For et par dage så jeg Michael Hanekes nyeste, afdæmpet opus “Amour”, der jo som sagt vandt Oscar-staturen for Bedste Udenlandske Film for godt en måned tids siden. Meget velfortjent – ihvertfald i forhold til den danske nominerede “En Kongelig Affære”… der bestemt også var en ganske flot film og et overlegen stykke dramafortælling, men “Amour” har bare utrolig meget at byde på.

Filmen er centeret omkring Georges (Jean-Louis Trintigant) og Anne (Emmanulle Riva) – et ældre fransk ægtepar, der lever sammen i deres kæmpestore pariserlejlighed. Pludselig en dag får Anne et slagtilfælde, og det er nu op til Georges at passe den gamle kvinde, der tidligere var fuld af livsglæde og sagtens kunne røre sig. Det forandrer sig hurtig efter Annes påtrængende sygdomsforløb, og selvom Georges gør sit bedste, flankeret af den uforstående datter (Isabelle Huppert), så må han alligevel indse at det måske ikke altid ender så godt og efterhånden som man er i sit livs efterår, så bliver det sværere og sværere at vende tilbage til sin sædvanelige levevis.

“Amour” er en utrolig film. Dens afdæmpede facon er et typisk Haneke-trademark, og han behandler sit materiale nøgtern og med en beroligende distance, der gør at filmen aldrig bliver drivende sentimental. Den er rørende og vedkommende, men aldrig for meget – og man sidder og føler med det gamle ægtepar, der virker som om at de ligeså godt kunne have boet i både USA eller Østrig eller sådan set Danmark, fordi historien fremstår endegyldig universel. Jeg er meget begejstret for Michael Hanekes unikke historiefortælling, og selv han lader episoderne udfolde sig for sig selv, så er der alligevel Michael Hanekes fingeraftryk på værket med de lange, stillestående kameraindstillinger.

Skuespillerne er forbløffende. Jean-Louis Trintigant, som jeg har set i spaghettiwesternfilmen “The Great Silence”, hvor han spiller en ganske mut hævner, er utrolig som Georges, der må indse at han ikke kan klare at passe sin efterhånden meget syge kone, og således i sin afmagt gør flere og flere altafgørende ting. Emmanuelle Riva, der har den meget iøjefaldende kvindelig hovedrolle, var nomineret til en Oscar for Bedste Kvindelige Hovedrolle, og hvilken indsats… hun er sensationel i rollen som Anne…der går fra at være en kvinde, der kan debattere og snakke med sine tidligere klaverelever til at være en stakkel, der er helt lammet i den ene side og som må kæmpe sig igennem alle ordene, og knap nok kan gøre sig forståelig for sin omgangskreds. Jeg har endnu ikke set Jennifer Lawrence i den karakter som hun vandt Oscaren for, men jeg synes godt nok at Emmanuelle Riva fortjener alverdens kredit for hendes præstation. Som tilskuer til filmen, så kan man ikke undgå at blive overrasket gang på gang over hendes dedikation til rollen, og det forekommer hende både naturlig og uden besvær at hengive sig til den skæbnesvanger udvikling som hendes person skal gå igennem. Jeg er fuld af beundring for begge skuespillere, der leverer præstationer af ypperste klasse. Det er simpelthen mageløst…

I sammenligning med “En Kongelig Affære”, der jo var et stort opsat periodedrama, der også havde mange kvaliteter og nogle gennemgående godkendte skuespilspræstationer og en historie, der har ventet i mange år på at blive fortalt på det store lærred, så skal man naturligvis også anerkende Nikolaj Arcels produktion, der fremstår som et stort værk, hvis man drager sammenligning med “Amour”. Begge film er naturligvis gode kandidater, når det gælder kåringen af årets bedste film, men der vil jeg nok erkende at jeg synes bedst om den østrigske auteur, der endnu engang leverer varen og hensætter den lamslået beskuer i et teaterstykke af enestående menneskelighed og kroppens forfald. Vi bliver allesammen ældre for hver dag der går, og vi bliver også allesammen mere og mere skrøbelige. Som menneske er vi jo nok nødt til at indse at vi allesammen skal leve og vi allesammen skal dø på denne planet – ihvertfald i de næste godt 3-4 milliarder år, inden Solens stråler bliver for varme og opheder kloden i sådan et omfang at alt liv bliver umuligt. Men til den tid er den sikkert alligevel ubeboet. Forurening og krige vil sikkert knuse det meste af befolkning – og med mindre at vi får hjælp af en fremmede livsform fra en anden verden til at bygge gigantiske rumskibe, der kan udforske stjernehimlen – men det er vist en helt anden historie… og nu må vi hellere stoppe med at lade fantasien vandre.

“Amour” er blandt årets bedste film – det er indiskutabelt, og jeg føler mig virkelig beæret over at have overværet sådan to fremragende skuespillere i deres karrieres efterår, og så de leverer sådanne formidable præstationer. Nu har det været en lang hyldest til “Amour”, men det er virkelig en mageløs film. Jeg vil gerne anbefale filmen på alle ender og kanter, og måske selvom jeg nok fortrækker de lidt mere kyniske film som den første udgave af “Funny Games” og “Benny’s Video”, så må man ikke snyde sig selv for denne filmoplevelse. “Amour” skal simpelthen ses – jo før jo bedre, og af så mange som overhovedet mulig.

Michael Haneke har endnu engang lavet en uimodståelig film. Forvent en rørende og vedkommende film, der aldrig bliver for meget eller sentimental. Emnet nærmer sig det tabubelagte, og man føler Michael Hanekes mesterlige touch hele filmen igennem. Se "Amour" nu!

Michael Haneke har endnu engang lavet en uimodståelig film. Forvent en rørende og vedkommende film, der aldrig bliver for meget eller sentimental. Emnet nærmer sig det tabubelagte, og man føler Michael Hanekes mesterlige touch hele filmen igennem. Se “Amour” nu!

Reklamer