Man må sige at det er en dejlig rolig nat. Jeg slapper total af med min nye dobbelt-cd med musikken fra Sergio Leones “Dollars”-trilogi, eller “Man With No Name”-trilogi som jeg også tror at der er flere der kalder den… Forrygende film – og en revolution for westerngenren, der jo, naturlig nok, var total domineret af amerikanere, der nærmest havde patent på den, selvom Japan havde med de lige så populære samurai-film som især Akira Kurosawa var en mesterinstruktør bag. Jeg er nok tilbøjelig til at synes bedre om den italienske spaghettiwestern end den amerikanske udgave. Jeg medgiver 100 procent at amerikanere også har lavet nogle virkelig gode westerns igennem tiderne… “High Noon”, “Stagecoach”, “Rio Bravo”, “True Grit”, “Unforgiven” og et væld af andre titler som jeg ikke lige kan komme på.

Westerngenren har tidligere været lidt et mærkelig land for mig, og da jeg var yngre var jeg ikke så vild med denne nu så fantastiske genre for mit vedkomende. I dag virker det jo komplet uforstående at jeg ikke også som ung skulle nyde disse fantastiske film som jeg gør den dag i dag. Indrømmet… mine absolutte favoritter ligger nok ved spaghettiwestern-genren, især en film som “Once Upon A Time In The West” eller “Vestens Hårde Halse” på dansk, må være en af de helt store film i mit liv – og det ikke bare i westerngenren, men det i film generelt… og helt sikkert nok en af de film jeg ville tage med på en øde ø, hvis jeg nogensinde stod overfor det valg…Jeg får stadigvæk kuldegysninger og håret stritter de rigtige steder, når jeg hører Ennio Morricones musik til den film… det er simpelthen mageløst.

For mit filmkiggeris vedkomende, så har jeg de seneste par dage været lidt vidt omkring. Jeg så den anden dag skuespilleren Sarah Polleys film “Take This Waltz”, som var en fin, fin oplevelse. En varm film om kærlighed og parforhold for nogle unge mennesker, dvs. mennesker i slut-20’erne, så ikke noget teenagevrøvl her. Skuespillerne gjorde det rigtig godt – har efterhånden udviklet mig til rimelig stor fan af Michelle Williams, som jeg nok betragter som en stor skuespillerinde efterhånden (synes ikke at det er passende at kalde hende for et talent længere – den linie har hun overtrådt for længst) – hun er måske ikke nogen iøjefaldende skønhed som f.eks. Scarlett Johanson, Natalie Portman eller Jessica Alba, men hun formår at bibringe noget helt specielt til sine roller – det lade sig være sagt, at jeg ikke ligefrem var stor tilhænger af ungdomsserien “Dawson’s Creek”, da den rullede henover skærmen, men Michelle Williams er virkelig kommet vidt, og hendes præstation som Marilyn Monroe i sidste års “My Week With Marilyn” var både sød og vedkommende med stor respekt for den legendariske blondine. Desuden medvirker Seth Rogen i “Take This Waltz”, og jeg er efterhånden blevet vant til at se ham i gennemførte komiske roller… Manden besidder virkelig stærk komisk timing, men i Sarah Polleys værk, er han ikke speciel sjov, og det er faktisk ret fascinerende at se ham i sådan en rolle også. Han fortæller knap nok en vittighed hele filmen igennem, og spiller desuden ægtemanden til førnævnte Michelle Williams med stor indlevelse – det er faktisk noget af en indsats han leverer (men jeg kan dog stadigvæk ikke komme mig over det faktum at Seth Rogen er yngre end mig! – han er faktisk født i 82! – chok!). Den amerikanske komiker Sarah Silverman medvirker desuden også, og hun får en del ud af sin birolle, som både er lidt komisk og tragisk på samme tid.

Holdet bag den morsomme ungdomsfilm “Juno” har således også fremstillet en ny film. Jeg kan rigtig godt lide “Juno”, selvom jeg måske ikke er i målgruppen, så fandt jeg den både skør, skærv og skøn – med et særdeles vittig manuskript og en starmaking præstation af Ellen Page. Nu har instruktøren Jason Reitman (søn af anerkendte Ivan Reitman) og manuskriptforfatter Diablo Cody fundet sammen i et nyt projekt, filmen “Young Adult” med Charlize Theron, Patrick Wilson og Patton Oswalt i de store roller. Der er med det samme ingen tvivl om at “Young Adult” er en noget mere moden film. Manuskriptet er næsten støvsuget for teenage-slang, selvom der er en enkelt scene hvori det forekommer. Den sydafrikanske skønhed Charlize Theron har efterhåndet prøvet lidt af hvert, og den attraktive kvinde må siges at være en særdeles kompetent skuespillerinde. Hun har allerede vundet en Oscar (standout præstation i den kvindelige seriemorderfilm “Monster”) – og jeg vil ikke udelukke at der kommer flere af dem hendes vej. “Young Adult” fik ikke samme succes som “Juno”, men det er nu lidt en skam, fordi filmen har en del på hjertet – såsom fortabt kærlighed, nyvunden venskab, highschoolhistorik, hate crimes og alkoholisme, og overordnet set nok en lidt mere seriøs film end “Juno”, der nok mere var et pusterum for ungdommen, der bliver for tidlig voksen, dog på en særdeles morsom måde. Patrick Wilson har også udviklet sig til lidt af et godt navn i Hollywood, og han kan også et par tricks, men om hvorvidt han har vokset sig fra hans ‘natural good looks’-roller, må forblive lidt et mysterium. Filmens helt store stjerne er dog Patton Oswalt, der måske endnu engang er lidt typecastet som en typisk nørd, der sågar bliver tæsket af nogle sportsidioter i hans highschool-tid, fordi de tror at han er homoseksuel. Gennemført tragisk karakter, men med enkelte solstrejf i form af hans naturlige venlighed og respekt for andre mennesker. Man kender nok bedst Patton Oswalt fra komedieserien “Kongen af Queens”, hvor han spillede den ultranørdede Spence med stor succes. Jeg har også set ham i en lille rolle i “Blade 3”, der dog var en virkelig dårlig film. I “Young Adult” er han dog fremragende, og man får med det samme sympati med ham – synes ihvertfald at han stjæler billedet fra de kønne mennesker, og så må han ikke være helt ked af det, når han havner i samme seng som Charlize Theron… enhver nørds drøm?..

Sidste film jeg lige vil knytte nogle kommentarer til er den hollandske slasher/horrorfilm “Amsterdamned” fra 1988. Måske et par år for sent på den, idet slasherbølgen vel nok døde ud efter midt-80’erne, men denne ganske fine hollandske sag er bestemt et kig værd. Mordene er ingenlunde grafiske, men tonen er til tider også en smule komisk, men det er enormt smart at bruge Amsterdams enorme kanalsystem som baggrund for en morderisk galning. Til slut falder historien lidt fra hinanden, blandt andet når morderens motiv skal forklares, men jeg var skam ganske godt underholdt – og så fandt jeg endnu engang ud af at hollandsk er et vanvittigt morsomt sprog at lytte til, fordi man skal naturligvis se filmen med det originale lydspor. Jeg så den engelske dvd fra Shameless, hvor dvd-casesne jo er nemme at genkende, idet de alle er gule… til gengæld kan filmselskabet bryste sig af nogle virkelig jammelige cover-designs for tid til anden…Shame on Shameless, men ellers et ganske fremragende distributionselskab, som har nogle virkelig gode titler i deres katalog – de slår ikke helt Arrow Video, men det er et tæt løb.

And there you have it. Jeg lytter stadigvæk til Ennio Morricone, og ser ud på stjernehimlen – det er virkelig en god nat.

"Take This Waltz" er en ganske fin lille film om det moderne parforhold. Se den især for de glimrende skuespilpræstationer...

“Take This Waltz” er en ganske fin lille film om det moderne parforhold. Se den især for de glimrende skuespilpræstationer…

Reklamer