Efter at have overlevet en noget hård fødselsdagsceremoni, hvor der var nok af de kolde Heinekens og gigantiske shot-glas fyldt med noget afskyeligt væske, så føler jeg først nu at jeg for alvor er ved at være tilbage til mit gamle jeg. Det var i sandhed noget af en aften, og naboerne havde næppe en lige så dejlig aften som den samling mennesker, der var forenet i min lille stue. I så fald har det ikke lige været så mange film som jeg har fået set – tror kun at jeg så dårlig fjernsyn de efterfølgende par dage efter festen. Desværre overlevede Brøndby IF jo i Superligaen, og det var nok en af den senere tids værste nyheder. AaB skal heldigvis spille europæisk næste sæson, men det holdt jo også hårdt… og de havde også svært ved at spille op til deres bedste. Tillykke til især Viborg med oprykningen – nu er der endnu engang et par klubber fra det midtjyske i Danmarks bedste liga.

Well – efter at have sundet mig nogle dage, så er mit filmkiggeri ved at være tilbage på sporet. Fra min tidligere status som en af Nattens Yngel, så må jeg nok erkende at jeg har udviklet mig til et regulært dydsmønster. Det vil sige at jeg nu kun er vågen i de lyse timer af døgnet, og typisk sover på de korrekte tidspunkter… det er vederstyggeligt. Nuvel – nok om mine natlige aktiviteter – de er faktisk ikke så spændende som de kunne have været…

I aften har jeg tilbragt 2½ time i selskab med Will Smith i hans Oscarnomineret rolle som Muhammed Ali – muligvis verdens bedste bokser igennem tiderne, og tro det eller lad være, men jeg havde aldrig set filmen fra start til slut før nu. Jeg måtte købe en dvd-udgivelse, der virkede en anelse dateret, men filmen var i fin kvalitet – desværre synes jeg ikke at det var en gennemført god film. Der er mange sekvenser hvor hele historien hovedsagelig kører på hvor fornærmet den gode hovedperson, Muhammed Ali, i virkeligheden var – især hvis der er nogle der kalder ham for hans gamle, borgerlige navn, Cassius Clay. Filmen forsøger også på hans status som muslim og hans problemer med den amerikanske stat og Bokseorganisation, da de tilbageholder hans bokse-tilladelse, og dermed nægter ham at kæmpe. Det går dog hverken værre eller bedre end at ‘Champen’ kommer tilbage i ringen, og viser sit værd for alvor.

“Ali” er ikke ligefrem et mesterværk. Jeg fandt den en anelse overfladisk, og jeg havde svært ved at forstå Muhammed Ali som menneske, andet end en stor rapkæftet mester og en mand der var glad for smukke kvinder. Will Smith er selvfølgelig glimrende i rollen, og selvom den charmerende Smith typisk ikke bevæger sig i så seriøse dramaer som denne, så klarer han opgaven ganske ok, men han spiller også det sikre kort, og jeg må sige at en Oscar ville have været meget gavmildt, men at nomineringen var helt på sin plads. Michael Mann har instrueret på fin vis, med stor fokus på flere af de store kampe – både i ringen og udenfor. Jeg tvivler dog på at jeg vil sætte filmen på endnu en gang i fremtiden, fordi, som sagt, synes jeg ikke at den var et mesterværk, men der er sikkert mange der vil modsige mig. Jeg tillader mig at heppe på “Raging Bull” i stedet.

Dog så jeg også en mere underholdende og særdeles morsom sag fra 1940 med Tyrone Power og Basil Rathbone, nemlig filmen om den sortklædte retfærdighedskæmper, Zorro… i filmen “The Mark Of Zorro”. Mit største kendskab til Zorro-figuren, kom med tv-serien “Zorro”, som kørte i starten af 90’erne. I denne var det Duncan Regehr, der havde rollen som sværdkunstneren, og jeg husker både serien som god og Duncan Regehr som en glimrende Zorro. Jeg har dog ikke set serien i mange år, så jeg ved ikke helt om den stadigvæk holder den dag i dag, men da jeg var teenager, så synes jeg at det var fantastisk underholdning. I 1998 kom der jo også en moderne spillefilm om Zorro med Martin Campbells “The Mask Of Zorro”, hvor der både var en ung og en gammel forkæmper, henholdsvis personificeret i Antonio Banderas og Sir Anthony Hopkins. I filmen medvirker desuden også en utrolig smuk Catherine Zeta-Jones. Filmen blev en kæmpe succes, og den er også ganske underholdende, med fokus på en del komik. Der kom en efterfølger i 2005, der dog ikke var noget at skrive hjem om.

“The Mark Of Zorro” i 1940-versionen var en meget glædelig oplevelse. Den kan klart anbefales til folk som der mener at Errol Flynn var den bedste Robin Hood igennem tiderne, og Tyrone Power er ganske charmerende i rollen, både som i Zorro-outfit (hvilket der dog ikke er så meget onscreen-tid af), men også som det uduelige skvat i form af hans alter-ego, Don Vega. Den store skuespiller, Basil Rathbones tilstedeværelse er beundringsværdig, og han tilføjer både glans og karisma til hans rolle som Kaptajnen. Den siddende borgmester i byen er både en sjov figur, samtidig med at han er en stor kujon, og den korpulente fader Felipe er både handlekraftig og godmodig. Naturligvis er der også en smuk kvinde med i filmen. Linda Darnell udgør blinkfanget, og Zorro/Don Vega kan lide det som han ser. Jeg var meget underholdt af denne udgave af historien om Zorro. Der er dog ikke så meget baggrundshistorie, og Zorro dukker op rimelig hurtig og uden at vi ved hvordan han har skaffet både hest og kostume. Men han sætter sit mærke næsten overalt, hvilket gør filmens titel meget passende. Der er en drabelig sværdduel i filmens slutning imellem Zorro og Kaptajnen, hvor både Tyrone Power og Basil Rathbone virkelig viser eminente færdigheder. I form af filmens meget up-tempo tilgang, så keder man sig aldrig, og selvom der her er tale om en filmhelt af den gamle skole, hvor filmens forløb er forholdsvis nem at regne ud, så tilgiver man det hele. “The Mark Of Zorro” er en strålende film fra start til slut, og jeg kan levende forstille mig hvordan den har klaret sig godt i eftermiddagens forestillingerne i biograferne. Den fortjener ihvertfald sin succes.

Jeg så iøvrigt filmen i bedårende flot restureret sort/hvid, hvor kopien så knivskarp ud. Den var inkluderet i den 2-disk special edition, som jeg købte billig hjem fra Amazon. På disk 1 findes en farvelagt udgave.

I 1940 kom der en formidabel fortælling om folkets helt nummer et, og en storartet sværdkæmper. Hans navn var Zorro, og han blev udødeliggjort af Tyrone Power, ligesom Douglas Fairbanks gjorde det i 20'erne. Her så mange år efter, holder filmen stadigvæk i form af dens høje tempo, gammeldags romantik og imponerende slutning.

I 1940 kom der en formidabel fortælling om folkets helt nummer et, og en storartet sværdkæmper. Hans navn var Zorro, og han blev udødeliggjort af Tyrone Power, ligesom Douglas Fairbanks gjorde det i 20’erne. Her så mange år efter, holder filmen stadigvæk i form af dens høje tempo, gammeldags romantik og imponerende slutning.

 

Reklamer