Halløjsa.

Efter at have gennemlevet nogle problemer med et særlig dårlig venstre øje, der umuliggjorde mit filmkiggeri, og dertilhørende flere og flere søvnangreb, så er jeg ved at være tilbage med at se film – er nok på ca. 80 procent, men kraftskjoldet er intakt. Og så var det naturligvis et spørgsmål om hvilke film jeg skulle se. Jeg valgte at kigge lidt væk fra den gængse ‘blockbuster’, og derimod fokusere på to mindre film fra henholdsvis Danmark og Australien.

Først og fremmest var der tale om den meget omtalte danske film “Viceværten”, som jeg netop fik ind af døren den anden dag. Jeg var lidt spændt på at se denne påstået, meget smalle film, hvor Lars Mikkelsen skulle være i topform i hovedrollen, i en anderledes og skæv historie, som man ikke er vant til at se i Danmark.

Kort fortalt, går filmens præmis ud på at hovedpersonen og vicevært, Per (Lars Mikkelsen) er et gammelt brokkehoved, der ikke har meget til overs for sine medmennesker, og også bevidst fravælger sin egen søn, selvom denne gang på gang opsøger den ældre mand, med håb om fred og forsoning. Per er dog ikke interesseret i noget som helst og lever fra dag til dag, men pludselig en dag så ændrer det sig. I en aflåst lejlighed finder han en dag en ung nøgen pige (Julie Zangenberg), og efter lidt indledende forsøg med at kommunikere med pigen, så beslutter han sig for at gå den helt anden vej, og derefter springer han på hende og har seksuel samkvem. I de følgende dage, oplever Per at han kommer i bedre humør, ikke længere har ondt i ledene og generelt ser lysere på tingene. Efter en aften med lidt heftig druk med sin kammerat Viborg (Nikolaj Kopernikus), der skal have nyt knæ og har store helbredsproblemer, så hengiver Per sin kammerat Viborg til den unge pige, fordi han vel mener at han bare trænger til et skrald. Kort efter er Viborg dog også i så markant forbedring at han kalder den unge pige for et engellignende væsen. Og snart kommer de rendende fra nær og fjern – i håb om at kunne slippe af med alverdens skavanker igennem samleje med pigen. Men det var jo faktisk ikke det Per havde ønsket sig, idet han er ved at udvikle stærke følelser for pigen.

Katrine Wiedemanns “Viceværten” er en utrolig snæver film – ja der er nærmest tale om en art-film, hvor man er langt fra den typiske danske film, der lokker mange folk i biografen med lidt smådebile karakterer og plat humor eller middelmådig spænding. “Viceværten” solgte ganske vist ikke særlig mange biografbilletter, og det er til dels en skam. Fordi selvom historien er lille, så har den nogle kvaliteter som burde tiltale folk med blik for en særpræget fortælling. Indrømmet – dem er der nok ikke mange af, når man sidder derhjemme og gennemkigger lokalesprøjten for at se hvad den lokale biograf viser af nye, aktuelle danske film. Jeg tvivler på at førstevalget hedder “Viceværten” i det tilfælde. Selvom karakteren Per minder lidt om superalkoholikeren Kaj i Per Flys “Bænken”, så formår Lars Mikkelsen alligevel at gøre den mavesure rolle til sin egen. Hans præstation er ganske god, hvorimod den unge pige, der bliver spillet af smukke Julie Zangenberg, ikke har en eneste replik i hele filmen – hun fungerer dog ganske godt som en underskøn, blond skabning, der ikke er ligesom den typiske unge pige i landet – men hun bliver også i den grad opfattet som et seksuelt objekt, der kun kan og skal tilfredsstille de mange gamle mænd med alle deres dårligdomme. Man får således også ondt af den unge pige, der ikke har gjort nogen ondt, men som bare er til.

Filmens manuskript er skrevet af Kim Fupz Aakeson, og den spiller på flere lag. Overordnet set kan man vælge at sluge historien på den lidt overfladeske måde, men kigger man dybere, så kan man hele filmen igennem stille spørgsmålstegn om hvorvidt at pigen er et resultat af Pers egen fantasi – og det er hans psykiske tilstand, der gør at hun er så svag som hun er, som overført til hans egen svage sind. Min egen psykologi-erfaring begrænser sig til et enkelt år med psykologi på Handesskolen, men har dog også lidt mere indsigt som bruger i det psykiatiske system… Det er en længere historie, som jeg ikke vil komme ind på her, men der er dog ingen tvivl om at “Viceværten” er en interessant film, og selvom historien måske halter lidt, og karakterne, bortset fra Per, virker en smule en-dimensionelle, så kan jeg dog godt lide den. Jeg tvivler dog på at folkene bag vil kalde filmen for en succes, når vi taler økonomi, men jeg synes faktisk godt man kan sige at det er en lille triumf at filmen i det hele taget er blevet lavet i et land som Danmark, og hvem ved… måske finder filmen et publikum på dvd? – det kunne jeg godt undre den.

Foruden at have forskanset mig med en lille dansk produktion, så har jeg også kigget imod Australien, for at finde min næste filmoplevelse, og den fandt jeg – i form af Julia Leighs “Sleeping Beauty”, der har “Sucker Punch”-stjernen, Emily Browning, i den altdominerende hovedrolle.

Hvor “Viceværten” var en film, der appellerede til det lille segment, så er “Sleeping Beauty” i nøjagtig samme boldgade. Vi har her at gøre med en utrolig lille historie, der bliver særlig seværdig igennem en utrolig, modig præstation af filmens hovedrolleindehaver. Efter at Emily Browning spillede en af de største roller i Zack Snyders misforstået megaflop “Sucker Punch”, der jo var en visuel festoplevelse, så er det her i meget mere ydmyge opgivelser, vi bevæger os.

I filmen følger vi den unge universitetsstuderende, Lucy (Emily Browning), der foruden at følge skolen, også arbejder flere jobs af mere eller mindre tvivlsom underholdende karakter. En dag finder hun en annonce, hvor hun straks får job på et upperclass-bordel, der giver hende en god timeløn, men som også gør hende til en noget ydmyget person. Igennem jobbet, får hun mulighed for at blive en slags sovende model, hvor ældre mænd, kan ligge ved siden af hende om natten og gøre alt undtaget et gammeldags samleje. Som tiden skrider frem, så oplever Lucy at hun måske har sagt ja til for meget.

Hvor Emily Browning sparkede cinematisk røv i Zack Snyders “Sucker Punch”, der virkelig var en fryd for øjet, så er det her en helt anden form for minimalistisk film – man kan faktisk næsten påstå at de to film er direkte modsætninger. Jeg har tidligere sagt at jeg egentlig meget godt kunne lide “Sucker Punch”, som jeg sågar forvildede mig ind i biografmørket for at se. Jeg har ikke kendskab til at Julia Leighs “Sleeping Beauty” gik i de danske biografer, men jeg tvivler lidt på det. Ligesom “Viceværten” er her nemlig tale om en næsten art house-filmtype. Man kan jo sige hvad man vil om såkaldte art house-produktioner, der næsten er nærmere beslægtet med kunst fremfor egentlig underholdningsfilm. “Sleeping Beauty” fremstiller en fortælling, hvor man som beskuer ser den unge pige Lucy blive nedbrudt gang på gang. Hun må således ligge både krop og sjæl til mange ydmygende sekvenser. Godt nok er hun bedøvet, når hun agerer sovemodel, men det er vist også kun godt, fordi det er virkelig ikke småting, som de gamle, ækle mænd udsætter hende for, imens hun er langt væk. Således virker deres perverterede tilgang som noget som kun ældre, velhavende, impotente mænd kan hitte på, og man føler virkelig for den stakkels Lucy, der måske tjener gode penge på sin situation, men for hvilken pris i sidste ende mon?… Lucy bliver igennem filmens forløb involveret i flere småhistorier, og når man har set filmen til slut, og tænker tilbage på det man har set, så kommer man lidt i tvivl om hvad filmens historie egentlig har at byde på fremfor en absurd handling. Og efterhånden som filmen skrider længere og længere frem, ja så flere gange optræder Lucy i sit Eva-kostume, og den ellers så yndige, men utrolig blege Emily Browning må lægge krop til. Jeg ved ikke helt om jeg kan tilslutte mig filmens drømmeagtige tilgang, andet end at anklage den som simpelt exploitation. Det kan jo være meget godt, fordi exploitationfilm kan være utrolig medrivende, men når jeg spiller filmen igennem en gang til i min hjerne, så er jeg tilbøjelig til at erklære dette værk som en lille smule kedsommelig, og med en historie der forfalder til dekadente hændelser, som en libertiner ville være stolt af, så må det være op til den enkelte med hvad man får ud af filmen. Jeg var momentvis underholdt og gradvis ramt af væmmelse over især scenerne med de ældre mænd, som de langt de fleste tilskuere kan blive forarget over. Når alt er sagt, så må man give Emily Browning kredit for at vælge sådan en modig rolle at give sig i kast med. Man sympatiserer med hende, men man skal også passe på med ikke at give hende offer-rollen, som man i høj grad kunne gøre med “Sucker Punch” – dette er dog lige til højrebenet, fordi hendes naturlige skønhed gør at man nødig ville se noget ondt ske det stakkels pigebarn. Jeg vil nok sige at “Sleeping Beauty” er en noget speciel filmoplevelse, og hvis man er indstillet på det, så synes jeg godt at man kan klikke ind på Amazon og bestille filmen hjem til hjemmebiografen, fordi noget særlig – det er den ihvertfald.

Ja, det var lige lidt tanker om et par film jeg havde set. I morgen fredag skal jeg i biografen med nogle bekendte og se remaket af den gamle 70’er-thriller, “Skytten” – i ved, den hvor Jens Okking skyder fodboldspilleren Allan Simonsen?… ja, meget kunne lade sig gøre i 70’erne, men hvorvidt vi trænger til en ny version af denne historie her så mange år senere… ja det ved jeg ikke, men det skal nok blive interessant. Jeg har netop set Godmorgen Danmarks filmanmeldere give den nogle lidt lunkne kommentarer, men den bliver da promoveret i stor stil og filmens markante rollebesætning gør den også til en af de større danske film, så mon ikke man bliver glad?…

Forvent ingen film, der lefler for det store, brede publikum, men hvis man derimod har indstillet sig på at se en dansk niche-film, så er der nogle gode kvaliteter i "Viceværten"

Forvent ingen film, der lefler for det store, brede publikum, men hvis man derimod har indstillet sig på at se en dansk niche-film, så er der nogle gode kvaliteter i “Viceværten”

Reklamer