Archive for april, 2013


Mig og Woody Allen…

Dette indlæg er egentlig ment som en hyldest til en filminstruktør/manuskriptforfatter/skuespiller, som jeg beundrer…nemlig den navnkundige og højst iøjefaldende Woody Allen..

Jeg må erkende at jeg er meget glad for den klejne, nervøsanlagte mand med de store briller – hans film besidder i høj grad en særlig charme, og så er de spækket med komiske indfald, også selvom han har flirtet med de mere rendyrket dramafortællinger, så virker det til at han altid lige har et par komiske kort oppe i ærmet…

Dog har jeg ikke altid været fan. Der gik mange år før jeg fattede hvor speciel og unik Woody Allen er… mine første oplevelser kom vel tilbage i midten af nullerne, hvor jeg var på et rutinebesøg i snart hedegangene Blockbuster i Thisted. Der faldt mine øjne på de billige dvd-udgivelser, og deriblandt et par Woody Allen-film. Lidt modvilligt købte jeg både “Annie Hall” og “Manhattan”… og da mine fjumsede fingre endelig fik puttet en dvd i afspilleren, og jeg efterfølgende fik set miraklet… ja så var jeg solgt. Jeg kom til at tænke på at jeg måske havde set strejf af Woody Allen-film før, men aldrig en hel fra start til slut. Det har jeg sidenhen fået lavet om på, og nu køber jeg konsekvent hver eneste af hans nye produktioner som der kommer ud på markedet, samtidigt med at jeg har opkøbt næsten hele hans bagkatalog… jeg er i den grad blevet ramt af Woody Allens forbandelse.

Jeg tror at det jeg bedst kan lide ved hans film, er når Woody Allen selv spiller med, fordi han virker som sådan en spøjs figur  – typisk er karakteren dybt neurotisk, afhængig af medicin og går ofte til samtaler med sin psykolog. Det er ret morsomt, og ofte er manuskripterne så gennemført morsomme og underholdende, at man ikke kan andet end at overgive sig fuldstændigt. Det er dog sjovt at, så vidt jeg har erfaret, så går hans film ikke så godt i Staterne, som de gør i Europa – måske er det også derfor at han efterhånden har kastet sig ud i at lave film i flere af Europas storbyer, såsom Rom, Barcelona og Paris – og det med nogle meget oplagte skuespillere, hvis man skal sælge en film. Ofte er der nogle meget kendte skuespillere i nogle af de bærende roller, hvor man virkelig kan se at de har været meget begejstret for at spille med i en Woody Allen-film. Jeg ved godt at man måske kan sige at det ikke altid har været sådan, men sådan virker det til i de senere år.

Min ynglingsfilm af og med Woody Allen må så absolut være “Manhattan”. Det er et rørende og charmerende portræt af parforhold i en moderne storby som New York. Og så er den filmet i bedårende sort/hvid, hvilket jeg altid har været utrolig glad for. Filmen vandt desværre ingen af de to Oscars, som den var nomineret til, men det gjorde “Annie Hall” til gengæld. Ikke mindre end fire Oscars, deriblandt for Bedste Film og Bedste Kvindelige Hovedrolle til Diane Keaton – og ligeledes vandt Woody de to sidste for henholdsvis Bedste Instruktør og Manuskript.. det må siges at være absolut godkendt. “Annie Hall” er da også en virkelig god Woody Allen-film, ja det er vel en virkelig god film i det hele taget. I nullerne var der en lang periode, hvor Woody ikke selv spillede med i hans film, og det er lidt en skam – fordi selvom hans instruktion og manuskripterne selvfølgelig er med, så vil jeg altid gerne se den forvirrede skikkelse, som man kun kan karakterisere som Woody Allen in person. Jeg ved godt at han også skal finde en rolle der er passende til ham og hans humør, men jeg synes at det gik helt galt da han lod Larry David overtage hans rolle som vrøvlende hovedperson i filmen “Whatever Works”… det virkede helt forkert, og selvom Larry David havde stor succes med hans rolle i tv-serien “Curb Your Enthusiasm”, så er han jo bestemt ikke Woody Allen, også selvom de måske kan minde lidt om hinanden.

I skrivende stund er der endnu en Woody Allen-film, der er filmet. Tilsyneladende har den titlen: “Blue Jasmine”, og har gode navne som Cate Blanchett, Peter Sarsgaard, Louis C.K., Bobby Cannavale, Sally Hawkins, og endelig Alec Baldwin, som jeg personlig ikke har den store fidus til. Jeg ved godt at han er mægtig populær i USA, men jeg synes altså at han er virkelig irriterende, og jeg vil næsten give ham skylden for at ødelægge Woody Allens seneste film “From Rome With Love”, der ikke var blandt hans bedste, til trods for at Woody Allen vendte tilbage som skuespiller. I alt fald vil jeg tillade mig at vente på “Blue Jasmine”, som nok skal blive endnu et interessant bekendtskab, og som jeg helt sikkert skal se, også selvom at den narhat til Alec Baldwin også er med …

Denne mand behøver ingen introduktion. Siden 60'erne har han været en del af den amerikanske underholdningsindustri med et væld af sjove og interessante film. I love you, Woody!

Denne mand behøver ingen introduktion. Siden 60’erne har han været en del af den amerikanske underholdningsindustri med et væld af sjove og interessante film. I love you, Woody!

Slutningen på en æra…

Ak ja – jeg er ikke glad for at nedfælde disse ord. Grådkvalt må jeg indse at teknologien og udviklingen har ramt Thisted og byens beboere… når denne uge er omme, så er det slut med en æra… der vil det nemlig ikke længere være muligt at leje film i byen, idet den eneste kilde til sådanne oplevelser bliver slukket…Blockbuster i Thisted lukker…!

Javist, jeg er en gammel kyniker nogle gange, men jeg er dog også romantisk og nostalgisk anlagt.. jeg kan således ikke mindes en gang i min levetid, hvor man ikke kunne leje film i byen. Tilbage i 80’erne og 90’erne var der masser af steder, både regulære videobikse, men også døgnkiosker og sågar Kvickly tilbød videoudlejning. Lykken var at leje film i Kvickly en lørdag formiddag, fordi så måtte man beholde filmen en dag ekstra, da der var lukket om søndagen. Det er i sandhed en tid som jeg husker tilbage på med glæde – men ak og ve… nu er det hele snart slut. Efter årtusindende-skiftet har Blockbuster efterhånden næsten opnået monopol på dvd-udlejning i Danmark, og det har både været godt og skidt igennem årene. Det bliver dog meget sørgelig nu – hvor skal forældrene nu finde underholdning til de mindste, hvor skal kommende teenagere skræmmes fra vid og sans af nye gruopvækkende titler, og hvor skal den lokale fisker få afløb for sine fantasier, når konen er træt og behovet for film med bare damer lokker…? – ikke i Thisted ihvertfald – men så kan de jo tænde for Fjernsynet og se “Beverly Hills 90210” for guderne må vide hvilken gang, samtidigt med at “Venner” følger lige efter… kun for at lade op til aftens storfilm, den nye voldskomedie af Lasse Spang Olsen eller “Frækkere End Politiet Tillader”-trilogien nok engang…

Ja, jeg begræder Blockbusters lukning. Jeg må dog erkende at jeg nok ikke rigtig lejer film længere, men jeg køber mange, og det var jeg også glad for i den lokale Blockbuster-snask…både nye udgivelser i fornem eksklusiv steelbook-udgave eller også har jeg gået på rov i deres billige brugtbiks… men det er snart slut, og jeg må endnu engang klikke mig ind på Nettet, fordi det i sandhed er der jeg efterhånden vil gøre alle mine indkøb. Nuvel – der eksisterer også en Fona i byen, men det er ikke lige min kop te med alle de computerspil og top-40-cder… Blockbuster i byen levede på arven fra Playtime Video og før den efterminderne af VideoHjørnet og VideoTeket, som der florerede i bylivet for år tilbage. Fanden tage NetFlix og alle andre streamningstjenester – og gad man havde fat i dem der downloader filmene på ulovlig vis – jeg troede aldrig at jeg skulle sige det, men jeg er godt nok modstander af dem, fordi de i så fald tvinger et lukningsskilt ned i kæften på lokale Blockbuster-bikse rundt omkring i landet. Jeg pisser på deres grave! Heldigvis har vi Amazon!

Åh ja, det var noget galde… på en forårsdag som denne, hvor regnen har pisket ned det meste af eftermiddagen, så virker det noget utaknemmelig at lukke Blockbuster, der jo sagtens kunne levere underholdning i disse tider, hvor der er Lockout og alt muligt andet skidt. Well, jeg har selvfølgelig også set et par film – den ene kom med posten den anden dag, og den anden blev indkøbt på min nok sidste tur til Blockbuster i Thisted på dagen i går…

Således var min gode veninde og jeg på rov hos Blockbuster, der lokkede med minus 30% på det meste, så naturligvis skulle vi have os et kig. Vi fandt da også lidt, blandt andet det som vi gik efter – der var nemlig tale om en blu-ray udgivelse af Pixar-filmen “Monsters, Inc.” – en film som jeg ikke kan finde nogle steder på nettet, ihvertfald ikke i en dansk udgave, og den er vist forlængst udgået på dvd… men nu fandt vi den! utrolig nok…! – den var til min veninde. Jeg fandt selv horror-/familie-animationsfilmen, “ParaNorman” på dvd, som jeg længe har haft lyst til at se… den kostede 169 og dermed fuld pris, men med 30% af på den, så besluttede jeg mig for at købe den. Dertil fandt vi også begge et par brugte film, så min sidste handel hos Blockbuster i Thisted endte på omkring de 300 kroner, inklusiv rabat – ganske fair, og tak for alt, Blockbuster… en filmfan kommer til at savne jer…!

Well, lige et par ord mere om “ParaNorman”, fordi jeg fik mulighed for at se den her i eftermiddags, og filmen viste sig at være ganske god underholdning. Ikke så uhyggelig eller væmmelig som den måske kunne have været, men den er jo også lavet til yngre mennesker end lige undertegnet. Der er mange små hilsner til en verden af horror, som vi jo alle elsker af alle vores hjerter. Stemmeskuespillet er ret godt, især af Anna Kendrick som storesøsteren, Casey Affleck som det store brød og Christopher Mintz-Plasse som skolens værste bølle. Filmen er skabt af folkene bag den forrygende “Coraline”… og denne gang har man valgt at computeranimere filmen 100%, hvor “Coraline” var lavet med stopmotion. Det er en okay løsning, selvom jeg synes at “Coraline” var en lidt bedre film. Der er nok af zombificeret underholdning i “ParaNorman” til at holde den kørende i godt og vel de 1½ time filmen varer, så det er jo ganske godt i dette tilfælde. Karakterdesignsene er ganske fine, og zombierne er tilpas creepy… filmen er dog også meget, meget hyggelig og slutningen er lidt små-fesent, må jeg erkende, og jeg blev en anelse skuffet – men det er petitesser, fordi filmen leverer også ganske godt, og har et godt budskab med at selve de sære mennesker fortjener en plads i samfundet og at det ikke er godt at mobbe og gøre nar af andre – det er jo nogle gode universelle træk.

Foruden “ParaNorman”, så har jeg også tilbragt eftermiddagen med at se “DeepStar Six” – her er der virkelig tale om en titel, som jeg kan huske at have set i utallige blade om videofilm op igennem årene. Men basalt set var det bare et rip-off af lidt undervands-eventyr som “The Abyss” og “Leviathan”, der begge er meget bedre film. Filmen er fra 1989 og instrueret af manden bag “Friday the 13th” – Sean S. Cunningham…og rollelisten byder på flere kendte ansigter fra mere eller mindre kendte og nogle dårlige film fra 80’erne. Men i det mindste er Miguel Ferrer med – ham kan jeg godt lide – og han må også siges at få en meget uheldig og meget vammel død i filmen – husk at trykudligne for Saturn! … nåh ja, som virkelighedsflugt var filmen fin, selvom det store undervandsuhyre er grim som bare pokker…men jeg er glad for endelig at få filmen at se – og takket være Amazon, så kunne det jo endelig lade sig gøre, er små 24 år efter filmens udgivelse. Kigget var sjovt nok, men jeg foretrækker til enhver tid den noget mere ambitiøse “The Abyss” eller den mere underholdende “Leviathan”…

Så nu er tiden ende til at hæve vores glas, råbe et sidste øredøvende bandeord for Blockbuster i Thisted – hvil i fred, din gamle satan!

Eftermiddagens underholdning i form af den ganske seværdige "ParaNorman" og den småtriste og lidt kedelige "DeepStar Six"... well - jeg blev da i det mindste en smule klogere...

Eftermiddagens underholdning i form af den ganske seværdige “ParaNorman” og den småtriste og lidt kedelige “DeepStar Six”… well – jeg blev da i det mindste en smule klogere…

Endnu engang rumstererede kisten i Afgrunden, så jeg måtte kravle ud af mit fortids glemsel, og fastlåse mine betændte øjne på den verden, som der omgiver undertegnet. Dvdafspilleren var klar. Fjernsynets flimmer indikerede at der måske var en poltergejst eller to på vej, men af alt min magt, fik jeg smidt mig i sofaen for at tilfredsstille mine filmiske lyster – nu var spørgsmålet blot om posten havde smidt noget værdifuldt ind af sprækken. Mine klamme, krogede fingre åbnede forsigtig pakken og her kommer historien:

Den anden dag sad jeg og tjekkede Amazon ud for diverse tilbud og nye udgivelser. Af en eller anden grund kom jeg videre hen til en marketplace-sælger, hvor jeg opdagede at man kunne investere i en film som jeg, personlig, var meget glad for i mine teenageår…jeg huskede den som gennemført cool, medrivende, blodig og nåh ja, fik jeg sagt…cool?

Titlen var såmænd Anthony Hickox’s noget aparte varulve-/politifilm: “Full Eclipse” med “stjernen” Mario Van Peebles, underskønne Patsy Kensit og den altid virkelig fjollede Bruce Payne.

Filmen er udgivet i 1993, og jeg har vel været 14 år, da  jeg så den første gang på et klistret vhs-bånd fra den lokale videobiks (dette var før Blockbuster) – og jeg var helt væk i disse überseje, moderne varulve, der mindede mig lidt om Marvel Comics’ mutant-antihelt, Wolverine, idet jeg var en stor tegneserielæser på dette tidspunkt, og nærmest sammenlignede alt i min verden med karakterne fra Marvel Comics-tegneserierne. Jeg var derfor meget begejstret, da jeg så “Full Eclipse”, der selvom den så utrolig billig ud, alligevel havde meget at byde på for mit svage, teenager-sind. Ved et tjek på IMDb, har jeg dog erfaret at filmen rent faktisk er en tv-produktion, så der er måske en god grund til at den ser så billig ud. Jeg tror også at filmen kunne have været en kende mere voldelig, hvis der var tale om en biograffilm, og ikke en lidt kikset tv-film.

Fordi den dag i dag, så fremstår “Full Eclipse” utrolig kikset. Skuespillet er mildest talt elendigt, især af Bruce Payne, der grynter sig vej igennem rollen – og når han er i sit varulve-outfit, så forsøger han virkelig at være en bad ass – det lykkes dog slet ikke, og man kan kun hovedrystende se til. Patsy Kensit er virkelig en laber larve – det kan jeg også godt huske at jeg synes at hun var allerede tilbage i 90’erne, hvor jeg jo var en ung “mand”, omkring konfirmationsalderen, så det er klart at man blev en smule forelsket i sådan en type. Jeg kan dog ikke huske om jeg har set hende i andre produktioner, men hun har unægtelig bevæget sig rundt i B-/TV-films nederdrægtige verden. Mario Van Peebles er latterfremkaldende i hovedrollen, og har måske nogle af filmens mest klichéfyldte replikker og handlinger – fordi klichéfyldt – det er den godt nok. Jeg ved godt at der måske ikke er så mange film hvor politifolk forvandles til glubske varulve, men inde i selve kernehistorien, så kunne filmen lige så godt være en ganske ordinær politithriller om kampen mod den kriminelle underverden. Manuskriptet er virkelig, virkelig elendigt, og man kan ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet over de mange pudsige indfald – og det er jo ikke ligefrem sådan at man får set meget varulveaction. Godt nok kommer der spidse klør frem, når de forvandler sig, men det hjælper ikke så meget, fordi de primært bruger pistoler alligevel. Når jeg så også sammenlignede dem med en af Marvel Comics’ mest ikonske figurer, så skyldes det også at de kan heale sig selv uden det store besvær… men de er trods alt varulve, så sølv kan åbenbart skade dem – well, det er faktisk lidt en stor rodebutik. Vi har klassisk lykantropi-mytologi iblandt med moderne tanker, hvor varulvene er en elitegruppe af politifolk indenfor LAPD, og det fungerer bare ikke.

Nu kan man jo passende stille sig selv det spørgsmål om hvorvidt filmen er så dårlig, at den er god. Sådanne film eksisterer jo unægtelig, og jeg var nok også klar over, da jeg bestilte filmen, at den var ret dårlig. Dog havde jeg ikke husket på at den var SÅ elendig. Det er ganske enkelt en katastrofal film. Man kan dog godt se den, fordi den er faktisk ret morsom. Der er mange scener med forvandlede varulve, der bare står og kigger, viser tænder og knurrer af folk – det er lidt grinagtigt. Jeg var jo ganske ung, da jeg så den første gang, men her godt og vel 20 år senere, så må jeg godt nok sige at tiden ikke har været god ved film. Det er dog mærkelig, hvordan man kan blive glad når man finder en film fra sin barndom, som der har betydet en del. “Full Eclipse” er ikke verdens dårligste film, fordi jeg nægter at tro at verdens dårligste film kan indeholde Patsy Kensit (Oh, Patsy, give me a call?).. hun er virkelig eyecandy, men desværre er hun ikke en særlig god skuespiller, og sammen med resten af ensemblet, så fremstår hun virkelig svag, til trods for hendes natural good looks.

Desuden er det også sjovt at se på dvdcoveret. Jeg kan ikke mindes at jeg nogensinde har set et cover, hvor der ikke er et citat fra en eller anden anmelder, men ikke destro mindre, så findes det ikke på coveret til “Full Eclipse” – det kan jo selvfølgelig være et valg fra distributionens side, men jeg tvivler på at det er hele forklaringen.

Anthony Hickox har lavet nogle vidt forskellige film, f.eks. den mærkværdige “Waxwork”, den rædderlige “Hellraiser III” og den mindst lige så brækfremkaldende “Warlock II: The Armageddon” – i sandhed måske ikke verdens bedste C.V., men jeg tvivler også på at instruktøren nogensinde vil komme til at lave en film, der kan karakteriseres som nogenlunde til god. Men okay, der er mange instruktører i filmbranchen som måske er på samme niveau, og de laver større film end netop Anthony Hickox, så jeg ved ikke helt om jeg skal grine eller græde.

Jeg kan dog godt se det sjove i at anbefale filmen. Og hvis man boede i staterne, så ville det unægtelig være en af de værker, som der ville blive sendt sent om aftenen på en af de mindre tv-kanaler. Filmen er en desværre en stinker, og mine erindringer, hvor jeg var en problemfri teenager, led et alvorlig knæk. Heldigvis er der nok mere at komme efter på mine dvdhylder. Således har jeg også, efter Båndsalatens Henriks anbefaling, fået Robert Mitchum-film noir-produktionen “Out Of The Past” hjem til samlingen, og jeg mangler også at se den eftersigende meget grumme “Chained”, der er instrueret af David Lynchs datter, Jennifer Lynch. Sluttelig kan jeg nævne at jeg har set Brandon Cronenbergs “Antiviral”, men jeg ved ikke lige hvordan jeg skal nedfælde nogle ord om den, andet end at jeg kan sige, at det var en meget tankevækkende og berigende oplevelse, selvom Cronenberg Jr. måske får lidt hug for at minde for meget om senior-udgaven.

Nuvel, tjek endelig Søren fra Skræk og Rædsel-bloggen – han har skrevet et fint indlæg om netop Brandon Cronenbergs debutfilm:

http://gyserblog.blogspot.dk/2013/04/nar-sygdom-bliver-big-business.html

full

Jeg bestilte for et par uger siden den nye engelske Blu-ray-udgivelse af Mark Goldblatt’s 80’er-version af historien om Frank Castle alias The Punisher, og da jeg ikke havde set filmen i mange år, så var jeg spændt på et gensyn, og filmen skuffede bestemt ikke.

“The Punisher” er således en lige ud af landevejen-film, når det kommer til hårdkogt action, som vi kender det fra alle de store 80’er-film. Den blev udsendt i 1989 – samme år som Tim Burtons stort opsatte “Batman”, og jeg tvivler på at den har klaret sig lige så godt som fortællingen om den maskerende hævner. Well, Frank Castle – eller “Strafferen”, som jeg mener at han hed, oprindelig, i de danske tegneserier – har selvfølgelig også sit kors at bære på, men det berøres ikke særlig dybt i filmen. Således får vi ikke en lang forklaring på hvorfor han blev “Strafferen”, men derimod et kort flashback af en bil, der eksploderer – tilsyneladende med hans familie ombord. Indrømmet, jeg har ikke læst særlig mange tegneserier om The Punisher – det var mest, når han mødte Edderkoppen, at jeg tjekkede ham lidt ud – men jeg kender selvfølgelig karakteren, som faktisk er ret stereotyp – tænk ensom hævner i kamp med den kriminelle underverden – læg desuden til at han er en eks-politibetjent, og dertil at han kan lide at køre rundt på en stor motorcykel i kloakken.

Men filmen er faktisk ganske voldelig. Heldigvis da – jeg så lige at Stan Lee, as always, var producent på filmen, men hvis han havde en cameo, som han jo har for vane at have i diverse Marvel-film, så missede jeg det… men okay, den godmodige Stan Lee passer heller ikke ind i en kynisk 80’er-actionfilm med store eksplosioner og mange dræbte. Dolph Lundgren, den store svensker, har derimod både fysikken og udseendet til at være med her. Tillæg nogle daggamle skægstubbe, farvet sort hår og en garderobe, kun bestående af sort tøj, og så har vi The Punisher anno 1989. Det er ihvertfald et ganske fornøjeligt selskab som Dolph uddeler øretæver til. Med på hans side er altid herlige Louis Gossett Jr., og mod ham ser vi den hollandske skuespiller Jeroen Krabbé, der vel altid, har været sådan en reserve-Rutger Hauer i Hollywood. Jeg var godt tilfreds med rollebesætningen – også selvom Dolph Lundgren trækker det meste af læsset – men det kan han jo også sagtens, sådan en stor muskelmand som ham.

Filmens tone er overværende dyster, og typisk filmet om natten, hvor “Strafferen” åbenbart er mest ude for at lege, men det hele opvejes også af en stemning, der må betegnes som ret klassisk. Skurkene er tilpas væmmelige, især den kvindelige Yakuza-leder, Lady Tanaka (Kim Miyori) fører virkelig an i kampen om den mest vamle slyngel i filmen. Jeg var dog ikke så overbevidst om Jeroen Krabbé, der er castet som en italiensk chef for et omfattende forbrydersyndikat – jeg synes ikke rigtig at han formåede at spille sig op til sit bedste. “The Punisher” er nok også en anelse for nem at hitte ud af – og vi ved næsten alle hvordan slutningen vil blive, når man kommer halvvejs i filmen, skammelig nok – men det er “The Punisher” dog ikke alene om. Actionsekvenserne er rå og ligepå, men dog ikke grafiske…

Hvis man sammenligner den med den nye “The Punisher”, hvor Thomas Jane spillede rollen som Frank Castle, så er jeg lidt i vildrede – jeg har ikke set den nye “The Punisher” fra 2004 til slut, men jeg kan huske noget om at jeg synes ikke at Thomas Jane havde samme karisma som Dolph Lundgren, der jo grynter replikkerne ud, med et tilfredsstillende suk bagefter. I den nye får man dog trøjen med dødningehovedet at se – noget som der blev helt undladt i 1989-udgaven.

“The Punisher” er en okay actionfilm, hvis man ikke forventer for meget. Historien er banal og ligetil, og man må jo bare sige at det er fornøjelig at se en god, gammeldags actionfilm. Den ligger sig i den mere dystre ende af Marvel-heltenes farveskala, hvor de mere kulørte typer jo typiske regerer, men heldigvis er der også plads til en skikkelse som “Strafferen”.

Og åh nej – jeg indrømmer blankt at jeg faldt for fristelsen og bestilte “American Pie: Reunion” på Blu-ray også. Det er noget skammelig noget, og jeg er bestemt ikke stolt af det. Jeg kan huske den allerførste “American Pie”-film fra 1999, hvor rollebesætningen var unge, vilde og talentfulde – i dag ser det lidt anerledes ud, og det er vel næsten kun Alyson Hannigan, som vi ser noget til i form af hendes optræden i den populære sitcom “How I Meet Your Mother”, som også kan ses på TV3+. Den første “American Pie”-film – i ved, den hvor Jim (Jason Biggs) korpolerer en varm, æbletærte er jo forlængst historie, og den har affødt adskillige efterfølgere. I denne nyeste film, er vi offer for massiv infantil humor lagt på især de mandlige, voksne karakterer. Jeg ved ikke rigtig om jeg synes at det fungerer hele vejen igennem. Der er da enkelte morsomme øjeblikke, og jeg småklukkede undervejs – men den store latter udeblev.

Selvfølgelig kan jeg godt se ideen med at lave en ny “American Pie” med det gamle cast – især nu hvor de ikke ligefrem vælter sig i arbejde, og flere af dem jeg havde allerede lykkelig glemt, som f.eks. pretty boy Chris Klein. Det er også bemærkelsesværdig at filmen er produceret af Seann William Scott, der jo nok er det mest morsomme element i filmen, i form af den barnlige og perverse Stifler, og så Jason Biggs, der virkelig er blevet voksen, og knap nok ligner den gamle Jim fra de første film, men når han snakker, så er han total i rollen, og virker faktisk som en god gammel ven som man kendte fra sin tid i gymnasiet. Der er rent faktisk et gensyn med mange af de gamle karakterer, inklusiv Shannon Elizabeth, der kort viser sig som udvekslingsstudinen, Nadia…men dog beholder tøjet på.

Jeg må nok erkende at tiden er lidt løbet fra dette gamle hold. Skuespillerne gør det godt i rollerne, som gjorde dem så kendte for en periode i deres karriere, men humoren virker som noget der er skrabet af væggen hos manuskriptforfatteren til “The Hangover”-serien, der jo også gør sig i grænseoverskridende humor -og man kan måske også drage en sammenligning med high school-komedien, “Superbad”, også selvom skuespillerne i denne film er noget ældre nu. Det er vitterlig en skam, men jeg kan godt se ideen med at følge 4-5 unge mænd, der nu er i begyndelsen af 30’erne, men som stadigvæk kan længes efter de gode, gamle, uforpligtende high school-dage. Jeg må da også indrømme, at jeg også godt kan tænke tilbage på min tid hvor jeg var sidst i mine teenage-år, og bare var ung og dum, og kun tænkte på at drikke mig fuld.  I dag er jeg bare dum, men jeg fornemmer også ligesom at jeg ikke orker at gøre det om. Hvis jeg en dag kommer forbi en Delorean, der holder klar og venter på at blive kørt op på 88 miles pr. hour, så ved jeg dog ikke om jeg ville indstille tidsmaskinen til 1999. Jason Biggs, Chris Klein, Seann William Scott og resten af banden håbede garanteret at dette comeback til karakterne fra den første “American Pie” ville kickstarte deres karrierer – jeg er ikke helt overbevidst. Sluttelig må jeg dog lige give en hilsen til Eugene Levy – Jims meget upassende far, der altid kommer ind i værelset, på det forkerte tidspunkt – han er faktisk ret morsom, også selvom han på et tidspunkt skal spille fuldemandskomedie..

Nå, det var vist dagens mest pinlige indrømmelse – men okay, fans af “American Pie” vil nok ikke blive skuffet, især når jeg ser amerikanske stand-up-komikere stå på scenen og ævle løs, imens den ene publikumer efter den anden, brækker sig af grin. Jeg fatter ikke altid amerikansk humor – de griner af nogle ting, som jeg ikke altid synes at der er særlig sjovt, men sådan er det nok at bo i provinsen i lille Danmark, og stadigvæk holder sig fast i rendyrket 80’er heavy metal…

Mark Goldblatts 1989-udgave af Marvel Comics mørke retfærdighedskæmper er bastant, voldsom og dræbende forudsigelig, men det er en god gammeldags actionfilm, som vi elsker at se... og Dolph Lundgren er god, uden at forfalde til alt for mange oneliners...

Mark Goldblatts 1989-udgave af Marvel Comics mørke retfærdighedskæmper er bastant, voldsom og dræbende forudsigelig, men det er en god gammeldags actionfilm, som vi elsker at se… og Dolph Lundgren er god, uden at forfalde til alt for mange oneliners…

En af mine ynglingsfilm, da jeg voksede op og udviklede mig til både charmør, lømmel og filmentusiast, var Mel Brooks parodi på “Star Wars” og Sci Fi-genren i det hele taget – “Spaceballs”…

I filmen leverer den canadiskfødte skuespiller, Rick Moranis, en utrolig præstation som den onde, men ikke helt fejlfrie, Dark Helmet, der forsøger af alt sin magt at få fat på den smukke prinsesse. Han er fantastisk god i rollen, virkelig morsom og spot on med sin komiske timing. Faktisk blev den klejne Rick Moranis kendt for at kunne levere varen i morsomme biroller først og fremmest, hvor han typisk spillede en lidt smånørdet type med store hornbriller og et misforstået verdenssyn. Han har dog også spillet en akademisk person i Steve Martin-komedien “Parenthood”. Hans CV er faktisk ikke omfattende, men han var meget populær i 80’erne med roller som 2 gange Lewis Tully i de to “Ghostbusters”-film – ligeledes har han spillet hovedrollen i flere film, hvor han både skrumpede og forstørrede mennesker, og så naturligvis hovedrollen i det musikalske remake af “Gys i Blomsterbutikken”…

I 90’erne var en af de mest memorable roller i den stort opsatte “The Flintstones”, hvor han spillede rollen som nabomanden og Fred Flintstones sidekick, Barney Småsten..

Men i dag er 80’erne og de tidligere 90’ere langt væk. Vi skriver faktisk 2013, og den gode Rick Moranis har ikke haft en rolle i flere år. Måske hænger det sammen med at Wikipedia omtaler ham som “Retired”, men jeg tror dog mere at Hollywood just stopped calling… en skam for den gode Rick Moranis var utrolig sjov, og hans karakterer var altid et morsom indslag i hvilken som helst film, også selvom de til tider var tåkrummende pinagtige…

Den 18. april, fylder han således 60 år, og jeg gad nok vide hvordan han vil fejre det. Måske med hele familien samlet, og så stor fest med privat visning af både “Ghostbusters”, “Spaceballs” og “Little Shop of Horrors”… og så for de yngste: “Honey, I Shrunk The Kids”… det lyder faktisk som en ret god dag. Jeg sidder da og håber på en invitation, men det sker nok næppe. Jeg ønsker ham ihvertfald et stort tillykke på dagen som tak for mange gode stunder i den trygge barndom. Han har ihvertfald fået både smilet og grinet frem på læberne adskillige gange.

Foruden min undring over Rick Moranis’ udeblivelse fra den amerikanske showbizz-verden, så har jeg ikke fået stenet så mange film lige for tiden. Jeg så dog den prisbelønnede “Silver Linings Playbook”, hvor Jennifer Lawrence jo vandt Oscaren for bedste kvindelige hovedrolle. Hun gør det også virkelig, virkelig godt. Det samme gør “pretty boy” Bradley Cooper faktisk, og veteranerne Jacki Weaver og Robert De Niro. Manuskriptet er knivskarpt, og replikkerne lyner ud fra de respektive skuespillere… Jeg kan faktisk godt anbefale filmen, fordi selvom den omtales som en romantisk komedie, så er den ikke så morsom igen, det er faktisk mere et velspillet, stykke romantisk drama, hvor skuespillerne virkelig får lov til at spille sig helt ud. Jeg grinede kun en enkelt gang, og filmen fremstår også betydelig mere voksen end mange af de lidt små-infantile romantiske komedier, der satser alt for meget på komikken og ikke på den gode historie. Anyway – jeg købte filmen hjem fra UK via Amazon, da den først får dansk premiere den 25. april… forbløffende!

Den canadiskfødte skuespiller, Rick Moranis, brillierede i 80'erne som en af Hollywoods helt store komiske skuespillere. I dag hører man ikke meget til manden med de store briller, men han vil dog aldrig blive glemt, så længe at hans film stadigvæk bliver udsendt på dvd-markedet... Heldigvis da..  - han fylder iøvrigt 60 år, den 18. april 2013, så tillykke med dagen, kære Rick...!

Den canadiskfødte skuespiller, Rick Moranis, brillierede i 80’erne som en af Hollywoods helt store komiske skuespillere. I dag hører man ikke meget til manden med de store briller, men han vil dog aldrig blive glemt, så længe at hans film stadigvæk bliver udsendt på dvd-markedet… Heldigvis da.. – han fylder iøvrigt 60 år, den 18. april 2013, så tillykke med dagen, kære Rick…!

Som jeg vistnok før har ytret på bloggen, så griber tilbudsfanden nogle gange fat i mig og jeg udvikler mig til lidt af en bargainhunter. Det i sig selv er nok ikke så slemt, men nogle gange kan det også blive for billigt! – men til tider sker det også at man finder lidt af en gevinst blandt de mange virtuelle tilbudshylder hos de mange forhandlere af dvdfilm på Internettet. Nu har jeg været heldig og fundet en fremragende film til den netto sum af 19,95 danske kroner – endda hos en dansk dvdforhandler, nemlig http://www.dvdoo.dk

Titlen er den meget atypiske amerikanske western fra 1954 – “Track Of The Cat”.

Instrueret af den Oscarbelønnede William A. Wellman og med en fremragende skuespiller som Robert Mitchum i hovedrollen, men dertil også et ganske velfungerende galleri af birollekarakterer, bestående af blandt andre Teresa Wright, Tab Hunter, Beulah Bondi og Philip Tone. Desuden er filmen produceret af John Waynes produktionsselskab “Batjac”.

Jeg blev meget overrasket over “Track Of The Cat” – der måske ligner lidt en typisk western med en mand på en hest i et sneklædt bjerglandskab på dvdcoveret – men der er i stedet tale om et regulært familiedrama, hvor emner som afhængighed, tab, religion og det med at blive voksen og begynde at opføre sig som en mand berøres i stor stil. Anført af den gamle, stædige matriark af familien Bridges, der forguder sine to ældste sønner, men ikke kan affinde sig med den yngste og dennes flirt med en anden ung pige fra en fremmed familie, der faktisk er på besøg hos den store familie. Robert Mitchum spiller Curt Bridges, den store hovedrolle og familiens førstemand, godt nok er han ikke den ældste, og ej heller den yngste, men han er en gennemført hård banan, der ikke skyder nogen midler for at gå efter det han vil have. Således gør han også kur til den yngste bror, Harolds flamme i form af pigen fra den anden familie. Hvor filmens titel og start-handling leder tankerne hen til en hektisk jagt på et stort, sort kattedyr, så fornemmer man allerede at tingene bliver vendt lidt på hovedet, da den ældste bror, Arthur, efterlades alene i vildmarken, og dernæst bliver angrebet af det store dyr. Curt vender tilbage og finder ham liggende i sneen. Intetanende kaster han ham ombord på en noget vild hest, der skal transportere den bevidstløse Arthur hjem, imens Curt indleder sin ene-jagt på panteren. Senere, da hesten finder hjem, og chokket over den nu døde Arthur har lagt sig, finder den gamle mor ud af at Arthur godt nok har mærker af et angreb af kattedyret, men også at hans hals er brækket…spørgsmålet er så om det er sket, da Curt lagde den bevidstløse Arthur på den vilde hest, der sidenhen red adskillige kilometer med ham på en garanteret vild facon.

Det er et stort spørgsmål i filmen, men også den yngste brors frigørelse fra familien er et stort emne. Pludselig er den ældste bror død, den mellemste er forsvundet i snestormen, og den yngste mand må nu tage affære. Den ældgamle far er en fordrukken skiderik, og moderen et religiøs rabalder. Familien består dog også af en datter, der var meget glad for den ældste bror, men hendes karakter i filmen udmunder mest i et par seriøse konfrontationer med den alderende mor. Det er et kæmpe issue om den yngste bror kan løsrive sig og endelig vokse op til at blive den modige, unge mand som han viser enkelte tegn til at kunne udvikle sig til. Det er nok filmens største problematik. Og selvom Robert Mitchum krediteres først og alene, så fører de andre skuespillere godt an når det kommer til stærkt skuespil. Der er så meget indestængt vrede i familien Bridges hus, og man sidder kun og venter på at vulkanen går i udbrud.

Jeg må indrømme at jeg er meget begejstret for denne film. Det er en meget atypisk westernfortælling, og det store 10.000 kroner-spørgsmål er vel om hvorvidt det er en western, fremfor et nervepirrende familiedrama i en western-setting. Det føler jeg mig ikke helt rustet nok til at kunne vurdere, men det er dog altid en fornøjelse at se Robert Mitchum spille skuespil. Den brilliante karakterskuespiller med den meget dybe klang, formåede kun at få en enkelt Oscarnominering i sit liv, og ikke engang den gang fik han den eftertragtede statuette. Han skulle dog have haft den for “The Night Of The Hunter”, hvor han er fuldstændig forrygende som psykopatisk præst.

Well, hvis man får lyst til at investere i dette vidunderlige stykke filmisk genistreg, så kan dvdudgivelsen stadigvæk erhverves til den netto sum af 19,95 danske kroner. I sandhed en fornuftig investering.

Den danske dvdudgivelse af "Track Of The Cat" fra 1954 byder på både et kommentarspor og et flerdelt omfattende making of-program om filmen. Desuden et par trailere og et fotogalleri - alt det til 19,95! Where do I sign?...

Den danske dvdudgivelse af “Track Of The Cat” fra 1954 byder på både et kommentarspor og et flerdelt omfattende making of-program om filmen. Desuden et par trailere og et fotogalleri – alt det til 19,95! Where do I sign?…

Efter at have været i biffen for at se en moderne amerikansk krigsfilm, der har en tendens til at fokusere på kampen imod international terror, så modtog jeg den anden dag en god gammeldags krigsfilm, hvor man sågar er på tyskernes side i kampen mod russerne under 2. Verdenskrig… Der var tale om filmen “Wheels Of Terror”, eller den meget mere indbydende danske ditto: “Døden På Larvefødder”…

Filmen omhandler 27. Panserdivision, som består af et regulært forbryderkompagni. Tilsyneladende er alle tidligere straffet, uden dog at vi kommer nærmere ind på hvorfor og hvordan de er straffet – vi får kun lige historien om en enkelt ny rekrut, der eftersigende har korpoleret med sin stedsøster. Men resten af banden er nogle nederdrægtige typer, som dog har formet et unikt kammeratskab under krigens rædsler… og da den øverstbefaldende officer giver ordre til at divisionen skal 160 km bag fjendens linjer for at sprænge et tog i stykker imod at få en længere orlov og dertilhørende ordre om at ikke blive sendt til den russiske frontlinje fremover, så hopper folkene i den 27. Panserforbryderdivision lidt modvillig på. Ordren skal vise sig at være enorm svær at efterkomme, og spørgsmålet er vel også om den suspekte oberst vil holde sit ord hvis det skulle komme så vidt. Situationen er virkelig loose-loose.

“Døden På Larvefødder” er en hårdkogt, og til tider ret humoristisk skildring af forbandelser under 2. Verdenskrig, endda fra tysk side. Romanen er skrevet af Sven Hazel, og han har fremspundet et særdeles farverigt persongalleri, især fremført af Marxisten, Porta (Bruce Davison), og en tilkommende i form af David Patrick Kelly, der bruger det mest af tiden på at narre og genere det store brød Tiny (Jay O. Sanders), der har fået det danske navn: “Lillebror”. Lidt modvisende viser forsiden af dvdcoveret de meget etablerede skuespillere Oliver Reed (der kun er med i filmens sidste 10 minutter) og David Carradine, der er modbydelig, men også ganske lidt med i filmen som den meget skumle Oberst, der lover vor helte guld og orlov i lange baner. Tilsyneladende medvirker også danske Klaus Pagh, men ham så jeg ikke, og hvis jeg gjorde, så kunne jeg ihvertfald ikke genkende ham. Jeg var dog meget begejstret da jeg opdagede at David Patrick Kelly blev krediteret som en af de første i filmen. Han er en glimrende amerikansk skuespiller, der dog mest spiller skurke- eller lyssky roller. Vi husker ham vel alle i “Commando”, hvor han spiller slangen Sonny, der bliver holdt ud over en klippe af Arnold i strakt arm – og nåh ja, også ender sine dage der, efter en lille smule højrøvethed fra Arnold himself. Eller hvad med i Brandon Lees sidste film “The Crow”, hvor han bliver tapet fast på forsædet af en bil, som kører ham direkte i havnen. Han er dog rigtig cool i “Døden På Larvefødder”, hvor man med det samme får respekt og sympati for ham, og han insisterer således på at citere franske ord og vendinger det meste af filmen. I det hele taget kan man ikke omtale medlemmer i den 27. Panserforbryderdivision som typiske, nazistiske soldater i den tyske Wehrmacht, men det er derimod nogle militærtrætte og livsglade folk, der udbryder spontan jubel, da de får erfaringer om et bordel nær feltet, men de må dog afbryde deres stund der før tid, fordi “Lillebror” går amok og angriber Militærpolitiet, og det er bestemt ikke rart… men i det store og hele, så har man massiv sympati for folkene i denne kampvognsdivision.

Filmen er fra 1987, og den har momentvis nogle voldelige scener, men 80’erne var bare et utrolig voldsomt årti, hvor videovolden dominerede i stor stil. Jeg har set flere film fra 80’erne, der har været overdrevne seje, men det har mest været i horrorgenren, hvor en af mine favoritter, Bill Lustigs “Maniac” er fra – det er ihvertfald nok den ultimative slasher-film. Men der er ingen tvivl om at der garanteret er mange som er faldet over den danske videotitel som “Døden På Larvefødder”, og med stor iver har lånt den, kun pga. den fremragende overskrift. Det er ihvertfald sådan at jeg ville have handlet, hvis jeg stod i den situation, når jeg skulle låne film i den lokale videobiks. Det er virkelig en mundfrakaldende videoperle som vi her har med at gøre, og selvom filmen måske virker lidt billig den dag i dag – for eksempel er der et slag i filmen mellem kampvogne fra både den tyske og den russiske hær – og vi ser kun to tyske tanks i aktion, det virker lidt mærkelig – at tyskerne kun sender en panserdivision ind af gangen, men okay – jeg er ikke den store krigskoordinator, så jeg aner naturligvis ingen ting om moderne krigsførelse. Det medfører bare at filmen virker overordentlig billig produceret, men det er dog også ret herlig, fordi så føler man virkelig at man har med en titel, der definererede en hel verden af trashy videotitler fra 80’erne på fedtede videobånd – som vi kun kan drømme om her 25+ år senere.

Det er dog en god film. Og den er ude på en dansk budget udgivelse fra Soulmedia, og jeg gav ikke meget mere end en flad 50 krone-seddel for den, og jeg blev bestemt ikke skuffet. Eftersigende er “Døden På Larvefødder” også den danske skuespiller Ole Thestrups ynglingsfilm, og gad vide hvor mange gange den rødhårede og tilpas rødmusset karakterskuespiller har set Gordon Hesslers lille mirakel af en kampvognsfilm. Jeg kan ihvertfald sagtens se ham sidde i hjemmet og juble højlydt over eksplosionerne, imens han slubrer en iskold Fanta i sig – tidligere var det sikkert en pilsner, men sådan er det jo ikke mere, fordi den gode Ole har jo haft sine problemer med alkoholen, og det er kun godt at han er kommet videre. Nu kan flytrafikken også føle sig sikker igen.

Forøvrigt var jeg jo i biffen onsdag aften og se efterfølgeren til den første “G.I. Joe”-film, hvor 2’eren ikke sparede på overdrevne effekter og vilde slåskampe og massiv gunplay. Desværre var filmen i 3D, og det bliver bare aldrig min kop te – jeg havde i løbet af filmen lidt svært ved at følge med – især i scenerne på det store bjerg, hvor Jinx og Snake Eyes nedkæmper et væld af rødklædte ninjaer. Men samtidig som jeg havde lidt svært ved at følge med, også fordi det gik så vanvittig stærkt, så var der også noget overdrevent cool over den lange sekvens, hvor den ene ninja efter den anden må lide den tørn at falde adskillige 100 meter ned fra det store klippestykke. I sin helhed var filmen nok en anelse bedre end den første film i serien, og der var ikke meget tid til snak – det var jo også trods alt en ret heftig tju-bang film. Men jeg var underholdt og heldigvis var der masser af screentime til min favorit karakter i universet – Storm Shadow, men jeg var lidt ked af at man ikke så mere til Cobra Commander – med den seje stemme. Efterfølgende ved jeg dog ikke hvor mange der bifalder dette moderne “Action Force”-univers, fordi vi sad 8 mennesker i biografen – og ja, jeg ved godt at vi var i provinsen på en onsdag aften, hvor der sikkert var Brødrende Price i fjernsynet derhjemme, men 8 mennesker er alligevel en anelse fattigt. Well, det lader ikke til at actionidolet Bruce Willis kunne trække folk i nærområdet til hans nyeste skud på actionstammen. Han var iøvrigt også en smule irriterende i filmen – altså jeg ved godt at han nærmest altid skal hviske sine replikker, men for fanden hvor bliver det stereotypt. Nye filmhelte eftersøges pronto!…

Det danske dvdomslag siger "Wheels Of Terror", men frygt ikke - der er ganske rigtig tale om den vilde 80'er-favorit "Døden På Larvefødder"... heldigvis er filmen ude fra Soulmedia, der virkelig har gravet et fund frem, og udsendt den til budget-pris, så der er bestemt ingen grund til at blive skuffet.

Det danske dvdomslag siger “Wheels Of Terror”, men frygt ikke – der er ganske rigtig tale om den vilde 80’er-favorit “Døden På Larvefødder”… heldigvis er filmen ude fra Soulmedia, der virkelig har gravet et fund frem, og udsendt den til budget-pris, så der er bestemt ingen grund til at blive skuffet.

“G.I. Joe – Real American Hero….!”

Ja, jeg var også et barn af 80’erne, og jeg har bestemt også haft mange fornøjelige timers underholdning med de, ret heftige, amerikanske legetøjsfigurer, der herhjemme blev kendt under navnet “Action Force”… og det var faktisk en større satsning. Jeg har leget med “Action Force”-legetøj, set tegnefilm og læst tegneserier med de navnkyndige helte og deres kamp imod den internationale terroristorganisation, der kaldtes for “Cobra”… Jeg var mega-fan, og hooked på det hele fra starten. Husk på at det var en tid inden Internet, mange tv-kanaler, mobiltelefoner og Ipads… verden har godt nok forandret sig, og i dag er ungdommen en helt anden størrelse. Jeg kan huske da vi legede “soldatere og røvere” kun ved hjælp af vores ene hånd, som vi formede som et primitivt våben, og fremstammede lyde, der på en god dag, kunne minde som skudsavler fra en pistol.

Nej, så er verden et andet sted nu…jeg ved ikke om den er bedre eller værre… jeg må indrømme at jeg havde det godt som møgunge i 80’erne og starten af 90’erne, også selvom mine forældre ikke altid havde så mange penge, så manglede jeg aldrig noget, og når man bor i en lille flække i Nordvestjylland, så var de lange rejser til Aalborg for at gå på opdagelse i hedegangene Superleg en mageløs oplevelse. Her kunne man få en masse herlige sager, som aldrig ville se dagens lys i Thisted…stedet var simpelthen en sand guldgrube for en smånervøs, nørdet særling som undertegnet, og jeg husker juleaftenerne som det helt store sus, hvor man kunne pakke den anden store, kvadratformet pakke ud efter den anden – her var der aldrig nogle bløde pakker – og gudskelov for det!… og jeg har flere gange oplevet at skulle pakke op for noget nyt, mundvandfremkaldende stuff fra “Action Force”-universet, og jeg må sige at jeg mindes det med glæde.

Nuvel, i filmens verden var “Action Force” eller “G.I. Joe” meget populær som tegnefilm i 80’erne, og jeg har set mange afsnit, enten på et gammelt slidt videobånd eller på en af parabolkanalerne, eller hvis jeg var meget heldig, så havde min morbror optaget nogle afsnit til mig via de kanaler som han havde på parabolen, og som vi ikke kunne tage af en eller anden grund. Der skulle dog gå mange år før vi fik en regulær spillefilm om den amerikanske supergruppe af soldater. Først i 2009, så filmen “G.I. Joe: The Rise Of Cobra” dagens lys. Jeg mistænker den umiddelbare populære succes af en anden 80’er-franchise, nemlig “Transformers”, der indtil videre har resulteret i tre virkelig populære spillefilm med menneske-skuespillere (der kom nemlig en tegnefilm af spillefilmslængde tilbage i 80’erne)…

Den første “G. I. Joe”-film var momentvis underholdende. Selvfølgelig var det en fryd at se så mange karakterer og køretøjer fra universet, og jeg er bestemt glad for filmen, selvom historien måske ikke var den bedste, så passede den ret godt som et første kapitel, hvor vi fik introduceret de fleste karakterer. Af en eller anden grund, så har jeg altid været mere fascineret af den utrolige high-tec forbryderbande “Cobra”, der synes at have væsentlige resurser i deres bestræbelser på at overtage verdensherdømmet. Derfor var jeg også fornøjet over at filmen mere eller mindre var dedikeret til “Cobra”. Og heldigvis spillede min ynglings-karakter fra universet, den hvide superninja Storm Shadow også en væsentlig rolle i filmen. Jeg må erkende at jeg ser frem til flere blodsudgydelser fra denne fremragende kampkunstner i efterfølgeren til den første film.

Fordi det er nemlig sådan at jeg har bestilt billet til at skulle i en nærliggende biograf for at se andet opus i fortællingen om kampen mellem de amerikanske helte og syndikatet “Cobra”. Min alderende far, der gerne vil se en god actionfilm, især hvis der er nogle biljagter, skal ledsage mig på denne onsdag aften, hvor vi tager de tilduggede 3D-briller på, og fordybder os i alverdens krydsild og computergenerede eksplosioner. Efterfølgeren har fået undertitlen: “Retaliation”, eller på dansk: “Gengældelsen”, så jeg regner med at der er nogle supersoldater, der skal sparke noget “Cobra”-røv i stor stil. Heldigvis ser det ud til at Storm Shadow endnu engang medvirker, og det er til massiv fryd for undertegnet. Og på rollelisten findes en del navnkyndige actionfolk, blandt andre The Rock (Dwayne Johnson), Ray Park, Channing Tatum, Ray Stevenson og ikke mindst Bruce Willis, der bliver promoveret en del i traileren og diverse reklamer op til filmen. Jeg ved ikke rigtig med den gode Bruce Willis – jeg er efterhånden nået til et punkt, hvor jeg er mættet af hans ret simple form for action-skuespil – jovist, han kan håndtere en skyder, men afleveringen af replikker, lyder ofte som noget som John McClane ville sige. Nå, nu skal jeg dog ikke være en gammel, sur skiderik – Bruce Willis er jo en 80’er-superactionhelt, der stadigvæk kan lidt af hvert her 20+ år efter, og hvor Arnold Schwarzenegger er blevet gammel og Slyvester Stallone satser på andre filmområder, så må man nok regne med at Bruce Willis er en af de få, som man altid kan regne med, og selvom min kritik af hans skuespil før, måske tager overhånd. Det skal ihvertfald blive spændende at se om han kan levere varen i rollen som General Joe Colton, der umiddelbart ikke er en karakter som jeg kan huske fra de dage, hvor jeg nærlæste alle tegneserierne i “Action Force”-universet.

Anyway, i aften er jeg sikkert mere klogere på om det var en god ide at lave en opfølger til et værk, der rummede stor sentimentalværdi og nostalgi for mit vedkommende, men rent faktisk var en actionfilm på det jævne. Der ser ihvertfald ud til at være smæk på spareskillingen, så jeg forventer ingen lange, dvælende, kameraindstillinger, der fanger en fugleflok der flyver væk i en solopgang, til noget søvndyssende musik, fremført på Pan Pipe – jo jo, Tarantino er glad for George Zamphir, men det er jeg ikke!…

Herlig nostalgisk omslag til en "Action Force"-tegneserie fra år tilbage. Jeg var en ivrig læser af serien og storforbruger af legetøjet, så jeg må erkende at jeg ser frem til at bevæge mig ind i biografens muld og mørke for at se 2'eren... forhåbentlig bliver jeg ikke skuffet!?

Herlig nostalgisk omslag til en “Action Force”-tegneserie fra år tilbage. Jeg var en ivrig læser af serien og storforbruger af legetøjet, så jeg må erkende at jeg ser frem til at bevæge mig ind i biografens muld og mørke for at se 2’eren… forhåbentlig bliver jeg ikke skuffet!?