Archive for februar, 2013


De små films tid…

Halløjsa.

Efter at have gennemlevet nogle problemer med et særlig dårlig venstre øje, der umuliggjorde mit filmkiggeri, og dertilhørende flere og flere søvnangreb, så er jeg ved at være tilbage med at se film – er nok på ca. 80 procent, men kraftskjoldet er intakt. Og så var det naturligvis et spørgsmål om hvilke film jeg skulle se. Jeg valgte at kigge lidt væk fra den gængse ‘blockbuster’, og derimod fokusere på to mindre film fra henholdsvis Danmark og Australien.

Først og fremmest var der tale om den meget omtalte danske film “Viceværten”, som jeg netop fik ind af døren den anden dag. Jeg var lidt spændt på at se denne påstået, meget smalle film, hvor Lars Mikkelsen skulle være i topform i hovedrollen, i en anderledes og skæv historie, som man ikke er vant til at se i Danmark.

Kort fortalt, går filmens præmis ud på at hovedpersonen og vicevært, Per (Lars Mikkelsen) er et gammelt brokkehoved, der ikke har meget til overs for sine medmennesker, og også bevidst fravælger sin egen søn, selvom denne gang på gang opsøger den ældre mand, med håb om fred og forsoning. Per er dog ikke interesseret i noget som helst og lever fra dag til dag, men pludselig en dag så ændrer det sig. I en aflåst lejlighed finder han en dag en ung nøgen pige (Julie Zangenberg), og efter lidt indledende forsøg med at kommunikere med pigen, så beslutter han sig for at gå den helt anden vej, og derefter springer han på hende og har seksuel samkvem. I de følgende dage, oplever Per at han kommer i bedre humør, ikke længere har ondt i ledene og generelt ser lysere på tingene. Efter en aften med lidt heftig druk med sin kammerat Viborg (Nikolaj Kopernikus), der skal have nyt knæ og har store helbredsproblemer, så hengiver Per sin kammerat Viborg til den unge pige, fordi han vel mener at han bare trænger til et skrald. Kort efter er Viborg dog også i så markant forbedring at han kalder den unge pige for et engellignende væsen. Og snart kommer de rendende fra nær og fjern – i håb om at kunne slippe af med alverdens skavanker igennem samleje med pigen. Men det var jo faktisk ikke det Per havde ønsket sig, idet han er ved at udvikle stærke følelser for pigen.

Katrine Wiedemanns “Viceværten” er en utrolig snæver film – ja der er nærmest tale om en art-film, hvor man er langt fra den typiske danske film, der lokker mange folk i biografen med lidt smådebile karakterer og plat humor eller middelmådig spænding. “Viceværten” solgte ganske vist ikke særlig mange biografbilletter, og det er til dels en skam. Fordi selvom historien er lille, så har den nogle kvaliteter som burde tiltale folk med blik for en særpræget fortælling. Indrømmet – dem er der nok ikke mange af, når man sidder derhjemme og gennemkigger lokalesprøjten for at se hvad den lokale biograf viser af nye, aktuelle danske film. Jeg tvivler på at førstevalget hedder “Viceværten” i det tilfælde. Selvom karakteren Per minder lidt om superalkoholikeren Kaj i Per Flys “Bænken”, så formår Lars Mikkelsen alligevel at gøre den mavesure rolle til sin egen. Hans præstation er ganske god, hvorimod den unge pige, der bliver spillet af smukke Julie Zangenberg, ikke har en eneste replik i hele filmen – hun fungerer dog ganske godt som en underskøn, blond skabning, der ikke er ligesom den typiske unge pige i landet – men hun bliver også i den grad opfattet som et seksuelt objekt, der kun kan og skal tilfredsstille de mange gamle mænd med alle deres dårligdomme. Man får således også ondt af den unge pige, der ikke har gjort nogen ondt, men som bare er til.

Filmens manuskript er skrevet af Kim Fupz Aakeson, og den spiller på flere lag. Overordnet set kan man vælge at sluge historien på den lidt overfladeske måde, men kigger man dybere, så kan man hele filmen igennem stille spørgsmålstegn om hvorvidt at pigen er et resultat af Pers egen fantasi – og det er hans psykiske tilstand, der gør at hun er så svag som hun er, som overført til hans egen svage sind. Min egen psykologi-erfaring begrænser sig til et enkelt år med psykologi på Handesskolen, men har dog også lidt mere indsigt som bruger i det psykiatiske system… Det er en længere historie, som jeg ikke vil komme ind på her, men der er dog ingen tvivl om at “Viceværten” er en interessant film, og selvom historien måske halter lidt, og karakterne, bortset fra Per, virker en smule en-dimensionelle, så kan jeg dog godt lide den. Jeg tvivler dog på at folkene bag vil kalde filmen for en succes, når vi taler økonomi, men jeg synes faktisk godt man kan sige at det er en lille triumf at filmen i det hele taget er blevet lavet i et land som Danmark, og hvem ved… måske finder filmen et publikum på dvd? – det kunne jeg godt undre den.

Foruden at have forskanset mig med en lille dansk produktion, så har jeg også kigget imod Australien, for at finde min næste filmoplevelse, og den fandt jeg – i form af Julia Leighs “Sleeping Beauty”, der har “Sucker Punch”-stjernen, Emily Browning, i den altdominerende hovedrolle.

Hvor “Viceværten” var en film, der appellerede til det lille segment, så er “Sleeping Beauty” i nøjagtig samme boldgade. Vi har her at gøre med en utrolig lille historie, der bliver særlig seværdig igennem en utrolig, modig præstation af filmens hovedrolleindehaver. Efter at Emily Browning spillede en af de største roller i Zack Snyders misforstået megaflop “Sucker Punch”, der jo var en visuel festoplevelse, så er det her i meget mere ydmyge opgivelser, vi bevæger os.

I filmen følger vi den unge universitetsstuderende, Lucy (Emily Browning), der foruden at følge skolen, også arbejder flere jobs af mere eller mindre tvivlsom underholdende karakter. En dag finder hun en annonce, hvor hun straks får job på et upperclass-bordel, der giver hende en god timeløn, men som også gør hende til en noget ydmyget person. Igennem jobbet, får hun mulighed for at blive en slags sovende model, hvor ældre mænd, kan ligge ved siden af hende om natten og gøre alt undtaget et gammeldags samleje. Som tiden skrider frem, så oplever Lucy at hun måske har sagt ja til for meget.

Hvor Emily Browning sparkede cinematisk røv i Zack Snyders “Sucker Punch”, der virkelig var en fryd for øjet, så er det her en helt anden form for minimalistisk film – man kan faktisk næsten påstå at de to film er direkte modsætninger. Jeg har tidligere sagt at jeg egentlig meget godt kunne lide “Sucker Punch”, som jeg sågar forvildede mig ind i biografmørket for at se. Jeg har ikke kendskab til at Julia Leighs “Sleeping Beauty” gik i de danske biografer, men jeg tvivler lidt på det. Ligesom “Viceværten” er her nemlig tale om en næsten art house-filmtype. Man kan jo sige hvad man vil om såkaldte art house-produktioner, der næsten er nærmere beslægtet med kunst fremfor egentlig underholdningsfilm. “Sleeping Beauty” fremstiller en fortælling, hvor man som beskuer ser den unge pige Lucy blive nedbrudt gang på gang. Hun må således ligge både krop og sjæl til mange ydmygende sekvenser. Godt nok er hun bedøvet, når hun agerer sovemodel, men det er vist også kun godt, fordi det er virkelig ikke småting, som de gamle, ækle mænd udsætter hende for, imens hun er langt væk. Således virker deres perverterede tilgang som noget som kun ældre, velhavende, impotente mænd kan hitte på, og man føler virkelig for den stakkels Lucy, der måske tjener gode penge på sin situation, men for hvilken pris i sidste ende mon?… Lucy bliver igennem filmens forløb involveret i flere småhistorier, og når man har set filmen til slut, og tænker tilbage på det man har set, så kommer man lidt i tvivl om hvad filmens historie egentlig har at byde på fremfor en absurd handling. Og efterhånden som filmen skrider længere og længere frem, ja så flere gange optræder Lucy i sit Eva-kostume, og den ellers så yndige, men utrolig blege Emily Browning må lægge krop til. Jeg ved ikke helt om jeg kan tilslutte mig filmens drømmeagtige tilgang, andet end at anklage den som simpelt exploitation. Det kan jo være meget godt, fordi exploitationfilm kan være utrolig medrivende, men når jeg spiller filmen igennem en gang til i min hjerne, så er jeg tilbøjelig til at erklære dette værk som en lille smule kedsommelig, og med en historie der forfalder til dekadente hændelser, som en libertiner ville være stolt af, så må det være op til den enkelte med hvad man får ud af filmen. Jeg var momentvis underholdt og gradvis ramt af væmmelse over især scenerne med de ældre mænd, som de langt de fleste tilskuere kan blive forarget over. Når alt er sagt, så må man give Emily Browning kredit for at vælge sådan en modig rolle at give sig i kast med. Man sympatiserer med hende, men man skal også passe på med ikke at give hende offer-rollen, som man i høj grad kunne gøre med “Sucker Punch” – dette er dog lige til højrebenet, fordi hendes naturlige skønhed gør at man nødig ville se noget ondt ske det stakkels pigebarn. Jeg vil nok sige at “Sleeping Beauty” er en noget speciel filmoplevelse, og hvis man er indstillet på det, så synes jeg godt at man kan klikke ind på Amazon og bestille filmen hjem til hjemmebiografen, fordi noget særlig – det er den ihvertfald.

Ja, det var lige lidt tanker om et par film jeg havde set. I morgen fredag skal jeg i biografen med nogle bekendte og se remaket af den gamle 70’er-thriller, “Skytten” – i ved, den hvor Jens Okking skyder fodboldspilleren Allan Simonsen?… ja, meget kunne lade sig gøre i 70’erne, men hvorvidt vi trænger til en ny version af denne historie her så mange år senere… ja det ved jeg ikke, men det skal nok blive interessant. Jeg har netop set Godmorgen Danmarks filmanmeldere give den nogle lidt lunkne kommentarer, men den bliver da promoveret i stor stil og filmens markante rollebesætning gør den også til en af de større danske film, så mon ikke man bliver glad?…

Forvent ingen film, der lefler for det store, brede publikum, men hvis man derimod har indstillet sig på at se en dansk niche-film, så er der nogle gode kvaliteter i "Viceværten"

Forvent ingen film, der lefler for det store, brede publikum, men hvis man derimod har indstillet sig på at se en dansk niche-film, så er der nogle gode kvaliteter i “Viceværten”

And the Oscar goes to…

Hurra. I nat er det Oscarnight, og det betyder at vi filmfans endnu engang må sidde længe oppe og forbløffes over det store amerikanske awardshow. Jeg må indrømme at jeg er glad for denne tilbagevendende begivenhed, hvor vi hele tiden bliver mindet om hvor fantastisk denne verden af film og filmstjerner er.

I år skal jeg følge showet på TV2, sammen med en god veninde over Skype, og det glæder jeg meget til.  Så vi er så småt forberedt på at vi skal diskutere kjoler og desligne – det er jo lige noget for en gammel modeentusiast som undertegnet. Men når det endelig show så løber af stablen, så gælder det jo årets bedste film, og det lader til at der er mange om buddet i år.

Jeg har en stor forkærlighed for instruktøren Michael Haneke, så jeg håber at den østrigske mester, vinder mindst en Oscar, og det bliver nok den for Bedste Udenlandske Film, hvilket betyder at Nicolaj Arcels “En Kongelig Affære” ikke vinder i år. Det er selvfølgelig trist for Arcel, men så vidt jeg kan forstå, så har denne Oscarnominering åbnet mange døre for den talentfulde danske manuskriptforfatter/instruktør. Desuden er jeg ret sikker på at Quentin Tarantino vinder for Bedste Originale Manuskript for “Django: Unchained”, hvilket måske ikke ville være helt ufortjent, fordi det er et virkelig godt manus, komplet med bandeord og det hele – dertil tror jeg også at Christoph Waltz snupper prisen som Bedste Mandelige Birolle, hans præstation i den førnævnte moderne spaghettiwestern, er ihvertfald særdeles glimrende, så det vil nok heller ikke være ufortjent.

Generelt er skuespillerkategorierne i år noget sværere at danne sig et indtryk over. I Bedste Kvindelige Skuespiller-opløbet, så tror jeg valget skal stå imellem Jessica Chastain og Jennifer Lawrence – jeg vil nok satse mine penge på Jessica Chastain, der eftersigende gør en god figur af sig selv i “Zero Dark Thirty”. Jennifer Lawrence vandt godt nok en Golden Globe, men hun skal nok også blive nomineret igen, hun er ret talentfuld. I Bedste Kvindelige Birolle, så tror jeg at Anne Hathaway vinder hands-down, selvom jeg ikke er den store fan af musicals, så skulle hun være god i rollen, også selvom hun ikke skulle være på skærmen så lang tid.

Bedste Mandelige Skuespiller bliver Daniel Day-Lewis. Han er kæmpefavorit, og han er også en ganske enestående skuespiller, så han er nok ihvertfald et par trin foran sine med-nominerede. Bedste Instruktør er også lidt diffus i år. Jeg kunne godt unde Michael Haneke den Oscar som Bedste Instruktør, men jeg tvivler lidt på at han får den- jeg tror at enten Ang Lee eller Steven Spielberg går hjem med den eftertragtende statuette. Og for Bedste Musik/Score så er John Williams endnu engang nomineret, for Guderne må vide, hvilken gang med endnu en Spielberg-film, og hans score holder, traditionelt, et utrolig højt niveau. Det kan dog også blive Thomas Newman for “Skyfall”, fordi jeg tror at Adele vinder med hendes sang fra selvsamme film.

Og så står vi tilbage med årets film. Hvilken en af de 10 nominerede har mon præstereret at blive kaldt for Årets Bedste Film. Personlig tror jeg mest på “Argo”, der har haft kæmpesucces på de andre awardshows, og den indeholder en historie som Akademiet elsker, men det kan også blive “Lincoln”, det stort opsatte, ambitiøse værk om den amerikanske præsident. Well, jeg tror at vi må vente indtil tidlig morgen mandag den 25. februar, 2013 til at få det endelige svar. Jeg er ihvertfald klar på en dejlig nat i selskab med Hollywoods fineste.

Den østrigske mesterinstruktør Michael Haneke er favorit til at vinde med hans film i Bedste Udenlandske Film. Jeg krydser fingre.

Den østrigske mesterinstruktør Michael Haneke er favorit til at vinde med hans film i Bedste Udenlandske Film. Jeg krydser fingre.

Og så kom pakkeposten…

Min efterhånden ret gode blog-kammerat, Henrik, fra “Båndsalaten”, har været så venlig at sende mig et par spaghettiwesterns! – sikke en herlig gut han er… og det var sågar  nogen jeg ikke havde set før…

Der er tale om en engelsk udgave af “Django Shoots First”, en gammel svend fra 66 med Glen Saxson, Fernando Sancho og Evelyn Stewart – den glæder jeg mig meget til at få at se – endnu en af disse film med ‘Django’ i titlen, hvilket der jo er nogle stykker af igennem den italienske filmhistorie.

Desuden sendte han mig også en tysk dvdudgivelse, hvor titlen lover det helt store: “Seine Kugeln pfeifen das Todeslid” – en Ferdinando Baldi-western fra 1969 – og den tyske dvd lover endda 30 minutters ekstramateriale! – yay…win win…

Så er der nok at se til med revolverne trukken og tungen lige i munden, fordi det er blevet tid til europæiske westerns…

Jeg formåede også tidlig i dag at bestille lidt nyt fra alle filmelskers fællesven, Amazon – blandt andet et nyt udgivet bokssæt med fire Peter Cushing-film – det bliver skam godt…

Hov, og jeg håber også at Henrik får glæde af min lille returpakke, indeholdende de første to “Demons”-film, instrueret af Lamberto Bava… jeg har desværre ikke nået at få den sendt i dag, men den er pakket og klar, så den bliver afsendt i morgen sharp!…

SPAGHETTI-WESTERN

De søde drømme…

Jeg er ikke så aktiv lige for tiden. Det meste af dagen går med at passe på at mit ene øjeæble ikke falder ud, fordi det gør nu ganske ondt… heldigvis er der ikke så meget pus, men det render ud med vand, så det næsten føles som om at jeg får vasket ansigtet…

Grundet mine synsbesværligheder, så har jeg heller ikke fået set så mange film på det seneste… faktisk er der gået flere dage! – i stedet sidder jeg i min lejlighed og er på det der world wide web… men det er jo også ganske underholdende, her kan man jo næsten finde alt..

Jeg fik dog lige set den nye Ti West-horrorfilm “V/H/S” – og det var ikke en udpræget positiv oplevelse… lidt for meget hjemmevideo selvfølgelig – er ved at blive lidt træt af den undergenre som “The Blair Witch Project” skabte, og som der sidenhen har fået et boom, godt hjulpet af “Paranormal Activity”-filmene…

I stedet vil jeg bukke ud, og bede alle interesserede om at tjekke denne sang ud af Emily Browning… – ja ja, det er et cover af den gamle 80’er-gruppe Eurythmics, men synes nu at den gode Emily synger den godt… sangen er iøvrigt fra Zack Snyders voldsom-nedrakkede “Sucker Punch” – som jeg faktisk godt kunne lide – til trods for at historien måske tog sig nogle friheder, så synes jeg at den var dynamisk, original og cool…

Jeg beklager med kilometerdybe suk at jeg ikke har været så aktiv med et nyt indlæg i den seneste uges tid – faktisk har jeg været en smule ved siden af mig selv, og det har nok medført at jeg ikke helt har set så mange film som jeg havde håbet på… men nu er jeg dog tilbage for endnu en bemærkning…

Først og fremmest vil jeg lige sige at jeg nok har droppet at se “Lincoln” i biffen. Ærlig talt, så tror jeg at filmen er en smule tør, og selvom jeg anser mig selv som et oplyst menneske, med sunde interesser, der selvfølgelig også strækker sig til den amerikanske borgerkrig med slavernes frigørelse og deslige, så tror jeg alligevel at 2½ times historietime er for meget for en stakkels Mallrat… men det skal blive spændende at se til Oscarfesten, som den bliver belønnet for det autentiske indhold den besidder.

Nå, tilbage til dagligdagen og hvad fanden har man så fået tiden til at gå med? – joh jeg ved snart ikke – mit liv er inde i en periode, hvor der ikke sker så pokkers meget, og hvor jeg mest af alt ligner den enlige drueagurk der er tilbage i glasset, som ingen gider at spise – måske pga en lidt underlig gevækst på kroppen af den… Men det skal dog siges at min interesse for kvinder ikke er lagt i dvale, og med det i mente, kan jeg så afsløre at jeg nu har fået et nyt teenagecrush-agtig forelskelse – denne gang er der dog ikke tale om en enkelt fruentimmer, men derimod to vidunderlige, canadiske søstre…. de ukuelige Soska-søstre – Jen og Sylvia…

Grunden hertil var jeg at jeg så deres meget seværdige og originale, moderne horrorfilm “American Mary”, der havde den erfarne horrorskuespillerinde, Katharine Isabelle (“Ginger Snaps”-trilogien, “Freddy Vs. Jason”) i hovedrollen. Filmen er en ret mørk sag, med en twisted form for humor. Kort fortalt er vi her i “Bodymodification”-området – og det er bestemt ikke et emne som jeg kender alverden til, men det er et originalt værk og en historie som jeg ikke har set før. Den modbydelige stemning i filmen er gruopvækkende og de mange sleske kirurger og læger er væmmelige. Katharine Isabelle gør det virkelig godt i rollen, og hvis man allerede havde et godt øje til hende fra “Ginger Snaps”, så bør man bestemt også tjekke hende ud i denne film. Desuden medvirker søstrene selv som et meget sært tvillingepar fra Tyskland, komplet med tyk accent og det hele. Men at filmen er så medrivende en oplevelse er dog søstrene Soskas fortjeneste. De såkaldte “Twisted Twins” klemmer den sidste blodsdråbe ud af en historie med så meget bid og arrigskab at en muskelhund ville blive misunderlig. Selvom er der også lidt blod med i den, og selvom man måske er tilbøjelig til at kalde filmen for en mørk thriller, så synes jeg dog godt at det kan retfærdiggøres at karakterisere den som horror.

Nuvel – med denne store oplevelse i baghovedet, så satte jeg mig straks til computeren for at finde ud af hvilke andre produktioner, de to herlige kvinder havde haft gang i. Således fandt jeg ud af at de er temmelig nye i branchen, men at de dog havde lavet en anden film…som jeg straks bestilte hos Amazon… titlen var mundvandfremkaldende: “Dead Hooker In A Trunk”, så jeg kunne naturligvis næsten ikke vente med at se mere til min nye canadiske besættelse.

Jeg modtog filmen med den seneste pakke fra “The Company”, og var straks opsat på at bevæge mig endnu mere ind i tvillingernes vederstyggelige tankemønstre. Jeg blev dog mødt med en utrolig billig udseende independentfilm, der faktisk var rigtig underholdende. Historien var måske lidt rodet og man fandt aldrig rigtig ud af noget som helst, men der var masser af blodsprøjt og kontant action. Jen og Sylvia Soska spillede selv de dominerende roller, og lavede således sågar også deres egen stunts, imens de også har skrevet manuskriptet og instrueret… og vistnok også produceret den til dels…sikke et indie-projekt, og til trods for at vi er milevidt fra Hollywood, så føler man virkelig at søstrene har deres helt unikke måde at fortælle historier på, der er nærmest tale om en maskulin form for historieberetning, hvor der er masser af plads til action, blod og nederdrægtige karakterer. Jeg må også med denne film erklære mig kæmpefan af Soska-søstrene, og jeg kan slet ikke vente med at se hvad de finder på næste gang… jeg har på fornemmelsen at der er noget virkelig stort i vente.

Nåh ja, lige på falderebet, så så jeg Ole Bornedals nyeste horrorværk, den amerikanskproducerede “The Possession”. Udadtil en typisk dæmonbesættelsehistorie, der naturligvis er baseret på virkelige hændelser, som man bastant bliver påduttet i starten af filmen. Men der er tale om en lille variation. Her er baggrundhistorien baseret på jødisk overtro og ikke med katolske briller, som der faktisk  har haft lidt patent på at fortælle historier om dæmonbesættelse og eksorcisme. Jeg ved ikke rigtig – synes ikke at filmen sådan for alvor leverer varen. Bevares, skuespillerne var faktisk rigtig gode, og man kunne sætte sig ind i historien, men det hele er så godt som set før, navnlig da dæmonen viser sig i de yngste pige, komplet med hvide kontaktliniser og dæmonmakeup. Ole Bornedal har vel instrueret en ret standard horrorfortælling, der nok ikke kan imponere de mest kyniske horroreksperter, men hvis man ikke er særlig gammel eller ikke har et gennemgående kendskab til horrorfilm, så bør man måske tjekke filmen ud, fordi den har da nogle ok øjeblikke, men helt uhyggelig bliver den altså ikke.

Nu sidder jeg tilbage og kigger ud på den begyndende dag, hvor morgenlyset så småt er begyndt at indfinde sig. Sneen er jo kommet tilbage, så nu er der ingen undskyldninger for ikke at blive indendørs med et par nye filmoplevelser, eller måske at genfinde gamle favoritter. Jeg vil ihvertfald gøre netop det, og så vende tilbage, når jeg har mere nyt at fortælle fra min begrænsede hjernekapacitet.

De to canadiske filmmagere, Jen og Sylvia Soska må betegnes som nogle af horrorfilmens nye stjerner...de både skriver, instruer og spiller selv med i deres film, og deres talent er ret enestående... Et vidunderlig nyt bekendtskab.

De to canadiske filmmagere, Jen og Sylvia Soska må betegnes som nogle af horrorfilmens nye stjerner…de både skriver, instruer og spiller selv med i deres film, og deres talent er ret enestående… Et vidunderlig nyt bekendtskab.

Den meget talentfulde, smukke og velsignet skuespillerinde, Jennifer Jason Leigh, fylder 51 i dag...

Den meget talentfulde, smukke og velsignet skuespillerinde, Jennifer Jason Leigh, fylder 51 i dag…

Jeg har jo nok en svaghed for smukke kvinder…jeg mener dog stadigvæk at skønhed hos kvindelige skuespillere toppede i 70’erne…jeg elsker hende fra “Fast Times Of Ridgemont High”, “Flesh + Blood”, “eXistenZ”, “The King Is Alive”, “The Machinist” og ikke mindst hendes rolle som luderen i “Last Exit To Brooklyn”…en rolle som hun var fuldstændig fantastisk i… Nu om dage er hun stadigvæk meget efterspurgt – og hendes evne til at levere fremragende skuespilspræstationer er ikke formindsket… hun forbliver en lysende stjerne på Hollywoods filmhimmel…