Ak ja – jeg er ikke glad for at nedfælde disse ord. Grådkvalt må jeg indse at teknologien og udviklingen har ramt Thisted og byens beboere… når denne uge er omme, så er det slut med en æra… der vil det nemlig ikke længere være muligt at leje film i byen, idet den eneste kilde til sådanne oplevelser bliver slukket…Blockbuster i Thisted lukker…!

Javist, jeg er en gammel kyniker nogle gange, men jeg er dog også romantisk og nostalgisk anlagt.. jeg kan således ikke mindes en gang i min levetid, hvor man ikke kunne leje film i byen. Tilbage i 80’erne og 90’erne var der masser af steder, både regulære videobikse, men også døgnkiosker og sågar Kvickly tilbød videoudlejning. Lykken var at leje film i Kvickly en lørdag formiddag, fordi så måtte man beholde filmen en dag ekstra, da der var lukket om søndagen. Det er i sandhed en tid som jeg husker tilbage på med glæde – men ak og ve… nu er det hele snart slut. Efter årtusindende-skiftet har Blockbuster efterhånden næsten opnået monopol på dvd-udlejning i Danmark, og det har både været godt og skidt igennem årene. Det bliver dog meget sørgelig nu – hvor skal forældrene nu finde underholdning til de mindste, hvor skal kommende teenagere skræmmes fra vid og sans af nye gruopvækkende titler, og hvor skal den lokale fisker få afløb for sine fantasier, når konen er træt og behovet for film med bare damer lokker…? – ikke i Thisted ihvertfald – men så kan de jo tænde for Fjernsynet og se “Beverly Hills 90210” for guderne må vide hvilken gang, samtidigt med at “Venner” følger lige efter… kun for at lade op til aftens storfilm, den nye voldskomedie af Lasse Spang Olsen eller “Frækkere End Politiet Tillader”-trilogien nok engang…

Ja, jeg begræder Blockbusters lukning. Jeg må dog erkende at jeg nok ikke rigtig lejer film længere, men jeg køber mange, og det var jeg også glad for i den lokale Blockbuster-snask…både nye udgivelser i fornem eksklusiv steelbook-udgave eller også har jeg gået på rov i deres billige brugtbiks… men det er snart slut, og jeg må endnu engang klikke mig ind på Nettet, fordi det i sandhed er der jeg efterhånden vil gøre alle mine indkøb. Nuvel – der eksisterer også en Fona i byen, men det er ikke lige min kop te med alle de computerspil og top-40-cder… Blockbuster i byen levede på arven fra Playtime Video og før den efterminderne af VideoHjørnet og VideoTeket, som der florerede i bylivet for år tilbage. Fanden tage NetFlix og alle andre streamningstjenester – og gad man havde fat i dem der downloader filmene på ulovlig vis – jeg troede aldrig at jeg skulle sige det, men jeg er godt nok modstander af dem, fordi de i så fald tvinger et lukningsskilt ned i kæften på lokale Blockbuster-bikse rundt omkring i landet. Jeg pisser på deres grave! Heldigvis har vi Amazon!

Åh ja, det var noget galde… på en forårsdag som denne, hvor regnen har pisket ned det meste af eftermiddagen, så virker det noget utaknemmelig at lukke Blockbuster, der jo sagtens kunne levere underholdning i disse tider, hvor der er Lockout og alt muligt andet skidt. Well, jeg har selvfølgelig også set et par film – den ene kom med posten den anden dag, og den anden blev indkøbt på min nok sidste tur til Blockbuster i Thisted på dagen i går…

Således var min gode veninde og jeg på rov hos Blockbuster, der lokkede med minus 30% på det meste, så naturligvis skulle vi have os et kig. Vi fandt da også lidt, blandt andet det som vi gik efter – der var nemlig tale om en blu-ray udgivelse af Pixar-filmen “Monsters, Inc.” – en film som jeg ikke kan finde nogle steder på nettet, ihvertfald ikke i en dansk udgave, og den er vist forlængst udgået på dvd… men nu fandt vi den! utrolig nok…! – den var til min veninde. Jeg fandt selv horror-/familie-animationsfilmen, “ParaNorman” på dvd, som jeg længe har haft lyst til at se… den kostede 169 og dermed fuld pris, men med 30% af på den, så besluttede jeg mig for at købe den. Dertil fandt vi også begge et par brugte film, så min sidste handel hos Blockbuster i Thisted endte på omkring de 300 kroner, inklusiv rabat – ganske fair, og tak for alt, Blockbuster… en filmfan kommer til at savne jer…!

Well, lige et par ord mere om “ParaNorman”, fordi jeg fik mulighed for at se den her i eftermiddags, og filmen viste sig at være ganske god underholdning. Ikke så uhyggelig eller væmmelig som den måske kunne have været, men den er jo også lavet til yngre mennesker end lige undertegnet. Der er mange små hilsner til en verden af horror, som vi jo alle elsker af alle vores hjerter. Stemmeskuespillet er ret godt, især af Anna Kendrick som storesøsteren, Casey Affleck som det store brød og Christopher Mintz-Plasse som skolens værste bølle. Filmen er skabt af folkene bag den forrygende “Coraline”… og denne gang har man valgt at computeranimere filmen 100%, hvor “Coraline” var lavet med stopmotion. Det er en okay løsning, selvom jeg synes at “Coraline” var en lidt bedre film. Der er nok af zombificeret underholdning i “ParaNorman” til at holde den kørende i godt og vel de 1½ time filmen varer, så det er jo ganske godt i dette tilfælde. Karakterdesignsene er ganske fine, og zombierne er tilpas creepy… filmen er dog også meget, meget hyggelig og slutningen er lidt små-fesent, må jeg erkende, og jeg blev en anelse skuffet – men det er petitesser, fordi filmen leverer også ganske godt, og har et godt budskab med at selve de sære mennesker fortjener en plads i samfundet og at det ikke er godt at mobbe og gøre nar af andre – det er jo nogle gode universelle træk.

Foruden “ParaNorman”, så har jeg også tilbragt eftermiddagen med at se “DeepStar Six” – her er der virkelig tale om en titel, som jeg kan huske at have set i utallige blade om videofilm op igennem årene. Men basalt set var det bare et rip-off af lidt undervands-eventyr som “The Abyss” og “Leviathan”, der begge er meget bedre film. Filmen er fra 1989 og instrueret af manden bag “Friday the 13th” – Sean S. Cunningham…og rollelisten byder på flere kendte ansigter fra mere eller mindre kendte og nogle dårlige film fra 80’erne. Men i det mindste er Miguel Ferrer med – ham kan jeg godt lide – og han må også siges at få en meget uheldig og meget vammel død i filmen – husk at trykudligne for Saturn! … nåh ja, som virkelighedsflugt var filmen fin, selvom det store undervandsuhyre er grim som bare pokker…men jeg er glad for endelig at få filmen at se – og takket være Amazon, så kunne det jo endelig lade sig gøre, er små 24 år efter filmens udgivelse. Kigget var sjovt nok, men jeg foretrækker til enhver tid den noget mere ambitiøse “The Abyss” eller den mere underholdende “Leviathan”…

Så nu er tiden ende til at hæve vores glas, råbe et sidste øredøvende bandeord for Blockbuster i Thisted – hvil i fred, din gamle satan!

Eftermiddagens underholdning i form af den ganske seværdige "ParaNorman" og den småtriste og lidt kedelige "DeepStar Six"... well - jeg blev da i det mindste en smule klogere...

Eftermiddagens underholdning i form af den ganske seværdige “ParaNorman” og den småtriste og lidt kedelige “DeepStar Six”… well – jeg blev da i det mindste en smule klogere…

Reklamer