Dette indlæg er egentlig ment som en hyldest til en filminstruktør/manuskriptforfatter/skuespiller, som jeg beundrer…nemlig den navnkundige og højst iøjefaldende Woody Allen..

Jeg må erkende at jeg er meget glad for den klejne, nervøsanlagte mand med de store briller – hans film besidder i høj grad en særlig charme, og så er de spækket med komiske indfald, også selvom han har flirtet med de mere rendyrket dramafortællinger, så virker det til at han altid lige har et par komiske kort oppe i ærmet…

Dog har jeg ikke altid været fan. Der gik mange år før jeg fattede hvor speciel og unik Woody Allen er… mine første oplevelser kom vel tilbage i midten af nullerne, hvor jeg var på et rutinebesøg i snart hedegangene Blockbuster i Thisted. Der faldt mine øjne på de billige dvd-udgivelser, og deriblandt et par Woody Allen-film. Lidt modvilligt købte jeg både “Annie Hall” og “Manhattan”… og da mine fjumsede fingre endelig fik puttet en dvd i afspilleren, og jeg efterfølgende fik set miraklet… ja så var jeg solgt. Jeg kom til at tænke på at jeg måske havde set strejf af Woody Allen-film før, men aldrig en hel fra start til slut. Det har jeg sidenhen fået lavet om på, og nu køber jeg konsekvent hver eneste af hans nye produktioner som der kommer ud på markedet, samtidigt med at jeg har opkøbt næsten hele hans bagkatalog… jeg er i den grad blevet ramt af Woody Allens forbandelse.

Jeg tror at det jeg bedst kan lide ved hans film, er når Woody Allen selv spiller med, fordi han virker som sådan en spøjs figur  – typisk er karakteren dybt neurotisk, afhængig af medicin og går ofte til samtaler med sin psykolog. Det er ret morsomt, og ofte er manuskripterne så gennemført morsomme og underholdende, at man ikke kan andet end at overgive sig fuldstændigt. Det er dog sjovt at, så vidt jeg har erfaret, så går hans film ikke så godt i Staterne, som de gør i Europa – måske er det også derfor at han efterhånden har kastet sig ud i at lave film i flere af Europas storbyer, såsom Rom, Barcelona og Paris – og det med nogle meget oplagte skuespillere, hvis man skal sælge en film. Ofte er der nogle meget kendte skuespillere i nogle af de bærende roller, hvor man virkelig kan se at de har været meget begejstret for at spille med i en Woody Allen-film. Jeg ved godt at man måske kan sige at det ikke altid har været sådan, men sådan virker det til i de senere år.

Min ynglingsfilm af og med Woody Allen må så absolut være “Manhattan”. Det er et rørende og charmerende portræt af parforhold i en moderne storby som New York. Og så er den filmet i bedårende sort/hvid, hvilket jeg altid har været utrolig glad for. Filmen vandt desværre ingen af de to Oscars, som den var nomineret til, men det gjorde “Annie Hall” til gengæld. Ikke mindre end fire Oscars, deriblandt for Bedste Film og Bedste Kvindelige Hovedrolle til Diane Keaton – og ligeledes vandt Woody de to sidste for henholdsvis Bedste Instruktør og Manuskript.. det må siges at være absolut godkendt. “Annie Hall” er da også en virkelig god Woody Allen-film, ja det er vel en virkelig god film i det hele taget. I nullerne var der en lang periode, hvor Woody ikke selv spillede med i hans film, og det er lidt en skam – fordi selvom hans instruktion og manuskripterne selvfølgelig er med, så vil jeg altid gerne se den forvirrede skikkelse, som man kun kan karakterisere som Woody Allen in person. Jeg ved godt at han også skal finde en rolle der er passende til ham og hans humør, men jeg synes at det gik helt galt da han lod Larry David overtage hans rolle som vrøvlende hovedperson i filmen “Whatever Works”… det virkede helt forkert, og selvom Larry David havde stor succes med hans rolle i tv-serien “Curb Your Enthusiasm”, så er han jo bestemt ikke Woody Allen, også selvom de måske kan minde lidt om hinanden.

I skrivende stund er der endnu en Woody Allen-film, der er filmet. Tilsyneladende har den titlen: “Blue Jasmine”, og har gode navne som Cate Blanchett, Peter Sarsgaard, Louis C.K., Bobby Cannavale, Sally Hawkins, og endelig Alec Baldwin, som jeg personlig ikke har den store fidus til. Jeg ved godt at han er mægtig populær i USA, men jeg synes altså at han er virkelig irriterende, og jeg vil næsten give ham skylden for at ødelægge Woody Allens seneste film “From Rome With Love”, der ikke var blandt hans bedste, til trods for at Woody Allen vendte tilbage som skuespiller. I alt fald vil jeg tillade mig at vente på “Blue Jasmine”, som nok skal blive endnu et interessant bekendtskab, og som jeg helt sikkert skal se, også selvom at den narhat til Alec Baldwin også er med …

Denne mand behøver ingen introduktion. Siden 60'erne har han været en del af den amerikanske underholdningsindustri med et væld af sjove og interessante film. I love you, Woody!

Denne mand behøver ingen introduktion. Siden 60’erne har han været en del af den amerikanske underholdningsindustri med et væld af sjove og interessante film. I love you, Woody!

Reklamer