Archive for marts, 2013


Hurra for Lena Dunham…

Jeg læste engang i et nummer af filmmagasinet EKKO om den amerikanske skuespiller/manuskriptforfatter/instruktør, Lena Dunham og hendes komedieserie “Girls”. Nu har jeg efterhånden set både 1. sæson af serien (den har iøvrigt også kørt på DR3, så vidt jeg kan erfare), men jeg har dog købt den hjem igennem Amazon, og dertil har jeg netop set hendes spillefilm “Tiny Furniture” fra 2010.

Det er min opfattelse at man her har med en utrolig talentfuld ung kvinde at gøre. Der er noget hjertesskærende ærligt over hendes produktioner. Det er næsten ligesom at se et amerikanske reality-program, men hvor man i mange af disse programmer hurtig begynder at danne sig et afsky for de medvirkende, så virker Lena Dunhams karakterer utrolig ægte og sympatiske på en måde, og selvom det hurtig viser sig at de fleste mænd er noget nederdrægtige typer. Jeg kan rigtig godt lide hendes stil, og netop “Tiny Furniture” fremstår som et nærmest dokumentarisk program, hvor personerne der medvirker, lige så godt, kunne havde været nogle fra den store by New Yorks pulserende hverdagsliv. Filmen er dejlig afdæmpet og kameraindstillingerne rolige og afslappet – historien er vedkommende, og om store emner som kærlighed, familie og ensomhed. Det er disse universelle emner som vi alle kender til og kan forholde os til, og når vi får tingene påvist uden den sædvanelige store, hollywoodske dramatik, så må man sige at man står tilbage med et meget nøgtern værk.

Serien “Girls” var eftersigende et ganske stort hit i USA, og ved de sidste afholdte Golden Globes, formåede Lena Dunham da også at vinde prisen som bedste skuespiller i en tv-serie, der enten var musical eller drama, og der er godt nok ikke meget musical over “Girls” – heldigvis da, men der er en masse hverdagssituationer, hvor dramatikken kan vise sig. Lena Dunham er måske ikke den klassiske skønhed fra Hollywood og fra et land, der spytter den ene nyere celebrity-stjerne ud efter den anden, og skuespillerinderne er smukke og unge, så er Lena Dunham mere den lidt kikset, smånørdet type, men det er faktisk en type som jeg elsker. Hun virker utrolig charmerende, og hvis hun bare er det mindste ligesom de karakterer hun skriver, så tror jeg bestemt at man ikke kan andet end at få massiv sympati for denne unge kvinde, der fylder 27 år den 13. maj. Hun har ihvertfald allerede skabt nogle iøjefaldende filmiske bedrifter, og hendes egen skuespil i både film og tv-serie er ærligt, nærværende og helt igennem enestående… men hun blotter sig også meget som menneske, og har åbenbart ingen problemer med at vise sig frem i sådan en grad, at man godt kan blive lidt småflov på hendes vegne. Anyway, jeg må erkende at jeg ikke kan stå for sådanne skuespillerinder der giver sig selv fuldt ud – det er utrolig belønnende, og jeg må nok sige at jeg er begyndt at holde øje med hvad der kommer fra hendes side fremover. Man kan sikkert godt sammenligne “Girls” med en anden populær tv-serie med fire kvinder, nemlig “Sex And The City”, men uden at jeg er nogen ekspert i Carrie-land, så vil jeg alligevel hævde at “Sex And The City” nok er en anelse mere bling-bling, hvorimod “Girls” fremstiller personerne i serien meget mere humant og nede på jorden. Jeg har også på fornemmelsen at de fleste mænd med garanti ville være flove over sig selv hvis man dyrkede serien om de fire shopping-lystre, moderne kvinder i “Sex And The City”, men det er ligesom at alle kan være med, når det kommer til Lena Dunhams serie. Den er meget mere for begge køn, og den gennemgående humor er en anelse mere grov end serien med Carrie og hendes veninder. Nu foregår begge serier også i den store metropol, New York, så derfor er det også naturlig at drage en sammenligning på det punkt. Men jeg kan ligesom fornemme at “Girls”-serien nok også skal finde sit publikum i Danmark – den er da ihvertfald ude på dvd nu, og i USA er de i gang med den 3. sæson, så forhåbentlig kommer der flere sæsoner ud på dvd, hvis ikke i Danmark, så garanteret i UK, hvilket kalder på assistance fra min gamle ven, Amazon.

Lena Dunham er ihvertfald kommet for at blive – og jeg vil gerne hylde hende til den store guldmedalje, fordi jeg synes at det er sjældent at der kommer sådan en kvinde frem, der kan beskrive hverdagslivets tumlen og besværligheder på sådan en naturalistisk facon. Det virker nogle gange som om at det bare er hendes egen personlige hjemmevideo, og det må jeg sige at der er ganske fornøjelig. Nu skal man selvfølgelig passe på med at juble for meget, fordi kritikere af især filmen “Tiny Furniture” vil sikkert kalde den for kejtet og kedelig, men jeg er ret vild med den – det passede lige til mit humør i dag, og det er jo perfekt.

Foruden Lena Dunham, så tjekkede jeg også lige en anden ung prisvinder ud i en af hendes nyeste film. Nemlig, Jennifer Lawrence, der jo vandt en Oscar i år for bedste kvindelige hovedrolle. Jeg har netop set hende i thrilleren “The House At The End Of The Street”, hvor hun spiller sammen med den altid dejlige Elisabeth Shue, og faktisk også den gamle svinger Gil Bellows. Jeg var ikke helt tilfreds med filmen, der mod slutningen virkede en smule forhastet og den unge naboknægt, der viser at være noget af en prøvelse, virker en smule snusket i hans fremgangsmetoder. Men det var okay underholdning til en kold forårsdag i Påsken, hvor der ikke var meget andet at give sig til, end at dyrke lidt film fra samlingen. Jeg tror at jeg bestiller filmen “Silver Linings Playbook” her fra Amazon næste gang, fordi den udkommer faktisk allerede den 1. april, længe før den udkommer i Danmark, hvor den ikke engang har fået biografpremiere endnu… meget mærkeligt. Men okay, jeg kan godt lide Jennifer Lawrence – hun er en ung, charmerende skuespillerinde, der faktisk virker utrolig sympatisk når jeg har set hende i interviews. Af de nye stjerner, så er hun helt klart en der er værd at holde øje med. Jeg glæder mig også altid over nye produktioner fra Ellen Page, som jeg stadigvæk holder utrolig meget af i “Juno”, hvor hun virker formår at skabe en karakter der er både morsom, tragisk og herlig misforstået på samme tid.

Jeg kan iøvrigt se at TV2 viser John Hughes’ formidable 80’er-komedie med Steve Martin og John Candy, der har fået den flatterende titel på dansk “Røvtur på 1. klasse”, men det er jo en utrolig morsom og underholdende film, der også  vinder på dens charme og varme. Jeg købte den for ikke så længe siden på blu-ray, fordi der var noget ekstramateriale, jeg lige ville tjekke ud. “Planes, Trains And Automobils” må siges at være en af John Hughes bedste film. Manden lavede jo utrolig mange gode, både teenagekomedier og succesfulde familieværker, men han havde nogle gange en afstikker til de mere voksne film også. “Uncle Buck” er også en stor film i min bog, og jeg er vild med John Candy i den rolle – der er ufattelig morsom og grinagtig stadigvæk den dag i dag.

Well, måske skulle jeg dog hellere efterhånden få dykket lidt ned i min store stabel af dvd-film, som jeg har købt hjem og stadigvæk mangler at få set… det ville sikkert være det mest oplagte at gøre – eller ville det??? …

To be continued…

Lena Dunham er en af den amerikanske underholdningsindustris nye store stemmer. Hun får massiv ros for både film og tv-serier, og senest vandt hun blandt andet en Golden Globe for serien "Girls"...

Lena Dunham er en af den amerikanske underholdningsindustris nye store stemmer. Hun får massiv ros for både film og tv-serier, og senest vandt hun blandt andet en Golden Globe for serien “Girls”…

Oh Amazon, My Amazon…

Jeg vil bare lige skrive et hurtig indlæg på denne iskolde mandag morgen, hvor Påsken nærmer sig, og man forhåbentlig kan se frem til et par dage på langs… jeg lever jo i den grad et liv i overhalingsbanen og når man er en karriereorienteret yuppietype som jeg, så har man ikke tid til så mange glæder i sit liv – udover naturligvis at handle på Amazon for tid til anden…

Så det har jeg gjort! – og investeret i en lille håndfuld dvder og en enkelt blu-ray… jeg har længe været lidt en bargainhunter, så jeg vil helst ikke give for meget for hvert enkelt dvd, men jeg synes da at jeg fandt nogle gode nogle… deriblandt et par titler fra Arrow Videos Arrowdome, der hylder trashy film fra den herlige filmfortid og gerne nogle med relation til video-æraen. Denne gang er der tale om et par italienske krigsfilm fra 80’erne. Jeg havde tidligere købt “Commando Leopard” som var en dejlig oplevelse, med massiv gunplay og store eksplosioner, der ikke er lavet på en computer. Så derfor bestilte jeg de to andre krigsfilm som Arrow Video har udgivet i denne serie, nemlig: “The Commander” fra 1988 og “Code Name: Wild Geese” fra 1984…foruden de to italienske snask, så var min blu-ray-udgivelse også fra Arrow – der er dog tale om en gammel kending, idet det såmen er “Zombie Flesh Eaters” – eller også kendt som “Zombi 2” – Lucio Fulcis notoriske mestersplatter – jeg ejer allerede filmen på to forskellige dvdudgivelser, men jeg er meget glad for den, så jeg skulle naturligvis også have den på high def.

Ellers blev der såmænd til lidt småting…jeg købte en ny udgivet udgave af Linnea Quigley-filmen “Creepozoids” – jeg er vild med den skønne 80’er-scream queen, Linnea Quigley… og jeg havde sågar filmen på en vhs-kopi for år tilbage, og husker den som meget billig, nærmest som en tv-film, men også ret sjov Alien-ripoff… og når jeg er stor fan af den blonde skønhed, så måtte jeg naturligvis putte den i indkøbsvognen. Desuden bestilte jeg “Twinky” med Charles Bronson og Susan George. Her skulle Charles Bronson være lidt på udebane overfor en af mine favoritter, når det kommer til barmfagre 70’er-skønheder i form af Susan George, der må betegnes som en væsentlig kapacitet i kategorien “Dygtige skuespillerinder med et godt udseende”… jeg vil ihvertfald altid gerne se en film med hende, og når hun så også spiller over for en af mine ynglings actionskuespiller, Charles Bronson, så er der ingen vej udenom. Jeg købte dog Networks udgave af filmen, fordi det lader til at den er ude på flere bootlegs, men Networks udgivelse skulle være den officielle.

Sluttelig blev det til 1. sæson af en tv-serie med Chloë Sevigny og et par horrorfilms, der ikke kostede mig alverden, så jeg kan rolig konstatere at jeg endnu engang glæder mig til når Pakkeposten ringer på med sine små forsigtige fingre, og jeg haster ned af trappen for at fryde mig over den indbydende pakke. Beklageligvis er der jo lige nogle helligdage, der skal overståes, så  jeg får nok først pakken sidst i næste uge… det er total minus, men så er der vel noget at glæde sig til, I guess…

Anyway – nu tror jeg at jeg vil stene en film. Klokken nærmer sig fem om morgenen, og min fortid som ivrig nattegænger i Aalborgs gader – især i weekenderne efter en bytur fornægter sig ikke… nu skal jeg bare finde den fandens fjernbetjening…

Endnu engang besluttede jeg mig for at handle hos en gammel ven, og bestilte derfor en sending dvder, og en enkelt blu-ray... men hvilket en! - naturligvis Lucio Fulcis klassiker i spaghettisplatter "Zombie Flesh Eaters"...

Endnu engang besluttede jeg mig for at handle hos en gammel ven, og bestilte derfor en sending dvder, og en enkelt blu-ray… men hvilket en! – naturligvis Lucio Fulcis klassiker i spaghettisplatter “Zombie Flesh Eaters”…

For et par dage så jeg Michael Hanekes nyeste, afdæmpet opus “Amour”, der jo som sagt vandt Oscar-staturen for Bedste Udenlandske Film for godt en måned tids siden. Meget velfortjent – ihvertfald i forhold til den danske nominerede “En Kongelig Affære”… der bestemt også var en ganske flot film og et overlegen stykke dramafortælling, men “Amour” har bare utrolig meget at byde på.

Filmen er centeret omkring Georges (Jean-Louis Trintigant) og Anne (Emmanulle Riva) – et ældre fransk ægtepar, der lever sammen i deres kæmpestore pariserlejlighed. Pludselig en dag får Anne et slagtilfælde, og det er nu op til Georges at passe den gamle kvinde, der tidligere var fuld af livsglæde og sagtens kunne røre sig. Det forandrer sig hurtig efter Annes påtrængende sygdomsforløb, og selvom Georges gør sit bedste, flankeret af den uforstående datter (Isabelle Huppert), så må han alligevel indse at det måske ikke altid ender så godt og efterhånden som man er i sit livs efterår, så bliver det sværere og sværere at vende tilbage til sin sædvanelige levevis.

“Amour” er en utrolig film. Dens afdæmpede facon er et typisk Haneke-trademark, og han behandler sit materiale nøgtern og med en beroligende distance, der gør at filmen aldrig bliver drivende sentimental. Den er rørende og vedkommende, men aldrig for meget – og man sidder og føler med det gamle ægtepar, der virker som om at de ligeså godt kunne have boet i både USA eller Østrig eller sådan set Danmark, fordi historien fremstår endegyldig universel. Jeg er meget begejstret for Michael Hanekes unikke historiefortælling, og selv han lader episoderne udfolde sig for sig selv, så er der alligevel Michael Hanekes fingeraftryk på værket med de lange, stillestående kameraindstillinger.

Skuespillerne er forbløffende. Jean-Louis Trintigant, som jeg har set i spaghettiwesternfilmen “The Great Silence”, hvor han spiller en ganske mut hævner, er utrolig som Georges, der må indse at han ikke kan klare at passe sin efterhånden meget syge kone, og således i sin afmagt gør flere og flere altafgørende ting. Emmanuelle Riva, der har den meget iøjefaldende kvindelig hovedrolle, var nomineret til en Oscar for Bedste Kvindelige Hovedrolle, og hvilken indsats… hun er sensationel i rollen som Anne…der går fra at være en kvinde, der kan debattere og snakke med sine tidligere klaverelever til at være en stakkel, der er helt lammet i den ene side og som må kæmpe sig igennem alle ordene, og knap nok kan gøre sig forståelig for sin omgangskreds. Jeg har endnu ikke set Jennifer Lawrence i den karakter som hun vandt Oscaren for, men jeg synes godt nok at Emmanuelle Riva fortjener alverdens kredit for hendes præstation. Som tilskuer til filmen, så kan man ikke undgå at blive overrasket gang på gang over hendes dedikation til rollen, og det forekommer hende både naturlig og uden besvær at hengive sig til den skæbnesvanger udvikling som hendes person skal gå igennem. Jeg er fuld af beundring for begge skuespillere, der leverer præstationer af ypperste klasse. Det er simpelthen mageløst…

I sammenligning med “En Kongelig Affære”, der jo var et stort opsat periodedrama, der også havde mange kvaliteter og nogle gennemgående godkendte skuespilspræstationer og en historie, der har ventet i mange år på at blive fortalt på det store lærred, så skal man naturligvis også anerkende Nikolaj Arcels produktion, der fremstår som et stort værk, hvis man drager sammenligning med “Amour”. Begge film er naturligvis gode kandidater, når det gælder kåringen af årets bedste film, men der vil jeg nok erkende at jeg synes bedst om den østrigske auteur, der endnu engang leverer varen og hensætter den lamslået beskuer i et teaterstykke af enestående menneskelighed og kroppens forfald. Vi bliver allesammen ældre for hver dag der går, og vi bliver også allesammen mere og mere skrøbelige. Som menneske er vi jo nok nødt til at indse at vi allesammen skal leve og vi allesammen skal dø på denne planet – ihvertfald i de næste godt 3-4 milliarder år, inden Solens stråler bliver for varme og opheder kloden i sådan et omfang at alt liv bliver umuligt. Men til den tid er den sikkert alligevel ubeboet. Forurening og krige vil sikkert knuse det meste af befolkning – og med mindre at vi får hjælp af en fremmede livsform fra en anden verden til at bygge gigantiske rumskibe, der kan udforske stjernehimlen – men det er vist en helt anden historie… og nu må vi hellere stoppe med at lade fantasien vandre.

“Amour” er blandt årets bedste film – det er indiskutabelt, og jeg føler mig virkelig beæret over at have overværet sådan to fremragende skuespillere i deres karrieres efterår, og så de leverer sådanne formidable præstationer. Nu har det været en lang hyldest til “Amour”, men det er virkelig en mageløs film. Jeg vil gerne anbefale filmen på alle ender og kanter, og måske selvom jeg nok fortrækker de lidt mere kyniske film som den første udgave af “Funny Games” og “Benny’s Video”, så må man ikke snyde sig selv for denne filmoplevelse. “Amour” skal simpelthen ses – jo før jo bedre, og af så mange som overhovedet mulig.

Michael Haneke har endnu engang lavet en uimodståelig film. Forvent en rørende og vedkommende film, der aldrig bliver for meget eller sentimental. Emnet nærmer sig det tabubelagte, og man føler Michael Hanekes mesterlige touch hele filmen igennem. Se "Amour" nu!

Michael Haneke har endnu engang lavet en uimodståelig film. Forvent en rørende og vedkommende film, der aldrig bliver for meget eller sentimental. Emnet nærmer sig det tabubelagte, og man føler Michael Hanekes mesterlige touch hele filmen igennem. Se “Amour” nu!

Erindringer fra fortiden…

Den anden dag kom jeg til at tænke på hvor herligt det var at vokse op med en række videobikse i den lokale større by… når man kommer fra en lille flække ude på bøhlandet i Nordvestjylland, så sætter man for alvor pris på når man  kan forsvinde hen i den vidunderlige, magiske filmverden. I Thisted, som der var den by, hvor vi typisk lejede film, kunne man tælle op til 4-5 videobikse på samme tid den gang i start-90’erne.. det var en herlig tid, og jeg savner den utrolig meget – ganske vist er der også en skide Blockbuster i byen, men dette monopolhungerende monster er slet ikke i besiddelse af samme kærlighed til filmene, hvor det hele efterhånden drukner i skide computerspil.

Nej, jeg husker tiden hvor man kunne gå i Videoteket i Thisted i timevis, og bare glane og glo på de forskellige indbydende videocovers… desværre var det ikke så nemt i slutningen af 80’erne, idet vi var de stolte indehavere af en Video 2000-maskine – et vanvittig mislykket projekt, der ikke fik mange leveår… ideen med at man kunne optage på begge sider af båndet var skam god, men den var alt for dyr at fabrikere, og selv om Beta Max’en, som mine bedsteforældre havde, og hvor jeg har set Banana Joe med Bud Spencer utallige gange, også var bedre i kvalitet, så var det alligevel den billigste version – nemlig VHS’en der blev det mest anvendte videomedie. Sjovt nok, men der skyldes formentlig salget af erotiske film, som der boomede med udbredelsen af videomaskinerne og videobåndene.

Idet vi havde en Video 2000-maskine, så har vi selvfølgelig også prøvet at leje den famøse moviebox. Det var faktisk ret godt, til trods for at man skulle sidde og fedte den skide tracking-knap til hele tiden, pga maskinerne var så slidte, og båndene man så, nøjagtig ligeså. Men det tog man gerne med for at dykke ned i en eftermiddag med herlig videounderholdning. En af mine favoritter, som jeg måtte leje mange gange, inden jeg endelig fik den købt (endda i Men Of Action-serien), var den uforglemmelige “American Ninja”, med Michael Dudikoff og Steve James. Det er rent nostalgi når jeg sætter den på. Jeg har selvfølgelig købt filmen på dvd nu, men mine minder om at se Joe Armstrong og Curtis Jackson sparke ninja-røv tilbage i slutningen af 80’erne og op igennem 90’erne er stadigvæk intakte, og jeg fryder mig over ethvert gensyn. Selvom “American Ninja”-serien, der efterhånden vistnok tæller fem film, blev ringere og ringere, så fremstår den første stadigvæk som et mindre filmisk mirakel. Og ja, jeg ved godt at den måske er rimelig billig lavet, og skuespillet måske er en smule jammerlig, men jeg elsker den…

Nuvel, det skal ikke være nostalgi det hele. Jeg har stenet lidt film siden sidst. Blandt andet har jeg genset “H. P. Lovecraft’s From Beyond”, der er instrueret af Stuart Gordon og i det hele taget en forrygende film. Jeg havde godt nok lidt problemer da jeg så den, men jeg fik hovedindtrykkene, og de var meget positive. Faktisk kan jeg huske filmen tilbage fra videodagene, hvor jeg havde den på en gammel slidt ex-rental-kassette, og gensynets glæde var allertides. Dertil har jeg set Burt Reynolds i “Gator”, som han faktisk også selv havde instrueret. Det var en lidt spøjs oplevelse, fordi selvom Jerry Reed også er med, så er stemningen fra “Smokey And The Bandit”-filmene ikke helt til stede. Jerry Reeds karakter er faktisk også ret modbydelig, så ham kan vi ikke lide. Men den var da ganske underholdende – og Burt, den gamle sumprotte, er jo altid fornøjelig.

Nej, filmen som jeg netop har set, var såmænd den spanske varulveproduktion med den engelske titel “Attack Of The Werewolves”… en horrorkomedie om en mindre spansk by, der lider under en sigøjnerforbandelse. I starten er der kun en enkelt varulv, men det ændrer sig hurtig  – til stor fornøjelse for tilskueren, skal jeg hilse at sige. Filmen var en rutsjebanetur af utrolige dimensioner, og tempoet var højt og medrivende. Humoren var okay, men ikke helt på “Shaun Of The Dead”-højder, selvom den bliver sammenlignet med denne zombiekomedie-klassiker på bagsiden af coveret. Filmen vinder dog på varulve-designene, der er yderst medrivende – og man føler sig helt hensat til de gamle dage med Paul Naschy i hovedrollen i nogle af de utallige varulvefilm som han medvirkede i. Jeg har ikke set alverden af Paul Naschys lykantropi-film, men selv med min nogle gange tvivlsomme hukommelse, så husker jeg dem som utrolig seværdige… “Attack Of The Werewolves” er ihvertfald en ganske fin lille film, og selvom filmen har enkelte momenter af gore, så er det ikke så slemt, så selv svigermor kan være med her. Jeg var ganske godt underholdt, og Juan Martinez Moreno, der både har skrevet og instrueret filmen, skal masser af kredit…det er ikke utænkelig at han kunne være spændende at følge i fremtiden med hensyn til nye produktioner.

I morgen udkommer Michael Hanekes Oscarvinder “Amour” på dvd i UK, og jeg regner med at jeg bestiller den. Jeg er utrolig glad for Michael Haneke, der altid behandler sine film med en ren, kynisk og usentimental vinkel – jeg missede “Amour” i biffen – jeg er bare så glad for at bo i Udkants-Danmark nogle gange, men nu skal jeg se den på dvd, hvilket nok også bliver en formidabel oplevelse – jeg ser ihvertfald meget frem til den, og selvom den måske kan virke en smule tør, så tror jeg på at det er en film med massive kvaliteter.

Den spanske "Attack Of The Werewolves" på funklende blu-ray... lidt noget andet end en ussel VHS-kopi, men hvad pokker - viva le evolution!

Den spanske “Attack Of The Werewolves” på funklende blu-ray… lidt noget andet end en ussel VHS-kopi, men hvad pokker – viva le evolution!

Faulis fineste øjeblik…

“Gooood evening” – siger jeg hermed i bedste Alfred Hitchcock-stil. Jeg er tilbage med en melding om at jeg modtog Søren Faulis eftertragtede kult-klassiker, “De Skrigende Halse” på dvd den anden dag. Jeg har netop genset filmen, og jeg må indrømme at den faktisk stadigvæk er ganske god.

“De Skrigende Halse” er en produktion fra 1993, og kan vel nærmere betegnes som en tv-film eller novellefilm, produceret for DR. Den omhandler dødspunkbandet “De Skrigende Halse”, der består af sangeren Frank (Thomas Bo Larsen), trommeslager Anders (Martin Brygman) og så guitaristen Ronni (Kristian Holm Joensen)… de kæmper således hele filmen igennem for at få en pladekontrakt fra den humørsyge Djarnis (Søren Pilmark). Dette lykkedes først, da det kommer frem at Ronni tilsyneladende er dødsyg. Djarnis øjner dermed en massiv mulighed for omtale, og planlægger dermed en afskedkoncert for Ronni, som han kalder for “Testamentet”… spørgsmålet er så bare om Ronnis skrøbelige psyke og svage krop kan holde til presset, og når alle hiver og flår i ham for lidt opmærksomhed, så er der længe til næste fredag hvor koncerten skal finde sted.

Jeg kan huske at jeg lånte “De Skrigende Halse” på video på biblioteket i Aalborg for godt og vel 10+ år siden, og jeg var meget imponeret, og kunne med det samme indse at der her var tale om en film med kult-potentiale. Filmet i bedårende sort/hvid og med markante skuespilspræstationer, navnlig af Søren Pilmark i rollen som Djarnis, men jeg synes også at filmens øvrige medvirkende leverer gode momenter. Filmens instruktør, Søren Fauli, har i sin tv- og filmkarriere som idemand og instruktør, lavet mange spøjse ting. Her er der ingen tvivl om at han leverer noget af det fineste i sin karriere. Filmen er en komedie, men den er på ingen måde nær så fjollet som f.eks. “Grev Axel”, som Fauli også stod bag. Det er ingen hemmelighed at Søren Fauli har lavet mange reklamer og derigennem har opbygget sig et væsentlig rygte som innovativ reklamemager, men som filminstruktør, så har han ikke lavet meget der er særlig interessant, med mindre man er filmisk masochist.

Efter mange overvejelser omkring rettighederne er “De Skrigende Halse” nu endelig blevet udsendt på dvd. Eftersigende kunne filmen skaffes på en bootleg-vhs-udgivelse i København i mange år, hvilket jeg også har set Søren Fauli vise i en dokumentarudsendelse. Men nu er filmen altså endelig ude officielt  – men dvdudgivelsen er desværre rimelig bareboned – jeg kunne godt have tænkt mig en dokumentar om rettighedsproblematikken eller dybdegående interviews med cast and crew. Eftersigende optrådte “De Skrigende Halse” engang med en koncert på Roskilde Festival, men den er heller ikke inkluderet. Jeg er lidt glad af disse udgivelser, der kunne være så meget bedre, men det vigtigste er vel trods alt at filmen er ude til det brede publikum en gang for alle…

Det er dog et faktum at hvis man aldrig har set “De Skrigende Halse” før, så venter der en stor oplevelse, og også hvis man genser filmen 10+ år efter man så den første gang, så bliver man lidt småglad over at det nu er mulig at indlemme den i sin dvdsamling. Jeg er ihvertfald tilfreds med at den nu står på hylden, og selvom udgivelsen kunne have været meget bedre.

Og hvad så med undertegnet? Jeg er lidt inde i en periode, hvor jeg ikke får set så mange film igen… jeg kan også mærke at jeg bliver ramt af noget gevaldige søvnangreb fra tid til anden. Jeg har dog mange film der venter på at blive set, så der er masser af stof i fremtiden til bloggen, så selvom der går lidt tid lige for tiden med nye indlæg, så har jeg på ingen måde opgivet bloggen – den skal helst leve videre i bedste velgårenhed. Men jeg er som sagt lidt ramt for tiden.

Dvdomslag til Søren Faulis tankevækkende komedie om et dødspunkbands syge guitarist, Ronni, der må gå så gruelig meget igennem...

Dvdomslag til Søren Faulis tankevækkende komedie om et dødspunkbands syge guitarist, Ronni, der må gå så gruelig meget igennem…

Den amerikanske filmindustri ville have været noget fattigere, hvis det ikke var for benhårde Fred Williamson. Den 5. marts, 2013 fylder manden 75 år...

Den amerikanske filmindustri ville have været noget fattigere, hvis det ikke var for benhårde Fred Williamson. Den 5. marts, 2013 fylder manden 75 år…

Kendt som en af fanebærerne for mørke skuespillere i USA. Men hvor Sidney Poitier var den “pæne” dreng, så medvirkerede Fred Williamson i et utal af mere eller mindre lyssky produktioner, hvad enten det var i USA, Italien eller et helt 3. land. Han blev med rette hyldet af Quentin Tarantino og Robert Rodriquez, da de skrev en rolle til ham i “From Dusk Till Dawn”…

Den gode Fred Williamson er stadigvæk meget aktiv, og har ikke færre end 6 titler i støbeskeen på IMDb…