Efter at have været i biffen for at se en moderne amerikansk krigsfilm, der har en tendens til at fokusere på kampen imod international terror, så modtog jeg den anden dag en god gammeldags krigsfilm, hvor man sågar er på tyskernes side i kampen mod russerne under 2. Verdenskrig… Der var tale om filmen “Wheels Of Terror”, eller den meget mere indbydende danske ditto: “Døden På Larvefødder”…

Filmen omhandler 27. Panserdivision, som består af et regulært forbryderkompagni. Tilsyneladende er alle tidligere straffet, uden dog at vi kommer nærmere ind på hvorfor og hvordan de er straffet – vi får kun lige historien om en enkelt ny rekrut, der eftersigende har korpoleret med sin stedsøster. Men resten af banden er nogle nederdrægtige typer, som dog har formet et unikt kammeratskab under krigens rædsler… og da den øverstbefaldende officer giver ordre til at divisionen skal 160 km bag fjendens linjer for at sprænge et tog i stykker imod at få en længere orlov og dertilhørende ordre om at ikke blive sendt til den russiske frontlinje fremover, så hopper folkene i den 27. Panserforbryderdivision lidt modvillig på. Ordren skal vise sig at være enorm svær at efterkomme, og spørgsmålet er vel også om den suspekte oberst vil holde sit ord hvis det skulle komme så vidt. Situationen er virkelig loose-loose.

“Døden På Larvefødder” er en hårdkogt, og til tider ret humoristisk skildring af forbandelser under 2. Verdenskrig, endda fra tysk side. Romanen er skrevet af Sven Hazel, og han har fremspundet et særdeles farverigt persongalleri, især fremført af Marxisten, Porta (Bruce Davison), og en tilkommende i form af David Patrick Kelly, der bruger det mest af tiden på at narre og genere det store brød Tiny (Jay O. Sanders), der har fået det danske navn: “Lillebror”. Lidt modvisende viser forsiden af dvdcoveret de meget etablerede skuespillere Oliver Reed (der kun er med i filmens sidste 10 minutter) og David Carradine, der er modbydelig, men også ganske lidt med i filmen som den meget skumle Oberst, der lover vor helte guld og orlov i lange baner. Tilsyneladende medvirker også danske Klaus Pagh, men ham så jeg ikke, og hvis jeg gjorde, så kunne jeg ihvertfald ikke genkende ham. Jeg var dog meget begejstret da jeg opdagede at David Patrick Kelly blev krediteret som en af de første i filmen. Han er en glimrende amerikansk skuespiller, der dog mest spiller skurke- eller lyssky roller. Vi husker ham vel alle i “Commando”, hvor han spiller slangen Sonny, der bliver holdt ud over en klippe af Arnold i strakt arm – og nåh ja, også ender sine dage der, efter en lille smule højrøvethed fra Arnold himself. Eller hvad med i Brandon Lees sidste film “The Crow”, hvor han bliver tapet fast på forsædet af en bil, som kører ham direkte i havnen. Han er dog rigtig cool i “Døden På Larvefødder”, hvor man med det samme får respekt og sympati for ham, og han insisterer således på at citere franske ord og vendinger det meste af filmen. I det hele taget kan man ikke omtale medlemmer i den 27. Panserforbryderdivision som typiske, nazistiske soldater i den tyske Wehrmacht, men det er derimod nogle militærtrætte og livsglade folk, der udbryder spontan jubel, da de får erfaringer om et bordel nær feltet, men de må dog afbryde deres stund der før tid, fordi “Lillebror” går amok og angriber Militærpolitiet, og det er bestemt ikke rart… men i det store og hele, så har man massiv sympati for folkene i denne kampvognsdivision.

Filmen er fra 1987, og den har momentvis nogle voldelige scener, men 80’erne var bare et utrolig voldsomt årti, hvor videovolden dominerede i stor stil. Jeg har set flere film fra 80’erne, der har været overdrevne seje, men det har mest været i horrorgenren, hvor en af mine favoritter, Bill Lustigs “Maniac” er fra – det er ihvertfald nok den ultimative slasher-film. Men der er ingen tvivl om at der garanteret er mange som er faldet over den danske videotitel som “Døden På Larvefødder”, og med stor iver har lånt den, kun pga. den fremragende overskrift. Det er ihvertfald sådan at jeg ville have handlet, hvis jeg stod i den situation, når jeg skulle låne film i den lokale videobiks. Det er virkelig en mundfrakaldende videoperle som vi her har med at gøre, og selvom filmen måske virker lidt billig den dag i dag – for eksempel er der et slag i filmen mellem kampvogne fra både den tyske og den russiske hær – og vi ser kun to tyske tanks i aktion, det virker lidt mærkelig – at tyskerne kun sender en panserdivision ind af gangen, men okay – jeg er ikke den store krigskoordinator, så jeg aner naturligvis ingen ting om moderne krigsførelse. Det medfører bare at filmen virker overordentlig billig produceret, men det er dog også ret herlig, fordi så føler man virkelig at man har med en titel, der definererede en hel verden af trashy videotitler fra 80’erne på fedtede videobånd – som vi kun kan drømme om her 25+ år senere.

Det er dog en god film. Og den er ude på en dansk budget udgivelse fra Soulmedia, og jeg gav ikke meget mere end en flad 50 krone-seddel for den, og jeg blev bestemt ikke skuffet. Eftersigende er “Døden På Larvefødder” også den danske skuespiller Ole Thestrups ynglingsfilm, og gad vide hvor mange gange den rødhårede og tilpas rødmusset karakterskuespiller har set Gordon Hesslers lille mirakel af en kampvognsfilm. Jeg kan ihvertfald sagtens se ham sidde i hjemmet og juble højlydt over eksplosionerne, imens han slubrer en iskold Fanta i sig – tidligere var det sikkert en pilsner, men sådan er det jo ikke mere, fordi den gode Ole har jo haft sine problemer med alkoholen, og det er kun godt at han er kommet videre. Nu kan flytrafikken også føle sig sikker igen.

Forøvrigt var jeg jo i biffen onsdag aften og se efterfølgeren til den første “G.I. Joe”-film, hvor 2’eren ikke sparede på overdrevne effekter og vilde slåskampe og massiv gunplay. Desværre var filmen i 3D, og det bliver bare aldrig min kop te – jeg havde i løbet af filmen lidt svært ved at følge med – især i scenerne på det store bjerg, hvor Jinx og Snake Eyes nedkæmper et væld af rødklædte ninjaer. Men samtidig som jeg havde lidt svært ved at følge med, også fordi det gik så vanvittig stærkt, så var der også noget overdrevent cool over den lange sekvens, hvor den ene ninja efter den anden må lide den tørn at falde adskillige 100 meter ned fra det store klippestykke. I sin helhed var filmen nok en anelse bedre end den første film i serien, og der var ikke meget tid til snak – det var jo også trods alt en ret heftig tju-bang film. Men jeg var underholdt og heldigvis var der masser af screentime til min favorit karakter i universet – Storm Shadow, men jeg var lidt ked af at man ikke så mere til Cobra Commander – med den seje stemme. Efterfølgende ved jeg dog ikke hvor mange der bifalder dette moderne “Action Force”-univers, fordi vi sad 8 mennesker i biografen – og ja, jeg ved godt at vi var i provinsen på en onsdag aften, hvor der sikkert var Brødrende Price i fjernsynet derhjemme, men 8 mennesker er alligevel en anelse fattigt. Well, det lader ikke til at actionidolet Bruce Willis kunne trække folk i nærområdet til hans nyeste skud på actionstammen. Han var iøvrigt også en smule irriterende i filmen – altså jeg ved godt at han nærmest altid skal hviske sine replikker, men for fanden hvor bliver det stereotypt. Nye filmhelte eftersøges pronto!…

Det danske dvdomslag siger "Wheels Of Terror", men frygt ikke - der er ganske rigtig tale om den vilde 80'er-favorit "Døden På Larvefødder"... heldigvis er filmen ude fra Soulmedia, der virkelig har gravet et fund frem, og udsendt den til budget-pris, så der er bestemt ingen grund til at blive skuffet.

Det danske dvdomslag siger “Wheels Of Terror”, men frygt ikke – der er ganske rigtig tale om den vilde 80’er-favorit “Døden På Larvefødder”… heldigvis er filmen ude fra Soulmedia, der virkelig har gravet et fund frem, og udsendt den til budget-pris, så der er bestemt ingen grund til at blive skuffet.

Reklamer