Hallo…

Jeg sidder her i mine trygge gemakker og skriver dette indlæg, imens vinterkulden raser udenfor. Heldigvis er man jo blevet for gammel til at spankulere rundt i bymidten sådan en højhellig lørdag aften og nat. Nu er jeg mere tilfreds med et par film og en kop kaffe… Heldigvis viste Amazon sig fra firmaets bedste side og leverede en pakke hos mig i går fredag, og deri var der flere sjove ting, deriblandt et par film som jeg nu har brugt et par dage på at se…! – CHOK! – jeg har simpelthen sovet så længe, og været utrolig svær at vække, når det kom til stykket. Jeg mistænker mit psykofarmaka, men det er en helt anden historie.

I går fredag var en dejlig rolig dag. Fik en enkelt gæst i form af min alderende fader, og da han gik, så var det på tide at lukke op for de gode sager, som Amazon stod for. Efter et nøje tilrettelagt kig i pakken, fandt jeg hurtig ud af hvilken film jeg ville se først:

Der var tale om succeskomedien fra 2012 – den kommende Oscarvært, Seth MacFarlanes “Ted”. Jeg havde læst flere anmeldelser og hørt den omtalt som værende særdeles morsom, så naturlig nok måtte jeg give den en chance. Jeg kan ikke påstå at jeg er stor fan af MacFarlanes amerikanske, animerede serier såsom “Family Guy” og “American Dad”, men har tidligere kigget lidt af dem begge, når de har rullet hen over skærmen – ja ja, jeg ser meget tv! et lille sidespor er faktisk at jeg i de seneste dage har set virkelig meget dårlig tv, idet jeg ikke helt har kunnet samle mig om at se spillefilm. Jeg ved ikke helt om det har skyldtes manglende koncentration, men af uransagelige årsager, så har jeg set virkelig dårlig tv på både TV3 og TV2 og Kanal 5 og nåh ja, the list goes on…Det er selvfølgelig noget skidt, idet min primære interesse er film, men jeg fik da chancen for at se en mand spise 180 østers i Man Vs. Food – tak for kaffe!

Anyway, nu gælder det “Ted”, og jeg må sige, at  jeg blev glædelig overrasket. Den er jo faktisk ganske sjov og underholdende. Selvfølgelig tangerer humoren det absolutte platte og mange af jokesne er langt under bæltestedet – det drejer sig således om at have det sjovt, drikke og ryge hash, hvilket mange af vittigheder også kører på.

Filmen omhandler jo John (i voksen udgave Mark Wahlberg), der som ganske ung ønsker sig at hans teddybamse skal blive levende, idet han ikke har nogen venner. Utrolig nok sker det ved juletid! og efter først at have væltet sig i kendis-rampelyset, så vokser både John og “Ted” op og vi møder dem igen 27 år senere. Her har John fundet sig en sød kæreste, Lori (Mila Kunis), men har ellers svært ved at klare voksenlivet og han formår ikke at løsrive sig fra Ted, der også bor hos parret. De beslutter sig for at Ted skal flytte ud, men efterhånden som filmen skrider fremad, så indser John at han har ganske svært ved at undvære sin elskede bamseven.

Spækket med gags og en overdreven fascination af 80’er-serier og film, så fremstår “Ted” utrolig morsom. Vittighederne er friske og sjove, og jeg grinede højlydt flere gange. Men filmens helt store øjeblik er da helten fra en af mine all-time ynglingsfilm “Flash Gordon” fra 1980, Sam Jones, optræder som sig selv. Han er stadigvæk i besiddelse af en flot gylden manke, og som sig selv er han kun interesseret i at feste og drikke shots! – hvilket han gør i stor stil med både John og Ted. Jeg må indrømme at scenerne med den alderende Sam Jones er særdeles morsomme, og jeg talte op til flere gange at Queens’ ikonske musik til filmen blev taget i brug.  I det hele taget fylder 80’erne, som nævnt tidligere, utrolig meget i filmen, og der er mange hilsner til nogle af de fænomener, der gjorde det årti så speciel. Foruden Mark Wahlberg, der dog ikke rigtig har så meget komisk timing i filmen, så medvirker altid søde Mila Kunis, Seth MacFarlane selv lægger stemme til Ted, Joel McHale, Giovanni Ribisi, Patrick Warburton (der får en homoseksuel elsker i filmen, der mistænkelig nok minder meget om Ryan Reynolds – eller som der bliver sagt i filmen, så er det en Van Vilder-lookalike) og Matt Walsh. Desuden ses flere kendte i roller som sig selv, foruden allerede nævnte Sam Jones, så ses også sangerinden Norah Jones, der åbenbart godt kan lide pelsdyr og Tom Skerritt, der ser både træt og trist ud i den ene scene han optræder i.

Filmselskabet på DRK var ikke så vild med “Ted” og anklagede den for at være rimelig tom med kun gags på gags, men som sagt, så synes jeg altså at den var rigtig sjov. Seth MacFarlane har desuden skrevet manuskriptet og instrueret og det vidner om en mand, der har haft stor indsigt i projektet, og det er måske grunden til at den er så vellykket. Men man skal se den hvis man får lyst til at grine lidt uforpligtende, fordi den er sjov. Husk også at den engelske dvd tilbyder en forlænget udgave af filmen, fremfor den danske udgave, der skulle være den version der blev vist i biografen.

Nå, så havde klokken efterhånden slået sig hen på først på aftenen fredag aften, og derfor tilbragte jeg lidt tid foran computeren med bare lige at tjekke Amazons tilbud osv, men da jeg erfarede at DR1 senere ville vise Robert Rodriquezs første amerikanskproduceret film, “Desperado”, så måtte jeg naturligvis indfinde mig foran husalteret, og se denne utrolig underholdende midt-90’er-action film.  Jeg har naturligvis set filmen mange gange før, men jeg kunne alligevel ikke dy mig for ikke at fastlåse mit blik på den endnu engang, fordi det er jo virkelig et velsmagende stykke med action.

“Desperado” er jo faktisk næsten bare en genindspilning af instruktørens egen “El Mariachi”, men den indeholder i det mindste Antonio Banderas og Salma Hayek (der eftersigende havde meget svært med det engelske sprog i denne film), og det er et meget kønt makkerpar. Især den labre Salma Hayek stjæler virkelig billedet, og hun må siges at være prototypen på den perfekte mexikanske kvinde. Antonio Banderas klarer actionrollen ret godt, og han virker troværdig – hans flotte lange hår og natural good looks bidrager selvfølgelig også til indtrykket som rendyrket actionhelt. Desuden er han ret god med en pistol – eller to for den sags skyld. Foruden de allerede nævnte, så ses også Joaquim de Almeida som überboss, Cheech Marin som bartender, Steve Buscemi som øretæveindbydende ven til Banderas’ karakter, Danny Trejo som knivkastende undersåt og endelig filminstruktøren Quentin Tarantino, der får skudt hovedet af på klods hold. Volden og de mange nedskydninger i filmen gør den naturligvis til en ret peberet sag, men man får virkelig noget for pengene, og de mange skuddueller er medrivende og serværdige. Mod filmens slutningen får Banderas selskab af to “brothers  in arms” og det er total over the top, men hold da op hvor man jubler med. Virkelig cool.

Filmen blev desuden fulgt op i 2003 af den stjernespækkede “Once Upon A Time In Mexico”, hvor Antonio Banderas og Salma Hayek gentager deres roller.

Efter “Despeardo”, der var slut ved omkring 1:30-tiden natten til lørdag, så måtte jeg lige tænke mig om en ekstra gang, før jeg besluttede mig for at fortsætte mit filmkiggeri. Jeg følte mig egentlig frisk nok, men da jeg lige ville tjekke David Letterman ud kl. 3, så bestemte jeg mig for ikke at se flere film denne nat – weekenden var jo også kun lige begyndt.

I dag lørdag, måtte jeg dog endnu engang se mig selv sove virkelig længe, og det var ikke lige det jeg havde planlagt. Jeg kom dog til hægterne og har da også fået set en enkelt film, nemlig det blodige post-apokalyptiske opus der er “Dredd”.

Som mange ved, så havde man allerede forsøgt at filmatisere tegneserien om den hårdkogte fremtidslovhåndhæver, Judge Dredd. Det skete i midt-90’erne med den meget misforstået “Judge Dredd” med bøffen Slyvester Stallone i hovedrollen. Den havde enkelte gode elementer – blandt andet så den rigtig flot ud og soundtracket var ret cool, men karakteren Dredd savnede karisma i form af Stallone og den føltes i det hele taget lidt for familievenlig og ikke helt gennemført.  At vi skulle vente helt hen til 2012 for at få en bedre Judge Dredd-film, virker jo helt absurd, men det er faktum – og en bedre film er det helt klart.

Den nye Dredd-film er gennemført kynisk, overdreven blodig og i denne version beholder Dredd hjelmen på hele filmen igennem…Nu er det Karl Urban der spiller rollen som Dredd, og han gør det rigtig godt. Filmen fungerer virkelig og den er utrolig smukt fotograferet af Oscarvinderen Anthony Dod Mantle, der jo har et tilhørsforhold til Danmark, idet han har været med på flere danske produktioner. Det ser virkelig cool ud, når filmen går helt ned i slow motion, og man får mange detaljer med. Jeg var meget begejstret, og selvom de mange brutale nedskydninger af både bad guys og uskyldige er blodige, voldsomme og tydeligvis lavet på computer, så må man også karakterisere det som vellykket, og bestemt et stort skridt op af stigen i forhold til den første Judge Dredd-film. Historien er mørk og universet dyster, ligesom det skal være i en Judge Dredd-historie. Filmens brug af en enkelt location, en stor boligblok med 200 etager og omfattende bandekriminalitet, er ramt lige i øjet og man sidder og følger ivrigt filmens to helte imens de flygter rundt i det store tillukkede bygningsværk, med et utal af forbrydere efter sig. Judge Dredd har i filmen selskab af rekrut Anderson (Olivia Thirlby), der faktisk også er en mutant med synske kræfter, hvilket må siges at være en stor hjælp i bekæmpelsen af den kriminelle overmagt. Lena Headey er den hensynsløse overskruk Ma Ma, der virkelig hader alle former for retfærdighed og bestemt ikke skyr nogen midler for ikke også at udrydde nogle af sine egne.  Så lad det være sagt… den nye “Dredd” er virkelig et kig værd – man behøver således ikke at have læst de gamle tegneserier, men man kan med rette dykke direkte ind i handlingen, men det kommer med en advarsel om at man nok ikke skal se den sammen med en konfliktsky veganer, fordi der er virkelig meget snask med i filmen. Når den halvanden time er gået, så sidder man dog tilbage med vished om at den gode Judge Dredd endelig har fået et filmisk eftermæle, og nu kan produktionen af nummer to så småt gå i gang, fordi jeg er virkelig opsat på flere historier med forbrydernes fjende nummer et, så bring it on!

Pyh det var en ordentlig omgang denne gang. Jeg vender forhåbentlig snart tilbage med lidt kommentarer til flere film som jeg har set – eller også skulle jeg bare lave en reality-blog, nu da jeg har erfaret at der er en med i Paradise Hotel fra min hjemby. Well, måske den dag hvor Helvedet fryser over?

Seth MacFarlanes spillefilmsdebut er en vittig omgang, hvor humoren nærmer sig det infantile, men hold da op hvor man morer sig...

Seth MacFarlanes spillefilmsdebut er en vittig omgang, hvor humoren nærmer sig det infantile, men hold da op hvor man morer sig…

 

Reklamer