Endnu engang har jeg haft mine store, gustne øjne fastlåst på tv-skærmen for at lure nærmere på en ny horror-produktion. Denne gang er der dog ikke tale om en meget skuffende, moderne italiensk slasher-film, men derimod den femte spillefilm fra den amerikansk multikunstner, Rob Zombie… titlen er “The Lords Of Salem”…

Rob Zombie er en dreven mand. Han fik sit gennembrud som musiker i bandet “White Zombie” (muligvis taget fra den gamle Bela Lugosi-film?) – og sidenhen som soloartist med navnet Rob Zombie. Han var en gennemført heavy metal-performer med flere gode numre, deriblandt “Living Dead Girl” og “Dragula”… men det var ligesom at det ikke var nok for manden, der tydeligvis altid har været meget inspireret af det cinematiske. Derfor har han også nu instrueret fem spillefilm, hvilket har været noget af en ujævn oplevelse, men ikke destro mindre, så kan man ikke undgå at blive en lille smule duperet og føle sig lidt speciel når man ser en Rob Zombie-film. Instruktøren er tydeligvis glad for horror- og gamle exploitationfilm, og det er jo også nogle gode sunde interesser. Nu glæder det “The Lords Of Salem” – en ikke helt moderne heksefortælling fra Massachusetts.

Filmen kredser om den erfarne radiovært, Heidi, der sammen med et par andre kompaner, kører et radioshow hvor de hele tiden kører på grænsen af det okkulte… det er ihvertfald min opfattelse. En dag modtager Heidi en gammel, rustik trækasse, hvor der er en vinylplade i. Da hun senere samme aften sætter den på, så lyder den ildevarslende musik. Det er en form for insisterende trance-musik, hvor det virker til at de samme toner bliver gentaget om og om igen. Næste dage sender Heidi så musikken ud i ærteren, og man fornemmer straks at især kvinderne følger sig “guided-by-voices”, fordi de falder alle i en dyb trancelignende tilstand. Pludselig føler Heidi at der er noget grumt på vej, og hvordan er det nu lige med byen Salems hekse-historik?

“The Lords Of Salem” er overvejende en noget febrilsk sag. Jeg har på fornemmelsen at der findes en ganske god horrorberetning i materialet. Desværre synes jeg ikke helt at det store forarbejde bliver indfriet. Jovist, filmen er ganske seværdig, og det er en fornøjelse at se nogle gode, gammeldags hekse i aktion igen. I det hele taget virker filmen som et værk, der var udsendt i slut-70’erne eller starten af 80’erne – lidt ligesom Ti West’s “House Of The Devil”, som jeg er vild med. Nu har Rob Zombie også følt sig inspireret af tidlige tiders horrorværker. Men han skal ihvertfald have ros for at kunne etablere en verden, hvor man har en formodning om at det okkulte har en plads i samfundet  – fordi stemningen er ret god, men jeg føler mig ikke helt med på Rob Zombies side. Der er nogle djævle- og heksemanifestioner som ikke helt holder stik. Historien vil generelt fortælle for meget, og man føler sig lidt træt oveni hovedet, når slut-titlerne løber hen over skærmen. I bund og grund er der jo tale om en noget strømlinet hekse-historie, hvor vi får nogle flashbacks til 1600-tallet, hvor den onde, onde overheks Margaret Morgan lever og praktiserer sin magi og trolddomskunster med sit kobbel af hekse  – dette bliver så overført til moderne tid, hvor der også pludselig kommer ideer frem om fødselsen af et ondt afkom fra en efterkommer af den gamle præst Hawthrone, som bliver pålagt en forbandelse af Margaret Morgan. I det hele taget bliver der ikke sparret på hekseri. Der er også et par fine jump-scares, men ikke noget alvorligt… primært er det med en heks, der pludselig viser sig i baggrunden, eller også i form af noget skummelt musik. Der er også en sekvens med en småliderlig præst, der er ret sjov.

Filmen byder på gode skuespillere. Sherri Moon Zombie (var der nogen der sagde kunstnernavn) – er gift med Rob Zombie, og hun spiller hovedrollen som Heidi. Vi har tidligere set hende i andre Rob Zombie-film, hvor hun især er fremragende i “The Devil’s Rejects”, og hun er ganske god i rollen som vores hovedperson. Hun har ihvertfald vores sympati, og så skader det jo ikke at hun ser lidt fiks ud. Første gang vi ser hende i filmen, ligger hun på sengen, ganske bar som en eller anden Gud har skabt hende, og det er jo ikke så slemt. Vi får også selskab af Bruce Davison, der er en kapacitet, men i denne rolle, smågriner han sig vej igennem hele filmen, men han må også indlede sig på en frygtelig hovedpine i filmen, som vil åbenbare sig når man sætter sig ned for at se dette værk.  Dertil spiller Jeffrey Daniel Phillips en ganske god rolle som med-radiovært og god ven af Heidi, og han bekymrer sig hele filmen igennem, og man føler at han måske er romantisk interesseret i sin kollega, hvilket man jo ikke fortænker ham i. Endelig ses horrorfolk som Ken Foree, Dee Wallace Stone, Michael Berryman og Rob Zombies faste makker, Sid Haig. Og så må vi endelig ikke glemme Meg Foster i rollen som overheksen Margaret Morgan. Hun gør det glimrende, og har en særdeles rusten og karismatisk stemme .

Hvis man sammenligner med andre Rob Zombie-film, så vil jeg nok placere denne her midt på Zombie-meteret. Masser af atmosfære, fint skuespil og dyster menneskesyn, men jeg savner også lidt flair. Lidt mere blod hist og her – der er jo ingen tvivl om at Rob Zombie har det med at skabe gode creepy karakterer, men det er ligesom at de alle falder lidt til Jorden på et tidspunkt. “The Lords Of Salem” slutter dog ret åbent, så nu er det op til vor egne, slimede, ulækker tankegang at fantasere om historiens videre forløb – som sagt vil historien dog pludselig fortælle for meget, og selvom The Lords’ musik i filmen er væmmelig, så tror jeg ikke på at den kan hypnotisere nogen som helst – men igen, det er jo mest kvindfolk der falder for det, så måske bliver deres hjerner aktiveret på en anden måde – I dont know? … well, måske kommer der en efterfølger, ligesom “The Devil’s Rejects” var en slags efterfølger til “House Of 1000 Corpses”.

Altså som vammel søndagsunderholdning, når resten af familien er i kirke, så kan man godt smide “The Lords Of Salem” på. Den er tilpas blasfemisk til at man kan lade sig underholde i filmens 1½ time, men til gengæld bliver den ikke siddende i systemet, når tiden løber ud og filmen er slut. Hvis man er fan af Rob Zombie, hvad enten det er af hans musik, film eller som person, så skal man naturligvis ikke snyde sig for denne oplevelse. Og når alt er sagt, så var det jo rart at se en god, gammeldags heksegyser igen…

Rob Zombies nyeste film byder på massive heksekunster fra den ene kant til den anden. Måske ikke mandens bedste forsøg i filmverdenen, men den har masser af stemning og universet fungerer, selvom historien bliver for ambitiøs. Bemærk det originale soundtrack hos Amazon i begrunden på dette billede. Fancy!

Rob Zombies nyeste film byder på massive heksekunster fra den ene kant til den anden. Måske ikke mandens bedste forsøg i filmverdenen, men den har masser af stemning og universet fungerer, selvom historien bliver for ambitiøs. Bemærk det originale soundtrack hos Amazon i begrunden på dette billede. Fancy!

Reklamer