Jeg bestilte for et par uger siden den nye engelske Blu-ray-udgivelse af Mark Goldblatt’s 80’er-version af historien om Frank Castle alias The Punisher, og da jeg ikke havde set filmen i mange år, så var jeg spændt på et gensyn, og filmen skuffede bestemt ikke.

“The Punisher” er således en lige ud af landevejen-film, når det kommer til hårdkogt action, som vi kender det fra alle de store 80’er-film. Den blev udsendt i 1989 – samme år som Tim Burtons stort opsatte “Batman”, og jeg tvivler på at den har klaret sig lige så godt som fortællingen om den maskerende hævner. Well, Frank Castle – eller “Strafferen”, som jeg mener at han hed, oprindelig, i de danske tegneserier – har selvfølgelig også sit kors at bære på, men det berøres ikke særlig dybt i filmen. Således får vi ikke en lang forklaring på hvorfor han blev “Strafferen”, men derimod et kort flashback af en bil, der eksploderer – tilsyneladende med hans familie ombord. Indrømmet, jeg har ikke læst særlig mange tegneserier om The Punisher – det var mest, når han mødte Edderkoppen, at jeg tjekkede ham lidt ud – men jeg kender selvfølgelig karakteren, som faktisk er ret stereotyp – tænk ensom hævner i kamp med den kriminelle underverden – læg desuden til at han er en eks-politibetjent, og dertil at han kan lide at køre rundt på en stor motorcykel i kloakken.

Men filmen er faktisk ganske voldelig. Heldigvis da – jeg så lige at Stan Lee, as always, var producent på filmen, men hvis han havde en cameo, som han jo har for vane at have i diverse Marvel-film, så missede jeg det… men okay, den godmodige Stan Lee passer heller ikke ind i en kynisk 80’er-actionfilm med store eksplosioner og mange dræbte. Dolph Lundgren, den store svensker, har derimod både fysikken og udseendet til at være med her. Tillæg nogle daggamle skægstubbe, farvet sort hår og en garderobe, kun bestående af sort tøj, og så har vi The Punisher anno 1989. Det er ihvertfald et ganske fornøjeligt selskab som Dolph uddeler øretæver til. Med på hans side er altid herlige Louis Gossett Jr., og mod ham ser vi den hollandske skuespiller Jeroen Krabbé, der vel altid, har været sådan en reserve-Rutger Hauer i Hollywood. Jeg var godt tilfreds med rollebesætningen – også selvom Dolph Lundgren trækker det meste af læsset – men det kan han jo også sagtens, sådan en stor muskelmand som ham.

Filmens tone er overværende dyster, og typisk filmet om natten, hvor “Strafferen” åbenbart er mest ude for at lege, men det hele opvejes også af en stemning, der må betegnes som ret klassisk. Skurkene er tilpas væmmelige, især den kvindelige Yakuza-leder, Lady Tanaka (Kim Miyori) fører virkelig an i kampen om den mest vamle slyngel i filmen. Jeg var dog ikke så overbevidst om Jeroen Krabbé, der er castet som en italiensk chef for et omfattende forbrydersyndikat – jeg synes ikke rigtig at han formåede at spille sig op til sit bedste. “The Punisher” er nok også en anelse for nem at hitte ud af – og vi ved næsten alle hvordan slutningen vil blive, når man kommer halvvejs i filmen, skammelig nok – men det er “The Punisher” dog ikke alene om. Actionsekvenserne er rå og ligepå, men dog ikke grafiske…

Hvis man sammenligner den med den nye “The Punisher”, hvor Thomas Jane spillede rollen som Frank Castle, så er jeg lidt i vildrede – jeg har ikke set den nye “The Punisher” fra 2004 til slut, men jeg kan huske noget om at jeg synes ikke at Thomas Jane havde samme karisma som Dolph Lundgren, der jo grynter replikkerne ud, med et tilfredsstillende suk bagefter. I den nye får man dog trøjen med dødningehovedet at se – noget som der blev helt undladt i 1989-udgaven.

“The Punisher” er en okay actionfilm, hvis man ikke forventer for meget. Historien er banal og ligetil, og man må jo bare sige at det er fornøjelig at se en god, gammeldags actionfilm. Den ligger sig i den mere dystre ende af Marvel-heltenes farveskala, hvor de mere kulørte typer jo typiske regerer, men heldigvis er der også plads til en skikkelse som “Strafferen”.

Og åh nej – jeg indrømmer blankt at jeg faldt for fristelsen og bestilte “American Pie: Reunion” på Blu-ray også. Det er noget skammelig noget, og jeg er bestemt ikke stolt af det. Jeg kan huske den allerførste “American Pie”-film fra 1999, hvor rollebesætningen var unge, vilde og talentfulde – i dag ser det lidt anerledes ud, og det er vel næsten kun Alyson Hannigan, som vi ser noget til i form af hendes optræden i den populære sitcom “How I Meet Your Mother”, som også kan ses på TV3+. Den første “American Pie”-film – i ved, den hvor Jim (Jason Biggs) korpolerer en varm, æbletærte er jo forlængst historie, og den har affødt adskillige efterfølgere. I denne nyeste film, er vi offer for massiv infantil humor lagt på især de mandlige, voksne karakterer. Jeg ved ikke rigtig om jeg synes at det fungerer hele vejen igennem. Der er da enkelte morsomme øjeblikke, og jeg småklukkede undervejs – men den store latter udeblev.

Selvfølgelig kan jeg godt se ideen med at lave en ny “American Pie” med det gamle cast – især nu hvor de ikke ligefrem vælter sig i arbejde, og flere af dem jeg havde allerede lykkelig glemt, som f.eks. pretty boy Chris Klein. Det er også bemærkelsesværdig at filmen er produceret af Seann William Scott, der jo nok er det mest morsomme element i filmen, i form af den barnlige og perverse Stifler, og så Jason Biggs, der virkelig er blevet voksen, og knap nok ligner den gamle Jim fra de første film, men når han snakker, så er han total i rollen, og virker faktisk som en god gammel ven som man kendte fra sin tid i gymnasiet. Der er rent faktisk et gensyn med mange af de gamle karakterer, inklusiv Shannon Elizabeth, der kort viser sig som udvekslingsstudinen, Nadia…men dog beholder tøjet på.

Jeg må nok erkende at tiden er lidt løbet fra dette gamle hold. Skuespillerne gør det godt i rollerne, som gjorde dem så kendte for en periode i deres karriere, men humoren virker som noget der er skrabet af væggen hos manuskriptforfatteren til “The Hangover”-serien, der jo også gør sig i grænseoverskridende humor -og man kan måske også drage en sammenligning med high school-komedien, “Superbad”, også selvom skuespillerne i denne film er noget ældre nu. Det er vitterlig en skam, men jeg kan godt se ideen med at følge 4-5 unge mænd, der nu er i begyndelsen af 30’erne, men som stadigvæk kan længes efter de gode, gamle, uforpligtende high school-dage. Jeg må da også indrømme, at jeg også godt kan tænke tilbage på min tid hvor jeg var sidst i mine teenage-år, og bare var ung og dum, og kun tænkte på at drikke mig fuld.  I dag er jeg bare dum, men jeg fornemmer også ligesom at jeg ikke orker at gøre det om. Hvis jeg en dag kommer forbi en Delorean, der holder klar og venter på at blive kørt op på 88 miles pr. hour, så ved jeg dog ikke om jeg ville indstille tidsmaskinen til 1999. Jason Biggs, Chris Klein, Seann William Scott og resten af banden håbede garanteret at dette comeback til karakterne fra den første “American Pie” ville kickstarte deres karrierer – jeg er ikke helt overbevidst. Sluttelig må jeg dog lige give en hilsen til Eugene Levy – Jims meget upassende far, der altid kommer ind i værelset, på det forkerte tidspunkt – han er faktisk ret morsom, også selvom han på et tidspunkt skal spille fuldemandskomedie..

Nå, det var vist dagens mest pinlige indrømmelse – men okay, fans af “American Pie” vil nok ikke blive skuffet, især når jeg ser amerikanske stand-up-komikere stå på scenen og ævle løs, imens den ene publikumer efter den anden, brækker sig af grin. Jeg fatter ikke altid amerikansk humor – de griner af nogle ting, som jeg ikke altid synes at der er særlig sjovt, men sådan er det nok at bo i provinsen i lille Danmark, og stadigvæk holder sig fast i rendyrket 80’er heavy metal…

Mark Goldblatts 1989-udgave af Marvel Comics mørke retfærdighedskæmper er bastant, voldsom og dræbende forudsigelig, men det er en god gammeldags actionfilm, som vi elsker at se... og Dolph Lundgren er god, uden at forfalde til alt for mange oneliners...

Mark Goldblatts 1989-udgave af Marvel Comics mørke retfærdighedskæmper er bastant, voldsom og dræbende forudsigelig, men det er en god gammeldags actionfilm, som vi elsker at se… og Dolph Lundgren er god, uden at forfalde til alt for mange oneliners…

Reklamer