Jeg havde længe tænkt på at gense en af mine absolutte favoritfilm tilbage fra 90’erne – den utrolige “From Dusk Till Dawn”, og af en eller anden grund, så opdagede jeg at den blev vist lørdag aften på DR HD. Til trods for at jeg har filmen på dvd, så besluttede jeg mig alligevel for sætte mig meget godt til rette og nyde denne fabelagtige, underholdende film. I skarp konkurrence med den første “X-Men”, så faldt valget selvfølgelig på roadmovie-gone-wild-filmen fra 1996.

Den første gang jeg stiftede bekendtskab med “From Dusk Till Dawn” var faktisk på en busrejse til Italien, hvor jeg som relativ aktiv teenager, havde indledet mig på at spille fodbold i støvlelandet… bare rolig, der var hverken tale om en talentkontakt eller headhunting for mit vedkomende, men derimod en fin lille tur, arrangeret af min lokale fodboldklub, og det var da også en ganske fin tur… især da jeg fandt ud af at de på hotellet ikke brugte måler, når de hældte whiskyen op i et støvet glas… ak ja, det var tider!

Nuvel – selvom vi alle hurtig kan blive enige om at en bustur måske ikke er det mest ideelle sted at se en god film, så slap jeg nogenlunde afsted med det, og resultatet der var “From Dusk Till Dawn” har hjemsøgt mig sidenhen. Jeg var ikke så kæmpestor filmentusiast som jeg er, men jeg kunne dog stadigvæk værdsætte noget så spektakulært og originalt som denne film nu og engang var. Den gang kendte jeg hverken til Quentin Tarantino, Robert Rodriquez eller sågar George Clooney, selvom jeg havde stødt på film af dem alle tre før.  Men med “From Dusk Till Dawn” var der bare en iøjefaldende friskhed – f.eks. igennem det svineheftige manuskript, som Quentin Tarantino skrev, de overlegene skuespilpræstationer og det afsluttende, nervepirrende splatterorgie.

Kort sagt er handlingen jo lige ud af vejen. Et notorisk brødrepar, Seth (George Clooney) og Richie (Quentin Tarantino) er på flugt fra loven efter et bankkup og en befrielse fra fængslet. Vi møder dem først i en velassorteret sprutbutik, tæt ved den amerikanske/mexikanske grænse, hvor det ender i et mere kaotisk blodbad og ildspåsættelse af den førnævnte sprutbutik. De slipper dog bort, og møder sidenhen en alderende, tidligere præst, Jacob (Harvey Keitel) og hans to afkom Kate (Juliette Lewis) og Scott (Ernest Liu). Familien bliver således hurtigt kaperet som led af at slippe uskadt over grænsen. Dette lykkedes! – og nu skal den stakkels familie så kun gennemgå en enkelt nat sammen med de to forbrydere – uheldigvis er det på det øde værtshus “Titty Twister”, hvor der for alvor bliver skruet op for kedlerne og spørgsmålet er således kun om hvorvidt de alle kan overleve til morgengry den næste dag, idet barens faste klientel ikke er de mest imødekommende.

Jeg har tidligere læst at mange omtaler “From Dusk Till Dawn” som en hybridfilm, hvilket er meget godt ramt. Stilskiftet efter en indledende roadmovie-film til gennemført bad ass vampyr/zombie-action er uventet og kommer således særdeles meget bag på en, når man ser filmen for første gang. Jeg er dog begejstret – både for roadmoviedelen, men også det blodige opgør på værtshuset gør underværker. Det er vel fair at sige at Robert Rodriquez har instrueret en af de mere medrivende og tempofyldte film af 90’erne, og hvis der er noget den gode Rodriquez har flair for, så er det hårdkogt, blodig action med et morsomt manus og elskelige karakterer. Som sagt udkom filmen i 1996, og må fremstå som en af de store lyspunkter i et meget kedelig årti, der dog også gav filmverdenen flere Quentin Tarantino-film, virkelig en brother-in-arms med Rodriquez, idet begge instruktører svælger til det absurd-underholdende og højt oktan-replikker med nogle virkelig fremragende skuespillere. George Clooney havde på dette tidspunkt ikke nogen videre stor karriere – jo selvfølgelig var han med i den populære tv-dramaserie “ER”, men nogen filmstjerne var han ikke. Bevares, han havde naturligvis lavet film før, men de har alle været af en særdeles tvivlsom kaliber- med “From Dusk Till Dawn” gør han dog alle sine kritikkere til skamme, og leverer de intense replikker på en hårdkogt og gennemført bad ass-agtig måde… I dag i 2013, er der jo ingen tvivl om den gode Clooneys kvaliteter, og han har således spillet med i et væld af prisbelønnet film og må også anses for selv at være en habil instruktør.

I de andre større roller i filmen ses Harvey Keitel, som krediteres allerførst på rollelisten og han formår at gøre den tvivlende præst, der har mistet kærligheden til Gud til en pumpgun-svingende helt, der helst vil gå ud med et brag – hvilket vil sige at nu vil han sgu jorde nogle vampyrer! Ellers ses Quentin Tarantino, den hæderkronede instruktør bag “Reservoir Dogs” og “Pulp Fiction” på dette tidspunkt, som brormand Richie, der nok har et lidt forkvaklet forhold til kvinder og må betegnes som grænsepsykotisk til tider, men Tarantino gør rollen til sin helt egen og man indser pludselig at man føler sig helt på bølgelængde med den ellers lidt vamle karakter. Ernest Liu (som introducing) og mere erfarne Juliette Lewis spiller henholdsvis præstens søn og datter og de gør det begge ret godt, og som deres far i filmen er de heller ikke blege for at slå et par vampyrer ihjel. Dertil ses også Cheech Marin (i tre forskellige roller), Danny Trejo, John Saxon, Michael Parks, Kelly Preston, en forførende Salma Hayek, makeup-mesteren Tom Savini og endelig en af de mest serværdige sorte actionhelte igennem tiderne, nemlig Fred Williamson. Det er et vidunderlig ensemble, som man har meget svært ved at blive træt af, og det var der heller ikke så mange der gjorde der tilbage i midt-90’erne, fordi til trods for en noget radikal historieudvikling, så formåede filmen at tjene sig selv ind igen, og fremstår mindst lige så frisk i dag som dengang i 1996.

Der kom desuden to efterfølgere et par år sidere, “From Dusk Till Dawn II: Texas Blood Money” og “From Dusk Till Dawn 3: The Hangman’s Daughter”, hvor jeg faktisk bedre kan lide 3’eren end den lidt småkedelige 2’er. Ingen af filmen når dog samme højder som den første i serien.

Robert Rodriquezs karriere blev bestemt ikke skadet af filmen, ej heller gjorde Quentin Tarantino og ikke mindst George Clooney. Rodriquez er med jævne mellemrum klar med en ny film, og han kan stadigvæk overraske, også selvom han har lavet mere familievenlige film som “Spy Kids”. Quentin Tarantino er i skrivende stund aktuel med endnu en ny film, der fedter for nogle af de gamle genrer. Denne gang er der tale om den delvise borgerrettighedfilm med særdeles spaghettiwestern-undertoner. Filmen er naturligvis den meget ventede “Django: Unchained”, som jeg håber på at komme i biffen for se, når den får premiere her i slutningen af januar. Og endelig, hvad kan man så sige om Mr. Hollywood, George Clooney? – den charmerende sølvræv får stadigvæk masser af roller med bid i, og man må betegne ham som en af den amerikanske filmindustris mest populære skikkelser. Husk bare på at det var selvsamme Clooney, som spillede med i nogle mere tvivlsomme produktioner i 80’erne og 90’erne, men tilføj dertil “From Dusk Till Dawn” som et regulært stykke visionært filmværk. Det er ihvertfald en film som man kan se igen og igen, og jeg tror faktisk aldrig at jeg bliver træt af den…

Reklamer