Ak ja, så kom dagen som jeg efterhånden havde ventet på i en rum stykke tid. Jeg skulle i biffen for at se Quentin Tarantinos nyeste opus og hyldest til spaghettiwesterns, “Django Unchained”…Filmen skulle begynde kl. 20, og da min gamle far og jeg faktisk skulle køre 30+ kilometer for at se den, ja så måtte vi jo nødvendigvis afsted allerede ved 19-tiden. Det med at vi skulle køre i bil i en halv times tid var rent luksus…fordi vi kunne såmænd gå ned i den lokale biograf her i byen…der er vel ikke mere end små 250-300 meter, men nu skulle det altså være, og derfor havde vi også besluttet os for at støtte biografen i Nykøbing Mors i stedet. Denne meget flotte biograf er drevet af frivillige kræfter, og man fornemmer straks en kærligehed for filmen i særdeleshed når man træder ind i de dertilhørende gemakker.

Nuvel, vi kom da afsted, og var fremme i god tid – og efter at have betalt 90 danske kroner pr. billet…(ja det er sgu dyrt at gå i biografen, jeg kan huske at jeg engang tilbage i ‘the good old days’ så eventyrfilmen “Masters Of The Univers” for en flad 10’er), og dernæst tanket op med drikkevarer – fordi der er jo faktisk en ret lang film, ja så var vi endelig klar til at se vidunderet… men ak nej, vi måtte væbne os med tålmodighed, fordi der gik 15-20 minutter med diverse reklamer og forfilm…jeg vendte det hvide ud af øjnene op til flere gange, fordi ville det da aldrig ende!!!??… jo da… pludselig gik lyset ud, og skærmen lyste op og så var vi klar…:

Det allerførste man hæftede sig ved når filmen gik igen, var selvfølgelig genbruget af temaet fra den oprindelige “Django” fra 1966, komponeret af Luis Enríquez Bacalov. Virkelig fornem og herlig start, selvom man måske kan sætte spørgsmålstegn ved Tarantinos leflen for Corbuccis orginale værk, men Quentin Tarantino er jo bare den der herlige filmnørd-type, så naturligvis tilgiver vi ham det.

Filmens historie er ganske nem. Vi føler slaven, Django (Jamie Foxx) og dusørjæger/tandlæge King Schultz (Christoph Waltz) i deres kamp for først at skaffe nogle gryn til tegnebogen, og dernæst for at befri Djangos elskede hustru (Kerry Washington). Til deres gru, opdager de at hun nu er ejet af den brutale plantageejer, Calvin Candie (Leonardo DiCaprio), derfor beslutter de sig, under dække af at ville investere i en mandingo-kæmper, at købe den yndefulde unge kvinde fri. Det skal dog ikke vise sig at være så let.

Ja, så kan vi godt glemme ideen om at Django er en fåmælt, hvid hævner, der slæber en kiste med sig rundt. I “Django Unchained” befinder vi os to år inden den amerikanske borgerkrig, og her er den eneste Django sort. Og denne Django starter ud med at være ret svagelig og en anelse naiv, men med hjælp af den godmodige Dr. Schultz, så får vi ham snart på højkant, og de to danner et makkerpar, som kan gøre enhver mand med en dusør på sig blød i knæene af rædsel. Fordi de to skyder ingen midler, og de dræber sågar en farmertype, imens hans søn er med ham ude i marken for at …nåh ja, lave farmerting?… men heldigvis går det mest ud over slemme typer, der virkelig har fortjent at dø.

Quentin Tarantino har skrevet en ganske god historie. Fyldt med bandeord, og især N-ordet fylder utrolig meget i manuskriptet, men det accepterer man faktisk, fordi det var vel sådan at det var. Amerikansk historie har lært os at vi ikke skal så mange år tilbage hvor afro-amerikanere ikke var populære i samfundet, og sågar ikke engang måtte sidde foran i bussen og gå på universitetet. Selvom manuskriptet rummer en del alvor, så er der også typiske Tarantinos humoristiske sætninger, så man sidder ikke og bliver helt sortseer… og når især Samuel L. Jackson gør sit indtog, så er der ikke et øje tørt, fordi hans levering af replikkerne er ramt med sådan en enorm komisk timing, at man overgiver sig komplet. Det er dog ikke svært at se hvem Tarantino identificerer sig med i manusset… jeg vil skyde på at det er rollen som Christoph Waltz besidder, og dertil gør det utrolig godt. Han fylder rigtig meget, og hans humanitet overfor de sorte slaver er rørende. Han er den retfærdige kriger, sammen med Django naturligvis, hvor vi får set en supersej Jamie Foxx i nok hans mest seværdige rolle siden “Ray”. Stor fan har jeg aldrig været af Foxx, især ikke da jeg så ham i en skrækkelig komedieserie for nogle år tilbage, men i denne film gør han det virkelig godt. Leonardo DiCaprio er både hensynløs og brutal i sin skildring af den onde sydstatsmand, og han spiller sig virkelig helt ud, og man må sige at han gør det fantastisk. Så især skuespillet er virkelig godt, men manuskriptet i sig selv slår gnister og der er indlagt så meget kolossal spænding at det næsten gør helt ondt. Scenerne ved middagsbordet er så intense, at man må knibe sig selv i armen for at tro det – men det sker faktisk, og da filmen har en tendens til virkelig at eksplodere fra tid til anden, navnlig mod slutningen, ja så føler mig sig utrolig godt underholdt.

Helt som i mesteren Sergio Leones ånd, så består “Django Unchained” af meget ventetid… hvor Leone leverede smukke billeder og mageløst musik, så formår Tarantinos version at fylde filmen ud med skarp dialog og naturligvis ganske medrivende musik – dog uden at det kommer op på Sergio Leones niveau. Men når det så er sagt, så må man sige at Tarantinos udgave er mindst lige så underholdende som “Once Upon A Time In The West” og “The Good, The Bad And The Ugly”, fordi det er nemlig med disse klassiske, episke europæiske westerns som man skal sammenlignes. Guderne må vide at Tarantino ikke er speciel original, fordi alle hans virkemidler i hans film er aftryk af tidligere tiders produktioner, men Tarantino ryster så posten gevaldigt sammen, og tilsætter mindeværdig dialog og uforglemmelige karakterer, og det gør faktisk til hans film til noget unikt trods alt… og der er en kæmpe chance for at han vinder oscaren for bedste originale manuskript, hvilket nok også ville være ganske fortjent.

“Django Unchained” byder på et væld af fremragende skuespillere og personager, som vi efterhånden er godt kendt med i Tarantinos filmversion. Foruden de allerede nævnte, så ses også Don Johnson, James Remar, Russ Tamblyn, Amber Tamblyn, Bruce Dern, M.C. Gainey, Jonah Hill, Zoe Bell, Tom Savini, Robert Carradine, James Parks, Michael Parks, Quentin Tarantino selv og endelig en fin cameo af Franco Nero, der fylder 70 år i år, og det er cool af Tarantino at inkludere den alderende Nero og hylde ham som en af de store helte indenfor spaghettiwesterns og italienske film generelt.

Sluttelig må jeg konstatere, at der bestemt ikke er nogen grund til ikke at styre afsted og indhylle sig i biografmørket for at nyde denne hyldest til en god gammeldags westernfabel, godt fæsteret i amerikansk historie og med episke overtoner. Jeg kan ihvertfald ikke anbefale den nok, og selvom den nok ikke når hverken “Reservoir Dogs” eller “Pulp Fiction”-højder, så er den bestemt værd at bruge en aften på… jeg er meget begejstret…

Flot posterart til Quentin Tarantinos meget fornemme hyldest til spaghettiwesterns... Knivskarp, underholdende og voldsom...

Flot posterart til Quentin Tarantinos meget fornemme hyldest til spaghettiwesterns… Knivskarp, underholdende og voldsom…

Reklamer