans highschool-tid, fordi de tror at han er homoseksuel. Gennemført tragisk karakter, men med enkelte solstrejf i form af hans naturlige venlighed og respekt for andre mennesker. Man kender nok bedst Patton Oswalt fra komedieserien “Kongen af Queens”, hvor han spillede den ultranørdede Spence med stor succes. Jeg har også set ham i en lille rolle i “Blade 3”, der dog var en virkelig dårlig film. I “Young Adult” er han dog fremragende, og man får med det samme sympati med ham – synes ihvertfald at han stjæler billedet fra de kønne mennesker, og så må han ikke være helt ked af det, når han havner i samme seng som Charlize Theron… enhver nørds drøm?..

Sidste film jeg lige vil knytte nogle kommentarer til er den hollandske slasher/horrorfilm “Amsterdamned” fra 1988. Måske et par år for sent på den, idet slasherbølgen vel nok døde ud efter midt-80’erne, men denne ganske fine hollandske sag er bestemt et kig værd. Mordene er ingenlunde grafiske, men tonen er til tider også en smule komisk, men det er enormt smart at bruge Amsterdams enorme kanalsystem som baggrund for en morderisk galning. Til slut falder historien lidt fra hinanden, blandt andet når morderens motiv skal forklares, men jeg var skam ganske godt underholdt – og så fandt jeg endnu engang ud af at hollandsk er et vanvittigt morsomt sprog at lytte til, fordi man skal naturligvis se filmen med det originale lydspor. Jeg så den engelske dvd fra Shameless, hvor dvd-casesne jo er nemme at genkende, idet de alle er gule… til gengæld kan filmselskabet bryste sig af nogle virkelig jammelige cover-designs for tid til anden…Shame on Shameless, men ellers et ganske fremragende distributionselskab, som har nogle virkelig gode titler i deres katalog – de slår ikke helt Arrow Video, men det er et tæt løb.

And there you have it. Jeg lytter stadigvæk til Ennio Morricone, og ser ud på stjernehimlen – det er virkelig en god nat.

"Take This Waltz" er en ganske fin lille film om det moderne parforhold. Se den især for de glimrende skuespilpræstationer...

“Take This Waltz” er en ganske fin lille film om det moderne parforhold. Se den især for de glimrende skuespilpræstationer…

Efter nogle dage med en tvivlsom indstilling til livet og måske en mindre depression lurende, så ville jeg lige smide dette indlæg op sammen med en af de store sange fra 80’erne…

Simple Minds er et skotsk poprock band, der nok er mest kendt for at levere megahittet “Don’t You Forget About Me” til John Hughes’ succesfilm “The Breakfast Club”… men de har også lavet andre fantastiske numre, blandt andre dette medrivende stykke, som giver håb og tro på en bedre dag, så længe man er “Alive and kicking”…

Åh ja, Tillykke til Nicolaj Arcel med den meget flotte nominering til Oscarfesten den 24. februar. Det er jo et ganske flot periodedrama med gode dramatiske undertoner og må betegnes som virkelig, solidt håndværk. Min favorit er nok stadigvæk den østrigske superinstruktør Michael Hanekes’ seneste film “Amour” – men jeg har erfaret at “Amour” også er blandt de ti bedste for Årets Film generelt, og ikke kun i Bedste Udenlandske FIlm… det bliver meget spændende at se, fordi Michael Haneke er en af de få mestre i verden, der kan skabe tidsløse film, ofte er de ganske kyniske og usentimentale, men altid – og jeg mener virkelig ALTID utrolig serværdige…

Ellers kan jeg se at “Django: Unchained” også er blandt de bedste ti, ligeledes med nok den store favorit – “Lincoln”… hvor jeg også tror at Daniel Day-Lewis snupper Oscaren for bedste mandlige skuespiller… Jeg regner iøvrigt med at se “Lincoln” i biffen når den kommer til Danmark her i slutningen af januar… tror at den er yderst veldrejet og et stærkt stykke drama…

Men vi er allesammen klogere den 25. februar 2013… og hvis rygtet taler sandt, så bliver Oscarfesten faktisk vist på TV2s hovedkanal i år… så endnu en grund til at blive længe oppe og feste med de kendte på Filmprisernes vigtigste aften – nat for vi danskeres tilfælde… Jeg glæder mig!

Jeg havde længe tænkt på at gense en af mine absolutte favoritfilm tilbage fra 90’erne – den utrolige “From Dusk Till Dawn”, og af en eller anden grund, så opdagede jeg at den blev vist lørdag aften på DR HD. Til trods for at jeg har filmen på dvd, så besluttede jeg mig alligevel for sætte mig meget godt til rette og nyde denne fabelagtige, underholdende film. I skarp konkurrence med den første “X-Men”, så faldt valget selvfølgelig på roadmovie-gone-wild-filmen fra 1996.

Den første gang jeg stiftede bekendtskab med “From Dusk Till Dawn” var faktisk på en busrejse til Italien, hvor jeg som relativ aktiv teenager, havde indledet mig på at spille fodbold i støvlelandet… bare rolig, der var hverken tale om en talentkontakt eller headhunting for mit vedkomende, men derimod en fin lille tur, arrangeret af min lokale fodboldklub, og det var da også en ganske fin tur… især da jeg fandt ud af at de på hotellet ikke brugte måler, når de hældte whiskyen op i et støvet glas… ak ja, det var tider!

Nuvel – selvom vi alle hurtig kan blive enige om at en bustur måske ikke er det mest ideelle sted at se en god film, så slap jeg nogenlunde afsted med det, og resultatet der var “From Dusk Till Dawn” har hjemsøgt mig sidenhen. Jeg var ikke så kæmpestor filmentusiast som jeg er, men jeg kunne dog stadigvæk værdsætte noget så spektakulært og originalt som denne film nu og engang var. Den gang kendte jeg hverken til Quentin Tarantino, Robert Rodriquez eller sågar George Clooney, selvom jeg havde stødt på film af dem alle tre før.  Men med “From Dusk Till Dawn” var der bare en iøjefaldende friskhed – f.eks. igennem det svineheftige manuskript, som Quentin Tarantino skrev, de overlegene skuespilpræstationer og det afsluttende, nervepirrende splatterorgie.

Kort sagt er handlingen jo lige ud af vejen. Et notorisk brødrepar, Seth (George Clooney) og Richie (Quentin Tarantino) er på flugt fra loven efter et bankkup og en befrielse fra fængslet. Vi møder dem først i en velassorteret sprutbutik, tæt ved den amerikanske/mexikanske grænse, hvor det ender i et mere kaotisk blodbad og ildspåsættelse af den førnævnte sprutbutik. De slipper dog bort, og møder sidenhen en alderende, tidligere præst, Jacob (Harvey Keitel) og hans to afkom Kate (Juliette Lewis) og Scott (Ernest Liu). Familien bliver således hurtigt kaperet som led af at slippe uskadt over grænsen. Dette lykkedes! – og nu skal den stakkels familie så kun gennemgå en enkelt nat sammen med de to forbrydere – uheldigvis er det på det øde værtshus “Titty Twister”, hvor der for alvor bliver skruet op for kedlerne og spørgsmålet er således kun om hvorvidt de alle kan overleve til morgengry den næste dag, idet barens faste klientel ikke er de mest imødekommende.

Jeg har tidligere læst at mange omtaler “From Dusk Till Dawn” som en hybridfilm, hvilket er meget godt ramt. Stilskiftet efter en indledende roadmovie-film til gennemført bad ass vampyr/zombie-action er uventet og kommer således særdeles meget bag på en, når man ser filmen for første gang. Jeg er dog begejstret – både for roadmoviedelen, men også det blodige opgør på værtshuset gør underværker. Det er vel fair at sige at Robert Rodriquez har instrueret en af de mere medrivende og tempofyldte film af 90’erne, og hvis der er noget den gode Rodriquez har flair for, så er det hårdkogt, blodig action med et morsomt manus og elskelige karakterer. Som sagt udkom filmen i 1996, og må fremstå som en af de store lyspunkter i et meget kedelig årti, der dog også gav filmverdenen flere Quentin Tarantino-film, virkelig en brother-in-arms med Rodriquez, idet begge instruktører svælger til det absurd-underholdende og højt oktan-replikker med nogle virkelig fremragende skuespillere. George Clooney havde på dette tidspunkt ikke nogen videre stor karriere – jo selvfølgelig var han med i den populære tv-dramaserie “ER”, men nogen filmstjerne var han ikke. Bevares, han havde naturligvis lavet film før, men de har alle været af en særdeles tvivlsom kaliber- med “From Dusk Till Dawn” gør han dog alle sine kritikkere til skamme, og leverer de intense replikker på en hårdkogt og gennemført bad ass-agtig måde… I dag i 2013, er der jo ingen tvivl om den gode Clooneys kvaliteter, og han har således spillet med i et væld af prisbelønnet film og må også anses for selv at være en habil instruktør.

I de andre større roller i filmen ses Harvey Keitel, som krediteres allerførst på rollelisten og han formår at gøre den tvivlende præst, der har mistet kærligheden til Gud til en pumpgun-svingende helt, der helst vil gå ud med et brag – hvilket vil sige at nu vil han sgu jorde nogle vampyrer! Ellers ses Quentin Tarantino, den hæderkronede instruktør bag “Reservoir Dogs” og “Pulp Fiction” på dette tidspunkt, som brormand Richie, der nok har et lidt forkvaklet forhold til kvinder og må betegnes som grænsepsykotisk til tider, men Tarantino gør rollen til sin helt egen og man indser pludselig at man føler sig helt på bølgelængde med den ellers lidt vamle karakter. Ernest Liu (som introducing) og mere erfarne Juliette Lewis spiller henholdsvis præstens søn og datter og de gør det begge ret godt, og som deres far i filmen er de heller ikke blege for at slå et par vampyrer ihjel. Dertil ses også Cheech Marin (i tre forskellige roller), Danny Trejo, John Saxon, Michael Parks, Kelly Preston, en forførende Salma Hayek, makeup-mesteren Tom Savini og endelig en af de mest serværdige sorte actionhelte igennem tiderne, nemlig Fred Williamson. Det er et vidunderlig ensemble, som man har meget svært ved at blive træt af, og det var der heller ikke så mange der gjorde der tilbage i midt-90’erne, fordi til trods for en noget radikal historieudvikling, så formåede filmen at tjene sig selv ind igen, og fremstår mindst lige så frisk i dag som dengang i 1996.

Der kom desuden to efterfølgere et par år sidere, “From Dusk Till Dawn II: Texas Blood Money” og “From Dusk Till Dawn 3: The Hangman’s Daughter”, hvor jeg faktisk bedre kan lide 3’eren end den lidt småkedelige 2’er. Ingen af filmen når dog samme højder som den første i serien.

Robert Rodriquezs karriere blev bestemt ikke skadet af filmen, ej heller gjorde Quentin Tarantino og ikke mindst George Clooney. Rodriquez er med jævne mellemrum klar med en ny film, og han kan stadigvæk overraske, også selvom han har lavet mere familievenlige film som “Spy Kids”. Quentin Tarantino er i skrivende stund aktuel med endnu en ny film, der fedter for nogle af de gamle genrer. Denne gang er der tale om den delvise borgerrettighedfilm med særdeles spaghettiwestern-undertoner. Filmen er naturligvis den meget ventede “Django: Unchained”, som jeg håber på at komme i biffen for se, når den får premiere her i slutningen af januar. Og endelig, hvad kan man så sige om Mr. Hollywood, George Clooney? – den charmerende sølvræv får stadigvæk masser af roller med bid i, og man må betegne ham som en af den amerikanske filmindustris mest populære skikkelser. Husk bare på at det var selvsamme Clooney, som spillede med i nogle mere tvivlsomme produktioner i 80’erne og 90’erne, men tilføj dertil “From Dusk Till Dawn” som et regulært stykke visionært filmværk. Det er ihvertfald en film som man kan se igen og igen, og jeg tror faktisk aldrig at jeg bliver træt af den…

Her er en sjov video, der i de golde amerikanske 50’ere satte fokus på de omstridte horror-tegneserier, hvor død, vold og splatter indgik i en skøn forening…

Hovedrystende bedrevidende og tidstypisk videnskabelig fremstilling af hvordan de der afskyelige tegneserier påvirker unge… men i guder, hvor er det morsomt at se!

Grunden til at jeg fandt denne video frem, var at jeg i dag modtog en pakke fra Laserdisken, der blandt andet indeholdte den geniale 80’er-dokumentar “Comic Book Confidential”, der kigger tilbage på tegneseriens historie og interviewer nogle celebrities som Will Eisner, Stan Lee, Robert Crump og Frank Miller… højest anbefalesværdig!

Long live rock and roll…

På trods af at jeg holder mig mest indendørs og uden anden menneskelig kontakt, så følte jeg mig alligevel lidt sløj, da jeg vågnede i morges… det er sgu nok den der influenza som alle folk snakker om? det er utrolig trist at skulle opleve det netop nu, men heldigvis kvikkede jeg lidt op senere på formiddagen, fordi der ringede det på min dør – and behold! Pakkeposten med årets første pakke fra mine kammerater hos Amazon – hvor herligt…

Jeg fik heldigvis pakket den relativ store pakke op uden større besværligheder, og den indeholdte da også et væld af gode sager…foruden den komplette “Deadwood”-serie, så var der også en musikdvd med de svenske heavy metal-giganter, HammerFall, et par horrorfilms, og en enkelt Takeshi Miike-film, og så noget mere, som jeg allerede har glemt…

Jeg fik hurtig smidt HammerFall-dvden i, hvilket var deres 15-års jubilæum-koncert, optaget på et noget underligt koncertsted, kaldet ‘Dalhalla’, hjemme i gode, gamle Sverige. En fantastisk dvd, der heldigvis også indeholder hele koncerten på 2 cder, fordi den varer såmænd godt over de 2 timer. Det var et heavy metal-band i sædvanelig opstilling med dog flere gæster, der har været inde over HammerFalls musik før på den ene eller anden måde. En udsøgt fornøjelse må man sige, og jeg er ret stor fan. Den gang jeg var en bebumset teenager, der ikke havde meget forstand på musik, og ikke havde fundet heavy metal endnu, så var HammerFall en af fanebærerne, der kastede min interesse på denne vidunderlige genre, som jeg har elsket lige siden. Metal-fans må bestemt ikke tænke sig om flere gange, før man investerer i denne udgivelse.

Min eftermiddag, trods efter min indtagen af HammerFalls musikalske genialitetter, var dog ikke nogen dans på roser, og jeg følte mig endnu engang lidt småsløj og træt, så efter lidt hviletid, så besluttede jeg mig her i aften at se et par de nye blu-ray-film, som der var inkluderet i pakken. Første valg faldt på zombie-komedien “Cockneys Vs. Zombies”.

“Cockneys Vs. Zombies” er først og fremmest en ganske underholdende, og ret morsom sag, der godt kan tåle sammenligning med den engelske zombie-komedies numero uno, “Shaun Of The Dead”. Som det er tilfældet med “Shaun”, så er denne nye film også mere straight up komik end egentlig horror. Der er dog massive overdrevne splattereffekter, der dog alle virker til at være lavet på en computer. Lidt en skam, men det sker ret heftig ud når blodet sprøjter ud til alle sider og zombierne bliver skudt i sænk. Jeg greb mig da i at grine lidt et par gange, men jeg må erkende at jeg stadigvæk synes at “Shaun” er bedre. Der er dog nok nogle der vil hævde at den førnævnte Edgar Wright-film har fået en vældig konkurrent i “Cockneys Vs. Zombies”. Desværre var den engelske blu-ray uden undertekster, så det var ikke altid lige til at føle med i filmen, men jeg tror da trods alt at jeg forstod hovedparten. Filmen kan godt anbefales hvis er på jagt efter et godt grin med sønderskudte zombie-undertoner.

Og så har jeg netop set den forlængede version af hyldesten til 80’er-rocken, “Rock Of Ages” fra 2012. En gennemført film, der lettere klistrede fokuserer meget mere på romantik og kærlighed til rock og mennesker imellem, således at det næsten bliver for meget. Der er dog ingen tvivl om at man sidder og føler sig lidt flov når man ser filmen. Jeg elsker rock og heavy rock fra 80’erne, selvom det var i en periode hvor rocken var så poppet og hitliste-fikseret, at det gør ondt helt ind i hjertet, så må jeg indrømme at jeg elsker de medrivende sange, også selvom de, til tider, er kvalmende overromantiske og sukkersøde. Jeg er derfor nok for gammel til denne film, der nok mest af alt henvender sig til unge mennesker, der er vilde med talentshows i fjerneren og serier som “Glee”, der også har været vist i Danmark. Det er en skam at rocken så absolut skal gøres lidt vattet og lyserød, når den nu også kunne være mørk og dyster og særdeles heavy – men det er vel ikke noget som de unge hjerner bryder sig om. Guderne skal vide at jeg ikke er en 16-årig pige med drømme om at deltage i X-Factor – spændende fantasi dog – men mon ikke at jeg skal holde mig til mit sædvanelige, gamle brokkehoved-tilstand.

“Rock Of Ages” bryder på fin musik af anerkendte navne som Twisted Sister, Journey, Dep Lepard, Scorpions, Starship, Whitesnake og et væld af andre, der udgjorde succeshistorierne og eventyret på det verdensberømte Sunset Strip i L.A… og den kan også bryste sig af fine skuespillere som Paul Giamatti, Bryan Cranston,  Russell Brand, Malin Akerman,  Cathrine Zeta-Jones, en miscastet Alec Baldwin og Scientology-forkæmperen, Tom Cruise. Desuden medvirker unge mennesker som Julianne Hough, der krediteres allerførst og må siges at spille den kvindelige hovedrolle. Hendes stemme er dog slet ikke rock and roll-agtig i mine ører – der er vel nærmere tale om en blanding af country/western-pop, og det er lidt en skam, men jeg går da ud fra at hun gør hvad hun kan – hun passer bare ikke rigtig ind i rollen, selvom hun er køn og kan bevæge sig på de mere naturlige og unaturlige måder. Den unge mandlige hovedrolle spilles af Diego Boneta, der har en lidt mere rockorienteret stemme, men nok også en type, som ville klare sig godt i et amerikanske talentprogram. Han virker dog sært utroværdig, idet han i starten af filmen, fortæller at han har svært ved at stå på en scene og synge – dette siger han faktisk i forbindelse med at han bryder ud i sang i den lokale Tower Records. Han er lidt svær at blive klog på, især da han bliver headhuntet af Paul Giamatti som hans nye store nummer, og derigennem bliver konverteret til et moderne rap-/boyband, da la New Kids On The Block og Vanilla Ice – en skrækkelig tanke! – men heldigvis vælger han senere side, især da han finder ud at at han ikke skal synge live, men derimod mime ordene på scenen, ja så går det helt godt, fordi det gør en ægte rocksanger naturligvis ikke!.. Cathrine Zeta-Jones spiller en Tipper Gore-klon, der med alt vold og magt forsøger at få baren “Bourbon Room”, som filmen foregår på, lukket og stoppet alt den rædselsfulde, satantiske rockmusik…den gode Zeta-Jones viser sig dog som en habil rocksanger, og lidt morsomt er da at de vælger at plagiere et band som Twisted Sister – der netop var et af de større bands som tidligere nævnte Tipper Gore forsøgte at få bremset tilbage i 80’erne…Tom Cruise har fornøjelsen af at spille rollen som verdens største rockstjerne, den meget spacy og uforlignelige Stacee Jaxx, og han gør det faktisk okay… han formår at gøre rollen til sin egen, og hans portræt af den store rocksanger bliver hverken rædsom eller 100 % klichefyldt, selvom han er afhængig af fester, groupier og whiskey og desuden  har en bavian som sidekick.

Filmens stærke soundtrack er dog en af de største forcer ved “Rock Of Ages”, og der er blevet gravet dybt for at finde mange af de mere letbenede, succesfulde ballader frem, fordi de skal naturligvis synges for et nyt publikum. Og synge gør de… næsten konstant, så man bliver aldrig nogensinde i tvivl om at det er en musical… men desværre ikke nogen decideret rockopera som foreksempel den helt igennem formidable “Rocky Horror Picture Show”. Jeg var dog nogenlunde underholdt, men jeg må også indrømme at jeg på visse tidspunker, næsten følte mig lidt beskidt over at sidde og nyde alle deres rolige rocksange, der mest hører hjemme på en karaokebar en sent nattetime med alkohol i blodet og kun et døsig klientel af stamgæster, der alle har fået en tør over tørsten.

Uden at jeg har gennemført et helt afsnit af den førnævnte serie “Glee”, så følte jeg at jeg sad og så et langt… meget langt… afsnit af netop den serie, hvor håbefulde unge stemmer maltrakter gamle klassikere. Som jeg allerede har skrevet, så synes jeg at det er lidt en skam at de fokuserer så meget på balladerne og kærlighedsange, som den lidt chessy glam rock-succesgenre havde et utal af… her snakker vi også hitliste-potentiale. “Rock Of Ages” blev desværre ikke den særlige store succes i biffen, men mon ikke at filmen finder et publikum på dvd – jeg tænker at der er mange der kan huske sangene fra den gang, så kan både forældrene og de store afkom sidde og rocke med, alt imens Tom Cruise synger endnu en sang på scenen og genfinder sit gamle jeg. Jeg ville dog hellere vælge at gense den glimrende musikfilm “Rock Star”, hvor Mark Wahlberg spiller endnu en ung håbefuld sjæl, der får sin store drøm opfyldt og ender som forsanger i hans favoritband af dem alle, Steel Dragon. En ganske fornøjelig film, der har et bedre spektrum  af mere hårdtslående sange fra 80’erne, uden dog at der er tale om covers, men derimod originalt musik. Jeg kan ihvertfald rigtig godt lide den, og tilsyneladende var den inspireret af virkeligheden med bandet Judas Priest, der fandt en af deres sangere på samme måde.

Nuvel – nu ved jeg ikke helt hvad natten skal byde på. Jeg har mest af alt lyst til at smide noget 80’er-rock på, men mon ikke at jeg skal kaste mine bebrillerede øjne på endnu en film… Anyway – Long live rock and roll!…

Nogle af de mange medvirkende til 80'er-rock ensemblet  "Rock Of Ages"...

Nogle af de mange medvirkende til 80’er-rock ensemblet “Rock Of Ages”…