Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg efterhånden har rundet 30 år + et par år mere endda, og det er såmænd ikke så slemt… tidligere havde jeg store problemer med tanken, og kunne ikke alliere mig med det faktum at jeg blev ældre… men med den alder jeg har, så betyder det også at jeg var knægt i 80’erne, og ikke en bebumset teenager med ungdomssløvsind, så mine prioriteter i mine første år var ikke ligefrem de mange voldsomme action- og horrorfilm som der kom ud i 80’erne, og som jeg sidenhen er blevet så vild med – jeg kan dog huske et væld af fremragende tegnefilmserier fra 80’erne, som jeg stadigvæk bliver helt nostalgisk, når jeg tænker tilbage på dem… derfor også dette indlæg – jeg har besluttet mig for at skrive nogle ord endnu engang om en af de film som der rystede mig i min grundvold, da jeg var purk… nu er det i dette tilfælde tale om invasionsfilmen, “Invaders From Mars” fra 1986.

Slut-80’erne eller starten af 90’erne, dette er lidt uklart, var en fin tid…i mit barndomshjem fik vi nemlig en vaskeægte parabol! – det var virkelig en øjenåbner, når man er vant til bare Danmarks Radio, og så TV2 der kom til i slut-80’erne… nu kunne vi se fjernsyn fra hele verden, eller i mit tilfælde, så blev jeg meget glad for de tyske kanaler og den engelske Sky. De tyske kanaler viste mange fremragende film, dog i en tysk synkroniseret udgave, men det var bedøvende ligemeget, når man var i den alder. Sky elskede jeg primært pga af science fiction-serier som “V”, “Star Trek: The Next Generation” og “Battlestar Galactica”… nå, men det var så på en eller anden mørk efterårsaften, hvor alverdens ubehageligheder kom frem, idet jeg så Tobe Hoopers remake af den gamle “Invaders From Mars” – jeg anede intet om instruktøren eller at det var et remake – jeg synes bare at den var virkelig, virkelig cool.

Filmen omhandler en ung dreng, der opdager at noget ikke er helt ved det gamle i hans nærområde…hverken på skolen eller ved hans forældre. Efter nogle forviklinger (der blandt andet inkluderer en skolefrøken, der sluger en levende frø), så finder han pludselig ud af at noget er landet på marken ved siden af hans barndomshjem…og så, med lidt hjælp af militæret, er det op til den unge sønnike at bekæmpe de skrækkelige væsner fra det ydre rum, alt imens han skal passe på med ikke også at blive forvandlet til en tom, meningsløs drone, som de væmmelige skabninger kontroller…

Den oprindelig udgave var fra 1953, men da jeg ikke husker den nær så godt, så bliver jeg hermed nødt til at koncentrere mig om remaket, som virkelig har givet mig mange søvnløse nætter i min barndom. Scenen med læreren der slubrer en frø i sig og de fantastisk klamme rumvæsner har fyldt mine drømme mange gange som knægt. Som voksen er jeg selvfølgelig voksen fra alt det der, der gjorde filmen til sådan et pejlemærke i min ungdom. Scenerne som skræmte mig tidligere er nu bare kuriøse og lettere morsomme, men som ung husker man naturligvis historien anderledes og man opfatter tingene på en anden måde.

Det var såmænd også først som voksen at jeg fattede hvem Tobe Hooper er. Han er jo en fantastisk instruktør, der måske er over sin storhedstid nu, men da han lavede “The Texas Chainsaw Massacre” i 1974, så skabte han en af horrorfilmhistoriens absolutte mesterværker. Historien som den dysfunktionelle kannibalfamilie, anført af Leatherface himself, er både en skræmmende og særdeles underholdende film, også selvom der måske ikke er tale om den helt store blodsudgydelse, som titlen nok kunne henlede til… desuden oser filmen også af godt, gammeldags horroræstetik, der har gjort den til så attraktiv en historie, som man kan bygge videre på, at der netop er kommet en ny film i “Texas Chainsaw”-serien her i 2013. Den har jeg dog ikke set, og den har også fået en lidt blandt modtagelse, men mon ikke at der kommer endnu flere i føletonen om Leatherface og hans nærmeste. Jeg har på fornemmelsen at der ikke er skrevet det sidste kapitel i den bog.

Men som voksen kan man godt længes tilbage til den tid som ung, hvor man blev nødt til at indstille videoen til at optage de lyssky film på tysk tv midt om natten, fordi man selv skulle have sin skønhedssøvn. Jamen for filan da, hvis jeg nogensinde havde bekymret mig om skønhedssøvn, så burde jeg jo have siddet oppe midt om natten og set disse vidunderlige film, godt og grundig oversat til tysk, hvor jeg ikke fattede et klap, men måtte ligesom danne mig et eget overblik over historien i filmen ved hjælp af billederne på skærmen og den sparsomme fantasi man var i besiddelse af. Det er nok en tid der aldrig kommer igen, fordi i vor dage er der jo et massiv udbud af tv-kanaler, der viser afskyeligt reality-tv og bundrådne amerikanske komedieserier, alt imens de gode film fra barndommen synker længere og længere væk i glemslen og undertegnets bevidsthed…men fortvivl ikke! – nogle gange dukker der fragmenter og småbrud op fra fortiden, og så når man får fat i filmen på dvd, og genser den, så strømmer alle minderne frem igen!… så selvom vi nu ikke er nær så afhængige af tysk tv, så må jeg erkende at jeg er mere eller mindre afhængig af at få fat på filmene på dvd – man er jo efterhånden kommet til den konklusion at man er samler!

Åh ja, lige et tip. Jeg så den irske monsterfilm “Grabbers” den anden nat og det er en vanvittig underholdende sag… meget mere komisk end egentlig science fiction-horror, og man er i ufattelig godt selskab med karakterne i filmen. Jeg er nok tilbøjelig til næsten at sige at det er den mest morsomme britiske horror-komedie jeg har set, siden “Shaun Of The Dead”… men bemærk! selvom der ruller et par hoveder, så er vi langt mere i komedieland her, end egentlig rendyrket horror, så hvis man vil have sig et godt gys eller splat i massevis, så bør man nok gå lidt udenom “Grabbers”…. vil man til gengæld more sig kostelig over de smådumme lokale på den lille irske ø, Erin Island, der kæmper med et gigantisk monster fra det ydre rum, ja så er der ingen vej uden om… og hey! hold dine tentakler for dig selv!

Nostalgisk posterart fra 80'erne. Tobe Hoopers "Invaders From Mars"-remake er sjov, underholdende og værd at se...

Nostalgisk posterart fra 80’erne. Tobe Hoopers “Invaders From Mars”-remake er sjov, underholdende og værd at se…

Reklamer