På trods af at jeg holder mig mest indendørs og uden anden menneskelig kontakt, så følte jeg mig alligevel lidt sløj, da jeg vågnede i morges… det er sgu nok den der influenza som alle folk snakker om? det er utrolig trist at skulle opleve det netop nu, men heldigvis kvikkede jeg lidt op senere på formiddagen, fordi der ringede det på min dør – and behold! Pakkeposten med årets første pakke fra mine kammerater hos Amazon – hvor herligt…

Jeg fik heldigvis pakket den relativ store pakke op uden større besværligheder, og den indeholdte da også et væld af gode sager…foruden den komplette “Deadwood”-serie, så var der også en musikdvd med de svenske heavy metal-giganter, HammerFall, et par horrorfilms, og en enkelt Takeshi Miike-film, og så noget mere, som jeg allerede har glemt…

Jeg fik hurtig smidt HammerFall-dvden i, hvilket var deres 15-års jubilæum-koncert, optaget på et noget underligt koncertsted, kaldet ‘Dalhalla’, hjemme i gode, gamle Sverige. En fantastisk dvd, der heldigvis også indeholder hele koncerten på 2 cder, fordi den varer såmænd godt over de 2 timer. Det var et heavy metal-band i sædvanelig opstilling med dog flere gæster, der har været inde over HammerFalls musik før på den ene eller anden måde. En udsøgt fornøjelse må man sige, og jeg er ret stor fan. Den gang jeg var en bebumset teenager, der ikke havde meget forstand på musik, og ikke havde fundet heavy metal endnu, så var HammerFall en af fanebærerne, der kastede min interesse på denne vidunderlige genre, som jeg har elsket lige siden. Metal-fans må bestemt ikke tænke sig om flere gange, før man investerer i denne udgivelse.

Min eftermiddag, trods efter min indtagen af HammerFalls musikalske genialitetter, var dog ikke nogen dans på roser, og jeg følte mig endnu engang lidt småsløj og træt, så efter lidt hviletid, så besluttede jeg mig her i aften at se et par de nye blu-ray-film, som der var inkluderet i pakken. Første valg faldt på zombie-komedien “Cockneys Vs. Zombies”.

“Cockneys Vs. Zombies” er først og fremmest en ganske underholdende, og ret morsom sag, der godt kan tåle sammenligning med den engelske zombie-komedies numero uno, “Shaun Of The Dead”. Som det er tilfældet med “Shaun”, så er denne nye film også mere straight up komik end egentlig horror. Der er dog massive overdrevne splattereffekter, der dog alle virker til at være lavet på en computer. Lidt en skam, men det sker ret heftig ud når blodet sprøjter ud til alle sider og zombierne bliver skudt i sænk. Jeg greb mig da i at grine lidt et par gange, men jeg må erkende at jeg stadigvæk synes at “Shaun” er bedre. Der er dog nok nogle der vil hævde at den førnævnte Edgar Wright-film har fået en vældig konkurrent i “Cockneys Vs. Zombies”. Desværre var den engelske blu-ray uden undertekster, så det var ikke altid lige til at føle med i filmen, men jeg tror da trods alt at jeg forstod hovedparten. Filmen kan godt anbefales hvis er på jagt efter et godt grin med sønderskudte zombie-undertoner.

Og så har jeg netop set den forlængede version af hyldesten til 80’er-rocken, “Rock Of Ages” fra 2012. En gennemført film, der lettere klistrede fokuserer meget mere på romantik og kærlighed til rock og mennesker imellem, således at det næsten bliver for meget. Der er dog ingen tvivl om at man sidder og føler sig lidt flov når man ser filmen. Jeg elsker rock og heavy rock fra 80’erne, selvom det var i en periode hvor rocken var så poppet og hitliste-fikseret, at det gør ondt helt ind i hjertet, så må jeg indrømme at jeg elsker de medrivende sange, også selvom de, til tider, er kvalmende overromantiske og sukkersøde. Jeg er derfor nok for gammel til denne film, der nok mest af alt henvender sig til unge mennesker, der er vilde med talentshows i fjerneren og serier som “Glee”, der også har været vist i Danmark. Det er en skam at rocken så absolut skal gøres lidt vattet og lyserød, når den nu også kunne være mørk og dyster og særdeles heavy – men det er vel ikke noget som de unge hjerner bryder sig om. Guderne skal vide at jeg ikke er en 16-årig pige med drømme om at deltage i X-Factor – spændende fantasi dog – men mon ikke at jeg skal holde mig til mit sædvanelige, gamle brokkehoved-tilstand.

“Rock Of Ages” bryder på fin musik af anerkendte navne som Twisted Sister, Journey, Dep Lepard, Scorpions, Starship, Whitesnake og et væld af andre, der udgjorde succeshistorierne og eventyret på det verdensberømte Sunset Strip i L.A… og den kan også bryste sig af fine skuespillere som Paul Giamatti, Bryan Cranston,  Russell Brand, Malin Akerman,  Cathrine Zeta-Jones, en miscastet Alec Baldwin og Scientology-forkæmperen, Tom Cruise. Desuden medvirker unge mennesker som Julianne Hough, der krediteres allerførst og må siges at spille den kvindelige hovedrolle. Hendes stemme er dog slet ikke rock and roll-agtig i mine ører – der er vel nærmere tale om en blanding af country/western-pop, og det er lidt en skam, men jeg går da ud fra at hun gør hvad hun kan – hun passer bare ikke rigtig ind i rollen, selvom hun er køn og kan bevæge sig på de mere naturlige og unaturlige måder. Den unge mandlige hovedrolle spilles af Diego Boneta, der har en lidt mere rockorienteret stemme, men nok også en type, som ville klare sig godt i et amerikanske talentprogram. Han virker dog sært utroværdig, idet han i starten af filmen, fortæller at han har svært ved at stå på en scene og synge – dette siger han faktisk i forbindelse med at han bryder ud i sang i den lokale Tower Records. Han er lidt svær at blive klog på, især da han bliver headhuntet af Paul Giamatti som hans nye store nummer, og derigennem bliver konverteret til et moderne rap-/boyband, da la New Kids On The Block og Vanilla Ice – en skrækkelig tanke! – men heldigvis vælger han senere side, især da han finder ud at at han ikke skal synge live, men derimod mime ordene på scenen, ja så går det helt godt, fordi det gør en ægte rocksanger naturligvis ikke!.. Cathrine Zeta-Jones spiller en Tipper Gore-klon, der med alt vold og magt forsøger at få baren “Bourbon Room”, som filmen foregår på, lukket og stoppet alt den rædselsfulde, satantiske rockmusik…den gode Zeta-Jones viser sig dog som en habil rocksanger, og lidt morsomt er da at de vælger at plagiere et band som Twisted Sister – der netop var et af de større bands som tidligere nævnte Tipper Gore forsøgte at få bremset tilbage i 80’erne…Tom Cruise har fornøjelsen af at spille rollen som verdens største rockstjerne, den meget spacy og uforlignelige Stacee Jaxx, og han gør det faktisk okay… han formår at gøre rollen til sin egen, og hans portræt af den store rocksanger bliver hverken rædsom eller 100 % klichefyldt, selvom han er afhængig af fester, groupier og whiskey og desuden  har en bavian som sidekick.

Filmens stærke soundtrack er dog en af de største forcer ved “Rock Of Ages”, og der er blevet gravet dybt for at finde mange af de mere letbenede, succesfulde ballader frem, fordi de skal naturligvis synges for et nyt publikum. Og synge gør de… næsten konstant, så man bliver aldrig nogensinde i tvivl om at det er en musical… men desværre ikke nogen decideret rockopera som foreksempel den helt igennem formidable “Rocky Horror Picture Show”. Jeg var dog nogenlunde underholdt, men jeg må også indrømme at jeg på visse tidspunker, næsten følte mig lidt beskidt over at sidde og nyde alle deres rolige rocksange, der mest hører hjemme på en karaokebar en sent nattetime med alkohol i blodet og kun et døsig klientel af stamgæster, der alle har fået en tør over tørsten.

Uden at jeg har gennemført et helt afsnit af den førnævnte serie “Glee”, så følte jeg at jeg sad og så et langt… meget langt… afsnit af netop den serie, hvor håbefulde unge stemmer maltrakter gamle klassikere. Som jeg allerede har skrevet, så synes jeg at det er lidt en skam at de fokuserer så meget på balladerne og kærlighedsange, som den lidt chessy glam rock-succesgenre havde et utal af… her snakker vi også hitliste-potentiale. “Rock Of Ages” blev desværre ikke den særlige store succes i biffen, men mon ikke at filmen finder et publikum på dvd – jeg tænker at der er mange der kan huske sangene fra den gang, så kan både forældrene og de store afkom sidde og rocke med, alt imens Tom Cruise synger endnu en sang på scenen og genfinder sit gamle jeg. Jeg ville dog hellere vælge at gense den glimrende musikfilm “Rock Star”, hvor Mark Wahlberg spiller endnu en ung håbefuld sjæl, der får sin store drøm opfyldt og ender som forsanger i hans favoritband af dem alle, Steel Dragon. En ganske fornøjelig film, der har et bedre spektrum  af mere hårdtslående sange fra 80’erne, uden dog at der er tale om covers, men derimod originalt musik. Jeg kan ihvertfald rigtig godt lide den, og tilsyneladende var den inspireret af virkeligheden med bandet Judas Priest, der fandt en af deres sangere på samme måde.

Nuvel – nu ved jeg ikke helt hvad natten skal byde på. Jeg har mest af alt lyst til at smide noget 80’er-rock på, men mon ikke at jeg skal kaste mine bebrillerede øjne på endnu en film… Anyway – Long live rock and roll!…

Nogle af de mange medvirkende til 80'er-rock ensemblet  "Rock Of Ages"...

Nogle af de mange medvirkende til 80’er-rock ensemblet “Rock Of Ages”…

 

Reklamer