Archive for maj, 2013


Et ikon fylder år…

Navnet Clint Eastwood er sikkert så kendt i enhver filmelskers hjem, at han ikke behøver nogen introduktion. Manden Uden Navn i Sergio Leones legendariske Dollar-trilogi fylder i dag, 31. maj, 83 år...

Navnet Clint Eastwood er sikkert så kendt i enhver filmelskers hjem, at han ikke behøver nogen introduktion. Manden Uden Navn i Sergio Leones legendariske Dollar-trilogi fylder i dag, 31. maj, 83 år…

Jeg har selvfølgelig set en del Clint Eastwood-film igennem tiderne. Jeg kan huske fra min barndom, at min far var meget begejstret for krigsfilmen, “Ørneborgen”, der da også er en rigtig god film. Men ellers er det nok fra hans involvering i westerngenren, at de fleste vil nikke genkendende til ham. Han er oversej og en gennemført bad ass, også her på sine ældre dage, hvor han, som sagt, fylder 83 år i dag. “Clinten” er også en ganske god filminstruktør, og han har vundet ikke færre end fire Oscars, og mærkelig nok er ingen af dem for en skuespilspræstation, men derimod for Bedste Instruktør og Bedste Film for henholdsvis “Unforgiven” og “Million Dollar Baby”, som man også må sige er to usædvanlige stærke film. Overraskende vendte Clint Eastwood tilbage som skuespiller i 2012 med baseball-filmen “Trouble With The Curve”, efter at have proklameret at hans forrige film “Gran Torino” skulle have været hans sidste som skuespiller. Det er ihvertfald en fødselsdag som der er værd at fejre, og jeg er sikker på at den gode Clint Eastwood nok skal blive fejret med maner… hans status som Hollywoodlegende er ihvertfald intakt – og når vi snakker Ikon, så bliver det ikke meget større…Tillykke Clint!

Reklamer

I går begyndte jeg på den kulsorte actionsatire, “God Bless America”, som jeg netop har fået set færdig. Jeg må sige at hovedindtrykket er virkelig godt – den var skarp, utrolig morsom og ganske blodig… jeg følte ihvertfald at filmen talte til mig på alle mulige leder og kanter, og at jeg også sagtens selv kunne se mig i hovedpersonens sted, fordi … for hulen da, hvor er der meget stupidt reality-tv, åndssvage debatprogrammer og endeløse talentshows, der udnytter de svage i befolkningen.

Man kan vel se “God Bless America” som en slags omvendt “Natural Born Killers”. Oliver Stones meget mediefikseret, grumme 90’er-film gjorde dens hovedpersoner til stjerner i filmen, hvor de fik rygte som en slags moderne Bonnie & Clyde. Så slemt går det ikke i “God Bless America”, selvom der bliver refereret lidt til det historiske forbryderpar. Næh, hovedpersonerne i “God Bless America” er så anti-medieliderlige, at man næppe tror at det er sandt. Det er dog sjovt så uduelige politiet virker til at være, fordi de er på intet tidspunkt på sporet af det skydegale par. Det passer også godt ind i det samfund, som filmen portrætterer – en overfladisk nytteløst  verden, hvor vi alle er slaver og zombier af den daglige programoversigt, der løber hen over skærmen i familiens mest værdsatte møbel, “Husalteret”, alias Fjernsynet…  men filmen gør også op med populærkulturen, og om hvorledes der ikke skal meget til at skabe en stjerne i vor dage – hvor den tilbagestående unge mand, der medvirker i talentprogrammet, “American Superstars” (velsagtens en hilsen til det hjernedøde “American Idol”) formår at opnå stjernestatus, også selvom han er frygtelig talentløs og gør sig selv alvorlig til grin. Men det er jo netop det der skal til for at underholde masserne – det brede publikum, der elsker at gøre nar og grine højlydt over taberne, der stiller sig op i sådanne programmer med den formodning om at de kan synge så smukt og blidt at selv englene i Himlen vil komme ned og agere backing-kor. Jeg må nok erkende at jeg synes at filmen rammer meget godt plet her – og selvom det hovedsageligt er kommet ud af filmens forfatter/instruktør, komikeren, Bobcat Goldthwait (jeg husker ham dog mest for rollen som Zed i nogle af de gamle, elendige Politiskolen-film fra 80’erne, hvor han jo altid gjorde sit indtog med sin mere særprægede stemmeførsel) – ja så formår hans manuskript at være forrygende morsomt. Det er dog også et ønske om at vende tilbage til tidligere tiders storhedstid på fjernsynet (og jeg ved ikke om han mener re-runs af Politiskolen her), men han hylder gammelt tv som “Star Trek: The Next Generation” og “Survivor”, og i det hele taget virker hans alter-ego i filmen, den mandlige hovedperson, Frank (Joel Murray) som et ganske nostalgisk menneske, der går op i de gode dyder og interesserer sig for gode maner, samtidigt med at han respekterer sin unge nye veninde, der nok bager på ham, men Frank tager ikke imod de mange komplimenter, og afviser hende gang på gang.

“God Bless America” er en ganske fornøjelig film. Hvorvidt budskabet om bedre fjernsynsprogrammer skal tages seriøst ved jeg ikke rigtig, men det er vel et tilbagevendende, sympatisk synspunkt, at man vil kritisere den hjernetomme tv-verden som man kan karakterisere reality-tv. Jeg er ikke meget for at putte ting ned i en lille forseglet boks, men jeg må nok indrømme at jeg bestemt ikke er den store fan af reality-tv og andre tv-programmer som ungdommen lapper i sig. Men man skal træde varsom med sådanne kommentarer, selvom det er så åbenlyst at sådanne programmer suger hjerneceller til sig – nogle gange tror jeg næsten at programplanlæggerne er nogle onde, onde marsboer, der skaber kunstige verdener, som menneskeheden bliver så afhængig af, men i virkelighed er de ude på at stjæle vores livsenergi og suge marven ud af vores kroppe – dette sker igennem den store maskine, der efterhånden nok skal findes ved samtlige X-Factor-auditions. Urgh, jeg synes at jeg får det dårlig bare af at tænke tanken. Well, jeg ævler vist for meget i dag, og jeg synes at alle der værdsætter en film, der gør det som vi alle tænker, endda i form af et meget morsomt manuskript og nogle solide hovedrolleindehavere, især Joel Murray som jeg tidligere kun kendte som gakkede bedste ven til Greg i sitcommen “Dharma & Greg”. Filmens tone kan virke voldsom, men det er garanteret ment som en spøg og den er ikke specielt tung for hovedet, fordi det foregår i et højt tempo, selvom den gode Frank kan virke både sløv og tør, så er det alligevel en fryd når han lavede pistolerne tale. Se den, hvis du vil have en portion, kulsort satire med utallige Bloody Marys ved siden af.

Well, afslutningsvis vil jeg lige skrive et par ord om en anden film jeg så i går. Den er fransk, men har den internationale titel “Rust And Bone”  – og jeg må sige at det er en utrolig stærk film. Et umage par finder sammen, affødt af en tragedie, der gør at den kvindelige hovedperson mister begge ben, og falder hen i et stadie af depression. Hun havde tidligere mødt den mandlige hovedperson på et diskotek, hvor han var udsmider, og tog med hende hjem, da hun ikke kunne styre hendes temperament. Naturligvis gjorde han det for at komme i kanen med hende, men det lykkes dog ikke. Den mandlige hovedperson er iøvrigt far til en dreng, og bor hos hans søster, men han er bestemt ikke nogen særlig god far – og han behandler sin søn meget hårdhændet og slet ikke rigtig med den største kærlighed-  ihvertfald ikke i starten. Nå, men den benløse kvinde og den unge, iltre mand indleder et forhold, hvor de indgår en aftale om at hun altid kan kontakte ham, og hvis han er fri, så kommer han forbi og så skal de ellers gå til den, hvis i forstår hvad jeg mener?

“Rust And Bone” er en virkelig god film. Menneskelig og skrøbelig, men også stærk og fuld af imponerende skuespil. Jeg var meget begejstret for de to hovedrolleindehavere, henholdsvis den Oscarbelønnet Marion Cotillard og den noget hårdføre Matthias Schoenaerts… glimrende præstationer af dem begge. Filmen er iøvrigt instrueret af Jacques Audiard, der har lavet virkelig gode film før, og faktisk er en utrolig spændende instruktør. “Rust And Bone” har desuden også en meget fin og nuanceret lydside, der er med at til at gøre denne film til en utrolig præstation. Selvom jeg synes at så mange som mulig bør se denne film, så er det nok stadigvæk noget af en nichefilm, og de lidt markante sexscener i filmen gør også at den nok er ikke for de mindste, men værket er nok engang en strålende oplevelse, og selvom der er mange buler og lakken er falmet, så fremstår filmen alligevel som en meget vintage produktion – et lille, indelukket drama, der dog også kan omfavne resten af verdenen, når den byder sig til. Se den nu!

Den benhårde og kloakvandsorte satire over den amerikanske reality-tv og dårlige tv-programmer er en fin oplevelse. Handlingen er måske absurd det meste af vejen, men for det meste lykkes det, og man sidder tilbage med en sød smag i munden, fordi man har bidt sig selv i læben af bar fornøjelser. Manuskriptet er knivskarpt!

Den benhårde og kloakvandsorte satire over den amerikanske reality-tv og dårlige tv-programmer er en fin oplevelse. Handlingen er måske absurd det meste af vejen, men for det meste lykkes det, og man sidder tilbage med en sød smag i munden, fordi man har bidt sig selv i læben af bar fornøjelser. Manuskriptet er knivskarpt!

Den franske film "Rust And Bone" tangerer måske til tider regulær følelsesporno, men jeg var ret begejstret for den - især når man midt i en tragedie kan finde så meget håb som den kvindelige hovedperson gør... skuespillet er fremragende, og man bliver suget ind i filmens handling - dette her er måske ikke ligefrem popcornsunderholdning til masserne i biografen, men det er bare en virkelig god film.

Den franske film “Rust And Bone” tangerer måske til tider regulær følelsesporno, men jeg var ret begejstret for den – især når man midt i en tragedie kan finde så meget håb som den kvindelige hovedperson gør… skuespillet er fremragende, og man bliver suget ind i filmens handling – dette her er måske ikke ligefrem popcornsunderholdning til masserne i biografen, men det er bare en virkelig god film.

 

Efter at have overlevet en noget hård fødselsdagsceremoni, hvor der var nok af de kolde Heinekens og gigantiske shot-glas fyldt med noget afskyeligt væske, så føler jeg først nu at jeg for alvor er ved at være tilbage til mit gamle jeg. Det var i sandhed noget af en aften, og naboerne havde næppe en lige så dejlig aften som den samling mennesker, der var forenet i min lille stue. I så fald har det ikke lige været så mange film som jeg har fået set – tror kun at jeg så dårlig fjernsyn de efterfølgende par dage efter festen. Desværre overlevede Brøndby IF jo i Superligaen, og det var nok en af den senere tids værste nyheder. AaB skal heldigvis spille europæisk næste sæson, men det holdt jo også hårdt… og de havde også svært ved at spille op til deres bedste. Tillykke til især Viborg med oprykningen – nu er der endnu engang et par klubber fra det midtjyske i Danmarks bedste liga.

Well – efter at have sundet mig nogle dage, så er mit filmkiggeri ved at være tilbage på sporet. Fra min tidligere status som en af Nattens Yngel, så må jeg nok erkende at jeg har udviklet mig til et regulært dydsmønster. Det vil sige at jeg nu kun er vågen i de lyse timer af døgnet, og typisk sover på de korrekte tidspunkter… det er vederstyggeligt. Nuvel – nok om mine natlige aktiviteter – de er faktisk ikke så spændende som de kunne have været…

I aften har jeg tilbragt 2½ time i selskab med Will Smith i hans Oscarnomineret rolle som Muhammed Ali – muligvis verdens bedste bokser igennem tiderne, og tro det eller lad være, men jeg havde aldrig set filmen fra start til slut før nu. Jeg måtte købe en dvd-udgivelse, der virkede en anelse dateret, men filmen var i fin kvalitet – desværre synes jeg ikke at det var en gennemført god film. Der er mange sekvenser hvor hele historien hovedsagelig kører på hvor fornærmet den gode hovedperson, Muhammed Ali, i virkeligheden var – især hvis der er nogle der kalder ham for hans gamle, borgerlige navn, Cassius Clay. Filmen forsøger også på hans status som muslim og hans problemer med den amerikanske stat og Bokseorganisation, da de tilbageholder hans bokse-tilladelse, og dermed nægter ham at kæmpe. Det går dog hverken værre eller bedre end at ‘Champen’ kommer tilbage i ringen, og viser sit værd for alvor.

“Ali” er ikke ligefrem et mesterværk. Jeg fandt den en anelse overfladisk, og jeg havde svært ved at forstå Muhammed Ali som menneske, andet end en stor rapkæftet mester og en mand der var glad for smukke kvinder. Will Smith er selvfølgelig glimrende i rollen, og selvom den charmerende Smith typisk ikke bevæger sig i så seriøse dramaer som denne, så klarer han opgaven ganske ok, men han spiller også det sikre kort, og jeg må sige at en Oscar ville have været meget gavmildt, men at nomineringen var helt på sin plads. Michael Mann har instrueret på fin vis, med stor fokus på flere af de store kampe – både i ringen og udenfor. Jeg tvivler dog på at jeg vil sætte filmen på endnu en gang i fremtiden, fordi, som sagt, synes jeg ikke at den var et mesterværk, men der er sikkert mange der vil modsige mig. Jeg tillader mig at heppe på “Raging Bull” i stedet.

Dog så jeg også en mere underholdende og særdeles morsom sag fra 1940 med Tyrone Power og Basil Rathbone, nemlig filmen om den sortklædte retfærdighedskæmper, Zorro… i filmen “The Mark Of Zorro”. Mit største kendskab til Zorro-figuren, kom med tv-serien “Zorro”, som kørte i starten af 90’erne. I denne var det Duncan Regehr, der havde rollen som sværdkunstneren, og jeg husker både serien som god og Duncan Regehr som en glimrende Zorro. Jeg har dog ikke set serien i mange år, så jeg ved ikke helt om den stadigvæk holder den dag i dag, men da jeg var teenager, så synes jeg at det var fantastisk underholdning. I 1998 kom der jo også en moderne spillefilm om Zorro med Martin Campbells “The Mask Of Zorro”, hvor der både var en ung og en gammel forkæmper, henholdsvis personificeret i Antonio Banderas og Sir Anthony Hopkins. I filmen medvirker desuden også en utrolig smuk Catherine Zeta-Jones. Filmen blev en kæmpe succes, og den er også ganske underholdende, med fokus på en del komik. Der kom en efterfølger i 2005, der dog ikke var noget at skrive hjem om.

“The Mark Of Zorro” i 1940-versionen var en meget glædelig oplevelse. Den kan klart anbefales til folk som der mener at Errol Flynn var den bedste Robin Hood igennem tiderne, og Tyrone Power er ganske charmerende i rollen, både som i Zorro-outfit (hvilket der dog ikke er så meget onscreen-tid af), men også som det uduelige skvat i form af hans alter-ego, Don Vega. Den store skuespiller, Basil Rathbones tilstedeværelse er beundringsværdig, og han tilføjer både glans og karisma til hans rolle som Kaptajnen. Den siddende borgmester i byen er både en sjov figur, samtidig med at han er en stor kujon, og den korpulente fader Felipe er både handlekraftig og godmodig. Naturligvis er der også en smuk kvinde med i filmen. Linda Darnell udgør blinkfanget, og Zorro/Don Vega kan lide det som han ser. Jeg var meget underholdt af denne udgave af historien om Zorro. Der er dog ikke så meget baggrundshistorie, og Zorro dukker op rimelig hurtig og uden at vi ved hvordan han har skaffet både hest og kostume. Men han sætter sit mærke næsten overalt, hvilket gør filmens titel meget passende. Der er en drabelig sværdduel i filmens slutning imellem Zorro og Kaptajnen, hvor både Tyrone Power og Basil Rathbone virkelig viser eminente færdigheder. I form af filmens meget up-tempo tilgang, så keder man sig aldrig, og selvom der her er tale om en filmhelt af den gamle skole, hvor filmens forløb er forholdsvis nem at regne ud, så tilgiver man det hele. “The Mark Of Zorro” er en strålende film fra start til slut, og jeg kan levende forstille mig hvordan den har klaret sig godt i eftermiddagens forestillingerne i biograferne. Den fortjener ihvertfald sin succes.

Jeg så iøvrigt filmen i bedårende flot restureret sort/hvid, hvor kopien så knivskarp ud. Den var inkluderet i den 2-disk special edition, som jeg købte billig hjem fra Amazon. På disk 1 findes en farvelagt udgave.

I 1940 kom der en formidabel fortælling om folkets helt nummer et, og en storartet sværdkæmper. Hans navn var Zorro, og han blev udødeliggjort af Tyrone Power, ligesom Douglas Fairbanks gjorde det i 20'erne. Her så mange år efter, holder filmen stadigvæk i form af dens høje tempo, gammeldags romantik og imponerende slutning.

I 1940 kom der en formidabel fortælling om folkets helt nummer et, og en storartet sværdkæmper. Hans navn var Zorro, og han blev udødeliggjort af Tyrone Power, ligesom Douglas Fairbanks gjorde det i 20’erne. Her så mange år efter, holder filmen stadigvæk i form af dens høje tempo, gammeldags romantik og imponerende slutning.

 

Hurra, jeg kan fejre at jeg er blevet et år ældre – og sikkert et år dummere, fordi i dag er det nemlig min 33. års fødselsdag. Den skal fejres i godt selskab med nogle gode kammerater i aften, hvor der bydes på et overflod af øl og sodavand (køleren bugner allerede – det er ikke så tit at jeg har så meget i det afkølende skab)… Men jeg satser på at det bliver en god aften i aften – vejret er ihvertfald med os – solen skinner fra en næsten skyfri himmel, og hvis Moderskibet kommer for at hente mig i aften, så er jeg sikker på at de kan finde min hybel, fordi det er bare den, hvor der kommer himmelhøj musik og latter ud fra… Nuvel – Thisted er ikke verdens navle, men det er et hyggelig sted at være…

Jeg fik heldigvis nogle film i fødselsdagsgave – mine gamle forældre kunne alligevel godt forene sig med Amazons strålende tilbud, og der har afkastet følgende film:

“Lawrence Of Arabia” 50 års Jubilæum Limited Edition-bokssæt – en særdeles dyr svend, men den ser rigtig fin ud, og pynter garanteret godt i samlingen…

“The Lost Weekend” – endnu en Billy Wilder-film, en instruktør som jeg rigtig godt kan lide –  hans film er tit et meget charmerende bekendtskab. Og med den dygtige Ray Millard i hovedrollen, så er der ikke et øje tørt…

“Gates Of Hell” – en japansk film af Teinosuke Kinugasa – den regnes for en klassiker i dag, så den glæder jeg mig også til at se – jeg er nemlig ret vild med japanske film, men jeg har ikke set alverden af de gamle…

“Basketcase Trilogy” – Limited Edition Steelbook – endnu en dyr udgivelse, men den indeholder såmænd alle tre “Basketcase”-film, og det er jo så tilpas underligt, at man ikke kan andet end at hengive sig 100 procent.

“Before Sunrise/Before Sunset” – doublefeature-udgivelse med to film som jeg tidligere har haft i samlingen. Richard Linklater gør det det minimale i disse film, og den bæres i høj grad fornemt af de to hovedrolleindehavere, Ethan Hawke og Julie Delpy – en 3. film er lige på trapperne…

Ja, det var såmænd min “høst” for i år… jeg er meget tilfreds – og eftersom at jeg også blev foræret en støvsuger og en stavblender (for saturn da, hvor er man blevet gammel) – ja så vil jeg sige at missionen lykkes til fulde… nu ville jeg gerne komme med en Lee Marvin-sætning, men jeg vil bare sige at jeg håber at alle der læser dette får en særdeles god og sjov dag her den 18. maj, 2013 – vejret er med os, og det indbyder til tant og fjas…

Her er resultatet af 33 års liv. En lille samling af yppelige filmværker, både nye favoritter og gamle kendinge, inklusiv et par klassikere... jeg tror at dagen med de selvskrevne tørmmermænd i morgen bliver ganske god, især i selskab med disse film...

Her er resultatet af 33 års liv. En lille samling af yppelige filmværker, både nye favoritter og gamle kendinge, inklusiv et par klassikere… jeg tror at dagen med de selvskrevne tørmmermænd i morgen bliver ganske god, især i selskab med disse film…

En af de rigtige gode, klassiske skuespillere, Henry Fonda, har fødselsdag i dag... i så fald kunne han have blevet ikke mindre end 108 år... desværre døde han i 1982 - 77 år gammel...

En af de rigtige gode, klassiske skuespillere, Henry Fonda, har fødselsdag i dag… i så fald kunne han have blevet ikke mindre end 108 år… desværre døde han i 1982 – 77 år gammel…

Den fantastiske Henry Fonda var kendt for en masse banebrydende roller. Jeg synes at han er fremragende som Wyatt Earp i “My Darling Clementine”, han var ligeledes ukuelig i “12 Angry Men”, hvor han ene mand modbeviser en hel jury. Men stjernerollen over dem alle må være som den klamme skurk, Frank, i Sergio Leones mesterværk “Once Upon A Time In The West” – det var en rolle som han havde særdeles svært ved at overgå – og filmen står som en af mine allerstørste favoritter. Han vandt en Oscar for filmen “Deres Sensommer” i hans karrieres efterår, idet han døde året efter. Han har dertil fået en datter ved navn Jane Fonda, der i særdeleshed er et kendt navn i USA – både som skuespillerinde, men også Aerobics-træner og fortaler for rynkecreme… jamen dog – Tillykke Frank… øhhh jeg mener Henry Fonda!

Jeg er tilbage med en melding fra Afgrunden. I de sidste dage har jeg været ramt af så mange søvnangreb, at man skulle tro at det var løgn… det er fint nok med at stå tidlig op, men det varer aldrig før at jeg ligger på sofaen og tilføjer nogle timer til min allerede omfattende søvnkonto, men heldigvis får jeg da set et par film fra tiden til anden – også selvom det måske er nogle mere tvivlsomme nogle af slagsen. Jeg har efterhånden lært at jeg nok skal se selv dårlige film, og mit humør er blevet testet i den senere tid med titler som “Full Eclipse” og “Cool As Ice” – som begge er nogle afskyelige produktioner.

Anyway, jeg har også stenet lidt – eller med andre ord – nærlyttet den kuriøse franske duo Daft Punks soundtrack til den fremragende “Tron: Legacy” – jeg kunne ikke tro det at jeg ville bryde mig om sådan et soundtrack af en såkaldt “disco-duo”, men det er forbavsende godt, og der er vist mere tale om et regulær score – også selvom det måske er ret moderne, så bliver jeg grebet af stemningen, når musikken galder ud fra mit anlæg… endnu engang får jeg lyst til at gense både den originale “Tron”, men så sandelig også efterfølgeren “Tron: Legacy”, som jeg heldigvis fik mulighed for at se i biffen. Har man endnu ikke set disse film, så synes jeg at man har snydt sig selv for en ret stor oplevelse.  Jeg er ihvertfald utrolig begejstret for dem begge.

Og så fik jeg faktisk også endelig set “The Hobbit”. Well, hvad kan man sige om endnu en storslået Tolkien/Jackson-film, der siden hen vil udvikle sig til en serie, bestående af intet mindre end tre film – nøjagtig ligesom “Lord Of The Rings”. Tænk sig at det virkelig er 10+ år siden at den første “Lord Of The Rings”-film havde premiere. Jeg kan huske at jeg så den i biffen. På allerførste række sågar – hele salen var propfuld… og hold da op min nakke føltes også som om at jeg havde været i nærkontakt med en samling orker, men oplevelsen var ikke til at tage fejl af. Jeg så også “The Two Towers” i biffen – dog på noget bedre maner, men selvom jeg var underholdt, så kunne den alligevel ikke sammenlignes med indtrykket som den første film gjorde på mig. “The Hobbit” er en ganske underholdende film ligeså og den er episk og rigtig godt fortalt, men jeg synes også at selvom den da er ret underholdende, så er der også sekvenser der blev lidt langtrukken – foreksempel mødet med Gollum – hvor jeg følte at tiden gik lidt i stå. Det skal dog ikke stoppe mig for at sige at hvis man kunne lide Peter Jacksons første tur til Midgård, så vil man helt sikkert nok også synes om “The Hobbit” – universet er ihvertfald ikke til at tage fejl af, og så er det sjovt at se de gamle kæmper, Ian McKellan og 90-årige Christopher Lee gentage deres roller som de respektive troldmænd de er.

Nuvel, den anden dag blev der mast en lille pakke igennem min intime brevsprække. Det stakkels postbud fik virkelig sin sag for, men ind kom pakken da, og det var også godt det samme, fordi jeg lagde i seng og kunne næsten ikke magte at stå op, hvis posten måtte opgive, og istedet ringe på med sin, garanteret, ildrøde hånd. Da jeg kom til mig selv, så befandt jeg mig pludselig ved min hoveddør, hvor jeg kunne konstatere at pakken havde overlevet sin rejse. På den mest forsigtige, grove facon, fik jeg pakket dyret op, og inden i befandt der sig blandt andet Dee Sniders forsøg i at lave en horrorfilm: “Strangeland” fra 1998.

Jeg havde faktisk set “Strangeland” før – for mange år siden på et videobånd, der var blevet optaget fra den amerikanske dvd. Jeg kan huske at jeg synes at filmen var lidt småvammel og ikke videre god – men da jeg fik mulighed for at købe den igennem en marketplace-sælger hos Amazon, så slog jeg alligevel til, fordi jeg havde lyst til at gense svineriet.

Kort fortalt om filmens handling, så befinder vi os i en mindre by, i amerikanske målestok-forhold that is, og der er en politimands datter i færd med sådan et internet-chatrum. Det var jo tilbage i 1998, så der var Internettet jo ikke så udbredt som i dag, men hun indfinder sig alligevel i en “teen chat”, hvor hun kommer i kontakt med en “CaptHowdy” (nu vil erfarne horrorfans jo nikke genkendende til navnet fra William Friedkins mesterlige “The Exorcist”), men han inviterer hende således til en fest – og Hell Yeah, hun kan tage sin veninde med. Men bag nicket gemmer der sig et modbydelig, sadistisk dumt svin, der kun er ude på at torturere unge mennesker i sådan en grad, at det virker helt fjollet til sidst. Men ikke destro mindre går jagten ind, og CaptHowdy bliver fanget – og rehabiliteret… men da en pøbel kræver retfærdighed, så er spørgsmålet vel om CaptHowdy kan forblive sit nye fredelige jeg, eller om han vender tilbage til de gamle dyder…?

Første gang jeg så “Strangeland” tilbage i slutningen af 90’erne, var jeg ikke videre begejstret. Filmens handling virkede lidt fjollet, og skurken, der iøvrigt bliver spillet af Dee Snider himself, er lidt grinagtig, i form af hans mange pierceringer osv. – ligesom det skulle retfærdiggøres at han ser anderledes ud – ergo må hans hjerne også fungere anderledes, således at han kun har interesse i at komme i kontakt med den fredelige ungdom, hvorefter han kan gøre mest mulig material skade. Jeg køber simpelthen ikke helt figuren. Hele filmens historie med at komme i kontakt med den forkerte over Internettet er dog ret interessant, men også lige ud af landevejen. Man ved jo at det ikke altid er sandheden som folk bruger til at lokke andre mennesker med, når de chatter over Nettet. Tilbage i 90’erne var det dog en ny måde at tænke på, idet man skulle forholde sig til sådan et nymodens, verdensomspændende netværk som Internettet, så derfor måtte man jo naturligvis også skabe en ny form for horrorfilm – lidt ligesom man har måtte integrere mobiltelefoner i filmverdenen. “Strangeland” var dog forud for sin tid – ikke kun igennem at skabe en Internet-gyser, men også i form af den faktisk var en slags forløber for Torturporno-genren. Tilbage i 90’erne, var der ingen film der hed hverken “Hostel” eller “Saw”, og man kendte overhovedet ikke til det begreb. Men hele præmissen for en tidlig Torturporno-film er der med “Strangeland” – filmens skurk er en særdeles voldsom karl, der kan lide at pine sine ofre ved f.eks. at sy deres læber sammen, så de ikke kan skrige om hjælp. Tillige ser vi ham også stikke særdeles skarpe “spyd” i kroppen på en stakkels kvinde. CaptHowdy selv er jo også så gennemført piercet,  at han ikke kan gå igennem en metaldetektor, uden at straks alarmere hele politistyrken. Filmens anden hovedperson, politimanden til datteren, må gennemgå store pinselser, men han virker ærlig lidt smådebil, og det er jo normalt ikke en god karakteristika for en politimand, men han klarer det da alligevel nogenlunde til sidst. Det mest interessante ved filmen er jo også overvidt sådan en skrækkelig personage som CaptHowdy kan blive rehabiliteret. Man hører jo jævnlig om nogle af verdens værste udskud, der har en fangekælder i underetagen eller noget endnu værre. Filmen stiller mange spørgsmål og den svarer også på ægte skrækfilmsmaner, med at naturligvis kan sådan en type ikke reddes, og at han sikkert ville gøre det igen, hvis han ikke har adgang til et betragtelig arsenal af medicin. Samtidig med at man føler for den stakkels sjæl som CaptHowdy, så bliver man også straks frastødt af hans handlinger, både før og efter sin rehabilitering.

“Strangeland” er en opfindelse ud af Dee Sniders egen syge hjerne. Twisted Sister-forsangeren har helt klart en noget forskuret fantasi, og det er prisværdig at hans tanker har udmundet sig i en spillefilm. Desværre er den ikke 100 % vellykket, men den er sjov at se den dag i dag, og mit gensyn var da bedre end da jeg så “Full Eclipse”, der bare var dårlig fra start til slut. “Strangeland” har potentiale, og filmen virker meget forud for sin tid, så det kunne være interessant at se hvad Dee Snider ellers kunne finde på. Foreløbelig er det dog kun blevet til denne ene film, men jeg synes bestemt at manden har flair for horror… måske er det fordi at han skal se sig selv i spejlet med Twisted Sister-makeuppen… uha det er bestemt ikke noget kønt syn…

Hvis man er interesseret i “Strangeland”, så kan den erhverves på en amerikansk dvd hos en marketplace-sælger hos Amazon for sølle 3.28 pund, det er jo faktisk ikke så galt..!?

Dee Sniders hjerne er noget underfundig. Således er det fra denne, at filmen "Strangeland" udspringer. En morbid, forstyret og gennemført kontant forløber for hele torturporno-genren... Dee Snider er selv manden og uhyret i samme film, men desværre taber den lidt momentum, og filmen virker billig og ikke helt så chokerende som den kunne have været...

Dee Sniders hjerne er noget underfundig. Således er det fra denne, at filmen “Strangeland” udspringer. En morbid, forstyret og gennemført kontant forløber for hele torturporno-genren… Dee Snider er selv manden og uhyret i samme film, men desværre taber den lidt momentum, og filmen virker billig og ikke helt så chokerende som den kunne have været…

pakke

Sikke da noget dejligt vejr det var på denne tirsdag forårsdag. Det var jo lige sådan en dag, hvor man skulle samle alle vennerne, rende rundt i Downtown – Thisted og drikke kølige drinks, imens man ladede op til den kommende weekend. Nu er situationen imidlertid bare sådan, at det ikke er noget jeg ynder at gøre – og slet ikke hvis min forbistrede paranoia spiller ind. Jeg er i den grad et inde-menneske, og jeg elsker at stene foran husalteret og se moderne klassikere, eller hænge ud på World Wide Web og slappe af til nyt musik. Dette er den barske sandhed. Men når man er glad for film og betragter sig selv som samler, så bliver man naturligvis også glad for når Pakkeposten lader sin udstrakte langefinger kærtegne min ringklokke, så jeg haster ned af trappen og møder den stakkels sjæl, der lige har fået min rute… I dag var endnu sådan en dag, og det var slet ikke så ringe med sådan en leveringen, fordi den indeholdte noget guf…

arabia

Den monsterøse pakke indeholdte nemlig 50 års Jubilæumsudgaven af storfilmen, “Lawrence Of Arabia” på blu-ray. Den er indpakket i en ganske fornem stor æske, og kan prale af at være på tre disks + en ekstra cd med soundtracket. Dertil kommer en cafebog på 88 sider og en nummeret filmcelle for sig selv. Det er ganske lækkert, og faktisk en tidlig fødselsdagsgave til undertegnet, idet tiden nærmer sig min …uha…gisp! 33-års fødselsdag… well, jeg er meget glad for gaven, og da jeg næsten altid kun ønsker mig film (og dette år også en støvsuger) – så laver jeg altid den løsning med mine forældre at jeg skal bestille filmene selv, hvor de så supplerer min konto med et væsentlig beløb, der kan forvandles til nye dvd- eller blu-ray-udgivelser. Dette er også tilfældet med “Lawrence Of Arabia”-sættet… som jeg længe havde haft i kikkerten hos Amazon, og nu besluttede jeg mig for at investere i det, inden at udgivelsen udgik af produktion – der er nemlig tale om en Limited Edition.

Anyway, det var lige en sej gave som jeg synes at der var værd at skrive et par ord om. Men jeg har selvfølgelig også set et par film i dag. Først så jeg den dyrt-indkøbte Roger Corman-film “The Intruder”fra 1962 med ingen ringere end Kaptajn James T. Kirk himself i hovedrollen, William Shatner.

Filmen er i bund og grund et dybt, kontroversielt stykke filmdrama om racisme og integration af den sorte befolkning i skolerne i USA. Uden at komme for meget ind på noget, som enhver historierelateret hjemmeside kunne beskrive bedre, så var der jo en gang at skolerne i USA var raceadskilt, og at de sorte mennesker knap nok måtte få en uddannelse – de blev i den grad holdt nede af den hvide overklasse. “The Intruder” puster til ilden, hvorved en ung, pæntudseende mand, Adam Cramer (William Shatner) kommer til en lille sydstatsby, hvor han forsøger at overtale den lokale befolkning til at gribe ind imod den nye lov, der siger at sorte godt må gå i skole med hvide…

Filmen er utrolig velspillet. Navnlig selvfølgelig af William Shatner, der virkelig viser at han faktisk er en eminent skuespiller, der ikke går på kompromis med nogen som helst. Historien er meget velskrevet, og det er ikke så få gange at N-ordet bliver nævnt. Nu kan man jo gribe fat i diskussionen med Spike Lee, der kritiserede Quentin Tarantino for at benytte sig af N-ordet for mange gange i hans seneste værk, “Django Unchained”, men allerede i film i 60’erne blev det altså flittigt brugt. Det er lidt hårdt at høre på nogle gange, fordi der er slet ingen tvivl om at filmens instruktør og manuskriptforfatter har sympati med den sorte befolkning, så derfor må man sige at den hvide race i den grad fungerer som en overordnet stor filmskurk. Jeg er ret begejstret for denne film, og selvom Roger Corman, for første gang i sin karriere, ikke kunne få filmen finansieret af de sædvanelige kanaler, så tog han alligevel et ekstra lån i huset for at filmatisere denne fortælling, hvilket ikke siger så lidt… Filmen blev vistnok ingen økonomisk gevinst for den allerede dengang omhyggelige Roger Corman, der jo aldrig har bakket væk fra en kontroversiel fortælling. Der er ingen tvivl om at det var en svær film at lave, både at producere, filme og promovere. Men jeg er så taknemmelig og glad fordi de fik gjort det. Filmens racehad skinner igennem, og scenen hvor hvidklædte Klu Klux Klan-medlemmer kører igennem den sorte del af byen og slutter af med at antænde et stort kors er ret effektiv. I bund og grund er der mange sydstatsfolk i filmen der virker en anelse gumpetunge, uvidende og meget fjendske overfor de sorte, hvilket nok var en ret præcis skildring af tilstanden i de gamle dage i USA. Den store, sorte befolkning var i den grad udstødt og den hvide klasse havde ikke meget tilovers for dem. Derfor er “The Intruder” også en vigtig film, både den gang og dagen i dag. Jeg er nok også tilbøjelig til at sige at filmen er noget mere ambitiøs end den typiske Corman-film, der jo normalt kører i udkanten af det utrolige eller det fantastiske eller sågar som ren spekulation. Alle bør ihvertfald se denne film, og hvis jeg var lærer i USA (Herre Jemini!), så ville jeg altid vise mine elever denne film i timen… den har fat i noget afgørende i den amerikanske historie.

Uha, det var noget en hård omgang at se “The Intruder”, men jeg var også virkelig glad for at jeg endelig fik den at se, nu hvor jeg så længe havde haft den i mine tanker. Men dernæst var tiden kommet til at slappe lidt af, så jeg smed en direkte vederstyggelighed i afspilleren – nemlig en film som jeg regnede med at der ville tale til min dårlige smag, den utrolig latterfremkaldende “Cool As Ice” – også kendt som Vanilla Ice-filmen!

For dem der ikke kender Vanilla Ice, så var han en ret dårlig musiker, der var fremme i starten af 90’erne, blandt andet fordi han ramte pop-verdenen med et mega-hit i nummeret “Ice Ice Baby”, der vistnok endda var en B-side. Musikken var og er stadigvæk den dag i dag, ganske håbløs, og Vanilla Ice har sidenhen nærmest benægtet sin fortid og bliver decideret arrig når han bliver mindet om den. I dag spiller han vistnok mere rock eller metal, og det er jo bestemt mere positiv, men man skal heller aldrig glemme sin fortid… ihvertfald heller ikke med spillefilmen “Cool As Ice”, der blev produceret i 1991 og hurtig sendt ud for at cashe ind og promovere videre på Vanilla Ices’ kæmpesucces.

“Cool As Ice” præsenterer sin hovedkarakter i starten ved at lave ham spille musik (eller hvad man nu kan kalde det) – det er helt igennem den typiske Vanilla Ice-stil med dansevenlige, rap-numre, og det bliver allerede i filmens første fem minutter enormt anstrengende. Jeg må indrømme at jeg heller ikke ligefrem sad og sang med eller trippede med foden, fordi det her er i sandhed virkelig modbydeligt. Vanilla Ice spiller en fyr der hedder Johnny, som der er lidt en leder af en moderne motorcykelbande, og naturligvis forelsker han sig i en pige, hvilket bliver mast ned i halsen på filmens tilskuer. Foruden den egentlige kærlighedshistorie, er der en sidehistorie med pigens far der bliver indhentet af sin fortid, og dermed må beskytte sin datter, også imod Vanilla Ice, som han i første omgang, tror at der er en del af fortidens ækle ansigt. Filmens stil er decideret tåbelig, manuskriptet er jammerligt og skuespillet forfærdelig. Der er slet ingen tvivl overhovedet om at filmen er lavet kun for at promovere Vanilla Ice, og derfor er den sikkert også blevet hastet igennem systemet… – det viser bare at hvis man har penge, så kan man få – og Vanilla Ice fik dermed sin egen film. Foruden rapperen i den store hovedrolle, så ses også supermodellen Naomi Campbell i indledningen, hvor hun synger kor på et nummer hvor Vanilla Ice rapper på sædvanelig facon – måske var det for at vise sig lidt frem, idet jeg mindes at huske noget om at hun vistnok også satsede lidt på en sangkarriere en kort overgang. Nuvel – hun er ikke meget med i filmen, men det er Vanilla Ice desværre, og han er ikke særlig god. Hans gennemførte dårlige stil og slangudtryk falder helt til jorden, og formålet med at virke cool, maskulin og frem for alt, bare dødgod smuldrer fra det tynde, tynde manuskript. Jeg er faktisk lidt ked af at Amazon ikke sendte en brækpose med, da jeg bestilte denne film, fordi det er godt nok noget af det værste som jeg nogensinde har overværet… så kan man jo stille det indlysende spørgsmål om hvorfor fanden jeg så har set denne filmiske kokasse…? – jo, jeg læste om den for godt og vel 10 år siden på en anden hjemmeside, og jeg synes bare at jeg måtte se det med mine egne øjne… en hel spillefilm med talentløsheden selv? – ja det kan godt være at man har udsat sig selv for en omgang totur, men jeg føler faktisk at jeg er blevet et klogere og mere oplyst menneske efter filmen endelig nåede sin slut. Heldigvis er der ikke så meget musik med i filmen – selvfølgelig slipper vi ikke helt, men det er åndssvage replikker der fylder mere, og det er jo også skidt nok… Anyway – denne film kan jeg kun anbefale, hvis man af en eller anden grund har et svagt sind, tænder vildt på tidlig 90’er-popmusik eller elsker gennemførte elendige filmiske værker… og det er jo både en velsignelse og en forbandelse i et!

Roger Cormans dramatiske racisme-værk er noget nær det ypperste man kommer til noget som man kan kalde for en seriøs Corman-klassiker. Stilen er hård, historien aktuel og skuespillet glimrende... Den kan i den grad anbefales...

Roger Cormans dramatiske racisme-værk er noget nær det ypperste man kommer til noget som man kan kalde for en seriøs Corman-klassiker. Stilen er hård, historien aktuel og skuespillet glimrende… Den kan i den grad anbefales…

Hvis man engang vil skræmme livet af en sagesløs eller vil have en fest til at slutte, så smid endelig denne møgbunke af en film i afspilleren. Vanilla Ice er ikke og har aldrig været særlig sej, men han nåede da at få sin egen spillefilm, imens han kom i Hasbeen Heaven... hatten af for det...!

Hvis man engang vil skræmme livet af en sagesløs eller vil have en fest til at slutte, så smid endelig denne møgbunke af en film i afspilleren. Vanilla Ice er ikke og har aldrig været særlig sej, men han nåede da at få sin egen spillefilm, inden han kom i Has-been Heaven… hatten af for det…!

Endnu engang har jeg haft mine store, gustne øjne fastlåst på tv-skærmen for at lure nærmere på en ny horror-produktion. Denne gang er der dog ikke tale om en meget skuffende, moderne italiensk slasher-film, men derimod den femte spillefilm fra den amerikansk multikunstner, Rob Zombie… titlen er “The Lords Of Salem”…

Rob Zombie er en dreven mand. Han fik sit gennembrud som musiker i bandet “White Zombie” (muligvis taget fra den gamle Bela Lugosi-film?) – og sidenhen som soloartist med navnet Rob Zombie. Han var en gennemført heavy metal-performer med flere gode numre, deriblandt “Living Dead Girl” og “Dragula”… men det var ligesom at det ikke var nok for manden, der tydeligvis altid har været meget inspireret af det cinematiske. Derfor har han også nu instrueret fem spillefilm, hvilket har været noget af en ujævn oplevelse, men ikke destro mindre, så kan man ikke undgå at blive en lille smule duperet og føle sig lidt speciel når man ser en Rob Zombie-film. Instruktøren er tydeligvis glad for horror- og gamle exploitationfilm, og det er jo også nogle gode sunde interesser. Nu glæder det “The Lords Of Salem” – en ikke helt moderne heksefortælling fra Massachusetts.

Filmen kredser om den erfarne radiovært, Heidi, der sammen med et par andre kompaner, kører et radioshow hvor de hele tiden kører på grænsen af det okkulte… det er ihvertfald min opfattelse. En dag modtager Heidi en gammel, rustik trækasse, hvor der er en vinylplade i. Da hun senere samme aften sætter den på, så lyder den ildevarslende musik. Det er en form for insisterende trance-musik, hvor det virker til at de samme toner bliver gentaget om og om igen. Næste dage sender Heidi så musikken ud i ærteren, og man fornemmer straks at især kvinderne følger sig “guided-by-voices”, fordi de falder alle i en dyb trancelignende tilstand. Pludselig føler Heidi at der er noget grumt på vej, og hvordan er det nu lige med byen Salems hekse-historik?

“The Lords Of Salem” er overvejende en noget febrilsk sag. Jeg har på fornemmelsen at der findes en ganske god horrorberetning i materialet. Desværre synes jeg ikke helt at det store forarbejde bliver indfriet. Jovist, filmen er ganske seværdig, og det er en fornøjelse at se nogle gode, gammeldags hekse i aktion igen. I det hele taget virker filmen som et værk, der var udsendt i slut-70’erne eller starten af 80’erne – lidt ligesom Ti West’s “House Of The Devil”, som jeg er vild med. Nu har Rob Zombie også følt sig inspireret af tidlige tiders horrorværker. Men han skal ihvertfald have ros for at kunne etablere en verden, hvor man har en formodning om at det okkulte har en plads i samfundet  – fordi stemningen er ret god, men jeg føler mig ikke helt med på Rob Zombies side. Der er nogle djævle- og heksemanifestioner som ikke helt holder stik. Historien vil generelt fortælle for meget, og man føler sig lidt træt oveni hovedet, når slut-titlerne løber hen over skærmen. I bund og grund er der jo tale om en noget strømlinet hekse-historie, hvor vi får nogle flashbacks til 1600-tallet, hvor den onde, onde overheks Margaret Morgan lever og praktiserer sin magi og trolddomskunster med sit kobbel af hekse  – dette bliver så overført til moderne tid, hvor der også pludselig kommer ideer frem om fødselsen af et ondt afkom fra en efterkommer af den gamle præst Hawthrone, som bliver pålagt en forbandelse af Margaret Morgan. I det hele taget bliver der ikke sparret på hekseri. Der er også et par fine jump-scares, men ikke noget alvorligt… primært er det med en heks, der pludselig viser sig i baggrunden, eller også i form af noget skummelt musik. Der er også en sekvens med en småliderlig præst, der er ret sjov.

Filmen byder på gode skuespillere. Sherri Moon Zombie (var der nogen der sagde kunstnernavn) – er gift med Rob Zombie, og hun spiller hovedrollen som Heidi. Vi har tidligere set hende i andre Rob Zombie-film, hvor hun især er fremragende i “The Devil’s Rejects”, og hun er ganske god i rollen som vores hovedperson. Hun har ihvertfald vores sympati, og så skader det jo ikke at hun ser lidt fiks ud. Første gang vi ser hende i filmen, ligger hun på sengen, ganske bar som en eller anden Gud har skabt hende, og det er jo ikke så slemt. Vi får også selskab af Bruce Davison, der er en kapacitet, men i denne rolle, smågriner han sig vej igennem hele filmen, men han må også indlede sig på en frygtelig hovedpine i filmen, som vil åbenbare sig når man sætter sig ned for at se dette værk.  Dertil spiller Jeffrey Daniel Phillips en ganske god rolle som med-radiovært og god ven af Heidi, og han bekymrer sig hele filmen igennem, og man føler at han måske er romantisk interesseret i sin kollega, hvilket man jo ikke fortænker ham i. Endelig ses horrorfolk som Ken Foree, Dee Wallace Stone, Michael Berryman og Rob Zombies faste makker, Sid Haig. Og så må vi endelig ikke glemme Meg Foster i rollen som overheksen Margaret Morgan. Hun gør det glimrende, og har en særdeles rusten og karismatisk stemme .

Hvis man sammenligner med andre Rob Zombie-film, så vil jeg nok placere denne her midt på Zombie-meteret. Masser af atmosfære, fint skuespil og dyster menneskesyn, men jeg savner også lidt flair. Lidt mere blod hist og her – der er jo ingen tvivl om at Rob Zombie har det med at skabe gode creepy karakterer, men det er ligesom at de alle falder lidt til Jorden på et tidspunkt. “The Lords Of Salem” slutter dog ret åbent, så nu er det op til vor egne, slimede, ulækker tankegang at fantasere om historiens videre forløb – som sagt vil historien dog pludselig fortælle for meget, og selvom The Lords’ musik i filmen er væmmelig, så tror jeg ikke på at den kan hypnotisere nogen som helst – men igen, det er jo mest kvindfolk der falder for det, så måske bliver deres hjerner aktiveret på en anden måde – I dont know? … well, måske kommer der en efterfølger, ligesom “The Devil’s Rejects” var en slags efterfølger til “House Of 1000 Corpses”.

Altså som vammel søndagsunderholdning, når resten af familien er i kirke, så kan man godt smide “The Lords Of Salem” på. Den er tilpas blasfemisk til at man kan lade sig underholde i filmens 1½ time, men til gengæld bliver den ikke siddende i systemet, når tiden løber ud og filmen er slut. Hvis man er fan af Rob Zombie, hvad enten det er af hans musik, film eller som person, så skal man naturligvis ikke snyde sig for denne oplevelse. Og når alt er sagt, så var det jo rart at se en god, gammeldags heksegyser igen…

Rob Zombies nyeste film byder på massive heksekunster fra den ene kant til den anden. Måske ikke mandens bedste forsøg i filmverdenen, men den har masser af stemning og universet fungerer, selvom historien bliver for ambitiøs. Bemærk det originale soundtrack hos Amazon i begrunden på dette billede. Fancy!

Rob Zombies nyeste film byder på massive heksekunster fra den ene kant til den anden. Måske ikke mandens bedste forsøg i filmverdenen, men den har masser af stemning og universet fungerer, selvom historien bliver for ambitiøs. Bemærk det originale soundtrack hos Amazon i begrunden på dette billede. Fancy!

Hvis man kender mig eller læser denne blog fra gang til anden, så har man måske opfattet at jeg er samler, og derfor ofte bestiller dvder hjem fra min trofaste partner-in-crime, Amazon! – verdens bedste handlested…jeg er meget begejstret, når min dyrebare sparepenge eller hvad man nu skal kalde dem, tikker ind på kontoen hver mandag… det betyder at jeg skal besøge den trofaste gamle havne-prostitueret – hun slår aldrig fejl med nogle gode tilbud på dvder… men ak ja, den dvd som jeg her vil omtale, kommer dog fra Cdon – der er nemlig tale om den danske udgivelse fra AWE af den slibrige italiener-snask, “Morituris”, hvor coveret lokker med at den er totalforbudt i hjemlandet, så det er sikkert ganske gode sager, som man sidder med her…

Men nej – desværre må jeg sige at efter filmens meget gavmilde spilletid er udløbet, så sidder man tilbage med en stor skuffelse… den var jo slet ikke så grum som man havde regnet med!? – jeg vil medgive at der har enkelte elementer af creepiness, men jeg kan simpelthen ikke forstå hvis den er blevet forbudt  – så er italienerne da blevet enormt sippet, siden de glade og gale kannibal- og Lucio Fulci-dage tilbage i 70’erne og 80’erne. Jeg blev i den grad skuffet.

Historiens præmis er rimelig nem. To unge piger er med tre andre unge mænd oppe at køre i en bil. De skal til et af de der forbandede rave-parties, som alle vi normale mennesker ikke bryder os om. Nuvel, det skal åbenbart finde sted langt ude i skoven, og idet de finder en passende parkeringsplads, og begynder at bevæge sig længere og længere ind i skoven, så kommer de på et tidspunkt forbi nogle ruiner, som de dog ikke gør meget ud af. Pigerne er forvirret over den manglende musik, men da de tre ungesvende lokker med spiritus og bål, så liver de alligevel op. Efterfølgende er de dog ikke så venlige, idet de flyver på de to kvindfolk, og voldtager dem på skift…! – uha, det er slemt for de to unge piger, men det bliver værre endnu. Eftersom at de har udført sådan en væmmelig handling på garanteret indviet jord, så vågner der pludselig nogle ældgamle gladiator-krigere (!), som der begynder at slagte dem en for en… og hurra så har vi en film!

Nå ja, en tvivlsom film that is. Jeg må indrømme at jeg synes at det var en skam at filmen var filmet så mørkt, så man næsten ikke kan se hvad der foregår. Det er måske mere creepy på den måde – og jeg må også erkende at gladiatorerne ser ret vilde ud, men det hjælper bare ikke så meget på den yderst fjollede og ligetil handling. Jeg er en stor fan af ældre italienske film, hvad enten det er gialli, Lucio Fulci-zombie film eller produktioner omhandlende kannibaler. Jeg kan se dem alle, og jeg formåede da også at se denne ret elendige film til slut. Der er enkelte gore-effekter, men ikke noget særligt, og endnu engang må jeg ryste på hovedet, hvis det passer med at denne film er forbudt i Italien – det er yderst skammelig…

Til gengæld indeholder dvd’en faktisk en ganske ferm lille varulve-kortfilm, som jeg faktisk bedre kunne lide i stedet for hovedfilmen – nå ja, varulven ser måske lidt fjollet ud, men det skal man ikke kimse af, fordi det synes jeg faktisk mere at der er reglen end undtagelsen når det kommer til varulve-film – og så endda varulve-kortfilm!…

Som nogle måske ved, så er jeg rimelig glad for horror, og jeg tager hatten af for et selskab som AWE, fordi de bliver  ved med at sende interessante, både nye og gamle, film ud på det danske dvd-marked. Ligeledes har jeg købt slange-gyseren, “Stanley”, som også AWE har udsendt. Den ser vældig interessant ud, så den glæder jeg mig til at få at se…Ellers har jeg den nye Rob Zombie-film “The Lords Of Salem” liggende, og det skal nok også blive vældig spændende at se en ny Rob Zombie film, eftersom de sidste par film har været med supermorderen, Michael Meyers, i de to “Halloween”-remakes…

Sluttelig må jeg så tilføje at jeg har været ved at rydde op og organisere mine film. Det er blevet et prægtigt resultat, og det ser bedre ud end nogensinde. Tidligere var halvdelen af min meget sparsomme stue invaderet af kasser med film, der ikke var blevet sat i system, men nu må jeg sige at der er meget mere styr på titlerne. De er lige til at gå til, så hvis det skulle ske på en mørk, regnfuld og stormende aften, at fjernsynet svigter og man ikke kan se mere reality-tv på de forskellige kanaler… ja så er der altid mulighed for at se en film fra mit lille filmbibliotek. Jeg modtog således en pakke fra Laserdisken i dag, og i går var Pakkeposten forbi med en pakke fra Amazon, så der kommer der lidt nyt ind engang imellem.

"Morituris" lokker med det helt store, grumme blodbad, og der er da også nogle ret iøjefaldende blodsudgydelser i filmen, men den er filmet alt for mørkt, og originalitet er der ikke meget af, andet end at filmen måske er 30 år bagefter... den virker som en regulær 80'er-slasher...

“Morituris” lokker med det helt store, grumme blodbad, og der er da også nogle ret iøjefaldende blodsudgydelser i filmen, men den er filmet alt for mørkt, og originalitet er der ikke meget af, andet end at filmen måske er 30 år bagefter… den virker som en regulær 80’er-slasher…

Stuen i oprør! - mine film føler sig slet ikke hjemme...oh no!

Stuen i oprør! – mine film føler sig slet ikke hjemme…oh no!

Sådan! - nu kan man ikke længere høre skrigene om natten, fordi nu er mine film nemlig blevet "organiseret"...!

Sådan! – nu kan man ikke længere høre skrigene om natten, fordi nu er mine film nemlig blevet “organiseret”…!