Jeg læste engang i et nummer af filmmagasinet EKKO om den amerikanske skuespiller/manuskriptforfatter/instruktør, Lena Dunham og hendes komedieserie “Girls”. Nu har jeg efterhånden set både 1. sæson af serien (den har iøvrigt også kørt på DR3, så vidt jeg kan erfare), men jeg har dog købt den hjem igennem Amazon, og dertil har jeg netop set hendes spillefilm “Tiny Furniture” fra 2010.

Det er min opfattelse at man her har med en utrolig talentfuld ung kvinde at gøre. Der er noget hjertesskærende ærligt over hendes produktioner. Det er næsten ligesom at se et amerikanske reality-program, men hvor man i mange af disse programmer hurtig begynder at danne sig et afsky for de medvirkende, så virker Lena Dunhams karakterer utrolig ægte og sympatiske på en måde, og selvom det hurtig viser sig at de fleste mænd er noget nederdrægtige typer. Jeg kan rigtig godt lide hendes stil, og netop “Tiny Furniture” fremstår som et nærmest dokumentarisk program, hvor personerne der medvirker, lige så godt, kunne havde været nogle fra den store by New Yorks pulserende hverdagsliv. Filmen er dejlig afdæmpet og kameraindstillingerne rolige og afslappet – historien er vedkommende, og om store emner som kærlighed, familie og ensomhed. Det er disse universelle emner som vi alle kender til og kan forholde os til, og når vi får tingene påvist uden den sædvanelige store, hollywoodske dramatik, så må man sige at man står tilbage med et meget nøgtern værk.

Serien “Girls” var eftersigende et ganske stort hit i USA, og ved de sidste afholdte Golden Globes, formåede Lena Dunham da også at vinde prisen som bedste skuespiller i en tv-serie, der enten var musical eller drama, og der er godt nok ikke meget musical over “Girls” – heldigvis da, men der er en masse hverdagssituationer, hvor dramatikken kan vise sig. Lena Dunham er måske ikke den klassiske skønhed fra Hollywood og fra et land, der spytter den ene nyere celebrity-stjerne ud efter den anden, og skuespillerinderne er smukke og unge, så er Lena Dunham mere den lidt kikset, smånørdet type, men det er faktisk en type som jeg elsker. Hun virker utrolig charmerende, og hvis hun bare er det mindste ligesom de karakterer hun skriver, så tror jeg bestemt at man ikke kan andet end at få massiv sympati for denne unge kvinde, der fylder 27 år den 13. maj. Hun har ihvertfald allerede skabt nogle iøjefaldende filmiske bedrifter, og hendes egen skuespil i både film og tv-serie er ærligt, nærværende og helt igennem enestående… men hun blotter sig også meget som menneske, og har åbenbart ingen problemer med at vise sig frem i sådan en grad, at man godt kan blive lidt småflov på hendes vegne. Anyway, jeg må erkende at jeg ikke kan stå for sådanne skuespillerinder der giver sig selv fuldt ud – det er utrolig belønnende, og jeg må nok sige at jeg er begyndt at holde øje med hvad der kommer fra hendes side fremover. Man kan sikkert godt sammenligne “Girls” med en anden populær tv-serie med fire kvinder, nemlig “Sex And The City”, men uden at jeg er nogen ekspert i Carrie-land, så vil jeg alligevel hævde at “Sex And The City” nok er en anelse mere bling-bling, hvorimod “Girls” fremstiller personerne i serien meget mere humant og nede på jorden. Jeg har også på fornemmelsen at de fleste mænd med garanti ville være flove over sig selv hvis man dyrkede serien om de fire shopping-lystre, moderne kvinder i “Sex And The City”, men det er ligesom at alle kan være med, når det kommer til Lena Dunhams serie. Den er meget mere for begge køn, og den gennemgående humor er en anelse mere grov end serien med Carrie og hendes veninder. Nu foregår begge serier også i den store metropol, New York, så derfor er det også naturlig at drage en sammenligning på det punkt. Men jeg kan ligesom fornemme at “Girls”-serien nok også skal finde sit publikum i Danmark – den er da ihvertfald ude på dvd nu, og i USA er de i gang med den 3. sæson, så forhåbentlig kommer der flere sæsoner ud på dvd, hvis ikke i Danmark, så garanteret i UK, hvilket kalder på assistance fra min gamle ven, Amazon.

Lena Dunham er ihvertfald kommet for at blive – og jeg vil gerne hylde hende til den store guldmedalje, fordi jeg synes at det er sjældent at der kommer sådan en kvinde frem, der kan beskrive hverdagslivets tumlen og besværligheder på sådan en naturalistisk facon. Det virker nogle gange som om at det bare er hendes egen personlige hjemmevideo, og det må jeg sige at der er ganske fornøjelig. Nu skal man selvfølgelig passe på med at juble for meget, fordi kritikere af især filmen “Tiny Furniture” vil sikkert kalde den for kejtet og kedelig, men jeg er ret vild med den – det passede lige til mit humør i dag, og det er jo perfekt.

Foruden Lena Dunham, så tjekkede jeg også lige en anden ung prisvinder ud i en af hendes nyeste film. Nemlig, Jennifer Lawrence, der jo vandt en Oscar i år for bedste kvindelige hovedrolle. Jeg har netop set hende i thrilleren “The House At The End Of The Street”, hvor hun spiller sammen med den altid dejlige Elisabeth Shue, og faktisk også den gamle svinger Gil Bellows. Jeg var ikke helt tilfreds med filmen, der mod slutningen virkede en smule forhastet og den unge naboknægt, der viser at være noget af en prøvelse, virker en smule snusket i hans fremgangsmetoder. Men det var okay underholdning til en kold forårsdag i Påsken, hvor der ikke var meget andet at give sig til, end at dyrke lidt film fra samlingen. Jeg tror at jeg bestiller filmen “Silver Linings Playbook” her fra Amazon næste gang, fordi den udkommer faktisk allerede den 1. april, længe før den udkommer i Danmark, hvor den ikke engang har fået biografpremiere endnu… meget mærkeligt. Men okay, jeg kan godt lide Jennifer Lawrence – hun er en ung, charmerende skuespillerinde, der faktisk virker utrolig sympatisk når jeg har set hende i interviews. Af de nye stjerner, så er hun helt klart en der er værd at holde øje med. Jeg glæder mig også altid over nye produktioner fra Ellen Page, som jeg stadigvæk holder utrolig meget af i “Juno”, hvor hun virker formår at skabe en karakter der er både morsom, tragisk og herlig misforstået på samme tid.

Jeg kan iøvrigt se at TV2 viser John Hughes’ formidable 80’er-komedie med Steve Martin og John Candy, der har fået den flatterende titel på dansk “Røvtur på 1. klasse”, men det er jo en utrolig morsom og underholdende film, der også  vinder på dens charme og varme. Jeg købte den for ikke så længe siden på blu-ray, fordi der var noget ekstramateriale, jeg lige ville tjekke ud. “Planes, Trains And Automobils” må siges at være en af John Hughes bedste film. Manden lavede jo utrolig mange gode, både teenagekomedier og succesfulde familieværker, men han havde nogle gange en afstikker til de mere voksne film også. “Uncle Buck” er også en stor film i min bog, og jeg er vild med John Candy i den rolle – der er ufattelig morsom og grinagtig stadigvæk den dag i dag.

Well, måske skulle jeg dog hellere efterhånden få dykket lidt ned i min store stabel af dvd-film, som jeg har købt hjem og stadigvæk mangler at få set… det ville sikkert være det mest oplagte at gøre – eller ville det??? …

To be continued…

Lena Dunham er en af den amerikanske underholdningsindustris nye store stemmer. Hun får massiv ros for både film og tv-serier, og senest vandt hun blandt andet en Golden Globe for serien "Girls"...

Lena Dunham er en af den amerikanske underholdningsindustris nye store stemmer. Hun får massiv ros for både film og tv-serier, og senest vandt hun blandt andet en Golden Globe for serien “Girls”…

Reklamer