pakke

Sikke da noget dejligt vejr det var på denne tirsdag forårsdag. Det var jo lige sådan en dag, hvor man skulle samle alle vennerne, rende rundt i Downtown – Thisted og drikke kølige drinks, imens man ladede op til den kommende weekend. Nu er situationen imidlertid bare sådan, at det ikke er noget jeg ynder at gøre – og slet ikke hvis min forbistrede paranoia spiller ind. Jeg er i den grad et inde-menneske, og jeg elsker at stene foran husalteret og se moderne klassikere, eller hænge ud på World Wide Web og slappe af til nyt musik. Dette er den barske sandhed. Men når man er glad for film og betragter sig selv som samler, så bliver man naturligvis også glad for når Pakkeposten lader sin udstrakte langefinger kærtegne min ringklokke, så jeg haster ned af trappen og møder den stakkels sjæl, der lige har fået min rute… I dag var endnu sådan en dag, og det var slet ikke så ringe med sådan en leveringen, fordi den indeholdte noget guf…

arabia

Den monsterøse pakke indeholdte nemlig 50 års Jubilæumsudgaven af storfilmen, “Lawrence Of Arabia” på blu-ray. Den er indpakket i en ganske fornem stor æske, og kan prale af at være på tre disks + en ekstra cd med soundtracket. Dertil kommer en cafebog på 88 sider og en nummeret filmcelle for sig selv. Det er ganske lækkert, og faktisk en tidlig fødselsdagsgave til undertegnet, idet tiden nærmer sig min …uha…gisp! 33-års fødselsdag… well, jeg er meget glad for gaven, og da jeg næsten altid kun ønsker mig film (og dette år også en støvsuger) – så laver jeg altid den løsning med mine forældre at jeg skal bestille filmene selv, hvor de så supplerer min konto med et væsentlig beløb, der kan forvandles til nye dvd- eller blu-ray-udgivelser. Dette er også tilfældet med “Lawrence Of Arabia”-sættet… som jeg længe havde haft i kikkerten hos Amazon, og nu besluttede jeg mig for at investere i det, inden at udgivelsen udgik af produktion – der er nemlig tale om en Limited Edition.

Anyway, det var lige en sej gave som jeg synes at der var værd at skrive et par ord om. Men jeg har selvfølgelig også set et par film i dag. Først så jeg den dyrt-indkøbte Roger Corman-film “The Intruder”fra 1962 med ingen ringere end Kaptajn James T. Kirk himself i hovedrollen, William Shatner.

Filmen er i bund og grund et dybt, kontroversielt stykke filmdrama om racisme og integration af den sorte befolkning i skolerne i USA. Uden at komme for meget ind på noget, som enhver historierelateret hjemmeside kunne beskrive bedre, så var der jo en gang at skolerne i USA var raceadskilt, og at de sorte mennesker knap nok måtte få en uddannelse – de blev i den grad holdt nede af den hvide overklasse. “The Intruder” puster til ilden, hvorved en ung, pæntudseende mand, Adam Cramer (William Shatner) kommer til en lille sydstatsby, hvor han forsøger at overtale den lokale befolkning til at gribe ind imod den nye lov, der siger at sorte godt må gå i skole med hvide…

Filmen er utrolig velspillet. Navnlig selvfølgelig af William Shatner, der virkelig viser at han faktisk er en eminent skuespiller, der ikke går på kompromis med nogen som helst. Historien er meget velskrevet, og det er ikke så få gange at N-ordet bliver nævnt. Nu kan man jo gribe fat i diskussionen med Spike Lee, der kritiserede Quentin Tarantino for at benytte sig af N-ordet for mange gange i hans seneste værk, “Django Unchained”, men allerede i film i 60’erne blev det altså flittigt brugt. Det er lidt hårdt at høre på nogle gange, fordi der er slet ingen tvivl om at filmens instruktør og manuskriptforfatter har sympati med den sorte befolkning, så derfor må man sige at den hvide race i den grad fungerer som en overordnet stor filmskurk. Jeg er ret begejstret for denne film, og selvom Roger Corman, for første gang i sin karriere, ikke kunne få filmen finansieret af de sædvanelige kanaler, så tog han alligevel et ekstra lån i huset for at filmatisere denne fortælling, hvilket ikke siger så lidt… Filmen blev vistnok ingen økonomisk gevinst for den allerede dengang omhyggelige Roger Corman, der jo aldrig har bakket væk fra en kontroversiel fortælling. Der er ingen tvivl om at det var en svær film at lave, både at producere, filme og promovere. Men jeg er så taknemmelig og glad fordi de fik gjort det. Filmens racehad skinner igennem, og scenen hvor hvidklædte Klu Klux Klan-medlemmer kører igennem den sorte del af byen og slutter af med at antænde et stort kors er ret effektiv. I bund og grund er der mange sydstatsfolk i filmen der virker en anelse gumpetunge, uvidende og meget fjendske overfor de sorte, hvilket nok var en ret præcis skildring af tilstanden i de gamle dage i USA. Den store, sorte befolkning var i den grad udstødt og den hvide klasse havde ikke meget tilovers for dem. Derfor er “The Intruder” også en vigtig film, både den gang og dagen i dag. Jeg er nok også tilbøjelig til at sige at filmen er noget mere ambitiøs end den typiske Corman-film, der jo normalt kører i udkanten af det utrolige eller det fantastiske eller sågar som ren spekulation. Alle bør ihvertfald se denne film, og hvis jeg var lærer i USA (Herre Jemini!), så ville jeg altid vise mine elever denne film i timen… den har fat i noget afgørende i den amerikanske historie.

Uha, det var noget en hård omgang at se “The Intruder”, men jeg var også virkelig glad for at jeg endelig fik den at se, nu hvor jeg så længe havde haft den i mine tanker. Men dernæst var tiden kommet til at slappe lidt af, så jeg smed en direkte vederstyggelighed i afspilleren – nemlig en film som jeg regnede med at der ville tale til min dårlige smag, den utrolig latterfremkaldende “Cool As Ice” – også kendt som Vanilla Ice-filmen!

For dem der ikke kender Vanilla Ice, så var han en ret dårlig musiker, der var fremme i starten af 90’erne, blandt andet fordi han ramte pop-verdenen med et mega-hit i nummeret “Ice Ice Baby”, der vistnok endda var en B-side. Musikken var og er stadigvæk den dag i dag, ganske håbløs, og Vanilla Ice har sidenhen nærmest benægtet sin fortid og bliver decideret arrig når han bliver mindet om den. I dag spiller han vistnok mere rock eller metal, og det er jo bestemt mere positiv, men man skal heller aldrig glemme sin fortid… ihvertfald heller ikke med spillefilmen “Cool As Ice”, der blev produceret i 1991 og hurtig sendt ud for at cashe ind og promovere videre på Vanilla Ices’ kæmpesucces.

“Cool As Ice” præsenterer sin hovedkarakter i starten ved at lave ham spille musik (eller hvad man nu kan kalde det) – det er helt igennem den typiske Vanilla Ice-stil med dansevenlige, rap-numre, og det bliver allerede i filmens første fem minutter enormt anstrengende. Jeg må indrømme at jeg heller ikke ligefrem sad og sang med eller trippede med foden, fordi det her er i sandhed virkelig modbydeligt. Vanilla Ice spiller en fyr der hedder Johnny, som der er lidt en leder af en moderne motorcykelbande, og naturligvis forelsker han sig i en pige, hvilket bliver mast ned i halsen på filmens tilskuer. Foruden den egentlige kærlighedshistorie, er der en sidehistorie med pigens far der bliver indhentet af sin fortid, og dermed må beskytte sin datter, også imod Vanilla Ice, som han i første omgang, tror at der er en del af fortidens ækle ansigt. Filmens stil er decideret tåbelig, manuskriptet er jammerligt og skuespillet forfærdelig. Der er slet ingen tvivl overhovedet om at filmen er lavet kun for at promovere Vanilla Ice, og derfor er den sikkert også blevet hastet igennem systemet… – det viser bare at hvis man har penge, så kan man få – og Vanilla Ice fik dermed sin egen film. Foruden rapperen i den store hovedrolle, så ses også supermodellen Naomi Campbell i indledningen, hvor hun synger kor på et nummer hvor Vanilla Ice rapper på sædvanelig facon – måske var det for at vise sig lidt frem, idet jeg mindes at huske noget om at hun vistnok også satsede lidt på en sangkarriere en kort overgang. Nuvel – hun er ikke meget med i filmen, men det er Vanilla Ice desværre, og han er ikke særlig god. Hans gennemførte dårlige stil og slangudtryk falder helt til jorden, og formålet med at virke cool, maskulin og frem for alt, bare dødgod smuldrer fra det tynde, tynde manuskript. Jeg er faktisk lidt ked af at Amazon ikke sendte en brækpose med, da jeg bestilte denne film, fordi det er godt nok noget af det værste som jeg nogensinde har overværet… så kan man jo stille det indlysende spørgsmål om hvorfor fanden jeg så har set denne filmiske kokasse…? – jo, jeg læste om den for godt og vel 10 år siden på en anden hjemmeside, og jeg synes bare at jeg måtte se det med mine egne øjne… en hel spillefilm med talentløsheden selv? – ja det kan godt være at man har udsat sig selv for en omgang totur, men jeg føler faktisk at jeg er blevet et klogere og mere oplyst menneske efter filmen endelig nåede sin slut. Heldigvis er der ikke så meget musik med i filmen – selvfølgelig slipper vi ikke helt, men det er åndssvage replikker der fylder mere, og det er jo også skidt nok… Anyway – denne film kan jeg kun anbefale, hvis man af en eller anden grund har et svagt sind, tænder vildt på tidlig 90’er-popmusik eller elsker gennemførte elendige filmiske værker… og det er jo både en velsignelse og en forbandelse i et!

Roger Cormans dramatiske racisme-værk er noget nær det ypperste man kommer til noget som man kan kalde for en seriøs Corman-klassiker. Stilen er hård, historien aktuel og skuespillet glimrende... Den kan i den grad anbefales...

Roger Cormans dramatiske racisme-værk er noget nær det ypperste man kommer til noget som man kan kalde for en seriøs Corman-klassiker. Stilen er hård, historien aktuel og skuespillet glimrende… Den kan i den grad anbefales…

Hvis man engang vil skræmme livet af en sagesløs eller vil have en fest til at slutte, så smid endelig denne møgbunke af en film i afspilleren. Vanilla Ice er ikke og har aldrig været særlig sej, men han nåede da at få sin egen spillefilm, imens han kom i Hasbeen Heaven... hatten af for det...!

Hvis man engang vil skræmme livet af en sagesløs eller vil have en fest til at slutte, så smid endelig denne møgbunke af en film i afspilleren. Vanilla Ice er ikke og har aldrig været særlig sej, men han nåede da at få sin egen spillefilm, inden han kom i Has-been Heaven… hatten af for det…!

Reklamer