Vinsmagning for dummies…

Jo tak. Endnu engang må jeg melde tilbage, at mit tv har været overtaget af dårlig tv-gremlins… det er godt nok utrolig, så meget elendig tv, der bliver spredt ud på diverse sendeflader hver eneste dag. Jeg har nogle gange rigtig svært ved at starte en ny film op, fordi det kræver ihvertfald 1½ indædt koncentration. Så virker en halv times sitcom eller sågar en timelang dokumentar om ekstreme samlere mærkelig nok appetitlig… men i dag skal det være anderledes – hvilket har medført at jeg har set den første film i dag…

Der var godt nok tale om et genkig, men hvilket et? – filmen som jeg har set, var intet andet end Alexander Paynes Oscarbelønnet “Sideways”. Måske et modent valg her på sådan en højhellig torsdag, men what the hell?… om præcis en måneds tid er der atter Oscarfest, og jeg glæder mig lidt – endnu en grund til at sidde oppe en helt nat og krydse fingre for personlige favoritter i den store Hollywoodske filmverden. Vanen tro, efterhånden, så sender TV2 vistnok direkte fra prisuddelingen, men jeg håber virkelig på at de finder en ordentlig vært eller værtinde til jobbet. Sidste nat var det Paprika Steen, og hun var frygtelig!… ellers har også Hans Pilgaard haft tjansen, men han er mindst lige så elendig til det… jeg ved nok at begge ser mange film og går ofte i biografen (måske gratis til gallapremieren??) – men derfor kan man da i det mindste godt vide lidt om filmhistorik… Paprika ved en smule, men Hans Pilgaard er skræmmende uvidende, og det er ærlig talt en skam, men lad os nu se… måske er vi heldige i år?

Well, dette indlæg skulle ikke omhandle min mavesyge, opkastfremkaldende kontrovers med de danske Oscarværter, men derimod den fine vinekspeditionsproduktion, der hedder “Sideways”. En klar pleaser for den kræsne filmkender og publikumsfavorit i 2004, hvor filmen udkom. Det er en ret voksen film, hvor vinsmagning går hånd i hånd med to venners udflugt til de californiske vingårde, hvor de møder både smagfulde vine, men også et par særdeles attraktive kvindfolk. Alt er tilsyneladende sublimt, hvis bare det ikke var for den ene af vennerne, der skal giftes i weekenden, og så har vi pludselig balladen. Det meste af filmen handler dog om de to venner, Miles (Paul Giamatti) og Jack (Thomas Haden Church) der smager på vine og får smag for de lokale kvinder. Miles er vinelsker og eksperten, hvorimod Jack  (desuden ham der skal giftes senere på ugen) tænker mere på en ting, nemlig at komme i lag med et yndefuldt fruentimmer. Desuden er Miles også i den situation at han har skrevet en roman, hvilket man hører om igen og igen igennem hele filmen…problemet er bare at den ikke er udgivet, og som det skal vise sig senere i filmen, så er der måske heller ikke grund til at fejre netop dens udgivelse. Både Miles og Jack forelsker sig således også i de lokale… Miles i Maya (Virgina Madsen), som han allerede kender fra flere ture i nærområdet, men Jack derimod ser sig lun på den forførende Stephanie (Sandra Oh). Alt er i starten rosenrødt… Jack har masser af lidenskab med Stephanie, hvorimod Miles har det lidt sværere med Maya. Pludselig ser det dog utrolig lyst ud for begge par, lige indtil den dag, hvor Miles kommer til at afsløre at de skal hjem til en prøvemiddag for brylluppet, og så stopper festen med et brag!

Det er nogle år siden at jeg sidst har set “Sideways”, men det er et enormt hyggeligt, humant og varmt bekendtskab. Karaktererne i filmen føles som ægte, naturalistiske mennesker, som man såmænd kunne møde henne i supermarkedet eller selvfølgelig til vinsmagning hos de anerkendte vingårde. De fire bærende skuespillere i filmen er virkelig fremragende, og man holder af dem alle med det samme…Miles er den humørsyge type, der aldrig har haft det let, og man fatter med det samme sympati for ham, selvom han også vrisser af alle og desuden hader Merlot over alt på Jorden. Jack er en skuespillertype, der har haft flere roller i tv-serier på tv, men nu laver han således mest reklamer, men han er også kærlig og vil gå langt for sin ven Miles. De to kvindelige skuespillere skal mere agere flirts, men det bliver dog hurtig mere alvorlig. Især Maya viser sin nuanceret side og kan tale længe med Miles om hvilke vine hun elsker. Jack og Stephanies samtaler er mere smalltalk, men deres forhold er også meget anderledes og baseret mere på lyst, hvorimod man føler at Miles og Mayas forhold kan rumme mere og muligvis er et dybere og tættere kærlighedsforhold med et langt forløb. Den momentære sympati for karakterne skyldes, som nævnt, i høj grad skuespillerne, der får ufattelig meget ud af deres roller, og det er vel næppe et tilfælde at både Virgina Madsen og Thomas Haden Church blev nomineret til en Oscar for henholdsvis bedste kvindelige og mandlige birolle. Jeg synes dog også at Paul Giamatti havde fortjent en nominering, fordi han gør det virkelig strålende.

Alexander Payne, der har skrevet manuskriptet udfra en roman, og desuden også instrueret, kan virkelig skabe interessante film, hvor han tidligere har gjort det med highschool-filmen “Election”, så synes jeg at det er hans mere modne film, der har mest kvalitet, såsom “About Schmidt” og “The Descendents”, der begge oser af fornem personinstruktion og medmenneskelighed i historiefortællingen. Naturligvis er han også blevet belønnet med to Oscars igennem tidene, men de var begge for manuskriptet, og han har også tidligere været nomineret som bedste instruktør, og dertil også været nomineret i kategorien årets bedste film, så jeg kunne godt unde ham en Oscar for bedste instruktion, men man ved jo aldrig – måske kommer det i fremtiden?…

“Sideways” var nomineret til i alt fem Oscars, men vandt kun den ene for bedste manuskript fra et andet medie. Skuespillerne måtte gå tomhændet hjem, og i forhold til Clint Eastwoods eminente “Million Dollar Baby”, der vandt Oscaren for bedste film det år, så må man sige at “Sideways” mere er en lettere ting at gå til, fremfor Eastwoods  meget tunge, men også dybt menneskelige drama på den mest tragiske facon. Det var dog flot at “Sideways” blev betragtet som en af årets bedste, i en tid, hvor der kun var fem om buddet som årets bedste film, så det var bestemt godkendt.

Jeg er ikke den store vinsmager eller entusiast – faktisk bryder jeg mig ikke særlig meget om vin, idet jeg finder det meste af det både sur og tvært…jeg er mere glad for en god øl, men selvom man er en novice indenfor vin, så er “Sideways” en stor oplevelse. Indrømmet, den meget vinsnak kan godt være lidt for meget, men så skal man jo til at snakke om vinen som en metafor for livet selv…pyh, det magter jeg næsten ikke i dag… jeg betragter “Sideways” som en god, human komediedrama med kærligheden og venskab i højsædet, og hvad ellers har man så brug for?…

Som et offtopic, kan jeg her sluttelig berette at jeg skal i biffen på tirsdag den 29. for at se Tarantinos nyeste voldsopus, “Django: Unchained”,  hvilket nok skal blive en helt fin oplevelse. Jeg glæder mig ihvertfald.

“Sideways” er den menneskelige historie om makkerparret Miles og Jack, der tager på vinsmagning og finder kærligheden…