Jeg tilbragte det meste af nytårsaften med at gense Michael Bays underholdende, men også ret tomme science fiction-action brag, “Armageddon” fra 1998. Jeg blev dog afbrudt, så det var først i dag, at jeg med, lettere rungerende, tømmermænd, måtte se de sidste 40 minutter af filmen – hvor der jo også bliver skruet gevaldigt op for ‘cheese’-knappen.

Tilbage i 1998 var jeg  på campingferie på Sjælland, og som en sindig ærkejyde, var der ikke mange ting, der kunne underholde mig – heldigvis kunne man dog gå i biografen, og det var således på en relativ varm sommerdag, så jeg bevægede mig ind i Imperial, for at kaste mig over et storslået stykke katastrofe-/dommedags-film i form af den ultra-amerikanske “Armageddon” – det var nu en ret god oplevelse. Det hører sig med til historien at vi sluttede dagen af i København med at gå videre til Skala for at se endnu en science fiction-film, nemlig den noget mere ydmyge “Lost In Space”, der var baseret på en gammel tv-serie, som jeg heldigvis havde set nogle afsnit af på parabol tilbage i start-90’erne. Nuvel, det skal ikke handle om “Lost In Space”, men derimod det 2½ time lange opus, der er “Armageddon”.

Filmens præmis er ganske lige ud af landevejen. Vor frodige hjemplanet, Jorden, er truet af en massiv inter-galaktisk katastrofe, i form af en astroide, der vil ramme ned i en af verdenshavene og medføre omfattende ødelæggelser – en såkaldt “Global-killer”… NASA, det store stolte selskab bag utrolige rumvandringer og en måske tvivlsom landing på Månen – må gribe i egen barm, og forsøge at forhindre Jordens undergang. Med lidt research finder de ud af at den mest logiske måde at destruere den kommende fare på, er at bore et 800 feet-dybt hul og smide en atomraket derned og dermed sprænge astroiden til ganske små klippestykker. De kontakter derfor Harry Stamper (Bruce Willis), der hurtig indvilliger, fordi tiden er naturligvis knap, og derfor må samle et hold af mærkelige roughnecks, der kan klare den opgave, som hele Jordens befolkning håber på. De er ganske enkelt Jordens eneste håb…

“Armageddon” er en af de film som man enten elsker eller hader. Indrømmet, den er grænsesøgende kvalmende til tider i form af USAs indstilling til altid at ville redde Jorden, men den er nu også meget seværdig, fordi effekterne er virkelig gode og historien aktuel. Jeg har dog ladet mig fortælle at ideen med at bore et stort hul og smide atomvåben derned, ikke ville virke i virkeligheden, men hey… det her er jo Hollywood, og her regerer filmmagien. Filmen er godt og vel den første time ganske morsom, og især astronauttræningen for de ilde-stillet borebisser er ret fornøjelig. Her griner man med, selvom Jorden er på kollisionskurs med en stor katastrofe. Filmen skrifter til udenjordisk actionbrag, idet de to rumfærger, “Freedom” og “Independence”(nåh ja, måske lidt amerikansk igen)… flyver op til det skrækindjagende klippestykke. Filmens sidste halve time er dog et overflødighedshorn af sentimentalitet, og jeg kan blive så sur på mig selv, fordi, selvom jeg udmærket ved det, så påvirker det mig, og jeg har altid svært ved at trække vejret ordentlig i den sidste halve time der. Især da Bruce Willis ofrer sig for således at den gode A. J. (Ben Affleck) kan leve videre på Jorden sammen med hans udkårne, Bruce Willis’ datter Grace (Liv Tyler)… det er næsten en kende for meget, og man får lyst til at skrige at man er sgu da ikke sådan en amøbe, at man falder for “the oldest trick in the book”, men jeg bliver godt nok påvirket af det. Og så med lidt tømmermænd, så var det næsten sådan at man sidder og flæber højlydt over slutningen. Nå ja, måske ikke, men det er da alligevel utroligt at sådan en film, som jeg har set et væld af gange, stadigvæk kan påvirke sanserne i sådan en grad. Det er nu at man mærker at man er menneske.

Filmens historie er okay, uden dog at være noget særligt og manuskriptet kunne måske godt lave klaret lidt finskrivning. Det er dog sjovt når Rockhound (Steve Buscemi) rider på atomvåbnet med hilsen til Slim Pickens’ karakter i Stanley Kubricks “Dr. Strangelove”, og der er flere gode momenter, men i og med at den så absolut presser den uundgåelige slutning ned i halsen på filmens beskuer, så virker en næsten gennemført ‘happy end’ måske også en smule optimistisk. Jeg kunne faktisk bedre lide slutningen i “Deep Impact”, en anden katastrofe-film, der udkom på omtrent samme tid, hvor slutningen var en smule mere barsk – den film havde dog ikke rigtig nogle serværdige actionøjeblikke og en underlegen brug af computereffekter. Jeg kan huske at der var en del i Imperial den sommerdag, som jeg fortalte om i starten, så filmen har helt sikkert fundet et publikum.

Rollebesætningen i “Armageddon” er ganske god. Bruce Willis er krediteret som filmens store stjerne, men han får fin assistance af Billy Bob Thornton, Liv Tyler, Ben Affleck, Will Patton, Steve Buscemi, William Fichtner, Michael Clarke Duncan, Owen Wilson, Peter Stormare (svensker, der spiller den russiske kosmonaut Lev) og Jessica Steen (“Captain Power”-fame)…desuden kan man også nyde den store skuespiller Charlton Hestons stemme i indledningen som fortælleren – han tog sig nok lige en pause fra NRA på det tidspunkt… Bruce Willis er naturligvis den ultimative helt, der mod slutningen også viser sig fra sin absolutte mest uselviske side, og ofrer sig for sin yngre kollega. Dette afføder naturligvis også stor respekt fra blandt andre Oberst Willie Sharp (William Fitctner), der tidligere har haft sine udfald mod Harry Stamper, men selvfølgelig ender med at man må trykke borebissens datters hånd for at understrege hvor modig en mand Harry Stamper i virkeligheden var. Jeg kan godt lide de forskellige karakterer, selvom der måske er en snert af tilskrivning for det brede publikum. Dog må man fremhæve Peter Stormare som russeren Lev, der har levet et utal af måneder alene på den russiske rumstation, og ender med at komme med videre ombord og sågar også spille en fremtrædende rolle. Han spiller rollen med komplet russisk accent og stor humoristisk indlevelse. Det er en fornøjelse.

Et af filmens absolutte stærkeste punkter er dog den helt igennem fremragende filmmusik. Først med vel nok rockbandet Aerosmiths største hit igennem tiderne,  der pynter filmen igennem, men også det suveræne score af Trevor Rabin er en fornøjelse, og må sige at både komplimentere og fuldene filmens lydside til absolutte topkarakterer. Det er måske det eneste score jeg har hørt af Rabin, men det er bare så gennemført godt, at det er svært ikke at klappe i sine fedtede filmelsker hænder, og juble med. Der findes således både et regulært soundtrack, hvor Aerosmith-nummeret optræder, sammen med flere andre rockede tiltag, men hvis man er heldig, så kan man stadigvæk få fingerne i Trevor Rabins score. Jeg vil nok sige at jeg foretækker scoret, men Aerosmith og de andre på soundtrack gør det også rigtig godt.

Michael Bay har instrueret filmen, og han har virkelig flair for at kunne iscenesætte storladene actionproduktioner, der måske ikke har så meget substans, men derimod formår at underholde med den helt store brede filmskaber-pensel. Michael Bay har jo siden hen blandt andet stået i spidsen for tre live-action spillefilm med de store robotter fra planeten Cybertron, der lander på Jorden en skæbnesvanger dag. Også nogle ganske fine film, hvor actionsekvenserne fylder en del, men desværre også formår at indeholde en mængde fladpandet vittigheder og gennemgående dårlig, umorsom humor. Armageddon er lidt i samme boldgade, men hvorvidt det er hans bedste film, må nok komme an på den enkelte.

“Armageddon” kan sagtens ses her 14+ år siden den først kørte i biffen, og jeg er glad for ethvert gensyn, selvom det appellerer til mine indtørrede tårekanaler. Jeg tror faktisk at filmens brede appel tiltrækker de fleste, men jeg må så sige at jeg er glad for at have set den på den store skærm. Jeg ved godt at man med en veludrustet hjemmebiograf kan genskabe den perfekte oplevelse, men en film som “Armegeddon” skal bare helst ses i biografmørket. Det er det oplagte valg…

Armageddon-poster06

Reklamer